Vi skulle selvfølgelig også smage den ægte Château Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé … nemlig i årgang 2014, samme år som Philippine Mathilde Rothschild døde og dermed sidste vin, der bærer hendes – trykte – håndskrift på etiketten.

Jeg har været så heldig, at Bernt tidligere har serveret Château Mouton Rothschild for mig, så indtil dato har jeg smagt den dyre og eksklusive vin i årgangene 1982, 1989, 1992, 1994, 1997, 2002 … og denne eftermiddag kom jeg også til smage denne årgang 2014 samt topårgangen 2009.

Château Mouton Rothschild blev grundlagt i 1720, hvor det blev udskilt fra Lafite Rothschild og blev i begyndelsen af 1800-tallet købt af Joseph de Brane, som gav slottet navnet Brane-Mouton efter den lille bakke, som markerne ligger på.

I 1830 blev slottet solgt til advokaten Isaac Thuret fra Paris, men han kunne dog ikke vedligeholde kvaliteten i vinene  og dermed priserne på vinene, så i 1853 blev det købt af Nathaniel Mayer Rothschild, som havde fået interesse for vin,

Han var fra den rige engelske Rothschild familie og havde siden 1850 arbejdet som bankmand i sin svigerfars og onkels bank … Bank de Rothschild Freres. Han havde – som flere i familien – fået smag for de gode vine fra Medoc og det forlyder, at han kunne drikke op til 1½ flaske god vin om dagen.

Prisen for Château Brane-Mouton var 1.250.000 franske franc og straks efter købet omdøbte han slottet til Château Mouton Rothschild og var godt tilfreds, selvom slottet ved 1855 klassifikationen blev placeret i 2. cru gruppen.

Nathaniel skrev i 1864, at slottet gav stort overskud og værdien var steget til det dobbelt. På trods af dette, så besøgte han aldrig slottet, men det skyldes måske også, at han tidligere havde været ude for en jagtulykke og havde svære mén derfra.

Efter hans død i 1870 overtog hans søn James Rothschild driften og han startede byggeriet af slottet Petite Rothschild i 1880, men udviste ellers ringe interesse for slottet.

Da han pludselig døde i 1881 overtog hustruen Therese driften og derfra gik det videre til sønnen Henri Rothschild, som var en af Frankrigs rigeste personer på dette tidspunkt.

Han var uddannet læge og teaterinteresseret, men drak ikke vin og bekymrede sig ikke særligt om Château Mouton Rothschild. Han foreslog derfor i 1922 sin anden søn Philippe at overtage opsynet, hvilket kan accepterede. Philippe havde nemlig forelsket sig i slottet, da han havde opholdt sig på slottet under 1. verdenskrig.

Han blev dog først eneejer i 1947 efter 2. verdenskrig, da hans far døde og Philippe opkøbte sin broder og søsters aktier. Og det er i høj grad Philippes fortjeneste, at Château Mouton Rothschild er blevet ét af verdens mest berømte vinslotte.

Château Mouton Rothschild var således bl.a. første betydende slot, som selv begyndte at tappe vinen på flaske på slottet – noget som i dag er helt naturligt, men som var uhørt i 1920’erne, hvor vinkøbmændene tog sig af denne indbringende del.

Og så var han en ekstrem dygtig forretnings- og marketingmand. I forbindelse med slotsaftapningen i 1924 fik flaskerne et etiket med et abstrakt, moderne maleri af den franske kunstner Jean Carlu. Det var noget, som gjorde vinen anderledes og et samlerobjekt for vinkendere over hele verden.

Under 2. verdenskrig flygtede Philippe til henholdsvis Spanien og senere Sverige, mens slottet en periode blev hovedkvarter for tyskerne. Slottet led betydelig overlast, men en stor del af vinlageret blev bevaret og produktionen blev faktisk også opretholdt under hele krigen.

Efter krigen vendte Philippe tilbage og startede så den tilbagevendende praksis med skiftende kunstneretiketter, hvilket startede i årgang 1945 med Phlippe Jullianes tegning med V-tegnet i en i øvrigt fabelagtig årgang. Og siden har kunstneretiketterne været en stor del af hver årgang Château Mouton Rothschild.

