Tag-arkiv: 4½

2016 Glover Family Vineyards, Massey Dacta Riesling, Waipara, New Zealand

2016 Glover Family Vineyards, Massey Dacta Riesling, Waipara, New ZealandSød lille Riesling med en rød traktor på etiketten. Vi er hos Glover Family Vineyards aka Zephyr Wine, der ligger ved Dillons Point i New Zealand. Der er i Marlborough tæt på Cloudy Bay i den nordligste del af Sydøen på New Zealand.

Som traktorfører finder vi Ben Glover, som står bag vinene fra det lille familieforetagende, der blev grundlagt i 1985, da Bens forældre Owen og Wendy Glover som 4. generation på Dillons Point Dairy omdannede produktionen fra traditionel landbrug til vinproduktion.  Det skete med tilplantningen af Sauvignon Blanc, Pinot Noir, Chardonnay og Semillon vinstokke.

Siden etableringen har Glover Family Vineyards været sådan lidt ubemærket og de eneste ændringer var egentlig blot udskiftningen af Semillon vinstokkene med Riesling og Gewurztraminer. Druerne blev primært solgt til andre producenter og kooperativer.

Men i 2007 lancerede Owen og Wendy sammen med sønnen Ben Glover imidlertid deres egne vine under navnet Zephyr. Og siden er der også startet en eksport af vinene, som også er blevet bemærket af vinanmeldere rundt om i verden, bl.a. udtalte den engelsk Tim Atkin, at skulle han drikke Sauvignon Blanc, så ville han vælge Zephyr.

Men Ben Glover er imidlertid også et stort navn i vinbranchen i New Zealand og vi er da også stødt på ham tidligere her på vinbloggen, da han til dagligt arbejder som vinmager for nogle af de vinhuse, som det store Accolade Wines ejer.

Accolade er en af de helt store spillere i vinbranchen … en møj-megastor vinkoncern, som ejer et utal af vinmærker, har over 1.600 ansatte, er størst indenfor vin i både Australien samt England og sælger deres vin over hele verdenen.

Men hos familiens egen vingård er der mere hjerte i vinene og de har da også langt mindre produktion. De producerer kun omkring 96.000 flasker årligt, men produktionen bliver stille og roligt større år for år i takt med, at de sælger mindre og mindre til andre producenter og kooperativer.

Husets vinmarker er placeret i et køligt klima og dette sammen med jordbundsforholdene giver vine sprødhed, et rent udtryk og en utrolig dybde. Vingården er økologisk drevet og familien ønsker at gå endnu mere i den retning i fremtiden.

Vinene sælges under brandet Zephyr, men det gælder dog ikke denne lille fætter, hvor druerne dog heller ikke kommer fra Marlborough, men derimod 24 år gamle vinstokke på marker i Waipara appellationen i Canterbury området, der jo ligger lige nedenunder Marlborough.

Ben skriver på bagsiden af etiketten, at vinen er en tribute til minder fra barndommen, hvor han ofte sammen med far Owen sad på den røde traktor i markerne. Da Ben ikke rigtigt kunne udtale navnet på den røde Massey Ferguson traktor rigtigt, så blev det til Massey Dacta.

Jeg har ingen oplysninger om produktionen, men vinen skulle efter sigende ikke være helt så tør, som Riesling vinene vingården laver under det primære Zephyr brand.

Og den har da en herlig og lækker næse … duftmæssigt er vinen nærmest animalsk med eksotiske frugter, frisk med en vis portion sødme, estragon, en smule astronaut is og lette grønne noter. Det er ikke petroleum, men måske noget der snerper derhenad. Efter lidt tid i glasset fader noterne dog en anelse ud, så det er nok en drik-her-og-nu-vin.

I munden blød, rund … klart Riesling med æbler, lidt citrus, ananas … faktisk pænt med ananas. Vi er klart i den bløde afdeling, hvorfor nogle vil sige, at den mangler noget syre. Mineraliteten er der, men ikke vildt. Der er en svag bitterhed i eftersmagen og samlet en meget letdrikkelig vin. Nyd den iskold.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 69,27 kr., hvor normalprisen skulle ligge omkring 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Weingut Caspari-Kappel, Urschiefer Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Caspari-Kappel, Urschiefer Riesling Trocken, Mosel, TysklandEn joker er vel reelt et kort, som i et kortspil ikke tilhører en kulør, men kan bruges i stedet for et andet kort. Men hvorfor Weingut Caspari-Kappel, som står bag denne Urschiefer Riesling Trocken, har en joker som logo, har jeg ingen anelse om.

