Tag-arkiv: 4½

2022 Renato Corino, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2022 Renato Corino, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienRenato Corino Azienda Agricola ligger smukt i vinmarkerne et spytkast øst for La Morra og det er en vingård, som jeg før er stødt på og skrevet om her på vinbloggen … nu smager jeg igen denne Barbera d’Alba, men i en nyere årgang 2022.

Det er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005. Men historien om vinhuset starter dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ.

Det var dog først i midten af 1980’erne, at familien startede med af flaske Barolo’er i eget navn, nemlig da sønnerne Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Nebbiolo d’Alba samt 4 Barolo’er.

Denne Barbera d’Alba er lavet med druer fra en 1,5 hektar stor vinmark med  25 år gamle vinstokke. Gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke over 7 dage. Den malolaktiske gæring er også sket i ståltanke, hvorefter vinen er lagret på brugte fade i 3-4 måneder inden aftapning på flaske, hvilket sker ufiltreret. Der laves årligt 10.000 flasker af vinen.

Mørk, våd og dragende næse … nærmest med engelsk lakrids, jernbanesveller, tjære, kul og en mørk næse med figner, blåbær, sorte kirsebær og blommer … dyb aroma, der emmer af saft og kraft. Der kommer også en smule sødme … finsk lakrids, vanilje samt lidt bagepulver.

Smagen er blød, frugten fortsat mørk og kraftig, men syren er samtidig utrolig flot og styrende. Det er en ren, stringent og lettere balsamisk syre, som har god nerve. Der er stort set ingen tanniner, men en lille campariagtig bitterhed, en vis tørhed og samlet set et virkelig frisk bid med et smule peber i eftersmagen. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Autumnalis, Piemonte, Italien

2021 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Autumnalis, Piemonte, ItalienTrangen til mer’ Nebbiolo efter Bruno Giacosas Nebbiolo d’Alba var stor, så fluks røg proppen yndefuldt op af en flaske 2021 Monferrato Nebbiolo Autumnalis fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero.

Jeg ved fra tidligere årgange, at det er en god og endda – modsat Giacosa – prisbillig Nebbiolo, der byder på masser af kvalitet, kæmpe drikkeglæde og Nebbiolo kvaliteter.

Piero Bussi ligger nord for den lille by Calosso mellem Langhe og Monferrato. Det er grundlagt lige efter den første verdenskrig, hvor Agostino Bussi stoppede med at frasælge sine Barbera og Nebbiolo druer fra familiens 1,5 hektar marker og i stedet selv begyndte at producere vin.

Det var dog sønnen Germano Bussi, der igennem 1960’erne udvidede vinmarkerne til 4 hektar og bl.a. startede med at vinificere den søde og mousserende vin Moscato d’Asti, som var vanskelig at fremstille dengang.

I dag drives vingården af Germanos søn Piero sammen med 4. generation i form af hans søn Federico. Samlet  driver de i dag 12 hektar vinmarker.

Federico kom med i driften i 2012 og laver sammen med faderen 10 forskellige vine, herunder altså også denne Monferrato Rosso Autumnalis.

Derudover har Piero Busso også skrevet bogen Gente di Calosso, der handler om byen Calosso, byens historie og nogle af folkene i byen. Han søgte bl.a. hjælp fra den lokale historiker Vittorio Boido og fik også tilladelse til sit forehavende af den daværende borgmester Demichelis Gualtiero.

Monferrato Rosso Autumnalis er på 100% Nebbiolo fra vinmarker ved Calosso i 350 meters højde, omkring 10-30 år gamle vinstokke og lavet fuldstændig traditionelt med gæring og maceration i store betontanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på franske barriques og tonneaux fade.

I starten virker næsen lidt lukket … skal åbenbart lige have lidt tid til at tø op og jeg har ikke travlt. Men med lidt optøning i vinglasset så dukker der også en lidt tør og støvet aroma op, indtørret læder, lidt knuste og tørrede rosenblade, tørv, sorte te-blade, jod og en frugt, hvor der er godt med tranebær, masser af kirsebær og ellers både granatæbler og ribs … samt en lille snas vanilje.

