Tag-arkiv: 4½

2017 Maison Roche de Bellene, Bellenos Rosé Gamay Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Maison Roche de Bellene, Bellenos Rosé Gamay Noir, Bourgogne, FrankrigMens sommeren synes lidt tøvende, så tester jeres flittige vinblogger atter en rosévin … denne gang en Bellenos Rosé Gamay Noir fra Maison Roche de Bellene.

Jeg er normalt ikke vild med rosévine, men denne ka’ jeg faktisk rigtigt godt li’ … måske forbi, at den er langt mere ren og syrlig end de fleste roséer i det danske farvand. Men den har også sit ophav i Bourgogne … eller rettere i Beaune, hvor vi finder Maison Roche de Bellene, som drives af Nicolas Potel.

Vinhuset er grundlagt i 1964 af Nicolas’ forældre Françoise og Gérard Potel, som slog sig ned i Volvay. Gérard var agronom og en dygtig vinmager og startede med at have kvalitetsvine med fokus alene på Pinot Noir og alene fra 1. Cru marker i både Volnay, Pommard og Santeney.

Inden Nicolas Potel overtog faderens vingård, så havde han efter sin uddannelse til vinmager arbejdet i vinhuse rundt om det meste af  verdenen, bl.a. hos Moss Wood, Leeuwin Estate og Mount Mary Winery i Australien, Tom Dehlinger i Californien og en række udvalgte producenter i Frankrig.

I starten arbejdede Nicolas sammen med faderen i kælderen, men overtog langsomt driften og fortsatte med at lave kvalitetsvine fra familiens egne marker. Efter faderen død i 1997 grundlagde Nicolas dog negociantfirmaet La Maison Nicolas Potel, hvor han opkøbte druer fra andre vinavlere til en lang række Bourgogne vine.

La Maison Nicolas Potel fik så stor succes, at firmaet i starten af 2000’erne blev solgt til et andet handelsfirma. Men i 2008 startede Nicolas igen med et nyt negociantfirma Maison Roche de Bellene, og så har han siden udvidet med selskabet Domaine de Bellene, som selv lejer jordlodder rundt om i Bourgogne og laver egne vine.

Denne Bellenos Rosé Gamay Noir er fra Maison Roche de Bellene og produceret af Nicolas Potel. Den er fra hans Bellenos Collection, en serie af vine, som alle kommer fra appellationen Coteaux de Bourguignons.

Det er en forholdsvis nye appellation i Bourgogne og erstattede den tidligere betegnelse Bourgogne Grand Ordinaire, som misvisende antydede, at vinene ikke var noget særligt.

Bellenos Rosé Gamay Noir er lavet på 100% Gamay, som kommer fra 40 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.  De hele drueklaser vinificeres i temperaturregulerede ståltanke med kortvarig skindkontakt, undergår derefter en malolaktisk gæring og lagrer så 4-5 måneder i ståltanke.

Sikke en fin næse … svagt parfumeret, blomster, hindbær, kirsebær, granatæbler, men ellers sådan lidt sart, fin og lettere reserveret. Der afsløres ikke så meget i næsen.

Men smagsmæssigt lukker vinen op med masser af citronsyre, sure kirsebær, hindbær, ribs, lemon og salte mineraler. Det er virkelig en dejlig tør og syrlig rosé med et fint bid. Det er sgu en opkvikkende mundfrisker … lidt finurlig, men på en god måde. Endelig endnu en rosé, som Houlberg er vild med.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, Australien

2018 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, AustralienSå er vi tilbage hos rappenskralden Gladys … en næbbet og småskruk perlehøne, som dagligt spankulerer rundt mellem vinstokkene hos det australske vinhus Frankland Estate, skider og skræpper op. Og så har hun altså også lagt navn til deres vin Chicken Shit Chardonnay, som jeg her smager i seneste årgang 2018.

