Tag-arkiv: 4½

2016 Galil Mountain Winery, Upper Galilee Viognier, Galilæa, Israel

2016 Galil Mountain Winery, Upper Galilee Viognier, Galilæa, IsraelTil en lille forret serverede aftenens vært os denne 2016 Upper Galilee Viognier fra det israelske vinhus Galil Mountain Winery, der ligger i det øvre Galilæa ved byen Yir’on helt op til grænsen ind mod Libyen.

Det er et forholdsvis nye vinhus, der er grundlagt i 2000 og det ejes primært af det store vinhus Golan Heights Winery – der bl.a. står bag alle Yarden vinene.

De har sat vinmageren Micha Vadia til at stå for produktionen, som sker fra primært 6 store marker, men måske får de også druer fra de over 600 hektar marker, som Golan Heights Winery ejer. Alle vinene laves på et stort, innovativt og moderne vineri, som blev bygget ved grundlæggelsen af Galil Mountain Winery.

Denne Upper Galilee Viognier er lavet ved, at omkring 80% af mosten efter presning har gennemgået en kold gæring i rustfrie ståltanke, men de resterende 20% er fermenteret i nye franske egefade. De 20% lagrer så sur lie på fadene i 4 måneder, hvorefter endelig blanding/samling sker inden aftapning på flaske.

I næsen er der godt med grønne æbler, grønne pærer, citron, grape, en lidt aromatisk eller parfumeret kant, kalkagtige noter, let safran, honning, honningmelon, blomster samt en lille fedme.

Smagsmæssigt har vinen både fedme og nogen sødme, men det er bestemt ikke en voluminøs Viognier, som fx Condrieu eller mange andre steder, for den har også en god syre … omend den også er lidt småbuttet. Vinen har samtidig en kraftig krydret smag og der er også noget grape, som fylder og vokser i munden.

Nogle af vinene fra Galil Mountain Winery forhandles herhjemme af Vin & Brocante, men denne er ikke fundet og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Krämer, Straight Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Krämer, Straight Riesling, Rheinhessen, TysklandDet andet Straight lige højre nyrestød var selvfølgelig en Riesling, da Tobias Krämer jo er medlem af Generation Riesling, hvis formål netop er at højde kvaliteten af Riesling vinene.

Druerne til vinen kommer formentlig både fra Krämers marker ved det hvide bjerg Wißberg tæt på vingården i Gau-Weinheim og markerne ved Uffhofen, er høstet med håndkraft, men ellers vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret en kort periode inden den er aftappet på flaske. Krämers Straight Riesling har 5,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt starter vi rigtigt fornuftige … ikke sådan, at vi snakker petroleum, men bare en god, indbydende inderlighed. Det er meget rent, direkte og let frugtrigt, rank, frisk med citrus, svag grape, lidt grønne urter, en lille drillende sødme … faktisk super lækker aroma fra en lille undseelig Gutsriesling.

Smagen er skarp, syrlig og meget klassisk Riesling … det er måske ikke ultra kompleks eller vild dybt, men det smager altså bare rigtig godt, syrlige æbler, citronsyre … rank og syrlig Riesling med masser af god kvalitet. Vi sniger os op på 4,5 houlbergske fingre.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Krämer, Pudelwohl, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Krämer, Pudelwohl, Rheinhessen, TysklandVi starter smagningen af de 7 vine fra Weingut Krämer med denne 2019 Pudelwohl, der vist nok betyder noget i retning af, at føle sig behagelig, lystig som en puddel. Men denne vin er ikke raceren, men derimod et lille gadekryds mellem druerne Grau- og Weißburgunder.

På bagsiden af flasken står der noget i retning af; Gør Lassie jaloux og The Jacob Sisters (en tysk kvindelig schlagergruppe) skarpe igen. Fylder puddelfans med glæde, men også dem, der ikke har hund endnu, fordi det er en cuvée af dyrekvalitet. WTF ???