I munden er der både syre, bitterhed og sødme. Det er måske nok ingen elegantier, men der er masser af tørhed, syrlig frugt med lidt syrlige kirsebær og tranebær, bitter balsamico, bitter lemon most og denne støvede og stenede mineralitet. Syren er tør, direkte og bitter, som forstærkes af tørre og let bløde tanniner samt en lille sødme, som bløder det hele en tak mere op. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Domaine Pierre Richard, Arbois Pinot Noir, Jura, Frankrig

2022 Domaine Pierre Richard, Arbois Pinot Noir, Jura, FrankrigDe sidste 2 vine fra Domaine Pierre Richard var begge på Pinot Noir og den første var en 2022 Arbois Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra marker i Arbois og fra 25 år gamle vinstokke.

Som med de to foregående vine er den vinificeret alene på tanke af stål … her med gæringen samt maceration over 40 dage inden lagring i ståltanke i 8 måneder.

I næsen er vinen let, rustik … har noget grafit, blæk og nelliker sammen med en frugt af jordbær, hindbær, appelsin samt salte mineraler … og samtidig fornemmes der faktisk også noget svovl.

Smagsmæssigt er vinen let, saftig og læskende, der er lidt peber, men ellers godt med frugt som jordbær og hindbær, har en frisk syre samt lemon, citroner og mineraler … har faktisk en kalket og metallisk eftersmag, hvor peberen også kommer frem. 89 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Domaine Pierre Richard, Chardonnay Elegance, Jura, Frankrig

2022 Domaine Pierre Richard, Chardonnay Èlegance, Jura, FrankrigI Jura kaldes Chardonnay også for Melon d’Arbois og det er netop en Chardonnay Elegance fra Domaine Pierre Richard som blev næste vin i vinglasset.

Chardonnay druerne er her høstet med et udbytte på ikke mindre end 60 hektoliter pr. hektar, men Vincent vil selv gerne have udbytte reduceret en smule, hvorfor han arbejder på løbende at reducere det.

Vinmarkerne ligger i omkring 300-400 meters højde og høsten sker manuelt, mens vinen i vinkælderen kun er lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret en periode.

I næsen er der klart en svag fedme, men også en vis kridtet mineralitet, hybenroser, tørrede æbler, abrikos, en landlig kostald, nødder og noget varm blomsterpollen.

Smagen er blød … ikke fed, men dog en smule fyldig, har nærmest massiv knytnæve med hvid peber og en smule alkohol … eller i hvert fald en tung syre, lemon, citroner samt en let olieret friskhed. 89 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Domaine Pierre Richard, Crémant du Jura Finambulle, Jura, Frankrig

N.V. Domaine Pierre Richard, Cremant du Jura Finambulle, Jura, FrankrigVi startede – som man ofte gør – Domaine Pierre Richard smagningen med bobler i form af denne Crémant du Jura Finambulle uden årgang.

Det er en Blanc de Noir … altså en crémant lavet på Pinot Noir og efter klassisk champagne metode, Méthode Traditionelle eller Metodo Champenoise .. ja kært barn har mange navne.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen af denne vin, men den skulle være lavet i rustfrie ståltanke og så med andengæring i flaske, men jeg har ingen info om, hvor lang tid vinen har været lagret i kælderen inden degorgering.

I næsen er der godt med nødder, meget landlig med nærmest grøntsager og virker meget vegansk i udtrykket. Der er mango, fersken, kastanjer, noget toast og mandler.

Vinen har et fint og blødt brus, hvor man omgående fornemmer en smule sødme, modne æbler, kvæde … og så ellers lemon og citroner, men samlet meget imødekommende med den lille sødme, blød brus og fine frugt. 90 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Closerie des Alisiers, Bourgogne Aligote, Bourgogne, Frankrig

2021 Closerie des Alisiers, Bourgogne Aligote, Bourgogne, FrankrigFra Stéphane Brocard – der jo både laver vin under eget navn og andre under navnet på hans vinhus Closerie des Alisiers – smager jeg nu en 2021 Bourgogne Aligote.

Aligoté er jo Bourgognes oversete eller sekundære hvidvinsdrue. Når vi tænker hvid bourgogne, så tænker vi jo Chardonnay og Aligoté fylder da også kun 6% af det beplantede areal for hvidvinsdruerne. De fleste vine på Aligoté laves til at blive drukket unge og uden brug af fadlagring, da de ikke egner sig hertil.