Gladys opgave i vinmarker er – udover at forsyne stokkene med chickenshit – at spise de insekter og skadedyr, som ellers er en trussel imod gårdens druer. Og det job udfører hun – sammen med et par andre perlehøns – med stor loyalitet, følsomhed og ganske omsorgsfuldt.

Køn er hun ikke med et par røde klunker hængende fra ansigtet, hvilket også kunstfærdigt er illustreret på etiketten af vinen, som vinhuset har lavet specielt til det danske marked … efter

Chicken Shit Chardonnay er 100% Chardonnay, hvor druerne kommer fra de yngste stokke på marken Isolation Ridge Vineyard. Vinen fadgæres og hviler på fadet sur lie i 11 måneder inden den klargøres til aftapning.

Næsen har en let fedme … altså ikke helt vild Chardonnay over-oaked aroma, men på en let og elegant facon. Der er tropisk frugt, fersken, melon, tørre krydderier, lidt eg og vanilje, en lidt smålandlig side og der fornemmes også en beskeden sødme.

Smagen er egentlig meget blid, stille … lidt cremet, men bestemt ikke fed på nogen måder. Det er en virkelig smagfuld vin med fersken, melon, nogle røgede elementer, svag sødme og rank syre. Der er også lidt salt og kalk, så igen klukker, kagler og hakker vi sammen med Gladys.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Peter Kriechel, Spätburgunder Trocken, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Peter Kriechel, Spätburgunder Trocken, Ahr, TysklandSom man siger i Tyskland; es ist nie zu spät Frühburgunder zu trinken und nie zu früh Spätbunder zu trinken. Så efter 3 x Frühburgunder tog vi hul på Weingut Peter Kriechels Spätburgundere med deres basisvin Spätburgunder Trocken.

Den er som søstervinen lavet og lagret på henholdsvis rustfrie ståltanke og egefade. Der er lidt mere restsukker i vinen end hos søstervinen på Frühburgunder, nemlig 3,9 gram pr, liter, men ellers er vinen lavet nogenlunde ens. Jeg synes dog, at Spätburgunder druen er mere kompleks og har et ekstra gear i forhold til søsterdruen, og det er dette et godt eksempel på.

Næsen byder på den klassiske animalske kostald … svagt søde landlige aromaer suppleret med jordbær, hindbær samt aftryk fra egefadene via lidt vanilje og kanel. Det er sådan en meget direkte straight-forward næse uden så mange dikkedarer.

Der er en tand mere sødme i smagen end hos søstervinen på Frühburgunder, men fortsat med en Kriechel lethed, er meget tilgængelig og ukompliceret. Det er – bevares – lidt rustikt, men det bliver dog aldrig kantet eller uinteressant, og så er det en vin, som rigtigt mange vil kunne lide.

Importør er Carlsen Vin, men kan også købes hos Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Domaine de la Motte, Coteaux du Layon Rochefort, Loire, Frankrig

2018 Domaine de la Motte, Coteaux du Layon Rochefort, Loire, FrankrigGert E havde – som eneste omkring vores bord – været så forudseende, at han havde taget en dessertvin med, en Coteaux du Layon Rochefort … Loires svar på Sauternes fra Domaine de la Motte, der ligger ved den lille by Rochefort-sur-Loire.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt … sidste gang var en årgang 2014, men her altså en 2018 dugfrisk fra fad.

Domaine de la Motte drives af Gilles Sorin, dog fortsat med hjælp fra faderen André Sorin … der trods sin høje alder fortsat er aktiv i husets 18 hektar vinmarker i appellationen AOC Coteaux du Layon Rochefort … en appellation for søde vine i Anjou området i Loire.

Domaine de la Mottes vinmarker ligger på de bløde skråninger på sydsiden af Loire floden, og det er her, at efterårstågerne ruller op fra floden og dermed giver druerne mulighed for at udvikle botrytis, den ædle råd. De fuldmodne og kraftigt indtørrede druer plukkes manuelt ad flere omgange, de såkaldte tris, normalt i alt 4 gange.