Men jeg ved, at Weingut Caspari-Kappel ligger i byen Enkirch i Mosel, og at familiens vinøse historie går helt tilbage til 1490, hvor en forfader Caspar vom Mönchhof allerede dyrkede vin i området omkring Enkirch.

Det var dog Peter Kappel, der i midten af det 19. århundrede reelt grundlagde vinhuset, da han giftede sig med Enkelin, datter af Dr. Caspari og slog de to vinhuse sammen til Weingut Caspari-Kappel.

Peter Kappels familie havde nemlig også drevet vinproduktion siden 1701 og havde – som Caspari – familien dermed stolte traditioner for produktion af Mosel vine.

Siden 2010 har det imidlertid været den unge Nico Caspari, som har stået for driften, hvilket dog fortsat sker med hjælp fra faderen Thom samt partneren og vinmageren Uwe Jostock, der tidligere har været ansvarlig vinmager på Immich-Batterieberg.

Det dynamiske team har samlet 11 hektar vinmarker omkring Enkirch og Traben. De bedste marker er Enkircher Monteneubel, Enkircher Steffensberg, Enkircher Zeppwingert, Enkircher Ellergrub, Trabener Gaispfad og Burger Schlossberg.

Der arbejdes mod at skabe autentiske og mineralsk Riesling vine og siden 2009 har vinhuset været certificeret økologisk via Ecovin med respekt for naturen.

Denne Urschiefer Riesling Trocken er en vin, som er lavet med druer fra flere forskellige marker i Enkirch og Traben … og som navnet siger fra vinstokke med skifterholdig jord, Urschiefer, altså gammel skifer … men er alt skifer ikke gammelt?

Vinen er fermenteret i rustfri ståltanke, men har faktisk derefter lagret omkring 2 måneders i store træfade. I glasset er vinen utrolig lys … næsten helt hvid i farven. Det afholder os ingenlunde, så vi stikker sgu snotten ned i glasset.

Næsen er ganske blid … ingen petroleum, men det er også en helt ung vin. I stedet er der melon, fersken, gule æbler, blomster, smørblomster, skolekridt, en tavlesvamp og svag aroma af mineraler samt en snert vanilje.

Smagen er frugtrig … egentlig fint balanceret med både rigelig sødme og tilpas syre, således sødmen ikke stikker helt af. Det er en lettere Riesling og ikke så intens og tæt, men ganske letdrikkelig med en tand citron og bitterhed i slutfasen. Konen er sgu oss’ vild med den.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 85,58 kr. Til sammenligning er normalprisen 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Adega de Borba, Rótulo Cortiça Tinto, Alentejo, Portugal

2013 Adega de Borba, Rótulo Cortiça Tinto, Alentejo, PortugalRótulo Cortiça betyder kork etiket og er en lille serie vine fra det store kooperativ Adega de Borba. Og denne røde Rótulo Cortiça Tinto er netop kåret som bedste efterårsvin blandt 72 blindsmagte vine af Børsens vinpanel.

Kooperativet har jeg smagt 2 vine fra før, men ingenlunde været imponeret af … men lad os se, om denne Rótulo Cortiça Tinto kan lave om på det.

Kooperativet Adega de Borba holder til i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal. Det er grundlagt tilbage i 1955 af 13 driftige vinbønder. Det var nu egentlig lidt af nød, altså grundet økonomiske problemer, at vinbønderne slog pjalterne sammen. De blev dog godt hjulpet af Junta Nacional do Vinho, en statslig organisation, som kontrollerede og rådgav omkring vinproduktion.

Uden denne statslige kontrol og hjælp havde der formentlig ikke have været nogen vinproduktion af betydning i området i dag, selvom områdets geografi nærmest er perfekt til produktion af vin med dets varme somre og kolde, tørre vintre.

Hovederhvervet var ved etableringen primært kornproduktion, og området var i folks bevidsthed også kendt som hele Portugals kornkammer. Der skulle gå næsten 30 år inden forbrugerne fik øjnene op for vinene fra Alentejo.