Her kommer Aligoté druerne fra 35 år gamle vinstokke, der har
perfekte betingelser i den ler- og kalkstensholdige jordbund. Ved ankomst til vineriet presses druerne forsigtigt, så kun den fineste most finder vej til den endelige vin. Gæringen foregår frugtbevaret på ståltanke, hvor vinen også er lagret 8 måneder inden frigivelse.

Skulle duften sammenfattes med to ord, så vil det klart være citroner og jern. Men der er skam langt flere, for op af glasset er der også en fedme, der har indhold af inderlighed, æbler, pærer, honning, honningmelon, blomster, søde fennikelfrø og svagt lidt ristede noter af nødder og toast.

I munden er der godt med syre, sure citroner, umodne æbler … virkelig pivfrisk og stenskarp. Der er også bitter lemon, grape og sammen med de hidsige citroner, så får du en lille syrebasse, der vækker dig, holder dig på tæerne og oprejst. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Tenute Costa, Barolo Duecorti, Piemonte, Italien

2006 Tenute Costa, Barolo Duecorti, Piemonte, ItalienVi fik også et 5. sæt på bordet … hvor der faktisk var stor forskel på vinene, men på grund af de tørre tanniner, så mente vi, at der nok var tale om Nebbiolo … denne Barolo Duecorti 2006 fra Tenute Costa var dog noget anderledes og næsten overmoden.

Tenute Costa eller måske rettere Tenute Costa Group er grundlagt i 2008 og ejes af Andrea og Luca Costa, der er far og søn, men har slået sig sammen om vinproduktion.

De arbejdede begge som ingeniører, men var begge fascineret af vinproduktion, så i 2008 startede de deres eventyr og laver nu vin fra 3 forskellige terroirs i Italien. De har således vingården Tenuta Duecorti i Piemonte. Længere sydpå ved den toskanske kyst og den solrige by Maremma ligger deres andet vinhus Terre di Fiori, mens deres sidste vinhus Lahnhof ligger i Alto Adige.

De samarbejder udelukkende med et hold bestående af vinavlere, agronomer, kældermestre og den verdenskendte Carlo Ferrini, som hjælper til med at lave vine med et udtryk af det originale terroir.

På deres vingård Tenuta Duecorti i Piemonte, så ligger deres marker ved Monforte d’Alba på stejle bakker med øst-syd-øst eksponering i en højde mellem 300-450 meter og dyrkes primært Nebbiolo, men de har også en mark i Neive.

Der laves pt. 6 forskellige vine, herunder altså denne Barolo, hvor druerne kommer fra Monforte d’Alba. Gæring og maceration er sket i stålkar over 15-20 dage med pumpovers, skånsom punch-downs og del-stages, efterfølgende malolaktisk og så lagring i 3 år på franske egefade og 6-8 måneder på flaske bagefter. Der produceres årligt 12.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er vinen mørk, virkelig overmoden og lettere oxideret med lakridspiber, søde lakridspoter, blomme i Madeira, kaffelikør og har godt med fad … men virker lidt off.

I munden vågner vinen dog op … er simpelthen voldsom tør og vild med en balsamisk og stærk frugt. Den har ligesom en mælket smag, mørk og syrlig … men tanninerne er i den grad levende og fra første fløjt bemægtiger sig din mund og gnubber tandkødet. Det er ingen elegantier, forfinet eller raffineret Barolo … men smagen er langt bedre end duften, så 90 point.

Nyere årgange ses solgt på Vinspot, hvor en flaske koster 198 kr., mens prisen har været 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Thibault Liger-Belair, Bourgogne Chardonnay Les Charmes, Bourgogne, Frankrig

2017 Thibault Liger-Belair, Bourgogne Chardonnay Les Charmes, Bourgogne, FrankrigEn hyggelig og sjov vinaften hos Jan forleden var selvfølgelig lig med gode vine. Vinene blev serveret i par, hvor vi så skulle gætte fællesnævneren mellem de to … drue, land eller ?

Med det første sæt var det tydeligt, at det var Chardonnay, som var fællesnævneren, hvor første vin var denne 2017 Bourgogne Chardonnay Les Charmes fra Domaine Thibault Liger-Belair.

