Tag-arkiv: Italien

2022 Castello di Romitorio, Chianti Colli Senesi, Toscana, Italien

2022 Castello di Romitorio, Chianti Colli Senesi, Toscana, ItalienSocietà Agricola Castello Romitorio ligger knap en kilometer vest for Montalcino by i Toscana og står bag den næste vin i glasset … en 2022 Chianti Colli Senesi.

Vinhuset er grundlagt i 1984 af Sandro Chia, som startede med at plante vinstokke med nogle af de ældste kloner af Sangiovese på en række af hans marker omkring en smukke gamle borg.

Sandro Chia er en italiensk maler og billedhugger, der i slutningen af ​​1970’erne var med til at skabe den italienske neo-ekspressionistiske kunstbevægelse Transavanguardia.

Sandro er født i Firenze i 1946 og er kendt for sin blanding af abstraktion og figurativitet, ret stærke farver og sine dynamiske penselstrøg. Han har udstillet i prestigefyldte gallerier og museer over hele verden og arbejdet i både Tyrkiet, Indien og undervist på School of Visual Arts på Manhattan i USA.

Men i 1984 besluttede han sig også for både at studere, udforske, forædle og promovere Brunello di Montalcino vine i et samarbejde med den lokale ekspert og vinmager Franco Martini. Senere har Sandro også haft hjælp af Carlo Vittori, der jo i dag driver det spændende vinhus Molino di Sant’Antimo.

I 2006 overtog Sandros søn Filippo Chia driften og startede det andet kapitel af Castello Romitorios historie. Han byggede først et ny vineri, udvidede med flere vinmarker og har også udvidet driften med købet af endnu en vingård Tenuta Ghiaccio Forte i Bolgheri og har til vinproduktionen også fået hjælp fra Franco Martinis søn Stefano.

Castello di Romitorio har sammenlagt 15 hektar vinmarker, som danner baggrund for en lang række vine … pt over 10 vine, der alle – selvfølgelig – har vinetiketter med præg af Sandros kunst, som man også kan nyde i kunstgalleriet på vingården.

Her smager jeg husets Chianti Colli Senesi … og Colli Senesi betyder noget i retning af”Sienas bakker. Vinen er lavet på 100% Sangiovese og dyrket i bakkerne omkring byen Siena. Druerne til vinen høstes manuelt og sorteres nøje både før og efter afstilkning.

Gæringen og maceration er sket i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på egefade.

I glasset har vinen en let brunlig snert og op af glasset vælter det – bogstavelig talt – med en massiv mur af kirsebær, sød kirsebærsauce, Amarena Fabbri dessertkirsebær, blommer, kandiserede æbler, søde krydderier med muskatnød, spidskommen, svampe, champignon, røg og sød tobak … lidt ekspressiv, malerisk og karikeret med nogle søde noter af fad med mælkechokolade og skumfiduser.

Smagen er lidt som duften … cremet, elegant med søde kirsebær, umodne kirsebær og lakrids. Der er en saftig vin, hvor der er peber og en sødsyrlig frugt, som udover kirsebær også har smag af lidt ribs samt citrusfrugt med citroner og lemon, der lige giver en ganske lille smule bitre elementer, der er med til at give vinen rygrad. Tanniner er der også og de er pænt tilsted, men er ikke ultra vilde, selvom de ofte giver vine Sangiovese Grosso masser af tørhed. Det er med andre ord en kompleks, saftig og intens Chianti Colli Senesi, så Houlberg lander på 92 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, Italien

2023 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, ItalienJeg har før smagt vinen This is Sashy Chardonnay fra det store kooperativ Terre Cevico Societe Coop Agricola. Nu smager jeg den igen i nyeste årgang 2023.

Terre Cevico har jeg skrevet om før … et stort kooperativ grundlagt tilbage i 1963 og har i dag ikke mindre end 5.000 medlemmer aka vinavlere, der samlet har noget over 7.000 hektar vinmarker samt hele 20 vinerier i Emilia-Romagna.

Vinene laves primært under 32 forskelige brands. laver over 110 millioner flasker vin årligt, behandler 120 millioner liter vin årligt og har en omsætning på langt over 1,6 milliard kroner.

Denne This is Sashy Chardonnay er en af kooperativets mange vine, hvor Chardonnay druerne kommer fra række vinmarker ikke langt fra havet.

Først er alle druerne afstilket, hvorefter de skånsomt er presset. Gæringen gennemføres på ståltank ved 16 og 18 grader, hvorefter den også får delvis egetræskrydning … måske via spåner? Derefter er vinen så blot lagret sur i ståltankene inden endelig flaskning.