Denne Coteaux du Layon Rochefort er lavet på 100% Chenin Blanc, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om produktionen, så vi springer bare ud i mine smagsnoter.

Næsen byder på tropisk frugt, ananas, pærer, nødder, tonsvis af sødme, nærmest på sirup niveauet, rigtig fed og tyk. Smagen er også voldsom sød, cremet og fed. Det er tyktflydende, pærer, nødder, honning … ren sukker i flydende form, men smager sgu godt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor prisen er 135 kr. for 1 flaske, mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Grand Cru Osterberg, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Grand Cru Osterberg, Alsace, FrankrigJacques’ datter Carolyn Sipp får stadig mere og mere indflydelse på Domaine Sipp Mack. Det kan bl.a. ses på denne 2014 Pinot Gris Grand Cru Osterberg, hvor etiketten nu har fået et nyt design, hvilket netop kan tilskrives Carolyn.

Jeg har skrevet et utal af anmeldelser af vinene fra Domaine Sipp Mack, så det vil jeg ikke gøre igen. Derfor kigger vi blot nærmere på denne Pinot Gris Grand Cru Osterberg, som er lavet med druer fra den unikke, sydøstvendte Osterberg-Grand Cru mark, som ligger i 250-350 meter over havet med en jordbund bestående af stenet ler og kalkrig mergel.

Jans svoger havde valgt Pinot Gris til vor forret … en læsøtartelet med dampet rødspættefilet med cremet jomfruhummersauce, jomfruhummer og urter i sprød butterdej. Et godt valg … for jeg havde også selv valgt lidt Pinot Gris.

Denne Pinot Gris Grand Cru Osterberg er lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved temperaturstyrede forhold med kvaset og efterfølgende er vinen lagret på egefade af ældre dato.

Næsen har godt med fylde, er nærmest lidt olieret, aromatisk og der fornemmes pænt med sødme. Der er sandeltræ, eksotiske frugter, fersken, pærer, en smule chokolade samt en note, som – underligt nok – minder lidt om brændt plastisk, men ikke på en ubehagelig måde, for det er samlet en lækker aroma.

I munden er vinen sød … meget sød, og efter min mening er der ikke tilstrækkelig med syre. Her er sødmeniveauet nemlig så højt, at det næsten bliver en dessertvin og mere passende til ost end tartelet med fisk og skaldyr.

Det smager dog bestemt godt, fantastisk intensitet med en smule mineraler, men hold op, hvor er 2014 Pinot Gris Grand Cru Osterberg dog sød.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Weingut Hanewald-Schwerdt, Riesling Auf der Pochel, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Hanewald-Schwerdt, Riesling Auf der Pochel, Pfalz, TysklandFor et par måneder siden smagte jeg en ærketysk Spätburgunder Trocken fra Weingut Hanewald-Schwerdt. Nu har jeg igen vin i glasset fra vinhuset i Leistadt lidt nord for Bad Dürkheim i Pfalz, nemlig en 2018 purung Riesling Auf der Pochel.

Weingut Hanewald-Schwerdt drives af de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, som overtog driften i 2011 efter Rudi Hanewald og Petra Schwerdt, som i 1997 slog deres to vinhuse sammen.

Og de to unge fætre har siden overtagelsen haft fart på. De har moderniseret husets stil, så vinene er blevet tørre og mineralske. De arbejder med lang og kølig gæring … alene med druernes naturlige gærceller på alle deres vine for at fremme aromaer i vinene og gengive det lokale særpræg.

De er også blevet medlemmer af erfa-grupperne Generation Riesling og Pfälzer Barrique-Forum for at få nye idéer til, hvordan de kan øge kvaliteten af deres vine.

Og fremgangen er blevet bemærket, idet Weingut Hanewald-Schwerdt får anerkendelser ved internationale smagninger og de har også 3 år i streg været med i Top 50 Wines of Germany i den årlige engelske konference i London med deres Leistadter Kalkofen Spätburgunder.

