Tag-arkiv: Tyskland

2017 Weingut Schlör, Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Schlör, Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder GG, Baden, TysklandDer kom helt usædvanligt for vor normale byggemøder mer’ Spätburgunder i glassene, for næste var nemlig denne 2017 Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder Großes Gewächs med Æ.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, nemlig da jeg tilbage i april måned smagte deres 2017 Reicholzheimer First Spætburgunder R.

Denne 2017 Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder Großes Gewächs, hvor Spätburgunder druerne kommer fra den bedste del af Reicholzheimer First marken … Oberer First med en undergrund bestående af muschelkalk og høstet med en modenhed på 96° Oechsle.

Vinen er lavet med klassisk fermentering og maceration, hvilket er efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 18 måneder på brugte og nye barriques.

I næsen er der sødlig hestestald, grafit, blæk, urter, gran, frugten mørk og moden frugt, jordbær, lyse kirsebær, hindbær, grønne grene og stilke, røg … masser af vildskab og klart Franken karakter.

Det gælder skam også smagsmæssigt, hvor der er grønne, stramme og lyse bær, hindbær, ribs, rabarber … vildt frisk med ung, grøn syre, bitterhed, sten, mineraler og dermed virkelig stringent, ren og direkte i udtrykket. Det smager rasende godt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 389 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 339 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve BK, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve BK, Pfalz, Tyskland4 på streg … Keeper fortsatte i Bernhard Koch sporet, som så sluttede på toppen med denne 2013 Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve BK.

Vinen er alene lavet med druer fra marken Hainfelder Letten, der er den bedste mark omkring Hainfeld. Navnet Letten betyder ler eller lerholdig jord og det er netop tilfældet med Hainfelder Letten, som består af ler, kalk og lermel. Denne vin laves alene i de allerbedste år, men laves ellers som foregående Réserve, altså med maceration og gæring i store tanke og lagring 18 måneder på barriques og større egefade. Efter aftapning på flaske er vinen så yderligere lagret 3 år inden frigivelse.

I næsen har Kochs Grande Réserve BK også – som de øvrige vine fra Koch – masser af fadsødme, sorte modne kirsebær, balsamiske noter, mælkechokolade, kakao, kaffe, mentol, gammelt træ, mere tæt og dyb mørk end Réserve lillesøsteren, meget zen, æterisk og totalt indbydende, så man bare sidder, sniffer og sniffer.

Og hvor er det blødt i munden … har blød syre, der lige hilser på og siger hej. Der er pænt med brændte noter, sødme, modne kirsebær, boysenbær og så er det så meget i balance. I denne 2013 Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve BK er den svulmende fedme ikke helt så udtalt, men i stedet afløst af en tæt, kraftig frugt … og hvor smager det altså bare godt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 519 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Weingut Bernhard Koch, Pinot Noir Réserve HE, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Bernhard Koch, Pinot Noir Réserve, Pfalz, TysklandMed aftenens første rødvin diskede Keeper op med flere Koch’erier, for vinen var nemlig Weingut Bernhard Kochs 2015 Pinot Noir Réserve HE.

Druerne til vinen kommer fra flere af Kochs marker og den er lavet med maceration og gæring i store tanke og er derefter blot lagret 18 måneder på barriques og større egefade. Det er vigtigt for Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.

Vinen har lidt af samme elementer som den 2016 Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, som jeg smagte tilbage i marts måned, altså pænt fadpræg med sød animalsk kostald. vanilje, kanel, nelliker, træ, røg, mælkechokolade, kakao, men er samtidig langt mere rank, grøn og urtet end Kirschenstück med grafit, grannåle, blæk, babybræk og en helt frisk og dyb frugt med kirsebær, tranebær samt et lille æterisk og luftigt touch. Jesus det dufter godt.

Smagsmæssigt er det en præcis og nærmest styret frugt … helt zen, elegant, let og feminin med sødme, rank ryg, ren syrlig frugt, jordbær og kirsebær, måske endda lidt tranebær, peber, en lille tør bitterhed samt en vildt lang eftersmag. Det smager vildt godt.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 319 kr., men pt. kan fås på tilbud til 259 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Chardonnay Réserve, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Bernhard Koch, Chardonnay Réserve, Pfalz, TysklandMinsandten om næste vin ikke også var fra den gode Weingut Bernhard Koch, for det var en 2018 Hainfelder Letten Chardonnay Réserve.