Thibault Liger-Belair er reelt grundlagt i 2002 af Thibault Liger-Belair, som kommer  fra den berømte Liger-Belair familie, der i nu over 300 år har drevet et af de vigtigste vinhuse i Bourgogne.

Historien startede i 1720-tallet, hvor vinhuset blev grundlagt af vinmarksejer, kongens sekretær og borgmester i Nuits, Claude Marey. Hans søn Claude og dennes søns Guillaume førte huset videre indtil 1852, hvor nevøen Comte Liger-Belair blev medejer. Siden har Liger-Belairs efterkommere ledet huset.

I 1982 – hvor Thibaults bedstefar Xavier Liger-Belair døde – så overtog Thibaults far Vincent driften sammen med sin mor. Han omstrukturerede domænet, hvor han bl.a. overlod driften af en del af vinmarkerne til andre vinbønder i området.

Men disse aftaler blev dog opsagt i 2002, hvor Thibault Liger-Belair grundlagde sit domæne og begyndte at lave vin fra familiens marker.

Liger-Belair familien står også bag Domaine du Comte Liger-Belair, hvor Thibaults mere berømte fætter Louis-Michel Liger-Belair laver store bourgognevine i Vosne-Romanée, så Liger-Belair navnet er fortsat kæmpestort i Bourgogne.

Inden Thibault i 2002 grundlagde sit eget vinhus Domaine Thibault Liger-Belair samt handels- og negociantfirmaet Thibault Liger-Belair Successeurs, så havde han studerede ønologi i 6 år og arbejdet med vinhandel i Paris, hvor han også smagte nogle af verdens største vine.

Dér opstod drømmen om at lave sine egne store fra familiens fantastiske marker og siden 2002 har han forfulgt den drøm … og Thibaults vine regnes i dag som nogle af de absolut ypperligste i Bourgogne.

Siden starten har Thibault også bygget hans ideal for en vingård i udkanten af Nuits-Saint-Georges. . Bygningen får strøm fra solceller, bruger jordens egenskaber til at kontrollere temperaturen og han renser selv sit spildevand, inden han leder det tilbage i de offentlige systemer. Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje ud fra et ønske om bæredygtighed og om ikke at belaste naturen på nogen måde.

Samlet har Thibault Liger-Belair 7,25 hektar marker i Bourgogne fordelt på 5 kommer og 8 appellationer, bl.a. parceller på fine marker som Grand Cru marken Clos Vougeot og Vosne Romanée Grand Cru marken Richebourg … bare for et nævne et par stykker.

Han arbejder økologisk og biodynamisk for ikke at manipulere hverken vinstokke eller jordbund. Han ønsker af princip ikke at anvende kunstige hjælpemidler i sin stræben efter naturlige og ekspressive vine. Han pløjer med heste, hvor det kan lade sig gøre, for ikke at komprimere jordbunden for meget og arbejder lige nu på at grundlægge et landbrug, så han kan lave sin egen kompost.

Thibault Liger-Belair vinificerer oftest sine bourgognevine med en stor andel hele stilke. For topvinene skæres den centrale del af stilkene væk med håndkraft på hver eneste drueklasse.

Vinene spontangærer i ståltanke, hvorefter Thibault går i gang med at smage vinen sammen med sin fadleverandør. Herefter laves det perfekte fad til hver enkelt vin. Hvilket træ, grain og hvilken ristning, der skal bruges, fastlægges i detaljer.

Dette kan lade sig gøre fordi, at Thibault Liger-Belair siden 2005 har udvalgt sit eget træ. Hvert år tilbringer han en uge i skovene for at vælge træ til sine vine – og går så meget i detaljen, at nordsiden af træerne bruges til de mindre vine, mens sydsiden bruges til topvinene.

Men udover de klassiske bourgognevine, så er Thibault også startet med at lave lidt beaujolais vin. I 2008 købte han nemlig 8 parceller i Moulin-a-Vent, men frasolgte alle druerne det første år. Men siden 2009 har han lavet en række vine med markerne med meget gamle Gamay vinstokke, hvor han forsøger at fortolke terrioret fra de forskellige granitholdige marker.