Nå, men Pudelwohl er produceret 60% Grauburgunder og 40% Weißburgunder fra Tobias Kramers marker omkring byen Gau-Weinheim. Vinen er fermenteret ved lav temperatur og lagret kortvarigt i ståltanke. Vinen har 5,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen meget rund med krydret sødme … der er honningmelon, fersken, pærer, en smule lemon og har samtidig sådan en lille varm, olieret fedme, lidt småbuttede aromaer med blomster og måske endda lidt nøddeolie.

I munden er det en rund, blød og saftig vin. De buttede håndtag på siden af kroppen er også fremme her, så vinen fylder godt i munden med fin og eksotisk frugt, sødme, lidt krydderier, lemon og grape, et ganske okay bid og samlet set en rigtig fin lille hvidvin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Crémant de Limoux Rosé Brut, Languedoc, Frankrig

N.V. Calmel & Joseph, Crémant de Limoux Rosé Brut, Languedoc, FrankrigNår der allerede er rosafarvede amoriner i luften, så lad os bare fortsætte med endnu en rosévin, nu blot tilsat lidt bobler. Jeg har nemlig fået en Les Effervescents Crémant de Limoux Rosé Brut fra Calmel & Joseph – et vinhus, som jeg har skrevet om mange gange – i glasset.

Calmel & Joseph vil jeg ikke skrive om denne gang, så derfor kigger vi i stedet blot nærmere på denne Crémant de Limoux Rosé Brut. Limoux er en gammel appellation i det kølige og bjergrige landskab sydvest for Carcassonne i Languedoc. Limoux har en meget lang tradition for mousserende vine.

Denne Les Effervescents Crémant de Limoux Rosé Brut er lavet på omkring 60% Chardonnay, 25% Pinot Noir samt 15% Chenin Blanc, hvor druerne er høstet med udbytte på 50 hektoliter pr. hektar fra kalkrige marker i 200-300 meters højde.

Vinen er lavet efter den Méthode Traditionnelle også kaldet champagnemetoden med andengæring i flasken. Men først er der lavet en basisvin, hvor Pinot Noir druerne har gennemgået en kold premaceration over natten for at afgive farve til vinen.

Vinifikationen er sket helt traditionelt som til klassisk hvidvin, altså i rustfrie temperaturstyrede ståltanke ved 15 grader. Vinen blandes derefter og tappes på flaske med udvalgte gær. Vinen lagrer så i kælderen i 15 måneder inden degorgering med tilsætning af en smule basisvin og lidt sød likør.

I næsen har denne Crémant de Limoux Rosé Brut både nogle kalkede og landlige aromaer suppleret med masser af rabarber, melon, mango, overmodne mirabeller, en skive franskbrød, et par sure sokker – på den gode måde – en småsvedig landmand, nogle gærede elementer samt søde krydderier.

Smagen er også sød/syrlig med tætte bobler, små, tætte og frembrusende med lidt lemon, lime, citrus og grape, men sødmen betyder, at det aldrig giver trutmund, men i stedet en saftighed med friske jordbær, sødme/bitterhed i eftersmagen … faktisk spiller elementerne rigtigt fint sammen og Limoux kan altså noget.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Luigi Pira, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2017 Luigi Pira, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienByggemødet trak ud med flere flasker italiensk vino … og næste vin var en 2017 Barbera d’Alba Superiore fra Azienda Agricola Pira Luigi i Serralunga d’Alba.

Vinhuset er grundlagt i 1950 af Luigi Pira, men i starten var det blot som vinavlere, som solgte druerne til de største vinhus i hele Alba området. Det var først i 1990’erne, at Luigi Piras ene søn Gianpaolo Pira kom med i driften, at de startede med at lave egne vine inspireret af modernister som bl.a. Elio Altare.

I dag er Gianpaolos to brødre Romolo og Claudio også med i driften af deres sammenlagt 12 hektar vinmarker, der ligger ved Serralunga d’Alba. Omkring 6 hektar af markerne anvendes til Barolo, men har også 2 hektar, som udelukkende er med Barbera, som anvendes til denne Barbera d’Alba Superiore.

