Tag-arkiv: 4½

2018 Domaine Robert Gibourg, Coteaux Bourguignon, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Robert Gibourg, Coteaux Bourguignon, Bourgogne, FrankrigSnart var jeg ovre ved 4. bord, hvor man kunne finde vinene fra Domaine Robert Gibourg, men det  var dog uden fremmøde fra Bourgogne, så derfor skænkede Tjalfe fra Vinmonopolet så vinene og første var denne Coteaux Bourguignon.

Domaine Robert Gibourg ligger i Morey-Saint-Denis, men drives nu af Sébastien Bidault sammen med hustru Anne. Hendes fader Robert grundlagde vingården i 1942, da han overtog 1 hektar lille vinmark fra sin bedstefar. Han har siden lavet vin og har også stået for et løbende køb af flere vinmarker, således vingården nu sammenlagt ejer 6 hektar vinmarker.

Sébastien og Anne Bidault har selv siden år 2000 drevet Domaine Bidault og har der samlet 11 hektar vinmarker, men siden 2011 har de også lavet alle vinene fra Annes fars Domaine Robert Gibourg, som har sine 6 hektar på spændende parceller i både Morey-Sant-Denis, Gevrey-Chambertin og Aloxe-Corton.

Markerne passes efter Lutte Raisonée principper, hvilket betyder bæredygtige principper … medmindre der opstår store problemer, for så sprøjter man altså.

Den første vin fra Domaine Robert Gibourg er denne Coteaux Bourguignon, som er lavet under en helt ny appellation, der kun har eksisteret siden 2012. Tidligere gik den under det noget misvisende navn Bourgogne Grand Ordinaire.

Der bliver dog kun dyrket 120 hektar i denne appellation, hvilket svarer til omkring 0,2% af Bourgognes samlede produktion. Stilen er livlig, ren og elegant, da både den malolaktiske gæring og lagringen sker på ståltanke. Her har lagringen taget 15 måneder, hvorefter vinen så er flasket.

Duftmæssigt er vinen godt afstemt, ikke for streng, kantet eller urtet, for faktisk har vinen en god duft af kirsebær og rabarber, men det er ikke eksplosivt eller vild … nærmere meget beskeden.

Smagen er rund og blød, ganske imødekommende, har ganske okay tanniner, ikke kompleks eller kompliceret, bare ung, frisk og så ligetil uden så mange dikkedarer … bare drikkeglæde.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske normalt koster 189,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. Parigot & Richard, Quartier Libre Aligoté Extra Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Parigot & Richard, Quartier Libre Aligoté Extra Brut, Bourgogne, FrankrigDen lille Bourgogne smagning med Vinmonopolet i Wine Labs lokaler i Aarhus startede med et glas Quartier Libre Aligoté Extra Brut fra vinhuset Parigot & Richard.

Vinhuset ligger i Savigny-lès-Beaune og er grundlagt tilbage i 1907 Émile Parigot, Han burde nok ha’ været født i Champagne, men det blev i Bourgogne.

Det  lod han sig imidlertid ikke påvirke af og senere blev vinhuset så drevet videre af svigersønnen Gaston Richard og datteren Louise Parigot … og deraf også navnet på vinhuset … Parigot & Richard.

I dag er det Grégory Georger, der siden 2002 som 5. generation har drevet vinhuset. Han er søn af Martine Richard og hendes husbond Alain Georger.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker rundt om omkring Savigny-les-Beaune, hvorfra de laver 8 forskellige mousserende vine og en af disse er altså denne Quartier Libre Aligoté Extra Brut.

Vinen er lavet Aligoté druer, der kommer fra Côte de Beaune og 20-50 år gamle vinstokke plantet i jordbund rig på kalk og ler. Druerne sorteres i hånden, først klase for klase og efter vinificering har vinen gennemgået andengæring på flaske over 18 måneder sur lie. Vinen er degorgeret 9. januar 2020 med en dosage på 4 gram pr. liter.

Duftmæssigt er vinen gæret og rustik, har god syrlighed, masser af stikkelsbær, hyld, citroner, grapeskal og hvide blomster. Det er lige præcis sådan en god vin til velkomst skal dufte. Boblerne er sådan medium i styrke og smagsmæssigt har den en fremragende syre samt smag med bitter lemon og grape.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 249,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, SpanienKooperativet Bodegas Martín Códax er et af de større kooperativer, som virkelig formår at imponere … og det er denne Marieta Albariño et virkelig godt bevis på.

Med denne Marieta er vi på kooperativets ejendom i Rías Baixas, hvor vinen selvfølgelig også er lavet på 100% Albariño, som er en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.

Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien. S

Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer, men Albariño er rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Vinen er lavet med alkoholgæring ved 16-18 grader i rustfri ståltanke, men gæringen afsluttes ved kulde, således der bevares en smule sødme …. og den ligger på 14 gram restsukker pr. liter.

Hold da kaje for en blomsterrig duft … samtidig får du en hel skål med tropiske og eksotisk frugt. Der er både mango, ananas, abrikos, fersken og masser af dåsepærer, honningmelon og blomstereng. Det dufter så saftigt, at man omgående får lyst til at sætte tænderne i denne unge, smukke Marieta.

Vinen smager også, som den dufter … saftig, eksotisk og erotisk med dåsepærer, fersken, æblemost og totalt saftigt. Der er nu klart mere dybde i vinen end sidst jeg smagte den i årgang 2014 og selvom det måske ikke er så kompleks, så byder den på utrættelig drikkeglæde, hvor balancen både vil glæde den glade og uvidende livsnyder samt den mere krævende vinnørd.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen på tilbud er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Bodegas Sarmetero, Sarmetero Roble, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Sarmetero, Sarmetero Roble, Ribera del Duero, SpanienJeg smagte også denne Bodegas Sarmetero 2020 Sarmetero Roble, altså en Cosecha vin, der skal være lagret mindst 3 måneder på egefade, hvilket denne selvfølgelig også opfylder.

For det er naturligvis 100% Tempranillo, høstet med lavt udbytte, gæret på druernes naturlige gærceller og så lagret 5-6 måneder på franske og amerikanske barriques.

Vild god duft … ganske klassisk Ribera del Duero med masser af fadpræg og samtidig dejlig landlig, animalsk og intens. Det er en medium til fyldig vin, hvor der er pænt med våde og sødbrændte fade, vanilje, sød lakrids, mælkede noter, chokolade samt en frugt med solbær, sorte kirsebær og blommer.

I munden er det lidt samme historie … sådan mediumfyldig, en tør frugt med blåbær, kirsebær samt blommer, kakaopulver, bitterhed, men alt leveres blødt, rundt og meget smagfuld med en smule peber, nelliker, tør sødme samt tørre tanniner.

Forhandles af Langli Vin og Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Madonna del Latte, Sucàno Cabernet Franc, Umbrien, Italien

2019 Madonna del Latte, Sucàno Cabernet Franc, Umbrien, ItalienDen sidste Madonna del Latte var selvfølgelig rød, men ikke på hverken Sagrantino, Sangiovese eller typisk italienske druer, men derimod blev det denne 2019 Sucàno Cabernet Franc tilsat en lille procentdel Cabernet Sauvignon.

Alle druerne kommer fra marker, der er tilplantet omkring 2005 med en jord med sand og vulkanske basalt.

Efter høsten er alle druerne så afstilket, hvorefter der er sket temperaturstyret gæring med udvalgt gær i rustfri ståltanke ved 16-28 grader.

Efter endt fermentering er druerne så presset nænsomt i en pneumatisk presse efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 12 måneder på egefade inden samling i rustfrie tanke og så aftapning på flaske og yderligere 12 måneders lagring.

Duftmæssigt er det nærmest som et clash mellem Bordeaux og så Italien, hvor den italienske syre fører tvekampen an, mens en grøn, urtet, tæt og mediumfyldig frugt virker lidt ung. Der er jord, solbær, mørke kirsebær, lidt kakao, chokolade, grønne urter, rosmarin, salvie samt let champignon.

I munden er vinen dog lettere end det meste Bordeaux og har en ung, frisk frugt, virkelig harmonisk og med medium  fylde. Der er lidt tørre og småbitre tanniner, men vinen virker nu mest rund, frisk og med et tørt og skarpt tanninbid. Der er en spinkel saftighed i vinen, et venligt ansigt og masser af frugtsmag.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Madonna del Latte, Rosario Vino Spumante Rosato Brut, Umbrien, Italien

2019 Madonna del Latte, Rosario Vino Spumante Rosato Brut, Umbrien, ItalienMadonna del Latte ligger ude på landet ved Sugano i bakkerne mellem Orvieto mod øst og Bolsena søen mod vest i den vestligste del af Umbrien. Jeg smager nu 3 vine derfra og starter med den mousserende rosévin 2019 Rosario Vino Spumante Rosato.

Det er en forholdsvis ny vingård, der er grundlagt i år 2000 af Manuela Zardo og Hellmuth Zwecker. Efter at have rejst rundt i hele Italien som mad- og vinskribenter fandt de det ideelle sted i Umbrien til at begynde at producere deres helt egen vin.

De blev fascineret af området omkring Sucano og fik hjælp fra den lokale vinavler Federico Curtaz til at plante en række vinstokke, som de købte fra den berømte Angelo Gaja i Piemonte, men som her bare vokser fabelagtigt i den vulkansk jord.