Jeg har tidligere smagt storesøsteren Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve i en årgang 2017, men de to vine er faktisk lavet nogenlunde ens, bl.a. med 9 måneders lagring på barriques. Chardonnay Réserve har i denne årgang 2018 alene omkring 1,4 gram restsukker pr. liter, men den store brug af barriques kan smages i vinen.

BAM SLAM stor fed og oaky næse … virkelig behagelig og opulent med kæmpe fadpræg, lakridskonfekt, vanilje, sødlig røg, dåsepærer, tropisk frugt, papaya, mango, ananas, banan, mælkechokolade og svagt endda lidt kanel og ristede nødder.

I munden er der også godt med fadpræg og sødme, meget rund og ekstrem smagfuld. Det er cremet og blødt, olieret og smørfed med masser af tropisk frugt, et bredt smil og klampen i bund. Men hvor det dog smager godt og alle omkring bordet var synligt begejstrede over den indbydende lækkerhed, som vinen byder på. Vinen har nemlig også en vis fin rankhed, som sikrer en fin småbuttet syre igennem hele smagsspektret og forhindrer, at vinen bliver helt overdone eller alt for fed. Klassevin.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Bernhard Koch, Riesling Granit, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Bernhard Koch, Riesling Granit, Pfalz, TysklandVores blindsmagning ved byggemødet skulle vise sig at indeholde flere vine fra Weingut Bernhard Koch og den første var denne Riesling Granit med druer fra marken Weyherer Michelsberg.

Den gode Bernhard Koch har vi jo mødt her på vinbloggen nogle gange tidligere. Vinhuset ligger meget passede på Weinstraße 1 i byen Hainfeld og menes at være grundlagt allerede helt tilbage i 1610 … i hvert fald kan familiens våbenskjold spores tilbage dertil. I dag er det Bernhard Koch, som driver vingården sammen med sin hustru Christine, som står for salg og markedsføring.

Bernhard Koch blev nærmest tvunget ind i familievirksomheden, men er langsomt blevet en dygtig vinmager, bl.a. på grund af sine rejser til andre vinområder. I 1982 besøgte han fx Champagne og har lige siden været lidenskabelig omkring  mousserende vine, som Bernhard også producerer på vingården.’

Bernhard og Christines to sønner deltager i dag også mere og mere i driften. Alexander afsluttede således i 2018 sin vinuddannelse på Geisenheim i Rheingay og har haft lærepladser hos både Weungut Knipser i Laumersheim i Pfalz og Dr. Heger i Baden. Hans mindre bror Konstantin er meget interesseret i markedsføringssiden af ​​vinbranchen og er ved at afslutte sine studier i vin og forretningsadministration i Heilbronn.

I 2019 blev Alexander Koch kåret som årets unge vinmager under 35 i Pfalz, hvilket er en kæmpe præstation. Han vandt i øvrigt også prisen for de bedste vine på Spätburgunder i regionen.

Vingården har samlet 50 hektar vinmarker … og det er Bernhard Koch, som løbende har udvidet med køb af flere marker, siden han overtog driften for over 25 år siden. Dengang var gården alene på mere beskedne 5 hektar. De bedste marker er i dag Hainfelder Letten og Kirchenstück.

Samlet ligger produktionen på omkring 450.000 flasker vin fordelt på en lang række vine, bl.a. altså denne Riesling Granit, hvor druerne  kommer fra marken Weyherer Michelsberg, der nærmest strækker sig nærmest i Modenbach dalen mellem Weyher i nord og så ned til Hainfeld. Marken har en undergrund med masser af granitskifer, hvilket er med til at give vinene stor karakter med mineraler.

Duften er monsterherlig … masser af petroleum, benzin og olievædet tvist i autoværkstedet. Det er en total moden og lækker aroma, vild, sindssyg med sagte noter af grøn/gule æbler, mandarin, ganske svag grape og så salte mineraler.

I munden er vinen slet ikke så moden, men pænt skarp, stenet med flint, citron, umodne grønne æbler, lemon, lys stenfrugt, lidt grape, meget ren, meget frisk og langt mere ung end duften afslørede. Det er en syrerig, skarp, frisk, krisp vin med nogle kanter, der endnu ikke af slebet helt runde, men samlet en fantastisk Riesling.

Vinene fra Bernhard Koch forhandles af Vinvärket, men denne er ikke i deres sortiment, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken, Mosel, TysklandWeingut Peter Burens er ikke bare en vingut … men en rigtig SaarWeinGut og står bag denne 2019 Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken.