Thibault siger selv, at han meget sammenligner Moulin-a-Vent med Chambolle Musigny, for selvom Moulin-a-Vent vinene måske er lidt mere maskuline, så har de normalt også mere struktur og skal ofte have lidt alder inden de topper.

Denne 2017 Bourgogne Chardonnay Les Charmes er lavet af Chardonnay druer fra forskellige parceller fra Mâcon i området Lugny … fra et terroir kaldet Les Charmes, som ligger i den østlige del af appellationen med en sydvendt eksponering og en jordbund rig på hvid kalksten.

Efter høsten af druerne er de presset meget langsomt … faktisk over 3 timer og derefter er vinificeringen sket i rustfrie ståltanke og dér er vinen også lagret i 14 måneder … altså helt uden brug af egefade. Der er lavet 16.178 flasker af vinen.

Selvom vinen ikke er fadlagret, så har den alligevel noget smørfedme, wienerbrød og butterdej i næsen. Der er modne pærer, mango, ananas og samtidig noget røgagtigt og grønt, estragon, noget ligusterhæk, umoden honningmelon og lidt bio-bio noter med en vis landlighed … men er faktisk lidt tilbageholdende i udtrykket.

Smagen er blød og moden … syreniveauet er dog forholdsvis lavt, hvilket giver en lidt fladere og søvnig smag. Der er sådan nærmest som lidt havvand med en tør grøn side med noget kalk eller kridt. Det er ikke en bourgognevin, der lige sparker røv … 90 point.

Thibault Liger-Belair forhandles herhjemme af Atomwine, men denne er ikke fundet i sortimentet og prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Wagner Stempel, Rosé Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Wagner Stempel, Rosé Trocken, Rheinhessen, TysklandVi fortsatte – høje af højskolesangbogens sommervise i hovedet – med endnu en Weingut Wagner Stempel vin på terrassen og det var med en 2022 Rosé Trocken, der ligeledes er en Gutswein aka basisvin.

Vinen er lavet på et skønt mix af Frühburgunder, Merlot, Sankt Laurent og Spätburgunder, som alle kommer fra flere forskellige vinmarker ved Siefersheim med sandet muldjord med noget porfyrsten i undergrunden.

Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke, hvor den også har lagret kort inden aftapning på flaske. Vinen har 5,0 gram restsukker pr. liter.

Dejlig aromatisk og blomstret aroma, hvor frugten er er sjov kombi af hyben, jordbær og kirsebær, mens blomsterne er hybenroser, men virker samtidig virker ret tør med sødlige krydderier, lidt gær og lidt, der kan minde om papkasser, pap og luftig umami.

I munden er der endda lidt større venlighed … har faktisk en svag mousserende fornemmelse, godt med syrlige kirsebær, moreller og jordbær … alt på en slank, tynd, mager og spinkel facon, men det er jo netop dét, som gør vinen så velegnet til sommersjov på terrassen og populær i glasset. 88 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Christopher Full, Sauvignon Blanc Réserve, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Christopher Full, Sauvignon Blanc Réserve, Rheinhessen, TysklandVi sparker den lille Christopher Full smagning i gang med denne 2021 Sauvignon Blanc Réserve, der både er lavet og lagret på egefade.

Druerne til vinen kommer fra forskellige marker beliggende i 130-270 meters højde.

Markerne er præget af en undergrund med kalk og löss … og al høst og vinifikation er sket med håndkraft. Vinen har både fermenteret og lagret på Barriques og Tonno … og deraf Reserve i navnet. Den har 4,8 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det absolut Sauvignon Blanc med en duft af både grøn peber, græs,  græs, hyld, stikkelsbær, kiwifrugt og ærteskud. Det er ikke så overgrønt eller dieselagtigt, for frugten virker mere blød og rund, har udover den sødere hyld også lidt grape, lemon og stearin, der bidrager til en rigtig fin balance mellem det grønne, friske og alligevel mægtig rare.

Smagen er lige en tak fyldigere end forventet … formentlig på grund af fadlagringen, som også bidrager med en cremet og næsten olieret fornemmelse. Det gør også frugtsmagen dyb, moden og fed, hvor det nærmest er syltede og kandiserede citroner, lidt overmodne æbler, fersken og let sødbitter lemon. 90 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7