De har samlet små 5 hektar vinmarker, der ligger i 450 meters højde med en fin og kølende brise fra de umbriske bjerge, men det har også været kendt historisk bl.a. produktion af den hvide Orvieto Classico.

De lå dog vinproduktionen i hænderne på den ansat ønolog, Dr. Paolo Peira, der selv er uddannet på Faculté d’Œnologie i Bordeaux i Frankrig … og endda på Madonna del Latte nomineret til Premio Luigi Veronelli for årets bedste vinmager i 2007.

Peira får dog hjælp af Manuela Zardo og Hellmuth Zweckers søn Leon Zwecker, der også selv er uddannet vinmager og inden han fik ansvaret for produktionen sammen med Peira, har gået på skole i Silberberg, Steiermark og Krems, og arbejdet i Sydtyrol, Friuli-Venezia Giulia, Californien og New Zealand.

Og for at gøre det endnu mere nørdet, så er Leons kæreste Ruta selvfølgelig også sommelier, så der er vist basis for at snakke og nyde vin i familien.

Leon og Peira driver stedet økologisk certificeret … bruger således ikke herbicider, syntetisk gødning eller insekticider. Vinene laves i en gammel kælder, der formentlig tidligere har været en etruskisk grav. Kælderens temperatur og fugtighed giver ideelle betingelser for de franske egetræsfade, som bruges til at lagre flere af vinene.

Kælderen er dog moderniseret i 2007, bl.a. med en moderne gæringskælder, der rummer alt det nyeste nødvendige udstyr til at producere vine, der kan måle sig med de højeste standarder. Og dér laver familien årligt knap 40.000 flasker vin.

Og én af disse er altså denne Rosario Vino Spumante Rosato Brut, der i denne årgang 2019 er lavet på et blend af Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Først er druerne afstilket, hvorefter de ligger med skindet køligt ved 4 grader i 8 timer. Derefter er de presset og mosten ligger så ved 10 grader i 24 timer inden gæring i rustfrie ståltanke ved 17-18 grader.

Derefter er vinen lagret i tankene i 5 måneder inden en malolaktisk gæring og så en andengæring i store autoklave tanke efter charmat metoden indtil vinen opnår et tryk på 5 bar. Der laves årligt 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det jordbær og hindbærbrus, lidt fersken samt tranebær eller granatæbler, godt med blomster, røde roser, svagt lidt eukalyptus samt en ganske lille sødme.

Boblerne er små, hurtige og bruser godt op, men de svinder dog forholdsvis hurtigt. Så sidder man i stedet med en sødbitter smag, tranebær, igen lidt granatæbler og lemon. Men derudover er der altså også lidt saftig og sødere jordbær, som virkelig kommer helt frem, når bruset har lagt sig. God lang eftersmag.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Bruno Andreu, Elixir Rouge, Languedoc, Frankrig

2019 Bruno Andreu, Elixir Rouge, Languedoc, FrankrigLad os fortsætte med endnu en vin fra vinmager Bruno Andreu på ejendommen Domaine Les Prunelles i Montblanc og fortsat fra Elixir serien, men blot en rød udgave og fortsat på Syrah, her dog med lidt Grenache med i blendet.

Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, hvorefter de er sorteret og afstilket inden en 20 dages gæring og maceration. Den er så efterfulgt af en malolaktisk gæring og slutlig 12 måneders fadlagring i nye franske egetræsfade.

Duftmæssigt er det en lidt saftig, men også tør vin med lidt Rhône krydderier, let baconfedt, tørret oksekød, mørk frugt med brombær, kirsebær samt engelsk lakrids og saltlakrids, kakaopulver … god og intens duft.

Smagen er dog lidt sødere og måske endda fyldigere end duften, hvilket giver en god, koncentreret og fin smag. Det er så atter både kirsebær, brombær og jordbær, men lettere end forventet suppleret med sød finsk lakrids, godt med frugtsødme og tanninerne er venlig, lægger sig ned og ruller rundt, mens der kommer svag peber samt lidt krydderurter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Bruno Andreu, Elixir Rosé, Languedoc, Frankrig

2021 Bruno Andreu, Elixir Rosé, Languedoc, FrankrigMed de næste vine bliver vi i Languedoc, for nu jeg smager nemlig to vine fra Bruno Andreu i Montblanc og starter med en Elixir Rosé, som kommer i en virkelig smuk flaske.

Bruno Andreu driver sit vinhus fra ejendommen Domaine Les Prunelles beliggende på Avenue de Béziers i Montblanc i nærheden af Montpellier.

Bruno stammer egentlig fra en familie af vinavlere og havde gennem 20 år arbejdet med vin, inden han sammen med hustru Oriane købte en gammel ejendom fra 1610 og besluttede at lave vine i eget navn.