I dag er Adega Cooperativa de Borba et stort kooperativ, som omfatter ikke mindre end 300 medlemmer, som leverer druer fra deres samlede 2.000 hektar vinmarker i området. 70 % af høsten er røde druer som Amarela, Periquita, Tempranillo og Shiraz.

Store investeringer i produktionsfaciliteter og et massivt fokus på kvalitet har gjort Alentejo til det mest moderne vinområde i Portugal i dag og til en vigtig spiller på det globale vinmarked.

Og det samme kan siges om Adega de Borba, som i dag råder over meget store produktionsfaciliteter fordelt på 2 vinerier, hvor det ene er på 12.000 kvadratmeter og det andet er nyere samt på hele 140.000 kvadratmeter.

Bare i 2011 har kooperativet investeret 12 millioner euro og det betyder også, at kapaciteten i dag er på 1.200 tons druer dagligt, vinifikation af 6.000 tons vin dagligt og med en mulighed for opbevaring af 350.000 hektoliter vin på tanke samt 7.000 paller med vin.

Det er dermed blandt Portugals 10 største vinhuse og kooperativet producerer årligt omkring 12 millioner flasker vin. Det er da alligevel en pæn sjat.

Vinene er fordelt på flere serier, nemlig serierne Galitos, Adega de Borba, Convento da Vila, Rótulo Cortiça, Montes Claros og Senses. I hver serie laves der typisk 3-7 forskellige vine. Derudover laves der også lidt brandy og likør.

I serien med korketiketten Rótulo Cortiça findes der 3 vine, denne almindelige Rótulo Cortiça Tinto, som er en Reserva vin, en tilsvarende hvid og så topvinen Rótulo Cortiça Grande Reserva … der også er dobbelt så dyr som denne Rótulo Cortiça Tinto.

Lad os kigge lidt nærmere på Rótulo Cortiça Tinto, der er lavet på druerne Aragonez, Trincadeira, Castelão og Alicante Bouschet. Fordelingen af druerne oplyses ikke, men efter høsten afstilkes og knuses druerne let, hvorefter fermentering sker i rustfrie ståltanke ved 24 grader i 10-15 dage.

Derefter forbliver vinen på tankene i en slags efter-maceration en periode inden den lagrer på brugte barriques – typisk brugt 2-3 gange tidligere – i 12 måneder og lagrer yderligere 6 måneder vinen er flasket.

Lad os smage på vindervinen, som duftmæssigt byder på egenoter, mørk frugt, marmelade, brombær, lakrids og en vis fedme og blødhed. Klart en solrig vin.

I munden godt med blød, mørk og moden frugt, men heldigvis med en vis renhed og langt lettere i smagen end duften egentlig indikerede. Der er heldigvis også syre, om end en smule rustik syre, bløde tanniner og rund afslutning. Meget drikkevenlig vin.

Købt hos Glud Vin, hvor en flaske er lidt aggressivt prissat til 175 kr., da vinen hos kooperativet i udsalgspris koster 8,99€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2015 Domaine le Clos du Caillou, Le Bouquet des Garrigues Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2015 Domaine le Clos du Caillou, Le Bouquet des Garrigues Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigDenne Le Bouquet des Garrigues Côtes-du-Rhône er sgu en superfin CdR pænt over gennemsnittet. Den kommer fra vinhuset Domaine le Clos du Caillou, som jeg også har skrevet om et par gange før.

Domaine le Clos du Caillou ligger ved byen Courthézon, nordøst for Châteauneuf-du-Pape. Det er et område, hvor jorden er fyldt med sand og store rullesten, altså klassisk Rhôneland af bedste skuffe. Vi er også næsten i hjertet af Châteauneuf-du-Pape, så man har i vinhuset også det perfekte udgangspunkt for at fremstille stor Rhône vine … og altså også Châteauneuf-du-Pape.

Det har da også været målet, siden familien Pouizin og Vacheron stiftede domainet i 1956.

Domainet består i alt af 54 hektar vinmarker, hvoraf de 9 hektar er beliggende i Châteauneuf-du-Pape. I princippet kunne de resterende 45 hektar også godt have været indlemmet i Châteauneuf-du-Pape, da de kun er adskilt fra distriktet af et gammel stengærde.

