Tag-arkiv: 4½

2013 Cantine di Ora, Casali del Barone Barolo, Piemonte, Italien

2013 Cantine di Ora, Barolo Casali del Barone, Piemonte, ItalienSelvfølgelig skulle der komme italiensk vin sådan en vinaften, men alene to af slagsen. Den første var en Casali del Barone Barolo fra Cantina della Torre.

Cantina della Torre aka Casali del Barone er et brand under det store Cantine di Ora, som er en del af den internationale vinkoncern Schenk, som egentlig har base i Schweiz, men også en lang række vinerier i det meste af Italien. Schenk producerer over 600 forskellige vine og bare i koncernens italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen fra næste alle områder.

Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land. Det skete ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag i Schenk Italia store produktionsfaciliteter 5 steder i Italien. Derudover ejer de også Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et stort og bredt produktsortiment.

I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.

I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen, herunder også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Casali del Barone er blot ét af de mange brands, som Schenk producerer i Italien. Denne Barolo Casali del Barone er lavet med håndhøstede Nebbiolo druer, som er presset og derefter har gæret ved 25-30 grader 3 uger i rustfrie ståltanke. Vinen er efterfølgende lagret 38 måneder, heraf 18 måneder på egefade.

Næsen er ikke helt klassisk Barolo, men en lidt varmere udgave med masser af fadnoter, sødme, blommer, kirsebær og blåbær … endda lidt fed i frugten suppleret med tobak, violer, roser, eukalyptus, syrlige kaktuspiller og lidt vanilje.

Smagen er dog mere stringent end duften med jern, mineraler, lys og syrlig frugt, kirsebær, ribs, balsamico, krydderier og med nogle brændte elementer i eftersmagen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299 kr., men pt er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Rock Ferry Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2014 Rock Ferry Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandRock Ferry Wines ligger ved byen Blenheim tæt ved Cloudy Bay bugten i Marlborough på den nordligste del af Sydøen i New Zealand og  vi smager her deres Sauvignon Blanc.

Vinhuset er grundlagt i 2005 af Tom Hutchison og Fiona Harvey. De havde mødt hinanden i starten af 1990’erne, hvor Tom startede med at dyrker druer på kontrakt fra andre vinproducenter. I 2000 købte de sammen en vingård ved Blenheim og allerede 5 år senere sendte de deres første vin på markedet under navnet Rock Ferry Wines.

Allerede året efter omlagde de hele produktionen til økologisk drift, og byggede senere i 2009 et nyt og moderne vineri. Derudover har de også siden 2011 drevet den lille bistro Rock Ferry Cellar Door & Café, som Fiona har ansvaret for.

Samlet har parret 42 hektar vinmarker fordelt på markerne Corners Vineyard, Orchard Vineyard samt Trig Hill Vineyards, Der dyrker de både Sauvignon Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Riesling, Pinot Blanc, Grüner Veltliner, Viognier, Pinot Noir, Tempranillo og Nebbiolo.

Her er det husets almindelige Sauvignon Blanc, som er lavet både i rustfrie ståltanke samt egefade. Druerne kommer fra forskellige marker og spontangærer alene med druernes naturlige gærceller, hvoraf en del sker i egefade for at give ekstra dybde.

Næsen er urtet og grøn … helt klassisk med masser af hø, græs, stikkelsbær, grønne æbler, grape, en lille snert katteurt samt nogle mineralske elementer.

I munden er vinen stringent med meget ren frugt, lemon, grape, multijuice og der er pænt med citronsyre. Det er klassisk Sauvignon Blanc fra New Zealand, men vinen er ikke syleskarp, men en tand mere omgængelige og rund i udtrykket.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Staete Landt, Map Maker Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2016 Staete Landt, Map Maker Pinot Noir, Marlborough, New ZealandDen næste Staete Landt vin er en gammel kending … Map Maker Pinot Noir og her i seneste årgang 2016.

Sidst jeg smagte vinen tilbage i 2012 var det i en årgang 2010 og siden er i hvert fald etiketten ændret en smule.

Navnet Map Maker hentyder – ligesom Staete Landt – til den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman, som i 1642 opdagede og kortlagde New Zealand og landets kyster.

Druerne til Map Maker Pinot Noir kommer fra 12 forskellige parceller på marker mellem Rapaura og Wairau i Marlborough .. og samtidig fra 4 forskellige Pinot Noir kloner.