Samlet har vinhuset 26 hektar vinmarker både omkring Leistadt samt længere mod syd ved Bad Dürkheim og Deidesheim. Det er primært markerne Leistadter Herrenmorgen og Kalkofen, Dürkheimer Steinberg og Hochbenn, Deidesheimer Leinhöhle og Paradisgarten og samt kronjuvelen Ruppertsberger Reiterpfad, der rangerer som Grosses Gewächs mark.

Store producenter som Von Winning, Bassermann-Jordan og Burklin-Wolf også har parceller på den fin Ruppertsberger Reiterpfad mark.

Udover vinproduktionen, så har knægtene også et lille Vinothek i byen samt udlejning af værelser … syv dobbeltværelser og ét enkeltværelse.

Denne Riesling Auf der Pochel er en af husets basisvine, altså Gutsweine, som er opkaldt efter Hanewald-Schwerdts hjem-adresse på Pochelstrasse. Det er en vin, som udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke mange oplysninger om vinen.

Næsen er tør, sprød og frisk med fersken, pærer, lidt lemon, lidt grønne urter, estragon og mineraler. Smagen er æbler med masser af syre, svag lille sødme, grønne urter. frisk med fin balance, mineralsk ren og flot, flot niveau for en Gutsriesling.

Sælges på Vivino, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Domaine Grand Nicolet, Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2017 Domaine Grand Nicolet, Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigNæste Côtes-du-Rhône kommer fra Domaine Grand Nicolet, som ligger omkring en kilometer syd for Rasteau by.

Domaine Grand Nicolet drives af Jean-Pierre Bertrand, som overtog driften i 1999 efter hans svigerfar Bernard Leyraud og dennes bror Maurice.

Domaine Grand Nicolet hed oprindelig Cave Nicolet-Leyraud og var grundlagt tilbage i 1875 af Joseph Nicolet. Dengang var vingården alene på 1 hektar, men blev udvidet til 2 hektar i perioden fra 1912 til 1919. Allerede i 1924 præsenterede Joseph Nicolet en vin under navnet Grand Nicolet … efter sigende med succes.

I dag har Domaine Grand Nicolet 31 hektar vinmarker, hvoraf 26 hektar er appellationen Rasteau og 3,5 hektar under kommunen Sablet … altså Côtes-du-Rhône vin.

Og det er netop husets Côtes-du-Rhône, som vi nu har i glasset, lavet på 60% Grenache, 20% Syrah, 10% Carignan og 10% Cinsault, hvor Grenache druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke og Syrah fra 20 årige stokke og høstet med beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar.

Druerne høstes manuelt og afstilkes 100% og vinificeret i betontanke med 20 dages fermentering med daglig overpumpning, og efter endt fermentering lagret i betontankene en periode.

Der er smæk for skillingerne i næsen … masser af tæt, rød og mørk nedfaldsfrugter, ganske modne solbær, kirsebær og nærmest med likøragtig og jammy frugtfedme, lidt overekstraheret og samtidig med læder, blomster og sæbe. Men det er sgu faktisk ikk’ så ringe.

Det blomstrede går også igen i smagen, som imidlertid er langt lettere end duften indikerede. Smagen er meget aromatisk, men egentlig ganske charmerende. Der er dybde, blæk, nogen sødme, fornemme tanniner og tørhed i eftersmagen.

Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, men denne er ikke i sortimentet og jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Domaine de Bonserine, Septentria Tantum Duo, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de Bonserine, Septentria Tantum Duo, Rhône, FrankrigVi startede Côtes-du-Rhône rødvinene med denne Tantum Duo fra Spetentria delen af Domaine de Bonserine … et vinhus, der ligger i Ampuis i det nordlige Rhône.