Historien fortæller dog, at den daværende ejer Elie Dussaud ikke ville betale de afgifter, som en ophøjelse af jordene til Châteauneuf-du-Pape krævede i 1923, og at det er derfor, jordene kun bærer status af Côtes du Rhône.

Indtil 1996 blev ejendommen drevet af Claude Pouizin, der frem til 1993 solgte en del af avlen til negocianter i området. Da Claude – efter 40 års hårdt arbejde med at opbygge domænet – ønskede at gå på pension, så var det kun Sylvie, den yngste af hans tre døtre, der var interesseret i at overtage domænet.

Så i 1996 overlod han stedet til datteren Sylvie og svigersønnen Jean-Denis Vacheron. De flyttede sammen med deres to børn, den 2-årige datter Marilou og den nyfødte søn Axel til Clos du Caillou og overtog domænet.

Jean-Dennis stammede fra en vinbondefamilie, som driver Domaine Vacheron i Sancerre, så han havde allerede vin i årene og masser af nye ideer, som kunne anvendes på vingården i Rhône.

Generationsskiftet betød derfor, at ejendommens vine fik et vældigt kvalitetsløft. Vinskribenter – især i Amerika – berømmede hans indsats, og eksporten til Amerika steg voldsomt.

I marts 2002 omkom Jean-Denis Vacheron imidlertid i en tragisk trafikulykke, så i dag drives ejendommen af hans kone Sylvie. Hun har allieret sig med dygtige folk, bl.a. Bruno Gaspard – tidligere Chateau Trignon – og ønologen Philippe Cambie, som jeg jo også har skrevet om en del her på bloggen.

Bruno er i praksis den daglige leder på domænet og opfattes nærmest som et familiemedlem.

Begge Sylvies børn har gennemgået en uddannelse, der godt ville kunne bruges på domænet i fremtiden. Axel har en BTS Viticulture Oenologie fra Lycée Frédéric Bazille Agropolis i Montpellier, og Marilou en uddannelse fra IESEG School of Management i Lille.

Markerne på Domaine le Clos du Caillou er certificeret Agriculture Biologique også kaldt AB siden 2010. AB mærket er Frankrigs svar på Ø-mærket, dvs. økologiske vine, men det er faktisk meningen, at Domaine le Clos du Caillou vil fortsætte kursen mod biodynamisk certificering.

Denne Le Bouquet des Garrigues Côtes-du-Rhône er en vin, som vinhuset har lavet siden 1978 og druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke. Det er 85% Grenache, 10% Syrah samt 5% Carignan og Mourvèdre.

Vinen høstes på klassisk Châteauneuf-du-Pape jord med et stort indhold af rullesten, der holder på varmen om dagen og afgiver den igen til vinstokkene i de kølige nætter. Druerne høstes ved håndkraft med udbytte på 31 hektoliter pr. hektar.

Derefter afstilkes druerne og fermenteres i store betontanke, hvor gæringen alene sker med druernes naturlige gær, en maceration på 27 dage med overpumpning et par gange om dagen. Efterfølgende lagrer vinen på store foudres i 15 måneder inden flaskning.

Duftmæssigt er her godt med bundtræk … mejeri og bonderøv, virkelig animalsk med yoghurt, mælkesyre, flæsk, kridt, græs, grafit, mørke bær, sød lakrids og svag eukalyptus. Den dufter sgu ganske lækker og landlig.

Smagen er frisk, mørk frugt, kirsebær, solbær og godt med power, men dog med en vis syrlighed, tanniner, jern og krydderier. Frugten er herlig saftig og samlet set er det en lækker Côtes-du-Rhône pænt over gennemsnittet.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Tenuta Tenaglia, Barbera del Monferrato Superiore 1930, Piemonte, Italien

2012 Tenuta Tenaglia, Barbera del Monferrato Superiore 1930, Piemonte, ItalienIl vino è amore – vin er kærlighed – er sloganet hos Tenuta Tenaglia, som står bag næste piemontiske vin, denne Barbera del Monferrato Superiore 1930.

