Tag-arkiv: nerello mascalese

Nerello Mascalese er rød, italiensk druesort, som mest findes på de vulkanske skråninger af Etna på Sicilien i op til 1.000 meters højde og det er også fra området ved Etna, at druen menes at stramme fra, bl.a. findes der lokalt fortsat gamle vinstokke fra før phylloxera-epidemien i 1880’erne.

Druen har navnet  Mascalese efter Mascali sletten på det østlige Sicilien mellem Etna og kysten, mens Nerello refererer til druernes sorte farve.

Nerello Mascalese har de sidst mange år haft en stigning i popularitet, da den er god til at fortolke dens terroir og giver stramme, frisk, lyse og tørre rødvine med en urteagtig smag samt masser af jordagtige aromaer og høj mineralitet. Samtidig har vine på Nerello Mascalese også ofte en lidt ædel duft, der kan minde om vine fra Barolo og Bourgogne.

Nerello Mascalese blandes ofte med sin søsterdrue Nerello Cappuccio og begge druer er da også en del af appellationen Etna DOC. Deudover blandes druen også ofte med øens dominerende druesort Nero d’Avola til mange IGT vine.

Nylige DNA analyser har vist, at Nerello Mascalese sandsynligvis er i familie med Italiens berømte Sangiovese druesort og en forbindelse til den hvide drue Carricante – der også findes på Sicilien – er også blevet antydet.

Nerello Mascalese er tyndskallet, men den giver alligevel markante tanniner til vinene. Druen modner sent, og udbytterne kan være meget høje, men skal holdes nede for at opnå koncentration og kvalitet.

2021 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2021 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienDet nye og spændende vinhus Generazione Alessandro laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien og én af disse er denne 2021 Croceferro Etna Rosso.

Jeg har før skrevet om vinhuset, da jeg har smagt denne vin før i både årgang 2019 og 2020 … men nu smager jeg altså 2021’eren.

Croceferro Etna Rosso er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde. Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

I glasset er det en lysere og let transparent vin, som duftmæssigt byder ind med en lys, lidt sandet og blomstret aroma med jordbær, lyse kirsebær og hyben, hvilket så suppleres med lidt fadnoter med kanel, karamel, nougat, vanilje og bagepulver. Virker utrolig let til bens med masser af blomsterbutik og glæde.

Smagen er også let … let og stoppet med pågående vild syre. Derfor er der frugt af syrlige hindbær, sure kirsebær, granatæbler samt lidt rønnebær … men som om, at det ikke var nok, så er der også masser af citroner og lemon, hvilket giver trutmundsbid. Læg dertil en bitter campari, så får du en lille ilter og vild dame, der drillesygt bidder dig hele tiden og lægger op til sjov leg … selv tanninerne er tørre, lette og syrlige, så det er sgu vin med en vild, vild nerve. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienAllerede inden jeg har åbnet – eller proppet – denne 2021 Alberelli di Giodo, så smiler jeg bredt Jeg ved nemlig, at der er noget meget godt i vente, da vinen kommer fra den karismatiske og dygtige vinmager Carlo Ferrini og hans projekt Giodo på Sicilien.

Til dagligt driver Carlo Ferrini vinhuset Podere Giodo i Toscana, hvor han bl.a. laver vildt lækre – og pænt dyre – Brunello’er, men på Sicilien har han også et lille projekt, hvor han fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle upodede og præ-phylloxera Nerello Mascalese vinstokke laver denne vin Alberelli di Giodo.

Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde. Den er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så derefter lagret 12 måneder på 500 -700 liter egefade.

Duften er lidt tør og støvet … der er sure og søde kirsebær, nogle kirsebærsten, blommer og ribs. Den er i starten en smule nærig og lukket, men åbner stille og roligt op med violer, roser, tørv, kul, læder, tjære, tobak, jernbanesveller og rå champignon.

Smagsmæssigt er det en helt anden historie, for smagen er meget meget lys, ren og syrlig. Det er en frisk, levende og syrlig frugt med bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær. Dermed bliver det på ingen måder fed syditaliensk vin. Tværtimod, for syren er næsten stoppet med citroner og grape, hvilket giver dette ren og stramme udtryk, hvor du endda kan tilsætte lidt sten, mineraler samt ren aske. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 749,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 669,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2021 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienVinen Pistus Etna Rosso fra det sicilianske vinhus I Custodi har jeg smagt mange gange og altid været begejstret for … og nu er det så årgang 2021 i glasset.

