Tag-arkiv: Italien

2019 Orciaverde, Beatrix, Toscana, Italien

2019 Orciaverde, Beatrix, Toscana, ItalienMan kan ikke se meget på flasken, som er en prøve uden label, men når jeg så fortæller, at dette er en helt ny topvin kaldet Beatrix fra Simone Governi på Azienda Agricola Biologica Orciaverde, så begynder mundvandet nok allerede at løbe.

Det er ikke lang tid siden, at jeg sidst smagte hans topvin 2017 Montecucco Sangiovese Riserva og skrev, at det var huset bedste og dyreste vin … men den sandhed er nu ikke helt sand længere… for nu er supertoscaner’en aka topcuvéen Beatrix på vej på markedet, hvor denne er årgang 2019.

Det betyder dog også, at der er sparsomme oplysninger om indhold samt produktion. Det skulle dog være en helt ny supertoscaner og er vist et blend på 40% Sangiovese, 30% Petit Verdot og 30% Merlot fra egne marker i Monecucco.

Det passer godt med, at Simone Governi udover Sangiovese også dyrker et par af de store internationale sorter. Efter endt gæring er vinen så modnet 24 måneder på franske 225 liters barriquefade, heraf 20% nye.

Etiketten på vinen kommer i øvrigt til at se sådan her ud:

Duftmæssigt er Beatrix da også lidt mørkere i aromaerne end de øvrige Orciaverdevine, men har samme fadnoter som Riserva’en … godt med frisk træ, gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, en frugt med sorte kirsebær og solbær, lidt earl-grey te, lakridsrod samt grønne elementer.

Hvor er der smagsmæssigt masser af frugt i vinen … brombær, kirsebær og bitre tranebær. Fadnoterne er med fra start, men de placeres pænt i baggrunden til fordel for den store frugt, balsamisk og tæt med en tør italiensk syre, tydelige tanniner, som dog aldrig bider rigtigt voldsomme. I eftersmagen er også tør frugt, der bare lige bliver hængene i timevis. Sådan.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Terre Cevico, Zealy Sauvignon Blanc, Emilia-Romagna, Italien

2021 Terre Cevico, Zealy Sauvignon Blanc, Emilia-Romagna, ItalienKooperativet Terre Cevico Societe Coop Agricola er et større foretagende, der mest laver vin fra deres vinhuse i Lugo di Romagna, Forlì og Reggio Emilia. Vi smager her en frisk 2021 Zealy Sauvignon Blanc.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1963 og har i dag ikke mindre end 5.000 medlemmer aka vinavlere, der samlet har noget over 7.000 hektar vinmarker samt hele 20 vinerier i Emilia-Romagna.

De laver således også masser af vin … hvilket er fordelt på 32 forskellige brands og selvfølgelig på en masse druesorter, men her smager vi deres 2021 Zealy Sauvignon Blanc.

Der er ikke mange oplysninger om den lille bandit … men mon ikke vinen er lavet udelukkende på ståltanke? Det gætter vi på og går så videre til mine smagsnoter.

Hold da op … umiskendelig Sauvignon Blanc med grøn peber, en omgang landlig armsved, græs, hyldeblomst, kiwi, solbærblade og samtidig lidt fersken og stikkelsbær. Der er samtidig en lidt varmere og måske mere eksotisk side i aromaerne.

Det smager også lidt, som det dufter … masser af de grønne noter, frisk med grønne asparges, sure stikkelsbær, citroner og grape på en lidt rustik og bondsk facon. Atter fornemmes bare en lille, bitte, svag fyldighed, men samlet en frisk vin, der kan lave et mundspidsende postyr i ethvert selskab. Meget udtryksfuld i både duft og smag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Varvaglione, Ribolla Gialla, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Ribolla Gialla, Friuli-Venezia Giulia, ItalienVi sluttede smagningen af 6 Varvaglione vine med en vin lavet på endnu en af Friuli-Venezia Giulias store sorter, nemlig på Ribolla Gialla.

Som med alle de forrige vine laves den hos Varvaglione i Cormons i det norditalienske og den er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på stålfadene.

Spændende duft … landlig, animalsk og endda lidt gæret. Der er modne nedfaldsæbler, fersken og nogle tørrede blomster, måske også lidt nødder … men meget aromatisk.

Syren er vild, men Ribolla Gialla anvendes også tit til mousserende vine, hvor syreindholdet er vigtigt. Der er godt med mineraler, godt med citroner, grønne og umodne æbler … så masser af bid, friskhed og stor spændstighed. Det er næsten trutmundssurt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Varvaglione, Friolano, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Friolano, Friuli-Venezia Giulia, ItalienNæste Collio Goriziano DOC vin fra Varvaglione var på den typiske  Friuli-Venezia Giulia drue Friolano, der også er den absolut mest udbredte sort i hele vinområdet.

Som med alle vinene er den lavet hos Agricola Varvaglione i Cormons i det norditalienske og den er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering har vinen lagret 6 måneder på stålfadene.

