Abscirrus fra Aux Mages har jeg smagt før, for Emil og kompagni lavede også Abscirrus i årgang 2019, men nu er den med den seneste årgang 2023 tilbage og er næste vin i mit glas.
Sidst jeg smagte Abscirrus kaldte jeg den knivskarp som et Razor Head barberblad og var helt oppe at ringe … og nu må vi se, om det også gælder for den i årgang 2023.
Jeg har ikke så mange oplysninger om produktionen af årgang 2023, men hvis den er lavet som tidligere, så er Abscirrus vinificeret utrolig blidt. Druerne er håndplukket for dernæst at blive fodtrampet inden gæringen, der er sket delvist i hele klaser sammen med en del håndafstilkede druer.
Der er ikke anvendt pumper, punchdowns eller tilsvarende. Vinen er nærmere blevet behandlet, som var den te og efter endt gæring er den blevet flyttet på gamle fade, for at få vinen til at fremstå så rent som muligt.
Uhhhh … duftmæssigt flyver, svæver, glider og hænger vi nu i det mere overjordiske og æteriske himmelrum, for som sidst har vinen en lys, stringent, ren og syrlig frugt, hvor der sammen med rabarber, ribs, grønne jordbær dukker lidt malerspand, acetone, gazebind … og nu er flower-power-hippie-pigen tilbage og vildt levende. Der holdes en smule tilbage af en svag sødme med lidt karamel, fennikel, vanilje og ellers en lidt umamiagtig nøddet note.
Fuck det smager godt … igen har Abscirrus denne sitrende, bævende og skælvende nerve med en syrlig, fin og frisk frugt med lidt lyserøde syrlige drops, hindbær, rabarber, ribs, lemon og grapefrugter og så alligevel er bitterheden forholdsvis let og rund. Det er en slank vin, men alligevel breder frugten sig næsten smeltende rundt i munden med stor frugtrigdom, læskende saftighed og en fin, sart, lys og ret feminin syre, der koket og sexet er voldsomt tiltrækkende … dette smager voldsomt godt … 99 point.
Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 625 kr.
Lige en vinøs nytårsraket mere og det er den imponerende fine Cuvée Sir Winston Churchill fra champagnehuset Pol Roger og her er det fra 2015 årgangen.
Selvom der senere også kom dyrere og mere eksklusive vine på bordet, så blev aftenens første rødvin for mig klart bedste oplevelse. Det var en 2017 Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux fra Mongeard-Mugneret.
1er Cru marken Les Rugiens i Pommard er Domaine Michel Rebourgeons bedste mark og der er endda er bred enighed blandt alverdens vinjournalister og bourgognefreaks om, at marken måske endda er på Grand Cru-niveau.
Nogle gange skal man bryde sine principper … som fx at jeg aldrig anmelder en vin to gange. Men denne 2011 Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg fra Weingut Karl H. Johner smagte jeg tilbage i 2016 … så derfor er det helt på sin plads igen at vurdere vinen her knap 7 år senere.
Vi fortsatte med næste mousserende vin hos Louis Roederer og fra øverste hylde med de solide hyldeknægte blev det med den ikoniske topvin Cristal Millésimé Brut 2014.
Pinot Noix Dhroner Hofberg Réserve er Daniel Twardowskis spitzenklassewein fra øverste Moselhylde. Sidste år synes jeg faktisk, at den billigere Ardoise var bedre … men det synes jeg ikke med årgang 2020 … her sidder Hofberg Réserve lige midt i det tyske schrank.
Føj for en lækker vin, men det havde jeg faktisk også ventet. Vi snakker om denne Etna Rosso Prephylloxera La Vigna di Don Peppino 2020 fra Tenuta delle Terre Nere.
Jeg har ventet, ventet og ventet efter et køb på forsalg af vinene fra Aux Mages. Men det har sgu været ventetiden værd, for Emil Skytte Pedersens Abscirrus fra hans Aux Mages projekt står bare knivskarp som et Razor Head barberblad og jeg bliver snittet til plukfisk og må atter bøje mig i støvet, tabe både min underkæbe og besindelse, for en stund at blive paf. Shit det er good stuff.
Til sidst i smagningen af Bibi Graetz vinene, så røg jeg til de store og ikoniske Colore vine, som jeg her først smagte i jubilæumsåret 2019.