Tag-arkiv: Californien

Californien er det dominerende vinområde i hele USA, for det strækker sig over næsten 1.000 kilometer og har et areal, der er lige så stort som 3/4-dele af hele Frankrig.

Californien står for hele 90% af de samlede vinproduktion i USA, og har en produktion, der er større end den samlede produktion i fx Australien. Samlet er der  ikke mindre end 172.800 hektar vinmarker i Californien.

Californien kan groft set opdeles i 4 mindre områder, nemlig:

  • North Coast med bl.a. de kendte regioner Napa Valley, Sonoma County  samt de mindre Mendocino og Lake County.
  • Central Coast med flere mindre kendte områder som fx Monterey, Santa Barbara og Santa Cruz Mountains.
  • South Coast syd for Los Angeles ned mod den mexikanske grænse. Regionerne er heller ikke så kendt og det er fx områder som Temecula Valley, San Pasqual Valley med flere.
  • Central Valley ligger øst for Central Coast ved foden af Sierra Foothills og det er her, at vi bl.a. finder Lodi området.

2021 Purple Wine Company, Four Vines Naked Chardonnay, Californien, USA

2021 Purple Wine Company, Four Vines Naked Chardonnay, Californien, USAVi skal lige smage endnu en Chardonnay fra Four Vines brandet hos Purple Wine Company og denne gang er vi helt nøgne med en 2021 Four Vines Naked Chardonnay.

Vinen er lavet på 100% Chardonnay fra det kystnære Central Coast AVA appellation, hvor tåge og vind fra Stillehavet gør sit til at holde frugten frisk. Derudover høstes alle druerne høstes om natten og de kølige morgentimer, så kun kernesund frugt finder vej til den færdige vin.

En skånsom presning frigiver den mest sarte most, som har gæret i temperaturstyrede ståltanke med burggundiske gærstammer. Efter endt gæring holdes hovedparten af vinen frisk på ståltank, mens en lille procentdel lagres på let ristede egetræsfade og gennemgår den blødgørende malolaktiske gæring.

Den minder på mange måder om foregående … har samme note af Jolly Time, hyld og tropisk frugt med ananas, mango, fersken, pærer,  abrikos samt kantaloup melon. Den har smørfedme, marcipan og en svag grøn note, men ikke så kompleks, men i stedet med venligt ansigt og bløde strøg på ryggen.

I munden har vinen nogle af de samme smage … måske endda med peber sammen med den eksotiske frugt og en syre, der er mere klar og tydelige end hos foregående The Willing, men fortsat rund, blød samt comfortagtig. Men samtidig er den mere luftig, grønnere og har lidt mere pågående bid … om end på en blid facon … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Purple Wine Company, Four Vines Willing Chardonnay, Californien, USA

2020 Purple Wine Company, Four Vines Willing Chardonnay, Californien, USANu har jeg efterhånden en del gange stødt på vine fra brands lavet af Purple Wine Company aka Purple Brands. Så kom idéen … hvorfor ikke lige teste flere vine fra flere af disse brands i streg? Nu smager jeg derfor vine fra brands som Four Vines, Arius og Raeburn og starter med denne 2020 Four Vines Willing Chardonnay.

Purple Wine Company liger i Graton omkring 10-15 kilometer vest for Santa Rosa i Californien og er big business. Udover deres store  produktionsfaciliteter i Graton har de også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Cryptic, Calista, Raeburn,  Rampage,  Wheelhouse, Avalon, Lucky Star, Zynthesis, Scattered Peaks, Randall-Monroe, Four Vines, Shiloh Road Winery, Bex og endelig Pico & Vine samt Arius.

Man kan godt forstå, hvorfor Purple Wine Company laver og opkøber mange brands, for ejeren Derek Benham har tjent kassen på at oparbejde innovative og succesfulde brands … og sælge dem for masser af penge.