Duftmæssigt er det faktiske en fint balanceret vin … der er god blanding af fadpræget fylde og en blød, eksotisk frugt, som mest er hyld, fersken, pærer og melon. Vi er midt på vejen og alt glider lige derudaf med milde dufte … både let karamel, vanilje og kandiseret citrusfrugt samt et lille grønt islæt.

Smagen er ikke fed, men en smule til den fyldige side og samtidig med lidt mørk eller grillet lemon, der mest dominerer smagen, hvor der ellers er grønne pærer, æbler og citroner, så dermed ikke nogle af de tropiske elementer fra duften. Det giver også en vin, som er frisk, let fyldig og har denne fine balance af tilpas bitterhed, syre samt sødme … og til prisen et klart røverkøb. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 54,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Alberto Voerzio, Barolo, Piemonte, Italien

2013 Alberto Voerzio, Barolo, Piemonte, ItalienDerefter stod den på Barolo, for jeg havde også i vinkøleskabet gemt en række Barolo’er i flere årgange fra Alberto Voerzio og denne aften blev det årgang 2013 i vinglasset.

Voerzio navnet er velkendt i Barolo, hvilket primært skyldes  Albertos onkel, som er den kendte producent Roberto Voerzio, som vel er én af de mest hypede producenter i Barolo området. Robertos Barolo’er koster da også spidsen af en jetjager, så jeg har faktisk kun smagt hans Langhe Nebbiolo’er, som dog også har et fantastisk højt niveau.

Azienda Agricola Alberto Voerzio ligger i La Morra og den unge Alberto grundlagde sit vinhus i 2006 efter endt uddannelse og flere ophold i Frankrig.

Den unge vinmager har samlet 4 hektar vinmarker, bl.a. 1,16 hektar på den berømte La Serra mark samt 0,5 hektar på Fossati marken, mens de øvrige hektar er fordelt på forskellige marker omkring La Morra. Parcellen på Le Serra ligger i øvrigt lige op til onkel Robertos mark, så måske har Alberto købt dette stykke af onklen.

Denne basis Barolo fra Alberto Voerzio er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gær. Macerationen varer normalvis alene 5 dage, hvorefter fermenteringen starter i rustfrie ståltanke og varer omkring 12-15 dage med 2 gange daglig overpumpning.

Efter alkoholiske gæring lagres vinen 24 måneder på barriques, heraf er 25% nye fade. Efter lagring kommes vinen igen på rustfrie ståltanke, hvor den ved 4 grader lagrer 15 dage, således eventuelle gærrester kan falde til bunds og sorteres fra. Der ligger den så og hygger sig i 8 måneder inden aftapning uden filtrering.

Duften er klassisk Nebbiolo … gammel læder, violer, tørrede rosenblade, gammel træ, ædeltræ og tjærefyldte jernbanesveller, sorte kirsebær, jordbær og hindbær, tobak og lidt pebermynte, røg og tør lerholdig jord.

Smagen er ligeledes utrolig tør med denne lidt modne side, hvor kirsebærrene er mest fremme sammen med hindbær og ribs, men så kommer tanninerne virkelig frem … totalt udtørrende og sætter sig på tænder og i ganen med masserende stor og vild kraft, smerteligt, direkte og punkterende. Du mærker et mineralsk islæt, kridt, jern samt præcision og dedikation. 94 point.

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 700 kr., men købt på tilbud til 350 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Cantine di Ora, Casali del Barone Gavi, Piemonte, Italien

2023 Cantine di Ora, Casali del Barone Gavi, Piemonte, ItalienGavi er en klassisk hvid piemontisk vin, der er lavet 100% på Cortese druen … en af områdets ældste originale druer. Her smager vi netop en 2023 Casali del Barone Gavi fra det store vinfirma Cantine di Ora.

Den store vinkoncern Cantine di Ora er del af den internationale vinkoncern Schenk, som jeg tidligere har skrevet om.

De har egentlig deres base i Schweiz, men har også en lang række vinerier i det meste af Italien. Schenk producerer langt over 600 forskellige vine og bare i koncernens italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin årligt.

Denne Casali del Barone Gavi er – som skrevet – lavet på 100% Cortese fra fossilholdige megelmarker i det sydlige Piemonte. Den er lavet i frisk stil med temperaturstyret gæring i ståltanke, hvor vinen også er lagret korvarigt inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er har vinen brede skuldre … masser af tropisk frugt med fersken, abrikos og syltet grape suppleret med lidt mandler og tørre nødder. Der fornemmes krop og fedme.

