Tag-arkiv: Tyskland

2016 Winzervereinigung Freyburg-Unstrut, 100% Spätburgunder Kabinett, Saale-Unstrut, Tyskland

2016 Winzervereinigung Freyburg-Unstrut, 100% Spätburgunder Kabinett, Saale-Unstrut, TysklandI jeres flittige vinbloggers jagt på god Spätburgunder kan denne 100% Spätburgunder Kabinett fra Winzervereinigung Freyburg-Unstrut godt streges af listen. Det er simpelthen bare ikke godt nok … også selvom navnet 100% Spätburgunder jo ellers kan virke tillokkende nok.

Vinkooperativet bag den vaskeægte Spätburgunder … Winzervereinigung Freyburg-Unstrut ligger – som navnet også indikerer – i byen Freyburg, der ligger omkring 60-70 kilometer sydvest for Leipzig i Saale-Unstrut vinregionen.

Winzervereinigung Freyburg-Unstrut er grundlagt tilbage i 1934 af 27 vinavlere, men i dag tæller kooperativet omkring 400 medlemmer, som samlet har 400 hektar vinmarker, der danner baggrund for produktionen af de forskellige vine.

Denne 100% Spätburgunder Kabinett kommer fra nogle af disse marker med 85% Muschelkalk og 15% Löß, som der så smukt står på etiketten.

Og så er den lavet af den kvindelige vinmager Kathleen Romberg, der endda også har sat sin autograf på selvsamme etiket. Det er formentlig én af de kvinder, som I kan se på billedet ovenover.

Jeg har ingen oplysninger om, hvordan denne 100% Spätburgunder Kabinett er lavet, så derfor springer vi så blot hovedkulds ind i mine smagsnoter. Så er I advaret.

Duftmæssigt er det tør og støvet jord, en gammel reol, hvor der ikke er støvet af i årevis, lidt bivoks, mørke kirsebær, vilde skovbær, men sammenlagt lidt lukket og kedelig duft og ikke særlig indbydende, hvis jeg skal være ærlig.

Smagen er tynd, skarp, kantet og sur. Det er noget tyndt pjask uden dybde, men vandet med jern, sure bær og den smager faktisk ikke særlig godt. Tynd, sur og kedelig.

Købt på ferie i Berlin til 7,99€ … svarende til 59 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7 

2016 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, TysklandWikipedia siger, at begrebet håndværk dækker bredt over håndværksfagene, hvis udøvere kaldes håndværkere. Så må man blot sige, at Julia Bertram er en pokkers mesterlig håndværker, hvilket denne Handwerk Spätburgunder som altid er et fint eksempel på.

Julia er jo – uden tvivl – min absolut ynglings vinmager af det kvindelige køn. Men det ved alle de trofaste læsere her på vinbloggen vist allerede. Jeg har drukket mange af hendes vine … og kommer fortsat til at drikke mange af hendes vine fremover. Ja faktisk er vinkøleskabet godt fyldt med vine af kvinden fra Ahr.

Jeg har egentlig smagte denne 2016 Handwerk Spätburgunder flere gange, men egentlig ventet med at anmelde den. Men da lageret nu begynder at svinde ind, så får I hermed lige min helt friske anmeldelse af vinen.

Vi har i næsen en smule af den animalsk kostald, som vi jo elsker, men her bestemt ikke er oversød på nogen måder. Den har nærmere en ren, frugtrig og syrlig aroma med ikke helt modne kirsebær, hindbær ribs og dufter samtidig af grønne blade og en aroma, så det føles, at man selv står i vinkælderen. Der er små krydderier, som driller næsen … peber, nelliker og så svage mineraler. Samlet får man lidt burgundiske tanker.