Dejlig duft … svag aromatisk med både nødder, mandler, jernagtige mineraler samt en frugt med kiwi, fersken, melon og en smule citron, grønne urter, grønne blade samt lidt blomstereng.

Smagen er syrlig, frisk og let bitter, godt med citroner og lemon, en rigtig frisk syre, som giver vinen bid suppleret med grønne urter og peber. Der er noget rigtigt fint ved smagen, hvor man sidder med masser af let bitterhed i munden bagefter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Varvaglione, Malvasia, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Malvasia, Friuli-Venezia Giulia, ItalienI Varvaglione racerløbet drøner vi ubekymret videre, for den næste Collio Goriziano DOC vin er på Malvasia … en drue, som vinhuset også laver vine på i det varmere Puglia.

Den er næsten lavet som de forrige vine, altså først med indledende presning og så gæring udelukkende i rustfrie ståltanke, men denne gang er vinen lagret 6 måneder på ståltanke.

Duftmæssigt er det en sjov og spændende vin … der er både røg, saltede noter, virker endda lidt vokset med en frugt af stikkelsbær, fersken, abrikos, urter, brændenælder, muskat, ristede nødder og blomster med en vis landlighed.

Smagen er rigtig fin … saltet, sød og med en olieret fyldighed samt en rigtigt frisk frugt. Der er grillet grape og grillet lemon med stor, stor bitterhed, en citronagtig syre, kalket mineralitet … og den smager sgu godt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Varvaglione, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, ItalienSom den tredje i rækken af Varvaglione Collio Goriziano DOC vinene var næste på ren Chardonnay og dermed også en druesort, som familien har lidt erfaring med i Puglia.

Varvagliones Collio Goriziano Chardonnay er selvfølgelig også lavet hos Agricola Varvaglione i Cormons i det norditalienske og udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men man kunne måske tro, at man havde givet denne Chardonnay lidt fad, men det har man ikke. For efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på stålfadene og efter aftapning på flaske 3 måneder mere.

I næsen er det en meget blød vin … har både pærer, modne æbler, lidt ananas, lindetræ, mandler samt en smule honning, virker smørfed og nøddet, men uden fad og dermed godt proppet med frugt.

Vinen har også lidt af denne smørlækre smag samtidig med en rund syre, der kommer sammen med fersken, pærer samt meget let citrus. Der er lidt fylde i smagen, lidt peber og en svag bitterhed, men det er mest en frisk Chardonnay.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Varvaglione, Pinot Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Pinot Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienMed næste Varvaglione jubilæumsvin fra DOC Collio Goriziano røg vi over i Pinot Bianco aka Pinot Blanc.

Den er også lavet faktisk fuldstændig som den forrige vin, altså med indledende presning og så gæring udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er atter ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på stålfadene og efter en aftapning på flaske yderligere 3 måneder.

Duftmæssigt har vinen et mere lummert udtryk … hvis man kan sige det sådan? Det er nærmest blomsterpollen, kogte pærer, gule æbler, dåseabrikoser samt lidt frugtvingummi.

I munden har vinen også denne bløde fornemmelse, meget smooth med bløde pærer, grillet lemon og syltede citroner. Der kommer en meget svag bitterhed, en lille frugtsødme samt en vis tørhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Varvaglione, Sauvignon, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Sauvignon, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDen første Varvaglione Collio Goriziano DOC vin var denne 2020 Sauvignon, der selvklart er lavet på ren Sauvignon Blanc, som er en drue, som familien trods alt har lidt erfaring med i Puglia.

Som med alle vinene er den lavet hos Agricola Varvaglione i Cormons i det norditalienske og den er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på stålfadene og efter en aftapning på flaske yderligere 3 måneder.

Duften er helt klassisk Sauvignon Blanc … grøn med masser af græs, noget grøn peber, hyld, stikkelsbær, vandmelon, solbærblade, stilke fra en tomat samt en nærmest aromatisk syre, hvor der også sniger sig en behagelig sødme ind.

Sødmen giver smagsmæssigt en god dybde og det er uden at miste en virkelig frisk side. Der er citroner, lemon, stikkelsbær, sød drik af hyldebærsaft, en rigtig fin balance mellem bitterhed, syre og sødme, hvilket giver en saftig, clean, lækker og meget balanceret vin. Det er sgu meget mums.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Det syditalienske Puglia vinhus Varvaglione … på udebane i Friuli-Venezia Giulia

Ja, jeg har flere gange smagt flere vine fra det store syditalienske vinhus Varvaglione, der ligger i byen Leporano i Salento regionen, hvilket jo er i Apulien aka Puglia området nærmest øverst i hælen og dermed ind mod svangen af den italienske støvle.

Varvaglione er grundlagt i 1921 og er dermed er et af de ældste vinhuse i hele Puglia området. Det er et pænt stort vinhus, som laver masser af store og voluminøse vine på primært sorter som Primitivo og Negroamano samt den hvide Malvasia.