I Custodi  er et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti.

Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige vinmarker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og i dag samlet omkring 58.000 flasker  årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Pistus Etna Rosso har jeg – som skrevet indledningsvis – smagt får, bl.a. i årgang 2017, 2018 og 2020 … og er virkelig en charmetrold, som også i årgang 2021 er lavet på 80% Nerello Mascalese samt 20% Nerello Cappuccio.

Druerne er fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken i 700 meters højde ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle. Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke.

I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 6 måneder på flaske. Huset laver årligt cirka 30.000 flasker af denne vin.

Fabelagtig duft … jeg siger det bare! Vinen er samtidig lys og transparent i glasset og har lette, luftige og luftbårne aromaer af jordbær, hindbær, hyben og samtidig feminin og blomstret. Man kan samtidig godt fornemme den italienske og stringente syre, hvilket så kun forstærkes med lille landlighed, tydelig mineralitet og ganske, ganske svagt små toastede noter samt karamel.

Hvor smager vinen også fremragende … har en frugt, der er let, lys og friske med hindbær, lyse kirsebær, ribs og granatæbler samt en rigtig tæt og frisk syre med lemon bitterhed. Smagen er åleslank, frisk plus balanceret … læskesart, feminint med bid, let peber og samtidig pæn, smuk og drikkevenlig. Lækkerier. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 220 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2020 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienFor et år siden smagte jeg denne Croceferro Etna Rosso fra det nye vinhus Generazione Alessandro, der laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien. Dengang var det i  årgang 2019, men nu smager jeg vinen en årgang nyere.

Generazione Alessandro er grundlagt i 2015 af de 3 fætre og kusiner Benedetto, Anna og Benedetto Alessandro. De har sammen med deres fædre en mere end 100 år lang historie  bag sig som vindyrkere på den nordvestlige del af Sicilien ikke langt fra Palermo via vinhuset Alessandro Camporeale.

Men i 2015 så opkøbte de 3 fætre og kusiner så knap 10 hektar højtbeliggende vinmarker ved Etna og grundlagde Generazione Alessandro.

De har 7,5 hektar marker på den nordøstlige side af vulkanen i omkring 650 meters højde ved Castiglione di Sicilia og 2,5 hektar vinmarker lidt sydligere tæt ved Linguaglossa.

Bortset fra en halv hektar med særdeles gamle vinstokke er vinmarkerne plantet så sent som i 2016, hvorfor der er tale om meget nye og friske vine, som har udpræget Etna karakter.

Der laves to vine på Generazione Alessandro … en hvid Trainare på Carricante og Catarratto samt denne røde Croceferro Etna Rosso, der er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde.

Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

Også i denne nyere årgang er vinen smuk lys og transparent i glasset, mens duften er ret landlig med mødding, svedig landmand og samtidig parfumeret med en blomstret note, en let og luftig frugt af jordbær, kirsebær, hyben og granatæbler. Den har også en sødme, søde krydderier … virkelig pirrende med kanel, bagepulver, nougat, karamel samt vaniljesukker

Smagen er også let … luftig og omgående kommer syren frem, som har lemon bitterhed og syrlige citroner. Dette lille bitterhed går sgu igennem hele smagspaletten. Frugten er tranebær, syrlige hindbær, kirsebær og granatæbler … samtidig smager vinen faktisk også en kende blomstret, krydret og har en mineralsk nerve. Tanninerne er vildt tørre, men på en lys og blomstret måde … masser af nerve, så dermed 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 209 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Poggio le Volpi, Baglio Onuri Nerello Mascalese, Sicilien, Italien

2022 Poggio le Volpi, Baglio Onuri Nerello Mascalese, Sicilien, ItalienBaglio Onuri er et brand fra Azienda Agricola Poggio le Volpi, der har deres hovedsæde i byen Monte Porzio Catone tæt ved Rom, men laver via opkøbte druer vine fra det sydlige Italien, som fx denne sicilianske Nerello Mascalese, som jeg smager i årgang 2022.