Weingut Peter Burens er et noget nyere vinhus, der ligger på adressen Graf-Siegfried-Straße midt i byen Saarburg ved et af Saar flodens sving omkring 10 kilometer syd for det sted, hvor Saar netop løber sammen med Mosel floden.

Vinhuset er grundlagt i 2015 af Peter Burens, som forinden havde stået i lære hos en række prominente vinhuse, bl.a. de nærliggende Saar vinhuse Schloss Saarstein i Serrig og Peter Lauer i Ayl,  Hans Wirsching i Iphofen samt et traineeår i Oregon hos J. Christopher Wines arrangeret af Ernst Loosen.

Peter har således lært håndværket fra bunden og efterfølgende suppleret de vinøse færdigheder med en økonom uddannelse, mens hans bedre halvdel Eva Burens, der har været med siden 2016, også selv er uddannet vinmager og bachelor i getränketechnologie fra skolen i Geisenheim. Hun har bl.a. også arbejdet for Robert Weil i  Kiedrich, Rheingau.

Peter Burens kalder sig selv en garageproducent … men vinene produceres da også i Peters oldefars gamle hus i Saarburg, mens winzerparret også alene har 0,7 hektar vinmarker, som ligger på Große Lage marken Schonfels … fordelt på 2 småparceller, nemlig Saarburger Auf Schonfels og Ayler Schonfels, begge med 40 år gamle Riesling vinstokke på stejle skråninger.

Peter får fortsatte støtte af Florian Lauer fra Weingut Peter Lauer … ja han er faktisk blevet en slags mentor for Peter. Hans stil er ikke typisk Mosel, for det er slanke og aromatiske vine med høj syre, nerve og mineralitet.

Denne Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken er jo netop lavet med druer fra Saarburger Auf Schonfels parcellen med jordbund af skifer og kalk. Druerne er således Alte Reben, høstet manuelt ved omkring 82 Oechsle og derefter spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Der er dog 8 gram restsukker pr. liter i vinen, men det kan ingenlunde smages, for det er en rigtig syrebasse.

WAUW … det er ikke bare typisk Mosel Riesling, for i næsen er Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken en langt mere biosvedig, urtet og grøn næse med nogle småsyrlige æbler, stikkelsbær, bitter citronskal og umiddelbart uden den sædvanlige Mosel sødme. I stedet kommer der også lidt grønsagsfond, lidt stenede minaler og lidt mere skjult en smule sødme. Det stikker, prikker og pirrer vinen virkelig i næsen på en provokerende måde og jeg ved ikke helt, hvilket ben jeg skal stå på. Men for fanden … det er interessant.

Smagsmæssigt fortsætter vinen i samme bold … masser af syre, citronsur og morgengnaven, men på herligste vis. Det er umodne grønne æbler, en hel skål med citroner og når der på etiketten står trocken, så mener man det for alvor her. Mit syrebarometer er dog indstillet og jeg læsker det i mig. Det er ikke elegant … slet ikke, men det behøver den heller ikke at være på nogen måder, for her får du noget helt andet end Mosel på flaske. Der er skarpt, syrerigt og lidt til den vilde side. Der er gæret syrlig frugt, klart mineralsk aftryk, grape, grønne stikkelsbær, så dette er vinen, som burde indlede enhver fest, for du kommer op på dupperne … en lille vinøs vitaminindsprøjtning.

Forhandles af de to friske gutter Mads og Martin hos Vinifikant, hvor en flaske af denne vin koster 135 kr., hvilket er et vildt godt fund til alle syrebasseelskere.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, TysklandSå er vi tilbage hos JJ … altså hos den unge winzer Alexander Johannes Jung på Weingut Jakob Jung i byen Erbach ved Eltville am Rhein i den østlige del af Rheingau og denne gang med en 2017 Spätburgunder Tradition.

Alexander Johannes Jung overtog driften fra sin far Ludwig i 2008, men faderen hjælper fortsat til på vingården. Der er et ældre vinhus, som familien Jung har drevet siden 1799, men oprindeligt som et landbrug med forskellige afgrøder. Det var Ludwig Jung, som efter sin overtagelse i 1969 ændrede driften til ren vinproduktion.