Derek Benham, som er stifter af Purple Brands, voksede op i San Joaquin Valley på en gård, hvor de både havde pistacietræer samt vinmarker. Som ung mand tog han et smut vestpå til UC Berkeley indtil 1982.

Efter college valgte han at gå ind i vinverdenen, hvor amerikanske producenter på det tidspunkt havde det svært. Han bevæbnede sig med en telefonbog, sin gamle 1967 Ford Mustang, en kasse vin og en ordrebog og kastede sig ud i livet som vinsælger for en vingård med base i Lodi i Californien.

Uden træning eller den mindste hjælp fra marketing skulle Derek sælge vinen, men han arbejdede hårdt for vineriet, hvor han senere blev manager. Efter 6 år havde han vendt virksomheden rundt og kunne sælge den for at komme videre til næste projekt.

I 1990’erne byggede Derek brandet Blackstone Merlot op til en kæmpemæssig succes, som kulminerende i 2001 med et salg til giganterne Constellation og BRL Hardy for den nette sum af 140 millioner dollars.

Straks herefter grundlagde Derek sit Purple Wine Company aka Sonoma Wine Company … og i dag blot Purple Brands. Men han fik forvandlet det opkøbte og fallerede Mark West-brand til blive det bedst sælgende Pinot Noir brand i USA, inden Mark West i 2012 blev overtaget af Constellation Brands for 160 millioner dollars.

Seneste skud på stammen af vanvittigt populære kreationer er Raeburn, som lavet Russian River Valley Chardonnay og Pinot Noir. Purple brands har vinmarker i både Russian River Valley, Sonoma County og Napa Valley … certificerede bæredygtige og med henblik på at producere masser af kvalitetsvine til forbrugervenlige priser.

Men her smager jeg først Dereks 2020 Four Vines Willing Chardonnay, som jeg faktisk tidligere har smagt i årgang 2019.

Four Vines brandet er dog ikke startet af Purple Wine Company, men grundlagt i 1994 af punkrockeren, surferen og vinmageren Christian Tietje i partnerskab med vennerne Bill Grant og Susan Mahler som et lille garageprojekt.

Men i 2010 solgte de brandet videre til Derek Benham fra Purple Wine, mens Christian Tietje i nogle år efter var tilknyttet som konsulterende ønolog.

Four Vines Willing Chardonnayer lavet på 100% Chardonnay fra marker på tværs af hele Californien. De hele drueklaser sorteres i hånden og presses derefter skånsomt, hvorefter gæring sker i store temperaturstyrede ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 90 dage sur lie på franske egetræsfade.

Det er en tropisk storm af svulstig frugt med et venligt og hvidt dollargrin. Der er både mango, papaya, litchi, passionsfrugt, syltede pærer og kantaloup melon … smørfed på en lidt brovten måde og så godt med nødder og søde krydderier, men svagt lidt sød fad og noget tørhed.

I munden er det så behageligt, saftig, læskende, pleasende og totalt imødekommende. Det er rundt og venligt … lidt amerikanersød samt opulent med syltet citron og igen tropisk frugt, ananas, mango, Jolly Time, Københavnerstang og sødbitre noter, mens syren til gengæld er ganske afdæmpet, vag og tilbageholdende. Men det giver i stedet en meget drikbar hvidvin for alle … 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., men kan fås til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Scattered Peaks, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2019 Scattered Peaks, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAEfter Chardonnay’en fra Pico & Vine forleden, så skal vi smage endnu en vin fra Purple Wine Company aka Purple Brands, der står bag masser af brands i USA. Her smager vi deres Napa Valley Cabernet Sauvignon 2019.

Vinen er lavet af Purple Brands’ bagmand og ejer Derek Benham og den legendariske Napa Valley vinmager Joel Aiken.