Fra Azienda Agricola Poggio le Volpi har jeg tidligere smagt en 2010 Tator Primitivo fra Puglia området.

Poggio Le Volpi er grundlagt i 1990’erne af den unge ønolig Felice Mergè. Vinproduktion er dog ikke ukendt for ham, da han kommer fra en generation af vinproducenter, da bedstefar Manlio Mergè selv startede vinhuset i 1920, hvor han lavede vin og olivenolie.

Felice Mergès far Armando Mergé driver også vinhuset Femar Vini fra samme adresse som Poggio le Volpi. Armando Mergé grundlagde Femar Vini i 1970’erne og de to firmaer har fælles produktion i store faciliteter, som bl.a. omfatter 6.000 kvadratmeter produktionslokale samt moderne  tappeanlæg og et sofistikeret forsøgslaboratorium og endelig en stor underjordisk kælder, der indeholder mere end 800 barriques.

De har selv begrænset areal marker, omkring 40 hektar ved Monte Porzio Catone, men har derudover tilknyttet en række vingårde og vinavlere rundt om i landet, så de kan sikre et stort udvalg af forskellige vine.

Femar Vini laver vine under brands som Epicuro, Gran Appasso, Nero Grande, Masseria Trajone, Antico Ceppo, Faunus, Anfiteatro Tuscolano, Montecore og Urbe Aerterna. Poggio le Volpi har brands som Tator, In Me og Le Volpi … foruden vine under eget navn.

Baglio Onuri er brand eller trademark, som Poggio le Volpi har registreret i 2021, så der altså et forholdsvis nyt brand i deres store portefølje.

Baglio Onuri Nerello Mascalese er selvfølgelig lavet på 100% Nerello Mascalese, druer, som er høstet fra kuperede vinmarker, men jeg kan ikke se, hvor markerne ligger. Forud for gæringen sker en koldmaceration, mens selve gæring og macerationer er sket over 15 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret 6 måneder på store 6.000 liter egetræsfade.

Duften er bestemt i det lettere ende … men det bør Nerello Mascalese jo også være. Her er der nærmest lidt brunet smør, søde kirsebær og jordbær, virker saftig, let og meget pleasende, ensidet og saftig uden på noget tidspunkt at blive kompleks eller dyb. Der er vaniljekiks, sprøde kanelsmåkager … lige til at spise.

Sådan er vinen faktisk også smagsmæssigt … pænt læskende, saftig, rar og ukompliceret. Det er let drikkeglæde, hvor alle kan være med, men den bliver aldrig helt seriøs … mangler syre, dybde og elegance, som man ellers finder i Nerello Mascalese fra Etnas nordside, så dermed havner Houlberg på 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Animaetnea, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, Italien

2019 Animaetnea, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, ItalienMed denne årgang 2019 har vinen Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro fået både ny etiket og laves nu  også under det nye navn Animaetnea.

Vi er dog fortsat hos den toskanske vinproducent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt driver Tenuta Sette Ponti tæt på Castiglion Fibocchi tæt ved Arno-floden mellem Firenze og Arezzo.

Han har jo forelsket sig i Sicilien og dér skabt vinhuset Feudo Maccari, der primært laver vine fra den sydøstlige del af øen, men også et projekt på de sorte, vulkanske nordlige skråninger af Etna, hvor de laver to 2 vine – en hvid og en rød – fra vinmarken Contrada Santo Spirito di Passopisciaro.

Tidligere har jeg bare anført, at vinen kom fra Feudo Maccari, men nu har projektet altså fået sit eget navn … Animaetnea. Jeg har før smagt denne vine i både årgang 2014 og 2016.

Vinen er lavet på 100% Nerello Mascalese, som kommer fra marken Contrada Santo Spirito di Passopisciaro i 700 meters højde og fra op til 60 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 15 dage med hyppig overpumpning. Efter endt fermentering er den lagret 18 måneder på store egefade… og efter flaskning yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Som sidst en forholdsvis lys og halvtransparent vin i glasset og den herligste duft, der både er storblomstret, frugtrig og landlig. Der er både blæk, tjære, kul og nogle aromaer, der kan minde en smule om Nebbiolo. Der er kirsebær, brombær, blåbær, tørt træ, tobak, violer, solbærblade, rosenvand samt en smule sød vaniljesukker.