I munden er skuldrene dog så smalle, at slipset glider ned, for smagen er utrolig spinkel og splejset … vel nærmest lidt vandet, men der er til gengæld fint med syre, godt med citrus og grønne, umodne æbler. Det giver til gengæld en sommerfrisk vin, der er nem at drikke uden større modstand gennem hele drænrøret. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Villa Sant’Anna, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2019 Villa Sant’Anna, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienVino Nobile di Montepulciano er jo den ypperste vin omkring byen Montepulciano og den skulle jeg selvfølgelig også smage fra kvinderne på Villa Sant’Anna, så den smagte jeg i årgang 2019.

Faktisk lavet Villa Sant’Anna 2 forskellige Vino Nobile di Montepulciano vine … denne og så den eksklusive topvin Poldo Vino Nobile di Montepulciano.

Vino Nobile di Montepulciano 2019 er lavet på 85% Sangiovese og de sidste 15% er Merlot, Mammolo, Canaiolo og Colorino, der alle er høstet fra 17. september til 9. oktober på husets marker i 260-320 meters højde.

Gæring og maceration er sket i ståltanke/kar ved 30 grader over 20 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 24 måneder på små og medium egefade og derefter flasket og lagret i yderligere 12 måneder. Der laves årligt omkring 26.000 flasker af denne vin.

Så røg niveauet da lige et par trapper op … møglækker duft med ristede svampe, champignon, mørke kandiserede kirsebær, sorte blommer og lidt ribs, sød finsk og tør engelsk lakrids, nougat, godt med egetræ og cedertræ og klart noget vanilje fra træet.

I munden er det en balanceret og frugtrig vin, der stadigvæk føles ganske ungdommelig. Frugten er levende, tør og endda citruspræget med bitter lemon og citroner, der følger brombær, syrlige kirsebær, sorte kirsebær og blommer undervejs. Der er vildt tørre tanniner, der sætter sig på fortænderne og alt er rundt og høj klasse fornægter sig sgu ikke. 93 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Villa Sant’Anna, Rosso di Montepulciano, Toscana, Italien

2021 Villa Sant’Anna, Rosso di Montepulciano, Toscana, ItalienVi fortsætter hos de 3 gæve kvinder på Villa Sant’Anna anført af Simona Fabroni og det er nu deres 2021 Rosso di Montepulciano, som jeg har fået i vinglasset.

Igen er det en vin, der primært er lavet på Sangiovese … her er det 80% Sangiovese, mens de resterende 20% består af et skønt blend af Cabernet Sauvignon, Merlot, Canaiolo, Mammolo og Colorino.

Druerne er høstet i den sidste halvdel af september, hvorefter gæringen og maceration er sket i ståltanke/kar ved 30 grader over 15 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring.

Derefter er vinen lagret 10 måneder på små og medium egefade og derefter flasket og lagret endnu 8 måneder. Der laves årligt omkring 25.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er denne vin nærmest som en forlængelse af husets foregående Chianti, men mørkere, mere fadpræget og dybere med sød tobak og ellers meget tør. Der er blommer og modne kirsebær, gammel balsamico, chokolade, skumfiduser og søde krydderier.

Sådan er smagen også … dybere, mørkere og mere rund end Chianti’en, men fortsat med en syre, der er balsamisk, sød, intens, kraftig og moden på en eller anden måde. Frugten er sorte blommer og sorte kirsebær og søde krydderier. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Villa Sant’Anna, Chianti Colli Senesi, Toscana, Italien

2021 Villa Sant’Anna, Chianti Colli Senesi, Toscana, ItalienUn’azienda dal tocco femminile … en vinproducent med et feminint præg. Vi snakker om vinhuset Villa Sant’Anna di Fabroni Anna … en Produttori di Vino Nobile di Montepulciano, der drives af 3 kvinder i form af Simona samt hendes to døtre Anna og Margherita.

Jeg smager nu 3 vine fra de stolte kvinder og starter med et glas af deres 2021 Chianti Colli Senesi … en DOCG vin lavet primært på Sangiovese helt efter de klassiske forskrifter.

Vingården Villa Sant’Anna ligger på adressen Via della Resistenza i byen Abbadia di Montepulciano i Siena området vel omkring 5 kilometer nordøst for selve Montepulciano by.

Vingården stammer helt tilbage fra 1800-tallet og familien Fabroni har i over 200 år lavet vin på gården … en tradition som stadig i dag videreføres med passion og dedikation.