Druerne er håndhøstet, afstilket og har derefter ligget på koldt i temperaturkontrollerede stålkar i de første 6-10 dage før den endelige alkoholiske gæring, som varer op til 40 dage. Efter endt gæring, blev vinen presset ud, og overført direkte til tønder, for her at gennemgå den malolaktiske gæring. I alt tilbringer vinen 18 måneder i tønder for at tilføre struktur og kompleksitet

Næsen er overraskende, for den er langt mere moden i duften end forventet, næsten lidt overmoden lys frugt med herlig læder, ganske forførisk … kaktus, lidt blyant, violer, cedertræ samt lidt urter.

Smagen har en krydret syre, og samtidig fornemmer man, at alderen har langt et blødt slør henover, hvilket dæmper tingene. Syren er lidt rustik og der blander sig lidt peber i festen, så vinen virker en kende stærk, men uden den Pinot Noirske karakter forsvinder.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 162,50 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Juwel, Grauburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Juwel, Grauburgunder, Rheinhessen, TysklandVi napper endnu en vin fra den unge, smukke og ambitiøse Juliane Eller på Weingut Juwel, og denne gang er det hendes 2018 Grauburgunder.

Hendes vinhus hedder faktisk helt korrekt Juliane Eller Weine aka Juwel Weine GmbH, og Juwel er valgt, da navnet består af de to første bogstaver i hendes for- og efternavn, mens W’et selvfølgelig står for wein. Det betyder også, at hun reelt også skriver navnet på vinhuset som Weingut JuWel, hvor W’et er stort.

Inden Juliane overtog forældrene gård, så havde Juliane uddannet sig som ønolog fra universitet i Geisenheim og har bl.a. også arbejdet i praktik hos den legendariske Klaus Peter Keller, som hun også blev voldsomt inspireret af.

Nå, men nu smager vi Julianes Grauburgunder, som også er en Gutswein. Druerne er – som det fremgik af forrige indlæg – høstet med håndkraft og lægges derefter i blød nogle timer inden presningen.

Fermenteringen sker i rustfrie ståltanke, og efter endt gæring, så lagrer vinen i ståltankene omkring 6 måneder inden vinen aftappes på flaske.

Duftmæssigt er det en meget blød vin … byder på lidt kvæde, melon, safran, lindetræ, moskus, svagt lidt nødder og en lidt gule blomster. Det er ikke en eksplosiv duft, men meget sagte, varsom og afdæmpet, men vinder langsomt på en.

I starten synes jeg, at vinen var lidt vag … nærmest lidt sjasket som et slattent håndtryk, men med lidt luft i glasset, så dukker der langt mere syre op og jeg endte sgu faktisk med at blive ganske begejstret for denne vin. Der er lidt smørfedme i vinen, virker sådan lidt tæt i strukturen og frugten sådan melonagtigt, men der kommer en fin citronsyre frem, som holder ryggen rank og de vage toner på tæerne.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Juwel, Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Juwel, Riesling, Rheinhessen, TysklandWeingut Juwel drives af unge Winzerin og Geschäftsführerin Juliane Eller. Hun driver sit vinhus i byen Alsheim i Rheinhessen og vi starter med at smage den unge kvindes Riesling.

Juliane overtog som 24-årig i 2013 driften af vingården i Alsheim fra sine forældre Thomas og Ingrid Eller, som havde drevet vingården siden 1984. Siden har hun fulgt sin egen ambitiøse  kurs. Markarbejdet er lagt om til økologisk drift og gået fra høst med maskiner til håndkraft og omkring 25 forskellige sorter er samtidig reduceret til 5. I vinkælderen har Juliane også omlagt produktionen med fokus på kvalitet, bl.a. med spontangæring på druernes naturlige gærceller.

Det har medført, at Juliane Eller i dag betragtes som en af Rheinhessens mest lovende vinproducerende talenter. Hun får dog lidt hjælp i produktionen fra hendes to venner Joko Winterscheidt og Matthias Schweighöfer.

Juliane Eller og Weingut Juwel har samlet 20 hektar vinmarker, hvor den mest kendte mark nok er Alsheimer Frühmesse.

Her smager vi hendes Riesling … en Gutsriesling, hvor druerne kommer fra Julianes marker med undergrund af löss … fin lerjord, og kalksten. Efter presning af druerne er vinen gæret i rustfrie ståltanke, lagret en kort periode og så tappet på flaske.

Duftmæssigt en rigtig lækker Riesling næse, hvor der er fersken, lidt melon, æbler, citrus, æbler og grape. Derudover er der sødkrydrede noter samt en meget svagt floral element. Det er faktisk en ganske indbydende næse.