Der produceres sammenlagt omkring 60.000 flasker årligt. Hos Pira arbejdes der kompromisløst i marken og i kælderen. Siden 1996 er stilen blevet justeret og med årene er macerationstiden for deres Barolo vine øget betydeligt og andelen af nyt træ er sat ned, så der nu anvendes kombinationer af franske barriques, tonneaux samt store botti.

Piras Barbera marker ligger i 420 meters højde i kommunen Roddino, der grænser op til Serralunga d’Alba. De 2 ha blev købt i 1999 og vinstokkene plantet i 2000. Den første årgang fra marken var en 2003, men siden har Pira lavet vinen hvert år. Gæring sker i temperaturkontrollerede ståltanke med 12-14 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på dels nogle barriques, tonneaux og store botti.

Duftmæssigt er denne Barbera meget ren med blækagtige noter, blyanter, meget rund og blød frugt, solbær, enebær, lakridskonfekt, kanel, eg og lidt søde krydderier. Smagen er rund og frugtrig, meget saftig med let peber, pæn tørhed og nærmest ingen tanniner, men en fyldig, rund og behagelig syre. Det er god Barbera uden så mange svinkeærinder med god velsmag.

Vinene fra Pira importeret af Adriat Vinimport og en flaske koster i butikkerne 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Badia a Coltibuono, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2013 Badia a Coltibuono, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienDet kan være en utaknemmelig opgave, at komme efter 3 store Nebbiolo vine, så derfor havde denne 2013 Chianti Classico Riserva fra Badia a Coltibuono det heller ikke nemt.

Badia a Coltibuono er ellers et vinhus med et et godt renomme og vinnørder fra hele verden er vilde med vinene, som siges at have en fantastisk potentiale for lagring. Stucchi Prinetti familien har en kælder med endog meget ganske vine og åbner jævnligt meget gamle flasker til smagninger rundt omkring i verden. På billedet ovenfor, kan I se nogle af de tussegamle vine i vinhusets kælder.

Badia a Coltibuono og familien Stucchi Prinetti er en af pionererne i Chianti. Vinhuset blev grundlagt allerede tilbage i 1846 af Michele Giuntini … stamfar til de nuværende ejere. Han var bankmand fra Firenze og købte det gamle kloster Badia a Coltibuono, som stammer fra 1051 og nogle omkringliggende vingårde.

Det er i dag fortsat efterkommere af Michele Giuntini, som driver vingården, nemlig Emanuela, Paolo og Roberto Stucchi Prinetti, der er 6. generation af familien på Badia a Coltibuono. Og undervejs har familien gjort sit bemærket, bl.a. har de 3 søskendes moder Lorenza dé Medici di Ottajano skrevet mange kogebøger og holder fortsat en række kokkeskoler i det gamle kloster, mens deres far Piero har startet en større produktion af olivenolie.

De 3 søskendes forfædre har også været gode til at gemme en del af produktionen i kælderen hvert år, så i dag er kælderen en guldgrube af vine med virkelig meget alder.

Samlet har Badia a Coltibuono 63 hektar vinmarker, men driften omfatter altså også produktion af olivenolie, en lille hotel samt en restaurant, så familien Stucchi Prinetti  har nok at se til.

Her smager vi deres 2013 Chianti Classico Riserva, der er lavet på 90% Sangiovese, 5% Canaiolo, 3% Ciliegiolo og 2% Colorino, som er håndplukkede og kommer fra Poggino, Vignone, Montebello og Argenina.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Macerationen har varet mindst 3 uger med daglig punch down. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på franske og østrigske egefade og efter flaskning yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Dermed opfylder den også DOCG kravet på mindst 27 måneders lagring for en Chianti Classico Riserva.

Næsen har klart nogle klassiske Chianti dyder … røg, balsamisk syre, nogle mynte- og mentolagtige noter, klart til den ranke og lyse side i frugten, sådan lidt jordbær, hindbær og ribs, grannåle samt et aftryk fra egefadene med vanilje samt kanel.

Smagen er stram, ren … lidt flad måske og så drukner den lidt med meget stor rundhed og venlighed. Det er meget let og en kende til den neutrale side, men er omvendt ikke sur som nogle Chianti kan være, men derimod letdrikkelig og måske endda lidt sart.