Samlet har Alexander Johannes Jung 18 hektar vinmarker, som han driver sammen med sin far, mens hans bror Ingmar ikke er en del af driften, men i steder forfølger en politisk karriere. De bedste marker er Erbacher Sigelsberg, Hohenrain, Steinmorgen og Michelmark … alle beliggende ved Erbach.

Siden Alexander overtog driften har familien også købt en over 250 år gammel 110 meter lang kælder, udhugget i klippen 8 meter under jorden. I kælderen er temperaturen konstant 11 grader hele året rundt og dermed perfekt for lagring af vinene.

Alexander er selvfølgelig uddannet vinmager fra det berømte universitet i Geisenheim ikke langt fra vingården, Han har inden overtagelsen også rejst rundt i verdenen for at besøge vinproducenter.

Han er lidenskabelig omkring vinproduktionen og lægger specielt vægt på arbejdet i vinmarkerne. Alexander siger selv; I vinkælderen handler det om at bevare kvaliteten, men det er ikke dér, at vinen fremstilles, men snarere gennem det hårde arbejde i marken.

Denne Spätburgunder Tradition er husets røde Gutswein, der er lavet med druer fra forskellige marker, vinificeret på rustfrie ståltank og efter endt fermentering lagret i egefade et par måneder inden den er tappet på flaske og frigivet.

I glasset er det en transparent vin, men klart ikke lys og feminin transparent Spätburgunder, da der er mere farve, hvilket også går igen i duften, der har nogle mørkere og mere maskuline træk, en frugt med sorte kirsebær, brombær og måske endda nærmest lidt solbær samt grønne solbærblade, en rustik blækagtig note, nogle træagtige elementer samt et virkelig landligt, animalsk slutfløjt inklusiv strejf af den delikate drues elegance.

Med luft i glasset aftager nogle af de skarpe kanter, hvor de så i stedet dukker en smule sødme op sammen med små fadnoter med vanilje og ganske svagt lidt mælkechokolade.

I munden er det også startmæssigt en ung, syrlig og spændstig Spätburgunder, som har en skarp nerve … så giv vinen ekstra luft i glasset. Der er både syrlig saftighed, peber og tanniner. Smagen er til den lette, stringente og lidt uforsonlige side, men lidt luft gør vinen rundere, selvom vi bliver ovre i det ranke, stringente og kantede univers.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, TysklandMan får ofte sindssyge gode vine for pengene i det store Rheinhessen og næste vin er netop derfra. For i den idylliske by Sieferheim finder vi Weingut Wagner Stempel, hvorfra vi nu smager hans 2019 Gutsriesling.

Weingut Wagner Stempel drives af Daniel Wagner, som er 8. generation på stedet. Daniel Wagner overtog gården efter sin far i 1993 og driver i dag omkring 25 hektar vinmarker og han har siden sin overtagelse udviklet vingården til i dag at være blandt nogle af de anerkendte producenter i Rheinhessen.

De bedste marker er klart de 3 Grosse Lage marker Neu-Bamberger Heerkretz, Scharlachberg i Bingen samt Sieferheimer Höllberg.

Filosofien er, at alle vine fra huset skal være stærkt terroir prægede og med mindst muligt brug af giftstoffer, hvorfor huset er ved at konvertere til økologisk vinbrug.

Daniel Wagner laver primært masser af Riesling, men han laver også forrygende Silvaner, tør og storslået Grauburgunder samt læskende, ren og tør Weissburgunder.

Wagner Stempel er en fornem repræsentant for den nye generation af fremadstormende vinbønder i Tyskland og han blev således også i 2009 kåret til Aufsteiger des Jahres i den tyske Gault Millau, hvor han samtidig også er blevet tildelt sin fjerde drueklase.

Allerede i 2007 var den førende tyske vinguide Eichelmann ude med samme prædikat Aufsteiger des Jahres. Apropos prædikater, så er Wagner Stempel naturligvis medlem af VDP … Verband Deutcher Prädikat und Qualitätsweingüter.

Denne almindelige entrylevel Gutsriesling fra Wagner er lavet med druer fra husets marker omkring Sieferheim. Vinen er lavet på både rustfrie ståltanke og 1.200 liter Stückfass fade af tysk eg. Vinen har 5,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det ret fint … let med fersken, umodne grønne æbler, citrus samt en mojito med mynte og måske endda lidt basilikum. Vinen virker også både blid og med super balance. Der fornemmes også nogle salte mineraler.