I munden føles vinen først lidt let perlende, frisk og har søde lidt sødme, lidt grape bitterhed, en smule krop og fylde, hvilket samlet gør vinen meget rund og omgængelig. Vinen hører til i den friske ende, pænt med grape, citroner og saftighed.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Affranchi, Languedoc, Frankrig

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Affranchi, Languedoc, FrankrigDet er kun et par uger siden, at jeg testede den bondske rødvin l’Affranchi fra Château Saint Jean d’Aumieres. Da var det i en årgang 2017, men nu smager jeg den igen … blot i årgang 2018.

Vinen er – som de foregående årgange et blend på Grenache, Syrah og Carignan og hvis fordelingen mellem de tre druer er uændret, så er det så 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Carignan.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten kommes i åbne kar, hvor gæring sker ved 25-30 grader med løbende remontage aka overpumpning. Efter endt fermentering har vinen lagret på egefade indtil den har opnået tilstrækkelig modenhed og fylde. De fleste af fadene har været brugt 1-2 gange til husets egne topvine.

Duftmæssigt er 2018’eren knap så bondsk, landlig og eksplosiv som årgang 2017 af vinen, men den har dog en snert mødding. I stedet er der flere blomsternoter og igen rustik mørk frugt, blåbær, grafit, aske, jord, urter og pæn tørhed

Smagen er igen totalt saftig og igen med samme markante tanniner, som snapper og udtørrer overmunden, mens lidt peber vil lege med og bidrager med en krydret skarphed. Igen er der tørt, mørkt og alligevel med en friskhed. Vi kipper med den franske baret.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Bodegas Atalaya, Alaya Tierra, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Bodegas Atalaya, Alaya Tierra, Castilla-La Mancha, SpanienIgen har vi en vin i glasset fra Juan Gil Bodegas Familiares … den store spanske Gil familie, som ejer en lang række vinerier over hele Spanien, herunder Bodegas Atalaya lidt nord for byen Almansa under appellationen DO Almansa i vinregionen Castilla-La Mancha.

Vi smager her husets Alaya Tierra, der også af flere anmeldere er kaldt Den Spanske Amarone. Den er en af de 3 vine, som familien Jil laver på Bodegas Atalaya, som de har grundlagt i 2007 sammen med familien López Family fra Pilar de la Horada.

Alaya Tierra er produceret på 100% Garnacha Tintonera – også kendt som Alicante Bouchet – fra gamle vinstokke på over 50 år. Alle druer er høstet med håndkraft og kun de absolut bedste druer fra anvendes. Vinen har lagret 15 måneder på franske og amerikanske egetræsfade. Der produceres omkring 20.000 flasker årligt.

Amarone er nu ikke min første tanke, når jeg dufter vinen … i hvert fald ikke ærketypisk Amarone. Der er masser af tør engelsk lakrids, lakridsrod, masser af træ, urter, tørre krydderier, blåbær og andre mørke frugter, en smule peber og let syrlig balsamico. Men for pokker, hvor vinen fed og klæbende i glasset.

Og hold da, hvor den fylder i munden … og så begynder jeg at forstå snakken om Amarone. Det er dobbeltturbo og næsten så fed og tyk, at den skal tygges. Der er pænt med sødme, power, kraft, mørke bær, rosiner og faktisk en smule gløggagtig i smagen eller i hvert fald nogle søde krydderier. Der er både chokolade, lakrids, peber … virkelig en vin for dem, som elsker power, sødme i vinen eller højoktan Amarone.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Domaine Schoffit, Pinot Noir Tradition, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Schoffit, Pinot Noir Tradition, Alsace, FrankrigDen sidste vin fra Bernard og sønnike Alexandre Schoffit på Domaine Schoffit i Colmar er en syrlig, præcis Pinot Noir Tradition.

Det er fra Schoffits Tradition serie, som er de tørreste vine fra det alsaciske vinhus.

Druerne til denne Schoffit Pinot Noir Tradition kommer fra en 0,9 hektar stor mark ved Hartj, hvor vinstokkene er omkring 40 år gamle. Druerne høstes med håndkraft og vinen er lavet ved, at 70% fermenteres i ståltanke, mens de resterende 30% gærer i et år gamle barriques. Derefter er vinen lagret på egefade i 4 måneder.