Undervejs havde Philippe utallige gange klaget over, at Mouton Rothschild fejlagtigt ikke var et 1. cru slot. I 1973 kom belønningen til baron Philippe. I den indtil nu eneste ændring i 1855-klassifikation blev Château Mouton Rothschild oprykket til 1. cru.

Og det fik straks Philippe Tothschild til at ændre sit motto på etiketterne til; Premier je suis, second je fus, Mouton ne change … altså; første jeg er, anden jeg var, Mouton ændrer sig ikke.

Philippe døde i 1988, hvorefter datteren Philippine stod for driften frem til hendes død i 2014, altså året for denne vin. Siden har det været børnene Camille, Philippe og Julien Rothschild, som har haft ansvaret for driften af det legendariske vinslot.

Direktør på Mouton er Philippe Dhalluin, og han har det overordnede ansvar for alle Rothschild familiens ejendomme både i og udenfor Frankrig, hvilket vil sige: Mouton Rothschild, Clerc Milon, d’Armailhac, La Fleur Milon, Colombier-Monpelou, Petit Mouton de Mouton Rothschild, Aile d’Argent, Domaine de Baron’Arques, Opus One og Almaviva.

Château Mouton Rothschild har 90 hektar vinmarker, hvilket giver basis for 3 forskellige vine, selvfølgelig førstevinen, men Philippine stod bag flere nyskabelser, bl.a. andenvinen Le Petit Mouton de Mouton Rothschild og den hvide Aile d’Argent.

I denne årgang 2014 er vinen lavet på 81% Cabernet Sauvignon, 16% Merlot og 3% Cabernet Franc, som gærer i 64 store, temperaturstyrede egetræskar på 225 hektoliter.

Der sker den malolaktiske gæring også, hvorefter vinen lagrer et sted mellem 19-22 måneder i franske barriques … alle selvfølgelig nye fade. Pop-art maleriet på etiketten er lavet af den engelske kunstner David Hockney, der også var en personlig ven med Philippine.

Næsen er støvet med mørk og gæret frugt, solbær, blommer, sort engelsk lakrids, blæk, cigaræsker, tobak, varm og rund … meget behagelig duft med en vis æterisk lethed og syrlighed.

I munden er vinen langt mere tør end de øvrige vine denne eftermiddag, masser af tanniner, masser syre, blæk og strengere i frugten. Den virker alt for ung endnu og klart en vin, som bør gemmes i mange år. Det hele er smukt balanceret, og man imponeres over elegancen. 5½ fede fingre med pil op.

Vinen forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 5.994,95 kr., mens prisen er 4.995 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Med næste Château Clerc Milon Pauillac 5. Grand Cru Classé kom der virkelig lidt alder på … årgang 1996 og klart den bedste af alle de 4 Clerc Milon og helt på højde med 1997’eren, som jeg tidligere har smagt hos Bernt.

Som årgang er 1996 ratet med 96 point af Parker, men mere beskedne 91 af Wine Spectator, mens Parker selv har tatet Château Clerc Milon 1997 til 90 point, så samlet set lidt af en broget billede. Men lad os kigge nærmere på den smage den.

Den er i 1996 sammensat af 51% Cabernet Sauvignon, 37% Merlot og 12% Cabernet Franc, så der er altså hverken Petit Verdot eller Carmenère i blendet. Bortset fra det, så er vinen lavet som de foregående.

Duften er nu langt mere klassisk Bordeaux … muldjord, solbær, moden i frugten, cigarkasser, læder, blæk, jernbanesveller, tjære, let mørk chokolade og tobak.

I munden er det sgu stor vin, blød og totalt moden vin med saft, kraft, pænt syreniveau og intensitet. Tanninerne er pollerede, der er blæk, tørhed, moden lethed. Det smager sgu godt. Vi ligger klart på 6 af de fede fingre eller i hvert fald lige derunder.

Prisen ligger ifølge Bernt omkring 700 kr.

Vinanmeldelse 6/7