Den har smagsmæssigt slet ikke samme dybde og kompleksitet, som mange af Julia andre og dyrere Spätburgundere, men er meget lys, let og mangler lige det sidste bundtræk. Men som entry-level vin er det fortsat ganske lækkert med renhed, lette bær, okay syre og saltede og sødkrydrede elementer i slutfasen.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 135 kr., men desværre er alt fra Julia vistnok totalt udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut J. Neus, Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandDet var et rent arsenal af forkælelse, som Jan diskede op med og næste vin var lige up my alley … Pares Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut J. Neus, der holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen.

Weingut J. Neus er grundlagt i 1881 af Josef Neus og var berømt i det 19. århundrede for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag. I 2012 blev den købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn.

Der dyrker de primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer som Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Her er det Weingut J. Neus’ Pares Spätburgunder Großes Gewächs, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Pares, der har sit navn efter den lokale betegnelse for paradis. Marken ligger på Mainz bjerget ned for Nieder-Ingelheim og er samlet på 9 hektar, men Neus ejer dog ikke hele marken.

Vinen er lavet af de særlige Spätburgunder Neus kloner og lavet med håndkraft med traditionel maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 22 måneder på franske barriques. Großes Gewächs vinene får simpelthen lidt mere kærlighed.

I glasset er vinen herlig lys og transparent … men duftmæssigt dyb tusmørke med sød, fed og animalsk kostald med et par tjæreholdige jernbanesveller smidt ind. Det er brændte fade, et nøddet islæt, vanilje, kanel, gazebind, lidt mælkede aromaer, en syrlig og balsamisk nerve, tørrede krydderier samt lidt fennikel. Det er virkelig en kompleks aroma, som stritter lidt i mange retninger.

Smagen er også langt mere pebret og krydret, end jeg lige havde forventet. Det er tørt … meget tørt, men alligevel kommer Pinot Noir’ens lethed til udtryk i smagen og kombineres med masser af jern, lidt blod, stentøj og mineraler. Vild mineralsk dybde, vildt godt, men også en Spätburgunder, som ikke lige minder om de gængse.

Forhandles af Mr. Ruby, men denne er ikke pt. i sortimentet.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Berge Lemberger GG, Württemberg, Tyskland

2014 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Berge Lemberger GG, Württemberg, TysklandWAOW og WAOW igen … nok den bedste vin, som jeg endnu har smagt fra vinområdet Württemberg. Jeres flittige vinblogger snakker om vinen Stettener Mönchberg Berge Lemberger Großes Gewächs fra Weingut Karl Haidle. Det smager freaking f … bare mega, enormt, vildt godt.

Weingut Karl Haidle holder til tæt på ruinerne af den gamle borg Yburg – en gammel 1300-tals befæstning, opkaldt efter én af de tidligere ejere Hans von Yberg – i den lille by Kernen-Stetten. Vi er i området Remstal og vinområdet Württemberg i delstaten Baden-Württemberg.

Vinhuset er grundlagt i 1949 af Karl Haidle og er én af de ældste vingårde i Remstal. I dag drives vingården af 3. generation, nemlig af den unge Moritz Haidle, som i 2014 overtog driften fra sin far Hans Haidle.

Faderen Hans havde selv overtaget driften i 1968 og havde siden overtagelsen udvidet både vineriet og opkøbt yderligere vinmarker, således de oprindelige 0,5 hektar i dag er vokset til 25 hektar vinmarker.

Moritz Haidle er uddannet ønolog fra Geisenheim og har efter sin uddannelse arbejder hos Thomas Seeger i Baden og Gunther Künstler i Rheingau … suppleret med praktikophold i både Australien, Californien og Frankrig.

Han er derudover en talentfuld tegner og interesserer sig samtidig for hip hop, graffiti og deltager også – når tiden tillader det – i freestyle rap battles.

Som sagt har Haidle 25 hektar vinmarker, og den bedste mark er Stettener Pulvermächer, som ligger lige bag vingården. Herudover tæller arealet også gode marker som Stettener Mönchsberg Berge, Lindhälder, Häder og Mönchberg Gehrnhalde i Stetten samt Burghalde i Schnait.