Jesper havde købt vinen på vingården, hvor han også tog de viste billeder. Herhjemme kan vinen købes hos Løgismose, hvor en flaske i årgang 2015 koster 295 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2018 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienSå er vi atter hos vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra, som jeg har skrevet om en del gange her på Houlbergs Vinblog. Denne Langhe Nebbiolo har jeg også smagt i tidligere årgange, men smager den nu i en frisk årgang 2018.

Druerne kommer fra forskellige af G.D. Vajras vinmarker, bl.a. fra de yngste vinstokke på Barolo vinmarkerne Bricco delle Viole samt Fossati. G.D. Vajras Langhe Nebbiolo er dog ikke tiltænkt at skulle være en mini Barolo, men er derimod en fortolkning af Nebbiolo druen, når den næsten kun er lavet på rustfrie ståltanke … dvs. at kun en ganske lille procentdel bliver lagret på eg … og endda kun i de mest kraftfulde årgange.

Det gælder også denne årgang 2018, der er lavet med fermentering over 19 dage med efterfølgende spontan malolaktisk gæring og så en lagring 8-14 måneder i ståltanke med en lille del i neutrale egetræsfade.

Næsen er utrolig let og blomsterrig kombineret med læder, rosenblade, rosmarin, hyben, granatæbler, stikkelsbær, fennikel, ribs, violer, syrlig og samtidig også meget aromatisk.

I munden er der masser af syre, hindbær, jordbær, meget frisk og let, har sådan en lidt sjov syrlig/sød smag, men det fungerer egentligt ret godt med den lette frugt, hindbær, ribs, mineraler, jord samt lidt søde krydderier. Det bliver 4,5 solide fingre med stor pil op.

Forhandles af H.J Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, Spanien

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, SpanienDet store vinhus Juan Gil Bodegas Familiares ejer en række vinerier over det meste af Spanien, bl.a. Bodegas Morca, hvorfra Houlberg nu smager en 2018 Flor de Goda.

Både Juan Gil Bodegas Familiares og Bodegas Morca har jeg skrevet om før … ja, jeg har endda tidligere smagt denne Flor de Goda i årgang 2017 og deres monstrøse topvin Tourán Garnacha.

Bodegas Morca har Gil familien købt i 2014 … et projekt til ikke mindre end 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en produktion på 5-6.000 flasker. Men i dag laves der langt flere vine, herunder altså denne Flor de Goda.

Vinen er lavet på 100 % Garnacha aka Grenache, hvor druerne kommer fra husets yngste vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sker der en 3-4 dages kold maceration inden gæringen ved 22-26 grader i rustfrie ståltanke.

Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk fermentering, hvor æblesyren i vinen bliver omdannet til mælkesyre, hvilket resultere i en rundere smag. Når begge fermenteringer er gennemført, bliver vinen lageret på fransk eg i 12 måneder.

Næsen byder på en frisk syrlig frugt, kirsebær, brombær, blåbær, supplerer med læder, tør jord, jod, svagt lidt fadnoter som vanilje, tobak, lakridsrod, kakaopulver samt et lille grønt element.

Smagen er derimod anderledes end forventet … fed, tyk, velpostret med bredmås’et fedtvæv. Den er blød og cremet med en vis friskhed, men den høje alkoholprocent på 15,5% mærkes også, men sikke en sort og koncentreret magiterning, hvor der er sødme, kakao, mørk frugt, blommer, engelsk lakrids … men på en eller anden måde, så virker vinen ikke helt så tung at danse med som 2017’eren.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Feudi Salentini, Gocce Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2016 Feudi Salentini, Gocce Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienFeudi Salentini holder til i den sydlige del af Puglia … lige midt i byen Leporano, der vel nærmest ligger i svangen af støvlen helt ud til det Ioniske Hav. Men den næste vin er derfra … en 2016 Gocce Primitivo di Manduria.

Feudi Salantini drives i dag af 3. generation i form af Cosimo og Maria Teresa Varvaglione.