Den er lavet på 96% Cabernet Sauvignon og 4% Merlot, som kommer fra marken Usibelli Vineyard i Pope Valley nær St. Helena samt Abruzzini Vineyard. Druerne høstes i de kølige morgentimer og bringes friske til vineriet. Her bliver de sorteret og afstilket inden 4 døgns kølig udblødning forud for gæringen.

Under og efter fermenteringen foretages hele tre daglige overpumpninger af druemosten for at udtrækker smidige tanniner og skabe vin med stort gemmepotentiale. Derefter har vinen lagret 18 måneder på franske barriques fra Seguin Moreau, Nadalié og TW Boswell … heraf 50% nye fade.

De nye fade kan nærmest duftes fra første fløjt … tørt og krydret træ, cedertræ, cigarkasser, intens mørk og fed frugt, solbær, sorte blommer, dadler, noget eukalyptus, rosmarin, violer, røg, indtørret læder, instant coffée, kakaopulver … og nedenunder en lysere og lettere stringent syre.

I munden er det en blød, kraftfuld og cremet vin, hvor der samtidig er frisk, mørk frugt helt fremme. Frugten er faktisk afsindig intens og tør med en lille bitter kerne. Der er tranebær, hindbær og brombær, mens tanninerne er vilde og tørre, hvilket giver en ret overbevisende tørhed i hele munden. Det er en mundlammer på en blød, cremet og frugtrig måde … god Cabernet Sauvignon. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men kan fås til 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Pico & Vine, Chardonnay, Californien, USA

2020 Pico & Vine, Chardonnay, Californien, USAVi har før på Houlbergs Vinblog stødt på Purple Wine Company aka Purple Brands, der står bag masser af brands i USA … som fx Pico & Vine, hvorfra jeg smager en 2020 Chardonnay.

Vinkoncernen liger i Graton 10-15 kilometer vest for Santa Rosa i Californien og er en stor historie. Udover produktionsfaciliteterne i Graton har de også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Cryptic, Calista, Raeburn,  Rampage,  Wheelhouse, Avalon, Lucky Star, Zynthesis, Scattered Peaks, Randall-Monroe, Four Vines, Shiloh Road Winery, Bex og endelig Pico & Vine.

Denne 2020 Pico & Vine Chardonnay er lavet på druer fra nogle kystnære marker i Sonoma County. Druerne høstes i de kølige natte- og morgentimer, så de ankommer friske til vineriet. Efter skånsom presning gærer mosten temperaturstyret på ståltank med burgundiske gærstammer.

En del af vinen gennemgår malolaktiske gæring og efter endt fermentering er vinen lagret flere måneder på franske egetræsfade, heraf 30% helt nye fade,

Duften er bare så vild eksotisk … mango, papaya, tørret abrikos, ananas, dåsepærer og noget fortegnet i sine aromaer, der virker en smule overdrevne, frembusende og endimensionel. Det er venlighed med bredt amerikanergrin og pæn facade.

I munden er det samme historie med dåsepærer, pæresaft fra dåsen samt mango- eller multifrugtjuice. Sødmen er for mig i den høje ende og alligevel er det en rund, cremet, sød, smørret, olieret, pleasende, poleret og ganske saftig Chardonnay med søde krydderier, lidt  spidskommen, peber og lav syre. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Raymond Vineyards, Family Classic Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2020 Raymond Vineyards, Family Classic Cabernet Sauvignon, Californien, USASom med de andre vine fra Boisset dynastiet, så skulle jeg udover Chardonnay også smage en vin på Cabernet Sauvignon og det blev denne 2020 Family Classic Cabernet Sauvignon.

Når jeg skriver dynastiet, så er der faktisk noget om snakken, for Boisset familien laver i dag vine i Boisset Collection fra ikke mindre end 20 vinhuse i USA, 21 i Frankrig samt endelig ét i England og ét i Indien.

Nå, men denne Family Classic Cabernet Sauvignon lavet med druer fra 3 vinmarker i den nordlige del af Mayacamas bjergene i 450-860 meters højde indenfor Red Hills appellationen. Vinen er både gæret og efterfølgende lagret i neutrale franske egetræsfade.