I glasset herlig lys, transparent og teglfarvet vin, som giver dig en duft af lyse blommer, let moden frugt, ribs, granatæbler, jern, grønne blade, blomster, mentol og gazebind … virker meget tør. Lige åbnet tænkte jeg, at den var tæt på udløbsdatoen, men med lidt luft i glasset opdager du, at der er masser af liv i vinen.

Det er en let, lys, grøn og syrlig vin, som egentlig samtidig er meget ukompliceret og ligetil. Det er en stringent, rank og grøn Pinot Noir, som er frisk, direkte, ren og syrlig. Jeg kan virkelig godt li’ den … et frisk input og en vinder en sommerdag, når der skal rødt i glasset.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 111,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Geiger-Koenig, Riesling Lieu-dit Schifferberg, Alsace, Frankrig

2015 Geiger-Koenig, Riesling Pfersigberg, Alsace, FrankrigI det sidste heat startede vi med denne Riesling Lieu-dit Schifferberg fra vinhuset Geiger-Koenig aka Le Felsberg Earl Geiger Koenig, der ligger i byen Bernardvillé omkring 40 kilometer nord for Colmar.

Geiger-Koenig er en gammel vingård, som er gået i arv fra generation til generation. I dag drives vingården af Patrick Geiger med hjælp fra hans forældre Simone og Richard. De har samlet 10 hektar vinmarker, som er spredt på ikke mindre end 50 forskellige parceller, hvor halvdelen ligger stejle skråninger ved Bernardvillé og den anden halvdel ved byen Epfig, hvor Simone er fra. Markerne har siden 2013 været drevet økologiske.

Udover vinproduktionen, så udlejer familien også lidt ferielejligheder.

Her smager vi deres Riesling Lieu-dit Schifferberg. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er lavet helt traditionelt på store gamle egefade.

Næsen er egentlig ganske fin, elegant med lidt litchi, fersken, citrus, muskat og klar sødme. Smagen har klart masser af grønne æbler, citrus, pænt med mineraler og fin balance. En god Alsace Riesling, som måske ikke gør det store væsen af sig,

Forhandles af Vinhylden, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Gustave Lorentz, Riesling Biologique Evidence Vielles Vignes, Alsace, Frankrig

2016 Gustave Lorentz, Riesling Biologique Evidence Vielles Vignes, Alsace, FrankrigVinhuset Gustave Lorentz er grundlagt i 1836 og har været drevet af Lorentz familien i 7 generationer. Vi smager her deres 2016 Riesling Biologique Evidence Vielles Vignes.

Vinhuset ligger i Bergheim og er grundlagt tilbage i 1836 af Jacques Lorentz. Familien var oprindelig grovsmede, men slog sig altså på vinproduktion. I dag ledes vingården af Georges Lorentz som 7. generation.

Vingården har samlet 33 hektar vinmarker omkring Bergheim, og heraf er hele 14,6 hektar Grand Cru markerm nemlig primært markerne Grand Cru Altenberg og Grand Cru Kanzlerberg.

Men derudover så køber vinhuset også druer fra 120 hektar vinmarker tilhørende lokale vinavlere, og dermed er Domaine Gustave Lorentz faktisk en pæn stor producent.

Efter George Lorentz overtagelse af driften i 1995 har han investeret over 50 mio. kr. i nye moderne produktionsfaciliteter. Han har også omlagt husets egne marker til økologisk drift, hvilket siden 2012 også har været certificerede.

Og næste generation i form af Georges 3 døtre er også klar til at drive familiens vingård videre.

Her smager vi en af husets økologiske vine, som netop har fået navnet  Evidence, idet Gustave Lorentz har fået synligt bevis for effekten af omlægning til økologi. Det er nemlig Ikke kun i form af sundere vinplanter og druer, men også fordi vildtfuglene er vendt tilbage vinmarkerne! Fuglefjerene på vinens etiket er således en glad hyldest til biodiversiteten.

Riesling Evidence er fremstillet på 100% Riesling fra udvalgte skråninger omkring Bergheim. Alle druer stammer fra deres egne, økologiske drevne marker og vinen er også vinificeret alene i temperaturstyrede ståltanke.

Næsen byder på en lille smule petroleum, meget blid og sagte, nærmest neutral … dog med en smule karamel. I munden er der pænt med citronsyre, en lille smule skarpe kanter og der er måske heller ikke voldsom dybde, men en okay Riesling.

Forhandles hos Nemlig.com, hvor en flaske koster 199,95 kr., men du kan nappe 2 for 230 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7