Smagsmæssigt en stram, citrusdrevet syre … virkelig citronsyrealvor for alle pengene, total tør og frisk med pænt mineralsk bid. Til at supplere den megen syre og småsure citroner er der også lidt grønne elementer … vildt opkvikkende og frisk vin.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Trocken, Mosel, TysklandDet er kun 5 måneder siden, at jeg drak Ürziger Würzgarten Riesling fra Weingut Karl Erbes. Det gør jeg nu igen … blot med en lille forskel, for sidst var det i en Feinherb udgave, men nu er det i en tør Trocken udgave og endda i en stor 1 liter flaske. What’s not to like?

Det er en tør vin, men som altid i Mosel med en lille smule sødme, her vistnok 7,4 gram restsukker pr. liter, men det er selvfølgelig også langt under den halvsøde halvsøster Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, som har 20 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt minder vinen nok en smule om den sødere variant, for det er igen tropisk frugt, fersken, melon, ananas, lemon og sjovt nok også samme noter af lidt råolie, babyfedt på dellerne og nogle salte mineraler. Der fornemmes også sødme, men selvfølgelig slet ikke i samme niveau som Erbes’ Feinherb.

Smagen er klart mere ren, men fortsat med en krydret fylde og selvfølgelig uden samme sødme. Der er pærer, modne gule æbler, lemon, grillede citroner og salte mineraler. Det er bare en rigtig god, venlig og habil Riesling … og så en hel liter af herlighederne.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Weingut Laible, Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Laible, Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder GG, Baden, TysklandJeg har tidligere i 2017 smagt en 2015 Durbacher Plauelrain  Spätburgunder fra Weingut Laible og den imponerede mig ingenlunde. Men det gør denne Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder Große Gewächs imidlertid godt og grundigt.

Weingut Laible eller måske rettere Weingut Andreas Laible holder til i Durbach i Baden … og kan nemt blive forvekslet med Andreas’ broders vinhus, som jo hedder Weingut Alexander Laible, hvilket selvfølgelig ikke er helt underligt. De kommer fra samme vinfamilie og har lært at lave vin sammen.

Laible familien har nemlig siden 1672 været vinbønder i 13. generationer, så det var oplagt, at brødrene Andreas og Alexander også skulle være vinproducenter. Og det blev Andreas, der overtog driften af familiens vingård, mens Alexander selv måtte ud at købe en vingård. Alexander på Weingut Alexander Laible er vi faktisk stødt på mange gange her på bloggen med sine vine.

Andreas derimod viderefører Weingut Laible sammen med far senior, der i øvrigt også hedder Andreas for at gøre forvirringen total. Men faktisk hedder den unge winzer Andreas Christian, hvis vi skal være helt korrekte og det gør det måske lidt nemmere.

Andreas Christian og far Andreas ejer samlet omkring 7,5 hektar vinmarker ved Durbach, primært parceller på marken Durbacher Plauelrain … en meget stejl skråning, hvor de bedste parceller er Große Lage markerne  Plauelrain Am Bühl samt Plauelrain-Stollenberg

De laver årligt 45.000 flasker vin, specielt hvidvine på Riesling og Weißerburgunder, men altså også lidt rød, men det er klart de hvide vine, som huset er kendt for. Vinhuset er medlem af VDP, så vinene er helt klassisk opdelt i Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Grosse Lage.

Der er ingen oplysninger om produktionen af vinen … ja faktisk ser det ud til, at de i dag slet ikke laver Große Gewächs Spätburgunder  mere, for prislisten afslører alene Gutsweine og Erste Lage rødvine, mens denne GG vin slet ikke fremgår. Fra Am Bühl marken laver Laible nu kun Riesling, Chardonnay og Grauer Burgunder.

Nevermind … vi springer så direkte på smagsnoterne.

Men det dufter vildt godt … sådan først med en mælket aroma suppleret med flæsk, babyfedme, mørke kirsebær, amaretto bær, brombær, meget ren og luftig i duftene, men også med fadnoter som vanilje og så blomsterpollen, estragon, sten og mineraler. Dermed bliver det bestemt ikke en feminin Spätburgunder, men med en anelse mere tyngde.

Men det hele leveres så blødt og cremet, at du bliver svag i knæene, masser af ren og frisk frugt, kirsebær, brombær med en lille, småsød bitterhed … skaber virkelig et zen øjeblik og smager monstergodt. Det er Spätburgunder, som gør dig afslappet og glad.

Vinene fra Weingut Laible forhandles af Bichel Vine, men denne er ikke i sortimentet og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7