Han havde bl.a. tidligere arbejdet som ansvarlig vinmager på Château Condamine Bertrand, men nu er han altså producent og har omgivet sig med nogle af de folk, som tidligere arbejdede for ham på Condamine Bertrand.

Han har selv lidt marker, men opkøber – så vidt jeg kan se – også druer fra andre vinavlere og laver en helt masse spændende vine, som nu fx denne Elixir Rosé, der er lavet på 100% Syrah, som alle er håndhøstet ved optimal modenhed. Druerne kommer fra udvalgte marker og er både gæret og lagret i ståltanke.

Den rosablege vin dufter bogstaveligt af et helt jordbærbed, masser af jordbær, masser af hindbær, framboise samt jordbærsaftevand og lidt fersken. Der er blomster, let lemon og faktisk fin duft. Det er sgu frugt og partytime, så det passer fint med den smukke flaske, som vil klare sig godt blandt smukke, unge og krævende mennesker til alle gode fester og dermed bliver det en ukompliceret og nem vin, alle absolut vil sætte tænderne i.

Og i munden får du også en ukompliceret vin, hvor der er en vis tørhed, lemon, grape samt mest hindbærsaft. Vi tabte jordbærrene undervejs, men får alligevel en frisk vin, som jeg faktisk synes virker bedre end mange andre rosévine. Syren er også tydelig, let bitter og giver samlet set vinen et godt bid.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Calmel & Joseph, Villa Blanche Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2021 Calmel & Joseph, Villa Blanche Chardonnay, Languedoc, FrankrigSå skal vi igen forbi de to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph, der kalder sig Créateurs de grands vins en Languedoc. Nu er det med en hvid af slagsen … en Vin de Pays d’Oc med navnet Villa Blanche Chardonnay.

De to ønologer laver også en serie af vine, som de kalder Villa Blanche. I den serie findes der pt. 11 forskellige vine, som de to ønologer selv kalder easy-going vine og da også ligger i et fornuftigt prisleje.

Det er også en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Villa Blanche Viognier er 100% Viognier, hvor druerne er opkøbte fra primært Minervois i Languedoc. Druerne er høstet om natten i 2 omgange … den første tidligt på sæsonen og den anden del 15 dage efter. Druerne afstilkes og ligger i kold maceration ved 5 grader i omkring 4 timer, hvorefter gæringen sker ved 15 grader,

Der sker ingen malolaktisk gæring for at bevare friskheden, men vinen er lagret 3 måneder på egefade, heraf er 30% nye fade, inden aftapning på flaske.

I næsen er der klassisk Chardonnay fagfedme og den bliver lystigt suppleret af en fed og eksotisk frugt med abrikos, mango, fersken og ananas, virkelig saftig og svulstig frugt, vanilje, lakridskonfekt, tørre og søde krydderier samt røgede noter.

Smagsmæssigt er det også en vin, som smager godt … endda for alle, for alt er skruet sammen med et likeable touch, venlighed, saftighed og tyk omgængelighed. Der er sød og tropisk frugt, fersken, abrikos, mango … svagt lidt bittersød lemon. Det er totalt læskende og løber igennem drænrøret i halsen og man forstår til fulde, hvor dette er en af Andrup Vins mest solgte hvidvine.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Bodegas Zinio, Crianza Vendimia Seleccionada, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Zinio, Crianza Vendimia Seleccionada, Rioja, SpanienFra det spanske kooperativ Bodegas Zinio i Uruñuela i Rioja Alta er næste vin denne Crianza Vendimia Seleccionada i en årgang 2017.

Nu er det 100% Tempranillo og kommer fra marker helt tæt på kooperativet og endda fra nogle af deres ældste bush vinstokke.

Derefter er druerne afstilket, knust og vinen er så lavet på de store rustfrie ståltanke over 20 dage efterfulgt af 3 måneder hvile sur lige i tankene i 3 måneder og så lagret 14 måneder på franske og amerikanske egefade.

Duftmæssigt et ret pænt kvalitetsløft … hvor egefadene med det samme bidrager til festen. Der er fortsat en lidt tæt og tør frugt med brombær, kirsebær, men også lidt sødme, vanilje, sød lakrids samt en kop cafe latte, svag karamel, kanel og søde krydderier.

Det lever smagen også ret godt op til … har en frugt med brombær, kirsebær, blommer og så alligevel en vis bitterhed i frugten, som dog udblødes af kakao, sød tobak, vanilje, earl-grey te, engelsk lakrids. Den får lige en snert af lidt grannåle, men fadene gør alt rundt og blødt med en lidt mere rustik syre, så dermed lige lidt over 4,5 tomler.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7