Den bedste mark Stettener Pulvermächer, som ligger helt opad borgen Yburg, anvendes til husets Riesling. Den mark har sit navn fra et nærliggende gammelt stenbrud, hvor personen, som forestod de farlige sprængninger, blev kaldt en Pulvermächer.

Samlet har Haidle omkring 7 hektar med Riesling og ellers er markerne tilplantet med Kerner samt røde sorter som Dornfelder, Trollinger, Spätburgunder, Lemberger og Zweigelt. De bedste af husets vine på Lemberger, Spätburgunder, Dornfelder og Zweigelt modnes i franske barriques.

Samlet producerer vingården omkring 140.000 flasker vin hvert år og er selvfølgelig også medlem af VDP … Verbandes Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Denne Stettener Mönchberg Berge Lemberger Großes Gewächs er lavet med druer fra Grosse Lage marken Mönchberg Berge … en del af den samlede Mönchberg mark, som ligger i den sydlige del af Stetten som en del af Schurwald … og ligger lige op til skoven.

Tidligere blandede lavede man alene én samlet vin fra parcellerne Mönchberg Berge og Mönchberg Gehrnhalde, men i dag laver der to separate enkeltmarksvine fra de to  marker.

Haidle dyrker primært Lemberger aka Blaufränkisch på Mönchberg Berge, da jordbunden med rød stensten og mergel giver tunge, stærke og komplekse vine. Denne Stettener Mönchberg Berge Lemberger er lavet med forholdsvis kort gæring med skallerne og derefter lagret 24 måneder på nye, neutrale barriques.

I næsen er der først lidt brændte noter, frugten er blåbær, kirsebær og måske endda lidt blommer. Frugten er intens, nærmest brændt eller flamberet. Der er vanilje, chokolade, sødme, en fed og mørk power i vinen, masser af eg og læder. Yams.

Smagsmæssigt bliver det endnu bedre … intens, elegant, cremet med power, sødme og kraft. Det smager vildt godt. Der er en urtet kant, karamel, kakao, enebær og mørk frugt med en syrlig kant, en blid syre og alt i total harmoni. Hvor er det smuk komponeret … en vinøs symfoni af dimensioner.

Det er nok bedste vin, som jeg har smagt fra Württemberg. Sidst jeg blev begejstret for en vin fra det område, da var det faktisk også på Lemberger aka Blaufränkisch druen, nemlig fra Weingut Roterfaden.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 38€ … svarende til 283 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Weingut Sinß, Windesheim Spätburgunder S, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Sinß, Windesheim Spätburgunder S, Nahe, TysklandJeres Spätburgunderelskende vinblogger udforsker fortsat tyske vinhuse, som kan levere den magiske væske … og her en Windesheim Spätburgunder S fra Weingut Sinß, der – surprise – ligger byen Windesheim i den øverste del af Nahe.

Familiens Sinß har været vinbønder i området og over 200 år, men i dag drives vingården af brødrene Markus og Johannes Sinß med hjælp fra deres forældre. I kan i øvrigt se hele familien på billedet ovenover.

Markus og Johannes Sinß er begge uddannede vinmagere fra Geisenheim, der jo ikke ligger så langt fra vingården. De har samlet 13 hektar vinmarker, nemlig markerne Römerberg, Rosenberg og Sonnenmorgen, hvor de primært dyrker Spätburgunder, Riesling, Weißburgunder og Grauburgunder.

I kælderen laves de hvide vin i ståltanke, barriques eller store 500 liter foudres, mens de røde vin altid laves med maceration på egefade og lagrer i store egefade eller barriques. Vingården er medlem af  Winzervereinigung Generation Riesling.

Her smager vi altså Weingut Sinß’ Windesheim Spätburgunder S, som vel kan betegnes som en Ortswein, altså med druer fra flere af gårdens marker. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men den skulle vistnok være lagret 12 måneder på barriques.

Næsen byder på den velkendte, animalske tyske og søde kostald, men derefter bliver aromaerne en tak mørkere end normalt med kul, lakrids, eg, brændte fade og bolsjer. Frugten er varme, modne kirsebær og meget omfavnende.

