Der er dukket endnu en smuk kvindelig og dygtig vinmager med navnet Julia op i Tyskland. Det er nemlig Julia Schittler, som jeg nu smager en række vine fra. Hun er både vinmager på den fædrene vingård, men laver også vine i eget navn.
Hands on Wines forhandler vinene herhjemme og jeg tester sammenlagt 5 af hendes nye vine … 2 på Riesling, en på Sylvaner, en på Pinot Blanc samt en Pinot Noir. Det bliver spændende.
Weingut Julia Schittler
Den unge winzerin kommer fra en vinfamilie … eller rettere fra to vinfamilier, da hendes forældres vinhus kaldet Vereinigte Weingüter Schittler & Becker er opstået ved sammenlægning af to vingårde, da far Hans-Jürgen og mor Simone blev gift … gårdene i Zornheim og Weinolsheim i Rheinhessen blot 10 kilometer fra hinanden.
Derfor er Julia flasket op med vin helt fra barndommen af … og har altid haft interesse for vin. I hendes unge år hjalp hun også til med arbejdet på vingården, mens hun gik på teknisk skole indenfor ønologi og vindyrkning.
Men i sine tidligere 20’ere havde hun en vild fase og ville se verden udenfor, så derfor rejste hun med rygsæk rundt i hele den store vide verden, men i 2015 vendte hun hjem … klar til at stå for driften af familiens vingård og fyldt med idéer.
Hendes forældre Hans-Jürgen og Simone Schittler-Becker gav hende total frihed i vinkælderen, så allerede der blev hun sin egen chef, men fortsatte husets linje med at lave letdrikkelige vine, som man også havde gjort i generationer … og Julia er såmænd da også den 7. generation af vinmagere i familien.
Men hun manglede noget … ville gerne skabe nogle egne vin og bringe et frisk pust ind og hun siger selv, at stilstand er en sag for et museum. Det var ikke fordi, at hun ville gøre det anderledes fra den ene dag til den anden og rive fortiden op med rødder … men tilpasse det traditionelle og skabe fornyelser.
Derfor skabte hun Weingut Julia Schittler … vine med hendes eget navn og et andet udtryk, således hun nu laver vine med 2 navne fra familiens gårde i henholdsvis Zornheim og Weinolsheim,
Vinene laver Julia Schittler på gården i Weinolsheim, mens forældrene bor på gården i Zornheim, men samlet har familien 40 hektar marker, hvorfra Julia laver alle vinene.
De har i de senere år udvidet besiddelserne til blandt andet også at omfatte plots i deneftertragtede Pettenthal mark, hvor der laves stor, stor Riesling af mange af de største producenter i Tyskland.
Selvom Julia er ansvarlig, så er resten af familien dog fortsat involveret i driften … mor Simone Becker-Schittler styrer vinsalget fra gården i Weinolsheim og den tilhørende vingård i Zornheim, mens far Hans-Jürgen Schittler er ansvarlig for vindyrkning og vinhøst. Julia bror Dominik hjælper til alle steder.
Julias vine kommer med nogle markante etiketter, hvor duftnoter samt terroir faktisk er afbilledet med små billeder. Det kom sig af, at veninderne altid spurgte hende, hvad skal vi dufte i denne vin?
Vinene
Samlet har jeg smagt 5 af Julias vine og det er disse:
- 2021 Weingut Julia Schittler, Zornheimer Guldenmorgen Sylvaner
- 2022 Weingut Julia Schittler, Zornheimer Guldenmorgen Pinot Blanc
- 2022 Weingut Julia Schittler, Sezener Gottesgarten Riesling
- 2021 Weingut Julia Schittler, Niersteiner Pettenthal Riesling
- 2020 Weingut Julia Schittler, Sezener Gottesgarten Pinot Noir
Jeg har som vanligt ovenover linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.
Konklusion
Oh Oh Julia sang en gruppe engang og den kan jeg – uden at kende melodien – sagtens synge med på, for Julia Schittler laver rigtig gode vine. Det har andre også opdaget, for hun er bl.a. kåret Talent des Jahres 2019 af vinmagasinet Vinum.
Jeg kan også – når jeg har smagt Julias Niersteiner Pettenthal – godt forstå, at familien blev glade, da de fik købt en parcel på denne fine og legendariske mark på Rote Hang skråning, for den vin er crazy.
Julia er selv også vild med hendes Sylvaner … og det er jeg også, men generet set, så laver den unge dame fremragende vine. Der var ikke en eneste, som var kedelig eller bare jævn, så dermed forstår jeg sgu godt, at der er spotlys på Julia Schittler … det vil jeg også have fremover.