Vinhuset har deres vinmarker spredt udover hele Apulien og det er både i Tarentino, Salento, Manduria samt et par steder mere. De producere en stor del af deres druer selv, men jeg kan ikke se, hvor mange hektarer de selv ejer. Derudover supplerer de også produktionen fra opkøbte druer fra andre vinavlere i området.

Denne Gocce Primitivo di Manduria er lavet fra marker i Taranto provinsen, hvor Primitivo vinstokkene er op til 110 år gamle. De er håndplukket og bliver fragtet til vingården i små kasser, så druerne ikke tager skade. Kun de bedste og mest modne af disse druer udvælges til denne vin.

Vinen er lavet med gæring ved 26-28 grader og efter endt fermentering, malolaktisk gæring og klaring lagret på amerikanske barriques i 10 måneder.

Jeg er ikke selv den store Puglia Primitivo fan, og som den dygtige canadiske vinkritikker John Szabo – som jeg mødte sidste år i Soave – har sagt, så finder han ofte Primitivo for oversøde, alkoholrige og rosinagtige … men man kan også finde Primitivo med balance og friskhed.

Og det er i hvert i næsen på ingen måder en oversød vin, men har imidlertid masser af mørk frugt, blomme- og marmeladeagtig fedme, sorte kirsebær, eg, vanilje, kanel, chokolade, karamel samt en lille krydret note med lidt mentol, eukalyptus og estragon.

Smagen er fyldig og har bestemt også et højt sødmeniveau, søde kirsebær, blommer, brombær, rosiner, godt med volumenknappen skruet op og så alligevel også med en syre, som redder vinen fra at blive alt for opulent, men bevarer en vis friskhed og holder ryggen nogenlunde rank trods kilo på maven.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Meier, Riesling Weyher Granit, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Meier, Riesling Weyher Granit, Pfalz, TysklandTilbage i januar i forbindelse med Mundus Vini Nordic smagte jeg for første gang en vin fra Weingut Meier, nemlig en 2017 Riesling Steinwerk, en fin Lagenwein. Nu smager jeg igen vin fra huset, en Ortswein … 2018 Riesling Weyher Granit.

Weingut Meier ligger i den lille by Weyher i Pfalz og er grundlagt i 1885 af Valentin Ziegler og er efterfølgende blevet i familiens eje. I dag er det Helmut Meier og hustruen Barbara, som driver vingården sammen med deres søn Georg Meier. Helmut var egentlig selv uddannet  låsesmed, men efter mødet med Barbara, så endte han altså som vinproducent.

Helmut og Barbare overtog selv driften fra Barbaras familie i 1999 og driver vinhuset med dens 14 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Weyherer Michelsberg, Burrweiler Altenforst samt Hainfelder Letten.

Til driften hører også en lille vinbar samt et lille gasthaus med udlejning af et par ferielejligheder. Det er Barbara, som tager sig af det lille B&B, administrationen og kundebesøgene.

Siden 2005 har sønnen Georg Meier været ansvarlig for hele vinproduktionen. Han er uddannet vintekniker og har stået i lære hos flere vinhuse i Tyskland, bl.a. Weingut Bernhard Koch, Siegrist og Christmann.

Vinen hos Meier er opdelt helt traditionelt i basisvine, Gutswein, Ortswein og Lagenwein. Denne Riesling Weyher Granit er – som nævnt – en Ortswein, der er både er gæret og lagret på rustfrie ståltanke en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt virkelig fin intensitet, stor og fyldig Riesling næse, nærmest sådan helt kødfuld, frugten lidt tropisk, fersken og så masser af lemon, både lemonsaft og lemonskal, nogle modne citroner, lidt kvæde samt lidt krydderier.

Smagen er herlig Riesling streng, i starten let perlende, men det fortager sig hurtigt og byder så på masser af sure og grønne æbler, citroner, lemon, grape, lidt abrikos, lidt tyngde og rustik krop, rig og høj på syre på en kraftig, bitter og krydret facon. Det er en fin, lille Ortsriesling fra Meier.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7