Tenuta Tenaglia ligger lidt syd for den lille by Serralunga di Crea i Alessandria provinsen. Der er lavet vin på gården gennem mange år, men vingården i den nuværende form er grundlagt i 2001, hvor den blev købt af den tyske familie Ehrmann, der var blevet forelsket i Monferrato området og havde en plan om at lave italienske vine af høj kvalitet i Piemonte. Siden har de opkøbt yderligere marker og har i dag samlet 30 hektar vinmarker.

De 19 hektar ligger ved Serralunga di Crea og Ponzano, mens de resterende 11 hektar ligger i Asti provinsen omkring byen Grazzano Badoglio. Der er investeret massivt i vingården og samtidig har man skruet ned for udbyttet i vinmarkerne, således gården i dag producerer 120.000 flasker vin årligt.

Siden 2011 har man dyrket markerne efter forskrifterne Progetto Magis … en slags økologiske regler, som sikrer en langt mere naturlig bæredygtig balance i produktionen.

Siden 2004 har det været Sabine Ehrmann, som har været ansvarlig for driften af vinhuset. Hun havde inden overtagelse boet 20 år i Italien og kendte således en masse til landet, livet og den italienske mentalitet.

Udover vingården, så omfatter driften selvfølgelig også i bedste italienske stil lidt agroturismo med udlejning af et par værelser i den tidligere lade.

Denne Barbera del Monferrato Superiore 1930 er lavet første gang i en årgang 2007, som blev frigivet i 2010 og fik navnet 1930 for at fejre Alois Ehrmanns – Sabines far – 80 års fødselsdag.  Sabine synes, at det passede meget fint, idet gården i forvejen havde en vin, som var dedikeret til vingårdens oprindelig grundlægger Giorgio Tenaglia.

Vinen er lavet på 100% Barbera, som er høstet med et udbytte på omkring 29 hektoliter pr. hektar. Der anvendes alene de bedste og ældste druer til denne vin, som ellers laves på rustfrie ståltanke med maceration, fermentering og efterfølgende mindst 8 måneders lagring med 50% i barriques og 50% i tonneaux.

Der laves årligt omkring 3.100 flasker af denne vin, og Jørgen fra Piemonte Vine & Delikatesser fortalte, at han havde aftaget en tredjedel af den samlede produktion af vinen.

Der er langt mere power i denne Barbera end foregående fra Mucci … her er der kul, grafit, kanel, vanilje, balsamisk fed syre, godt med rød frugt, lakrids, tørre krydderier, lidt gazebind samt en smule kakao.

I munden er der saft, kraft, god med tørhed og frugten er nærmest en kombination af både frisk frugt og tørret frugt. Der er lidt rust og jern, blyant, alkohol, chokolade og eftersmagen er bare mega lang, men samlet er vinen ikke så elegant og indsmigrende som den foregående, men mere tæt og kraftig.

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 275 kr. Hvis du køber 6 flasker er prisen 217 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Palacio Quemado, PQ Primicia, Extremadura, Spanien

2015 Palacio Quemado, PQ Primicia, Extremadura, SpanienFor en uge siden havde jeg vinen La Zarcita fra vinhuset Palacio Quemado i glasset og fra samme vinhus er det nu vinen PQ Primicia.

Vi er dermed igen i det varme Spanien, nemlig i appellationen DO Ribera del Guadiana i Extremadura vinregionen. Vinhuset skrev jeg om sidste uge, så i stedet springer vi fluks til denne PQ Primicia.

PQ Primicia er lavet på 60% Tempranillo, 20% Grenache og 20% Syrah og hver druesorter fra forskellige marker med forskellig undergrund. Tempranillo vinstokkene vokser på sandholdig jord, Grenache i lerholdig jord og Syrah i kalkholdig jord.

Og hver druesort vinificeres separat og er fermenteret forholdsvis køligt i rustfrie ståltanke og lagret på henholdsvis franske og amerikanske barriques i mindst 6 måneder sur lie … altså med bærmen.

Næsen er godt med mørk og frisk frugt, frisk eg … solrig, men alligevel med en vis rygrad og rankhed, tobak, engelsk lakrids samt en smule herlig, animalske mejeri og mælkesyrer. Egentlig en ganske dejlig aroma.

I munden er vinen sød og blød … men det bliver slet ikke for sødt eller mudret, for der er både lidt blæk og friskhed over smagen samt en moden syre, som aldrig bider dig på nogen måder, men alligevel er tilstede. Elsker friskheden og balancen i vinen.