Domaine de Bonserine er grundlagt i 1962 af Charles Mandelstam og en gruppe af venner med stor hang til og interesse i Côte-Rôtie vine. De havde både ambitioner og midlerne til at lave vine af højeste kvalitet og med et team af professionelle, så lykkedes det dem at skabe et anerkendt vinhus og store Côte-Rôtie vine. Gennem tiden er stedet blev den næststørste jordbesidder i Côte-Rôtie … kun overgået af selveste E. Guigal.

Men i 2006 blev Domaine de Bonserine så købt af Guigal med tilhørende produktionsanlæg, inventar samt 8,9 hektar vinmarker i Côte-Rôtie samt 1 hektar i Condrieu. Med i handlen var også hele Septentria delen … et særskilt selskab, som producerer og sælger bulkvine og billigere vine.

Denne Septentria Tantum Duo er netop én af de vine, lavet på 92% Syrah fra det nordlige Rhône samt 8% Grenache fra det sydlige Rhône. På etiketten står der også Beaucoup de Syrah & une pointe de Grenache, og så er det én af husets nyeste vine, som jeg dog desværre ikke har mange oplysninger om.

I næsen godt med mørke bær, blåbær, lidt kirsebærsovs, blommer, blæk, grafit, svag peber og sødme. Det er en fin næse, spændende og med en god intensitet og med et klart aftryk fra Nordrhône trods islættet fra den sydlige del.

Smagsmæssigt er der godt med kraft og power i vinen, lidt saftig og moden, måske endda lidt for overmodent, men den smager virkelig godt … en lækker vin. Tanninerne er tydelige, der er lidt peber, men ellers rund, fed, svagt overmoden og bare god.

Forhandles af Fejø Vin, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 LePlan-Vermeersch, GT-Viognier, Rhône, Frankrig

2018 LePlan-Vermeersch, GT-Viognier, Rhône, FrankrigDirk Vermeersch er en tidligere racerkører, som med fuld fart og sus i vinden har kastet sig over vinproduktion. Fra hans vinhus LePlan-Vermeersch smager vi en GT vin … GT-Viognier og tester om han når det ternede flag ved målstregen.

Historien om Dirk Vermeersch, der uden eksamen startede som taxachauffør, men drømte om en karriere indenfor bilsport. Han startede lokalt og vandt i 1977 et 24-timers løb i Zolder i sin brors VW Polo og fik samme år et job som reservekører hos den sejrende bil i 24 timers løbet på Spa-Francorchamps … og så var han professionel racerkører.

Imidlertid satte en rallyulykke i 1986 en stopper for hans karriere, så han købte i stedet en benzinstation, hvor han samtidig handlede lidt med brugte biler. Men de hurtige og vilde biler trak fortsat, så Dirk blev 3 år senere officiel forhandler af Lancia og Maserati forhandler i Schilde nær Antwerpen.

Men i 1999 solgte han forretningen for en god pris, men kunne ikke sidde stille, så han købte en gammel ruin i Sydfrankrig. Han startede også et byggefirma, så han kunne renovere den gamle bygning og omdanne den til en charmerende bolig.

Ved siden af ejendomme var der en lille mark med nogle Carignan vinstokke, som Dirk samtidig begyndte at pleje helt autodidakt, og inden længe begyndte han at lave vine og er nu blevet vinproducent på fuld tid. Hans første vin – en 2003 LePlan-Vermeersch GT-S – opnåede 2 stjerner i Hachette Guide des Vins.

Siden har datteren Ann også studere til ønolog i Châteauneuf-du-Pape og har sammen med hendes mand – den tidligere rugbyspiller, biker og rockmusker Sebastien Barbara – også sprunget med i projektet.

I 2010 solgte familien den gamle ejendom og byggede i stedet et LePlan-Vermeersch ultramoderne og stort vineri i Suze-la-Rousse med 25 tilhørende hektar vinmarker.

Fra deres egne marker laver familien en række vine i GT serien, samlet omkring 80.000 flasker årligt, men derudover laver de også omkring 150.000 flasker LePlan Classic vine, hvor druerne opkøbes fra andre vinavlere. Derudover laves lidt bobler og såmænd også alkohol i form af en gin, som de kalder LePlan Belgica Gin.