Siden etableringen i 1921 er huset vokset stødt og er nu en  større historie med eksport til over 60 lande og en årlig produktion på 3,7 millioner flasker vin, hvilket også har gjort Varvaglione vingården en af ​​de største og hurtigst voksende virksomheder i Apulien.

Varvaglione familien har igennem alle årene drevet vinhuset og det er i dag styret af 3. generation, nemlig ejeren og vinmageren Cosimo Varvaglione sammen med konen Maria Teresa samt sine børn Marzia og Angelo som 4. generation.

Samlet ejer familien 150 hektar egne vinmarker, men derudover har de også dyrkningsaftaler med en række vinavlere, som i over 30 år har leveret druer til Varvaglione Vigne & Vini.

Collio Goriziano DOC i Friuli-Venezia Giulia

Men nu har Cosimo Varvaglione imidlertid også kastet noget af sin kærlighed på appellationen Collio Goriziano DOC, der jo ligger i den nordlige del af Italien … nærmere bestemt i Friuli-Venezia Giulia lige øst for Veneto og dermed et område, der bestemt ikke er kendt for fede vine på Primitivo, men dermed kendt for gode hvidvine.

Det er – så vidt jeg har erfaret – vist første gang, at en syditaliensk vinproducent er begyndt at lave vine i Friuli-Venezia Giulia og indtil videre har Cosimo hele 6 vine i sit sortiment og disse tester Houlberg nu kvaliteten af.

Det er vine både på ukendte og kendte druer i Puglia, for de 6 vine laves nemlig på druerne Sauvignon Blanc, Chardonnay, Malvasia og Pinot Blanc samt de mere lokaltypiske druer som Ribolla Gialla og Friulano. Samlet har jeg smagt disse 6 vine:

Vinene er alle lavet i 2021 i forbindelse med Varvagliones 100 års jubilæum og i den forbindelse ønskede familien at udtrykke deres store kærlighed for hvidvine … og det blev til dette projekt, der er lavet med 2020 årgangen af vine fra Collio Goriziano DOC.

De 6 Collio vine er da heller ikke lavet på husets egen vingård i det sydlige, men de er derimod både produceret og flasket på Agricola Varvaglione på Località Plessiva ved Cormons i det norditalienske, så måske er dette blot starten på projektet.

Vinene kommer også i den særlige flaske, som er typisk for Collio Goriziano DOC vinene og vi allerede er stødt på hos det fantastiske vinhus Azianda Agricola Edi Keber.

Som vanligt har jeg da linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene, men kan allerede nu afsløre, at Varvaglione med disse 6 Collio Goriziano DOC vine har fået benene indenfor langt indenfor et område med  virkelig sprøde og spændende vine … men det kan der jo læses mere om i anmeldelserne.

2006 Azelia, Barolo Margheria, Piemonte, Italien

2006 Azelia, Barolo Margheria, Piemonte, ItalienVi blev ved fremragende vin, da næste var en Barolo Margheria i årgang 2006 fra huset Azienda Agricola Azelia di Luigi Scavino, der ligger på adressen Via Alba Barolo i Castiglione Falletto.

Azelia er grundlagt for lige over 100 år siden, nemlig 1920 hvor Cavalier Lorenzo Scavino selv begyndte at vinificere en del af druerne produceret i familiens vinmarker.

Det var dog hans søn Alfonsos, som entusiastisk begyndte at aftappe den producerede vin og i dag drives vingården af den 4. generation i form af Luigi Scavino, hans kone Lorella og deres søn Lorenzo, som repræsenterer den femte generation.

Samlet har de 16 hektar vinmarker og det er selvfølgelig mest med Nebbiolo, men derudover også Dolcetto samt Barbera. Det betyder en årlig produktion på omkring 85.000 flasker vin.

Denne 2006 Barolo Margheria er lavet på Nebbiolo druer fra den lerholdige 1,9 hektar store mark Margheria i Serralunga d’Alba og fra vinstokke, der er omkring 60 år gamle. Vinen er lavet gæring og maceration via de naturlige gærceller i 55-60 dage og efter endt fermentering er vinen laget 30 måneder på store egefade. Der er alene lavet 6.100 flasker af vinen.

Det er i næsen en pæn moden vin, hvor kilometertallet godt kan begyndes at mærkes, men byder på nogle af de helt klassiske dyder med rosenblade, violer, sød tobak, læder, engelsk lakrids, tjære, røg, asfalt, kokos, chokolade, vanilje, rosmarin og salt. Frugten er jordbær og hindbær tilsat lidt streng og mørk balsamico. Mums.

Selvom det er en 2006’erne, som er frugten, syren og tanninerne i høj grad i live i vinen. Smagen er vild tør, mens tanninerne er skarpe og udtørrer munden som kartoffelmel på en tør plet. Tanninerne er næsten er helt ætsende, levende og vilde, så det giver virkelig en oldschool og elegant Barolo, som bare viser sig frem.

Forhandles flere steder, bl.a. Gerbola Vin, hvor en flaske kostede 575 kr., men nu er udsolgt. Vildmedvin  har den også.

Vinanmeldelse 6/7