Købt hos Glud Vin, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Rüdesheimer Klosterberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2013 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Rüdesheimer Klosterberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandFra de fordrukne nonner på Klosterweingut Abtei St. Hildegard her en souvenir … religiøs vievand i form af en flaske Rüdesheimer Klosterberg Riesling Trocken. Amen.

Rüdesheimer Klosterberg ligger selvfølgelig – som navnet nærmest siger det – lige nedenfor klosteret og marken har da også fået sit navn efter det historiske kloster. Det er en mark med masser af sol og en undergrund med både sandsten og kvarsit … og det er ensbetydende med vine med både mineralitet og saftig surhedsgrad.

Det er nu ikke kun nonnerne, som ejer Rüdesheimer Klosterberg, da også det kendte vinhus Weingut Josef Leitz har parceller der. Da jeg en morgen gik tur op mod klosteret kunne man se, at nogle rækker tilhørte Leitz og andre Abtei St. Hildegard.

Nå, men nonnerne oplyser sgu ikke meget om produktionen af denne Rüdesheimer Klosterberg Riesling Trocken, så derfor messer vi direkte i smagsnoterne.

Næsen er klar og tydelig Riesling … fint med en smule petroleum, en kende krydret og byder ellers på fersken, jern, mineraler, en smule sødme og en anelse animalsk. Den dufter ganske lækkert.

I munden er det sgu også en ganske fin Riesling med både tilstrækkelig sødme og syre, måske en anelse til den vandede side, men det hænger alligevel godt sammen. Der er syrlige æbler, citroner samt god og pæn lang eftersmag.

Købt i klosterladen til beskedne 6€ … svarende til 45 kr, så det er næsten rent tyveri, men man må jo ikke stjæle og især ikke fra nonner.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Daniel Then, Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

2015 Weingut Daniel Then, Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Spätlese Trocken, Franken, TysklandTil en motherf ….. stor wienerschnitzel wienerart nød jeg forleden denne Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Spätlese Trocken fra Weingut Daniel Then. Godt valg.

Vi er – som navnet Sommeracher måske allerede har afsløret – i Franken. Weingut Daniel Then ligger nemlig på hovedgaden i Sommerach omkring 20-25 kilometer øst for Würzburg.

Vinhuset er grundlagt i 1849 af Agnes og Franz Melchior, men drives i af Daniel Then, som er 5. generation og overtog driften fra sin far Arthur for ikke så længe siden. Arthur hjælper da også fortsat den unge søn på vingården.

Weingut Daniel Then har samlet 5,5 hektar vinmarker, mens vinene laves og lagres i husets gamle kælder, som med smukke hvælvinger faktisk stammer helt tilbage fra 1500-tallet.

Huset laver selvfølgelig alle de typiske Franken vine, men denne Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Spätlese Trocken er faktisk lige i en årgang 2013 blevet kåret som bedste Franken rødvin i konkurrencen Best of Gold.

Her er det dog årgang 2015, som er vinificeret på rustfrie stålfade og med pæn maceration, men antal dage er dog ikke oplyst. Daniel har fra årgang til årgang eksperimenteret lidt med lagringen, som nogle år sker på en kombiantion af små og store fade.

Denne årgang 2015 skulle dog være lagret på Großes Holzfass nr. 3 og formentlig omkring 23 måneder … sidstnævnte er jeg dog lidt usikker på. Måske har lagringen været kortere.

Vinen har en storesøster, som Daniel kalder au-THEN-tisch, og der anvender han alene barriques ved lagringen. 

Næsen byder på lidt grannåle, grønne blade, lyse kirsebær, svag animalsk stald, søde hindbærbolsjer, kanel og egentlig ganske typisk Franken Spätburgunder, som altid er meget kantede, grønne og uden megen sødme.

Det præger også smagen, som egentlig er okay let og ellers byder på jern, hindbær, jordbær samt lidt mørkere bær. Der er lidt muskler i vinen … lidt maskulin Spätburgunder, men smager rigtigt godt.

Købt på vingården, hvor prisen er 9,50€ … svarende til omkring 71 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Balthasar Ress, Oestrich Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Balthasar Ress, Oestrich Riesling Trocken, Rheingau, TysklandMed denne Oestrich Riesling Trocken springer vi lige tilbage til Weingut Balthasar Ress … serveret i det danske land og endda af vaskeægte vinglas fra det dejlige vinhus i Hattenheim ved Rhinen i Reingau.