I munden er det både let, syrligt og frugtrigt … lys og læskende med kirsebær, hindbær, jordbær, tranebær og ribs. Der er også lidt lemon bitterhed, Campari, saltlakrids og balsamico, stram, ren og direkte … samtidig har den en lille mineralsk kant. Smager virkelig godt, så dermed 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Cusumano, Alta Mora Guardiola Etna Rosso, Sicilien, Italien

2016 Cusumano, Alta Mora Guardiola Etna Rosso, Sicilien, ItalienMed næste vin opdagede vi atter, hvor fabelagtigt Nerello Mascalese fra Etnas nordlige skråninger kan være. Vinen er en 2016 Alta Mora Guardiola Etna Rosso fra vinhuset Cusumano.

Vinhuset drives af familien Cusumano, der har dyrket vin på Sicilien i flere generationer, men siden årtusindskiftet har huset været under ledelse af brødrene Alberto og Diego Cusumano.

De har fået vinhuset op blandt de bedste vinhuse på øen og søskendeparret mener, at dette kun er begyndelsen, for de er besluttet på at lave Syditaliens bedste vine.

Det skal ske fra Cusumano mange marker … de har samlet lidt over  400 hektar vinmarker, som ligger i 250 til 700 meters højde på små parceller rundt omkring på øen.

Cusumanos vingård ligger i Partinico vest for Palermo og den er udstyret med topmoderne vinifikations faciliteter, men ifølge det skal blot sikre kvaliteten, som brødrene mener ene og alene skabes i markerne. Vinmageren skal blot undgå at sætte kvaliteten over styr, når druerne ankommer til vingården.

De har da også fået flot anerkendelse … Wine Spectator udråbte huset til at være blandt de 10 bedste vinproducenter i Italien, mens Cusumano fik titlen stjerneproducent af den anerkendte vinguide Gambero Rosso med de eftertragtede Tre Bicchieri hele 10 gange, hvilket må siges at være en flot præstation.

Denne Alta Mora Guardiola Etna Rosso er fra en ny vingård, som Cusumano har købt på skråningerne ved vulkanen Etna. Vingården hedder Alta Mora og drives i det helt specielle terroir og marker med Carricante og Nerello Mascalese.

Vinen er lavet fra samlet 12 hektar marker … markerne Verzella, Pietramarina, Feudo di Mezzo og Solicchiata, der alle ligger i 600-800 meters højde.

Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer først er afstilket og knust, hvorefter gæring samt maceration er sket ved 28 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen bagefter har gennemgået malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret en periode på store 25 hektoliter egefade inden aftapning på  flaske.

Sikke en dejlig aroma … skøn blanding af nogle veganske noter af hønse- og grøntsagsfond, muskatnød, indelukket kamfer, gazebind, skovbund, gammelt træ, mandel og en frugt af hindbær, granatæbler med en let og lys side, meget klar og elegant.

I munden er vinen både grøn, urtet, vild og mineralsk. Frugten er klart mere stram og syrlig end duften lovede … masser af tranebær, hindbær, ribs, grape og lemon, der strutter af bitterhed, lys, frugtrig, rank med modne og lyse tanniner, der sparker en smule på en bleg albino facon. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i årgang 2019 koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Pennisi, Etneide Etna Rosso, Sicilien, Italien

2015 Pennisi, Etneide Etna Rosso, Sicilien, ItalienCastiglione di Sicilia ligger på den nordlige side af den iltre vulkan Etna og der finder vi vinhuset Società Semplice Agricola Pennisi, som står bag denne næste vin … en 2015 Etneide Etna Rosso.

Der er tale om en vingård, der har været drevet af Pennisi familien i mere end 150 år, men i dag er det den unge Stefano Pennisi, der står i spidsen for Vini Pennisi.

Familien dyrke vinstokkene efter de traditionelle teknikker med respekt for miljøet og den naturlige udvikling af vinstokkene og alt arbejdet udføres manuelt.  Hver enkelt vinstok får opmærksomhed og omsorg med det mål, at lave intense vine … og således drives alle marker uden brug af syntetiske kemikalier, herbicider og kemisk gødning.