Det er Simona Fabroni, som har holdt liv i familiehistorien og genfødt vingården, hvilket sker med hjælp fra hendes to døtre Anna og Margherita. Hun har faktisk knyttet til et helt kvindeligt team, der er engageret i dyrkningen og produktionen  af ​​de prestigefyldte vine, som også har gjort Villa Sant’Anna til anerkendte vinproducenter i Montepulciano.

Siden Simona overtog driften i 1989, så har hun forbedret vinstokkene, tilplantet nye vinmarker og fornyet egefade og -barriques. Der sker stor vedligeholdelse af ​​de århundrede gamle underjordiske kældre, hvor alle vinene lagres og raffineres ved naturlig temperatur.

Før Simona genrejste vingården, så havde man blot solgt alle druerne fra husets sammenlagt knap 10 hektar i løs vægt til andre producenter, men i dag laver huset deres egne vine … både Chianti, Rosso di Montepulciano og Vino Nobile di Montepulciano.

Jeg starter med at smage deres 2021 Chianti Colli Senesi, der er lavet på 90% Sangiovese, 5% Merlot og de sidste 5% er fordelt på druesorterne Canaiolo, Mammolo og Colorino.

Druerne er høstet i den sidste halvdel af september, hvorefter gæringen og maceration er sket i ståltanke/kar ved 30 grader over 12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret omkring et års tid på store, gamle egefade på 1.900-3.900 liter og først derefter flasket og lagret endnu 8 måneder. Der laves årligt omkring 15.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en temmelig rent mix af en frisk, ung og rød balsamisk frugt og et våd modent fagpræg. Frugten er mest kirsebær og blommer, nogle champignons, sød lakrids, sød mørk pibetobak og tørre papkasser. Har denne typiske Chianti lyse og syrlige nerve.

Sådan smager vinen også … har en syrlig, frisk og urtet frugt med tranebær, umodne blommer, syrlige kirsebær og ribs. Syren er ren, clean og balsamisk, der er citroner, lemon og lidt Campari bitter og pæn stor tørhed, tørre og markante tanniner … virkelig en vin, der kræver noget mad til. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Le Monde, Sauvignon Blanc, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2023 Le Monde, Sauvignon Blanc, Friuli-Venezia Giulia, ItalienVi smager sgu for lidt vin fra Friuli-Venezia Giulia regionen, men Arcadia Società Agricola aka Le Monde ved Prata di Pordenone er en fremragende producent i det område og derfra smager jeg nu denne 2023 Sauvignon Blanc.

Sidste år smagte jeg også husets 2022 Pinot Bianco, 2022 Pinot Grigio og den spændende 2022 Refosco. Dengang skrev jeg også lidt om selve vinhuset, der siden 2008 har været ejet og drevet af Maccan-familien

Denne Sauvignon Blanc er lavet ved, at druerne er høstet de 10 første dage af september, hvorefter der er sket kold præmaceration med udblødning over 24-36 timer. Derefter er druerne presset og gæret i rustfri ståltank ved kontrolleret temperatur.

Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie – altså på bærmen – i tankene nogle måneder.

Det er duftmæssigt ikke sylespids Sauvignon Blanc loaded med grøn peber samt tonsvis af græs, men en mere omgængelig, frugtrig, frisk og let fyldig med en lidt olieret fornemmelse. Frugten er klart tropisk med æblemost, fersken og abrikos suppleret med en smule hyld. Der kommer også lidt små noter af tørre nødder.

I munden er der også fylde … har denne småfede sødbitre noter, der minder om kandiseret grape, syltede og saltede citroner, der samlet får giver dig i nakken … syrlig, bitter og ganske frisk med svag olieret fornemmelse … pågående og bestemt interessant. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Col Tamarìe, Vino Frozzante Bianco, Veneto, Italien

2022 Col Tamarìe, Vino Frozzante Bianco, Veneto, ItalienDalle Crode Alberto laver sammen med sin kone Marta naturvine under navnet Col Tamarìe aka Vigna San Lorenzo i den lille højtbeliggende by San Lorenzo i Vittorio Veneto og det er mest hvidvine med bobler og en enkelt uden. Jeg smager nu hans 2022 Vino Frozzante Bianco.

Under Abert Einsteins udsagn; Observe nature and you will understand the meaning of everything, så laver parret vine fra 4,5 hektar vinmarker i 450 meters højde på de solrige skråninger af starten på Alperne. Det er med biodiversitet som det bankende hjerte i deres økosystem … økologisk og biodynamisk drift.