Denne Oestrich Riesling Trocken er en af husets Ortsweine, hvor druerne bl.a. kommer fra den mark, som vinhuset har ejet helt siden etableringen, nemlig Oestricher Doosberg, men derudover er der også anvendt druer fra en parcel på Oestricher Lenchen. Begge er marker med god ler, sten og löss, som er ganske velegnet til Riesling.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men de er lavet ganske traditionelt med fermentering, spontangæring og ganske kort lagring i rustfrie ståltanke.

Denne 2016 friske Oestrich Riesling Trocken byder først og fremmest på en smuk lethed, hvilket kombineres med blomster, parfumerede elementer, røg, tørre urter, mandler og salt … måske endda lidt citrus. Men der er slet ingen petroleum og vinen er jo selvfølgelig også ganske ung.

I munden er det en tør, klar og flot balanceret vin, som har en meget let syre. Det er rent og meget præcist, og en virkelig dejlig Riesling og flot kvalitet af en Ortswein. 4,5 fede fingre og næsten oppe på 5 af slagsen.

Vinen er købt på vingården, hvor den koster 11€ … svarende til omkring 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Riesling, Mosel, TysklandNoch ein Alter bekannter … nemlig den altid dygtige Weingut Markus Molitor og her med en af hans entry-level Riesling’er, nemlig vinen Haus Klosterberg Riesling Feinherb.

Den er selvfølgelig navngivet efter den imponerende flot ejendom Haus Klosterberg, som huser der grosse Moselwinzer Molitor. Vingården ligger lige udenfor Wehlen ved Zeltingen – ikke langt fra Bernkastel-Kues og altså på Kues siden. Det er et vinhus, som jeg har skrevet om en del gange, så i stedet kigger vi da bare nærmere på denne Haus Klosterberg Riesling Feinherb.

At det er en Feinherb fortæller lidt om tørhedsgraden af vinen. De tyske vine inddeles i tørhedsgrader, som går fra Trocken til Halbtrocken, Feinherb og endelig til Mild. En Feinherb er dermed generelt sødere end fx halbtrocken. Hos Molitor kan Feinherb vinene kendes på den lysegrønne top på flasken – ein grüne kapsel, selvom vinen er med traditionel korkprop.

Derudover måler man jo også i Tyskland Oechle-graden … en kvalitetsmåling af druesukkerindholdet i den ugærede most, som bl.a. fortæller om druernes modningsgrad og mostens vægtfylde.

Imidlerid er der ingen oplysninger om kvalitetsmåling for denne Haus Klosterberg Riesling Feinherb, men det er formentligt hverken Kabinett eller Spätlese. Det må så stå hen i det uvisse.

Druerne til vinen kommer fra flere af Markus Molitors marker langs med floden. Alle marker er meget stejle med op til 50 år gamle vinstokke. Druerne høstes i oktober med håndkraft og gæringen foregår naturligt, kun med druernes egen gær.

Vinificeringen starter med en kortvarig udblødning af druerne, som herefter fermenteres spontant og ved forholdsvis kølige temperaturer. Vinen bliver lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også lagrer en periode på bærmen inden flaskningen. Indholdet af restsukker i vinen har jeg ikke kunnet finde.

Næsen er til trods for, at det er en Feinherb præget af en dejlig lethed, citrus, grønne æbler, fersken og abrikos. Der virker til at være et solidt bundtræk og vi snakker anden liga end forrige vin. Samtidig er der noget fint og smukt over næsen … næsten som en knipling med flæser og blonder.

Smagen er dejligt umodne æbler og det er næsten som at bide af et umodent, frisk, grøn æble. Det er utroligt, at Molitor får så megen syre i hans Feinherb vin, som dermed på ingen måder bliver for sød, selvom der selvfølgelig også er en vis fylde og sødme. Den er dog fortsat sprød, frisk og grøn med sten, jern, rust og mineraler. Det er sgu god Riesling.

Forhandles herhjemme af Otto Suenson, men denne er ikke pt. fundet i deres sortiment. I Tyskland koster en flaske 9,80€ … svarende til 73 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7