Der er ikke ret mange oplysninger om vinhuset og fx antal hektar vinmarker, men så må vi jo i stedet bare se nærmere på denne vin … Etneide Etna Rosso i årgang 2015.

Den er lavet på 100% Nerello Mascalese, der kommer husets vinmarker ved Verzella og Chiappemacine i 580 meters højde med en vulkansk undergrund og 10-40 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en alkoholgæring på 12 dage og maceration samlet set over 30 dage. Der er sket malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 12-18 måneder på egefade og derefter 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der tørrede roser, violer, kul, tørv samt en lys frugt med blommer, lyse kirsebær og man mærker faktisk lidt baroloagtig noter suppleret med luftighed, gazebind, nogle lette krydderier, lys og stram balsamico, let vanilje, karamel … virkelig smuk, skarp, præcis … shit det dufter fremragende.

I munden er der også en lys og let vin med et strøg solskin … det er moreller, rabarber, hindbær og lyse blommer. Den har samtidig en syre med noget sødbitter lemon og tonicvand, hvilket så bidrager til den smukke, lette, lyse og nærmest æteriske side. Der er knastørre tanniner, lyse og tørre og sætter sig stille og roligt på fortænderne. Sådan skal en vin fra nordsiden af Etna bare skrues sammen, så man bliver ekstatisk og elektrisk. 95 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, Italien

2016 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, ItalienVi bliver da for en stund på Sicilien, for næste vin i glasset er nemlig en 2016 Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro fra den toscanske vinproducent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt driver Tenuta Sette Ponti.

Han har jo forelsket sig i Sicilien og dér skabt vinhuset Feudo Maccari, der primært laver vine fra den sydøstlige del af øen.

Men de har også gang i et projekt på de sorte, vulkanske skråninger af Etna, hvor de laver to 2 vine – en hvid og en rød – fra vinmarken Contrada Santo Spirito di Passopisciaro og den ene af de vine er denne 2016 Animardente, som jeg nu har fået i glasset.

Vinen er selvfølgelig på 100% Nerello Mascalese, som kommer fra Contrada Santo Spirito di Passopisciaro i 700 meters højde og fra op til 60 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 22 dage med hyppig overpumpning. Efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på barriques og tonneaux … og efter flaskning yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen er i glasset lige en tak lysere og mere transparent end den foregående Nerello Mascalese, mens duften er mere frugtagtig og mere blomstret med blåbær, kirsebær, tørt træ, tobak, solbærblade, violer, rosenvand, kul, tjære, sten og sorte mineraler, men også en lille sødme dukker op midt i alle aromaerne.

I munden er vinen let, lys og ubekymret … nærmest lys og læskende med kirsebær, hindbær, jordbær og en snas tranebær. Det er saftig med en syrlig og sødbitter balsamico note, nogle salte mineraler, saltlakrids samt en syre, der er mineralsk, krydret og stram, så Houlberg har den til 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 134,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er rablende billigt.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Destro, Aspide Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 Destro, Aspide Etna Rosso, Sicilien, ItalienDen næste vin i glasset fra Antonino Destro på Azienda Agricola Destro blev denne 2018 Aspide Etna Rosso og lavet på ren Nerello Mascalese.

Her kommer druerne også fra husets egne marker beliggende i 730-750 meters højde og er høstet med et udbytte på 40-50 hektoliter pr. hektar.

Herefter er gæring og maceration sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering så lagret 2 år på ståltanke, og derefter 4 måneder på flaske.

I glasset er vinen dejlig lys … ren, stringent og let transparent Nerello Mascalese, hvor frugten ribs, hindbær, hyben samt tørre kirsebær og måske endda også lidt lyse blommer. Det er en let og lys vin med lidt  støvet udtryk, aske og mineraler, blomster, blomsterpollen samt en ganske lille sødme.

Smagsmæssigt er det også en let vin, men har en bondsk, rustik og småkantet smag … nærmest med frugt af tranebær, ribs og umodne, let sure kirsebær og lidt citronagtig syre. Det giver imidlertid en frisk smag, hvor der er en tør syre, som sammen med lidt tynde tanniner bider dig i tungen og skriger på mad. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7