Denne 2018 GT-Viognier er lavet med druer fra husets egne marker og består af 99% Viognier samt 1% Roussanne høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Druerne afstilkes, og vinen er fermenteret med halvdelen i ståltanke og den anden halvdel i nye franske egefade. Derefter er vinen lagret 3 måneder i de rustfrie ståltanke.

Næsen er urtet, aromatisk, parfumeret med en animalsk landlighed samt en lidt skæv, funky side. Der er sgu også smæk på drengen med eksotiske frugter, modne pærer, fylde, power, blomster og en lille ultrasvag oxideret side.

I munden er vinen cremet og fyldig, ja vel nærmest opulent og sød, men med en vis elegance, æbler, pærer og alkoholen på hele 14% er pænt integreret. Man fornemmer nærmest lidt tanniner, mens syren er svag. Houlberg svinger det ternede flag med 4½ lynhurtige fingre og endda med pil op.

Forhandles af Emilie Vin, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 M. Chapoutier, Belleruche Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2018 M. Chapoutier, Belleruche Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigJeg var forleden til en Masterclass med temaet Côtes du Rhône arrangeret af Inter Rhône, som er en organisation, der repræsenterer over 500 Rhône producenter. Så hele formiddagen stod på vine fra Rhône og den første var denne hvide Belleruche Côtes-du-Rhône fra M. Chapoutier.

Det var Thomas Rydberg, som skulle guide os igennem vinene og fortælle om Rhône, lidt fakta om vinproduktionen i området, druerne og de i alt 11 vine, som var fordelt på 5 hvidvine, 2 rosévine og 5 rødvine.

De fleste vinkyndige kender Thomas Rydberg, som er fast vinanmelder for Ekstra Bladet og derudover laver vinmagasinet DinVinGuide og står bag AltomSpanskVin.dk. Inter Rhône havde hyret Thomas til at formidle lidt budskaber omkring vinene fra Rhône området og selvfølgelig udbrede kendskabet.

Thomas har en kæmpe viden om vin, og han fortalte en række spændende facts omkring Rhône, men de ting skal jeg nok fortælle mere om i nogle af de næste blogindlæg/anmeldelser. Nu kigger vi i stedet nærmere på denne Belleruche Côtes-du-Rhône fra M. Chapoutier.

Nu var jeg jo til en Chapoutier smagning i januar i år, så hele historien om vinhuset kan du læse i blogindlægget på Chapoutiers 2016 Invitare Condrieu … en i øvrigt spændende historie.

M. Chapoutier ejer i dag 54 hektar vinmarker i det nordlige Rhône, 90 hektar i det sydlige Rhône samt 69 hektar i Roussillon. Og så opkøber de altså også fortsat druer op i negociantdelen fra vinavlere i både det nordlige og sydlige Rhône.

Denne hvide Belleruche Côtes-du-Rhône – som også findes i en rød udgave – er lavet på et blend af druerne Grenache Blanc, Roussanne, Viognier, Clairette og Bourboulenc. Druerne høstes med maskine og stammer formentlig fra andre vinavlere.

Vinen er lavet ved, at alle klaser afstilkes, hvorefter druerne får en let maceration – specielt Viognier druerne – hvilket efterfølges af en blid presning. Derefter hviler mosten koldt, hvorefter gæring sker ved lav temperatur i rustfrie ståltanke.

Næsen byder dig på blomster, er let parfumeret, har lidt fennikel, mens frugten er abrikos, fersken, melon og lidt appelsin. Derudover er der en fin intensitet og en ganske pæn tørhed.

Smagen har til gengæld masser af syre, citron, grøn frugt, pærer og grønne æbler, fennikel, en lille bitterhed, men pakket pænt ind i en cremet og frisk smag. Det er klart en ung, frisk vin med en pæn intensitet.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7