Samtidig dyrker Alberto og Marta alle de lokale, gamle druesorter som fx Glera, Bianchetta, Boschera, Grapariol, Verdiso, Perera og Marzemina Bianca. De har udvalgt sorter, der passer perfekt til det lokale terroir, for de er overbeviste om, at kun på denne måde kan vine udtrykke essensen af ​​deres territorium … druer, som ikke kun trives i dette klima, men også fortæller historien om landet.

Druerne høstes naturligvis i hånden og de behandles med så lidt indgriben som muligt, så de kan udtrykke sig på en autentisk og sund måde. Maceration varierer efter den naturlige rytme i hver årgang, og friløbssaften adskilles omhyggeligt fra skindet, så man undgår tilsætning af presset most.

De griber i vinifikationen så lidt ind som muligt … og efter gæring sorteres blot urenheder fra inden aftapning på flaske, hvorefter de så lader vinen gære igen på flasken og lader den hvile på bundfaldet til efteråret.

Her smager vi husets 2022 Vino Frozzante Bianco, der en Pet Nat eller Prosecco af en slags, der laves på 7 hvide druesorter som Glera, Bianchetta Trevigiana, Boschera, Verdiso, Grapariol, Rismi og Malvasia Istriana.

Glera druen, der jo altid indgår i Prosecco, er jeg stødt på før, men jeg er også før stødt på Rismi, som vi andre steder kender som Welschriesling.

Men alle de andre er nye for mig, så derfor jeg undersøgt lidt om de andre druesorter og beskrivelserne kan du finde her:

Den er lavet som beskrevet ovenfor … og minimum lagret 8 måneder på flaske med bærmen inden den frigives. Parret laver årligt 20.000 flasker af denne lille hippe vin, der lige hældt op byder på masser af hvidt skum, mens der i flasken er lidt gærrester i bunden.

I næsen kommer der til at starte med en opkvikkende bouquet, hvor der både er dejlig animalsk landlighed, gærede noter, juicy saft med pigeon madæbler, citroner … friske og let grillede, en lille smule blød karamel, nougat, tørre kalkede og kridtede noter, blomster og glad sommerhumør på terrassen … kom bare an.

Smagen er anderledes end forventet … har en sjældenflot balance, hvor der er godt med syre via citroner, citronlikør, sødbitter grape, virkelig frisk æblesaft suppleret med æblekerner og med en ultralet frugtsødme, som giver en let, sommerlig og læskende saftig vi, hvor boblerne er blide og moussen cremet. Smagen er slank, ren, mager og smal, men det virker sgu forbandet tiltrækkende. 93 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 230 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Réva, Barolo Ravera, Piemonte, Italien

2017 Réva, Barolo Ravera, Piemonte, ItalienVores aften sluttede med et glas af en gammel kending, for det var nemlig vinen Barolo Ravera fra det tjekkede piemontiske vinhus Réva beliggende på Località Gallinotto lidt udenfor Monforte d´Alba i retning mod Dogliani.

Det er et fremragende vinhus, som jeg selv tidligere har besøgt tilbage i sommeren 2019 og det – samt masser af info om selve vinhuset – kan du læse mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Réva … totalt toptjekket resort, spa, restaurant og vinhus.

Denne Barolo Ravera har jeg også smagt før, hvilket var i årgang 2013, men 2017’eren er også på Nebbiolo druer fra den øst- og sydøstvendte mark Ravera i Novello i 380 meter højde og ligger faktisk ved selve vinhuset og resortet. Høsten foregår manuelt og der laves kun 4.500 flasker af denne vin årligt

Giana Luca Colombo har lavet Barolo Ravera med spontangæring alene med druernes egne naturlige gærceller i store kugleformede egetræskar over 30-35 dage, mens den malolaktiske gæring sker i ståltanke. Derefter er vinen så lagret 24 måneder på egefade.

Slam … og samtidig lidt en overgang fra en blød burgundisk vin til en jernhård, tanninrig og oldschool Barolo. I næsen vælter det op med både violer, læder, tjære, kamfer, engelsk lakrids, godt med lerjord og tørrede rosenblade spredt udover det hele. Frugten er så syrlige kirsebær og hindbær, lidt bitre campariagtige elementer og en syre, der virker tæt, koncentreret og så aftryk fra fadlagringen med vanilje samt mælkechokolade.

Smagsmæssigt styrer de syrlige kirsebær og ribs suppleret med en syre, der også trækker et bundt med af sure citroner. Det er tørt og virker ung som bare pokker. Det giver bid, karakter og tanninerne er vilde, knastørre … men har også gnubbet sig op af noget fløjl, så det også giver en rund fornemmelse samtidig. 96 point.

Forhandles i dag bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske normalt koster 999 kr., men kan fås til rabatpris på 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7