Det er duftmæssigt en ret grøn Cabernet Sauvignon, hvor der er tranebær, blommer, kirsebær, gran, nelliker samt eukalyptus. Det suppleres af lidt kakaopulver, umodne nødder, en smule våd jordbund og let vanilje.

Smagen er langt mindre grøn, for her sætter amerikanersødmen omgående ind sammen med solbær, sorte kirsebær, søde blommer og velouragtig blødhed. Der er ingenting, der strammer her … det er en vin i joggingbukser, comfy, behagelig, rund og fedladen på en lidt pleasende facon. 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 144,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 Raymond Vineyards, R. Collection Lot No 3 Chardonnay, Californien, USA

2021 Raymond Vineyards, R. Collection Lot No 3 Chardonnay, Californien, USADet næste californiske vinhus er også – som DeLoach Vineyards og Buena Vista Winery – ejet af den franske vinfamilie Boisset med Jean-Charles Boisset i spidsen. Det er huset Raymond Vineyards og derfra smager jeg en 2021 R. Collection Lot No 3 Chardonnay.

Raymond Vineyards blev grundlagt af Raymond familien i i 1970’erne. Ray Raymond kom til Napa Vallay i 1933 og via sit ægteskab kom han ind i Beringer-familien, som han arbejde for som vinmager frem til 1970, hvor hans to sønner købte en ejendom i Rutherford og startede Raymond Vineyards.

De frigav deres første vin i 1974 og vinhuset fik hurtig anerkendelse for deres elegante vine med en smuk balance mellem finesse, kraft og kompleksitet. Raymond familien drev også vingården i hele 5 generationer.

I dag er vinhuset ejet af den store franske vinfamilie Boisset, hvor den ansatte vinmager Stephanie Putnam står for fremstillingen af alle vinene, herunder også denne 2021 R. Collection Lot No 3 Chardonnay.

R. Collection serien er opkaldt efter Ray Raymond, men der er ikke mange oplysninger om produktionen, men er dog lavet på rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret på en kombination af både egefade og ståltanke.

Duftmæssigt er der bestemt også lidt fad, men det er slet ikke overdøvende, men ganske afdæmpet og kommer sammen med en frugt, der er lidt småeksotisk med mest abrikos og syltede citroner,  kvæde, hvid peber og svagt lidt lakridskonfekt.

I munden er det rar og venlig Chardonnay med en vis amerikansk sødme, sødkrydrede og småbitre noter, mens syren er maskulin og har et bredt, blændende og amerikansk glittersmil. Det er måske ikke så nuanceret, men likeable for alle. 88 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 144,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Buena Vista Winery, The Sherif of Buena Vista, Californien, USA

2019 Buena Vista Winery, The Sherif of Buena Vista, Californien, USADen allersidste Buena Vista Winery vin var fra Founders Collections serien og det var en 2019 The Sherif of Buena Vista med en ikonisk, sej sherifstjerne som etiket.

I denne årgang 2019 er vinen på 33% Cabernet Sauvignon, 28% Petite Sirah, 22% Syrah samt 8% Petit Verdot, 4% Grenache, 3% Mourvedre og 2% Mission.

Druerne til vinen kommer fra områderne Rockpile, Sonoma Valley, Russian River Valley, Dry Creek Valley, Fountaingrove District og Bennett Valley.

Efter gæring er vinen lagret 15 måneder på egefade … heraf 9% nye franske fade. Hver druesort er både gæret og lagret separat, således endelig sammenstikning af vinen først sker til sidst.

Så skete der sgu noget … og sikke en forskel i forhold til de foregående vine fra Buena Vista Winery. Her er fadpræget tydeligt fra første snif, men det er mere kompleks, nuanceret, subtilt, dybere og sammenhængende. Der er solbær, friske brombær, dadler og alt bare dybt med våde fade, mørk teaktræ, sød tobak, violer samt en smule oksefond.

Hvor smager den godt, virkelig blød og cremet, nærmest smelter i munden uden den helt store amerikanske sødme. Her spiller det sgu, smagen er dyb med kanel, vaniljesukker, solbær, blommer og nougat, mørk chokolade, cafe latte og tussegammel balsamico. Det er skruet godt sammen og et godt glas vin inspireret af Bordeaux, bare med mere epo, power og kraft. 94 point,

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Buena Vista Winery, North Coast Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2020 Buena Vista Winery, North Coast Cabernet Sauvignon, Californien, USADen sidste Buena Vista Winery vin i North Coast serien blev så denne 2020 North Coast Cabernet Sauvignon.

Også her kommer alle druerne – 100% ren Cabernet Sauvignon – fra forskellige marker i Lake County og Sonama County.

Efter høst af de modne druer, som er vinen gæret på rustfrie ståltanke og efter endt gæring lagret 11 måneder på egefade.

Duftmæssigt er det en frugt af solbær, der har taget dirigentstokken og akkompagneret af lidt sød tobak. Der er igen en snert af en smule eukalyptus, blommemarmelade, muldjord og skovbund, kakao samt en smule nødder.

I munden er det også solbær og mørk kirsebær, men atter slår den amerikanske sødme igennem med søde krydderier. Selvom det sgu er meget sød, så har vinen alligevel en okay syre med lidt bitterhed fra lemon … er rustik, kantet og bondsk, men skriger virkelig på noget mad. 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Buena Vista Winery, North Coast Pinot Noir, Californien, USA

2018 Buena Vista Winery, North Coast Pinot Noir, Californien, USADenne 2018 North Coast Pinot Noir er søstervin til foregående Chardonnay og kommer dermed fra North Coast serien hos Buena Vista Winery.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker i Lake County og Sonoma County. Efter høsten af de modne druer sker gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering, så har den lagret 7 måneder på en blanding af både franske, amerikanske og ungarske egetræsfade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Stilmæssigt minder den utrolig meget om den Pinot Noir, som jeg smagte for nogle dage siden fra DeLoach, for vinen har lidt samme noter af en mere rustik og kantet Pinot Noir … samme grønne side med en snert af eukalyptus og timian. Frugten er jordbær, rabarber, ribs og tranebær med en snert grøn bitterhed, nelliker, tørt træ, vanilje samt kakaopulver.

Som med DeLoach er der i munden mere fad og frugtsødme … har jordbær, hindbær, kirsebær og sød ribsgele. Smagen er slank og ren med en blød syre, virkelig saftig, læskende og omgængelig, så dermed 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Buena Vista Winery, North Coast Chardonnay, Californien, USA

2020 Buena Vista Winery, North Coast Chardonnay, Californien, USADe 3 næste vine fra det historiske vinhus Buena Vista Winery var alle fra North Coast serien og jeg startede med en 2020 North Coast Chardonnay.

Vinen er ren Chardonnay og  druerne er dyrket på forskellige marker i Lake, Mendocino og Sonama County.

Druerne plukkes ved optimal modenhed og gæres på rustfrie ståltanke … med 10% på helt nye egetræsfade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder på ældre fade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Dejlig duft faktisk … god blanding af pærer og fersken med en smule fad, men fadpræget af meget afdæmpet, hvilket giver mere plads til frugten. Der er ikke vild kompleks, men meget indbydende med lidt nødder, let smør og måske endda lidt honningmelon.

I munden er det en fyldig, lidt olieret med frugt, der er fed … en smule tropisk og kandiseret. Der er fersken, tørret abrikos, pærer og grillet citron med en lidt rustik syre med lemon og æblesyre. Alle vil kunne lide denne vin … har lidt af alt. 90 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7