I munden er vinen blød, rund og ganske kraftig … igen en mørkere side af Pinot Noir, hvor der er kraft, peber og godt med krydderier. Der er eg, brændte elementer, en vis sødme og faktisk fint og flot balanceret, selvom det på ingen måder er en let og lys Spätburgunder, men godt smager den sgu.

Jeg balancerer lige et sted mellem 4,5 og 5 af de fede fingre, men lander den på pga. den gode balance og en lækker næse.

Købt i Berlin i sommers, pris 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R GG, Baden, Tyskland

2012 Weingut Berhard Huber, Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R GG, Baden, TysklandJeg havde også valgt en klassisk vin som min første rødvin til vores blindsmagning … nemlig tysk Spätburgunder og endda en af topvinene fra nu afdøde Weingut Bernhard Huber i form af hans Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R Großes Gewächs.

Vinhuset besøgte jeg tilbage i sensommeren 2016 … det kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber i Malterdingen. Dengang var altså rødt dog udsolgt … vi smagte godt nok denne Malterdinger Bienenberg Spätburgunder i en ufærdig 2014 årgang, men kunne ikke købe noget … udover de hvide.

Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R Großes Gewächs er lavet med druer fra 40 år gamle vinstokke, høstet med et beskedent udbytte på 28 hektoliter pr. hektar.

I produktionen er vinen lavet med 18-21 dages maceration og gæring alene med druernes naturlige gærceller og derefter lagret 18 måneder på barriques og flasket ufiltreret.

I næsen har vinen en lækker og røget frugt, kirsebær, hindbær, jordbær og frugten er nærmest også kandiseret samt en smule varmere i udtrykket end forventet, så varmen fra Baden området og lang maceration slår virkelig igennem.

Det dufter virkelig godt og intens og ingen tvivl om, at det er tysk Spätburgunder, selvom jeg ikke finder den søde, animalske kostald. Jeg elsker dog den modne, lette frugt med et aftryk af egefadene med en smule kanel, røg og lejrbål.

I munden smelter vinen nærmest med stoisk ro, breder sig – alt er zen – smelter og fader langsomt. Hvor er det elegant, flot og harmonisk. Frugten er kirsebær, moreller og derudover er syren meget levende, tanninerne bløde og vinen har samtidig en eller anden form for mineralsk og levende nerve. Fuck, hvor er det godt.

Købt hos Plus Ultra Wine , hvor en flaske koster 321 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Weingut Peter Kriechel, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Peter Kriechel, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, Ahr, TysklandJeg smagte tilbage i oktober Weingut Peter Kriechels monstrøse, monumentale og mægtige 2015 Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder R og sagde WOAW. Nu smager jeg hans 2015 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder og er bare målløs, stum og afatisk af henrykket begejstring.

Historien om vinhuset kan I læse i det tidligere blogindlæg. Her vil jeg i stedet kigge nærmere på denne Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder og marken, der i øvrigt også leverer druer til Weingut Burggartens absolutte topvin.

Walporzheimer Kräuterberg ligger ved Walporzheim. Det er en af de bedst beliggende marker ved byen og marken på samlet 5,15 hektar og er en del af marken Großlage Klosterberg. Kräuterberg ligger på stejle terrasser bestående af sort og brun skifer

Den øverste del af Klosterberg er Walporzheimer Gärkammer, og Kräuterberg marken omslutter faktisk Gärkammer og ligger i en højde af 110-180 meter. Walporzheimer Kräuterberg har sit navn efter de urter – kräuter – der tidligere voksede der.

Vinen er lavet helt traditionelt og har lagret 18 måneder på franske barriques. Der er 2,8 gram restsukker pr. liter i vinen. Som de øvrige vine hos Kriechel kan men ikke se, hvilken vin, som man har fat i …  det afsløres alene på etiketten bagpå.

Uha og fuck det dufter godt … pardon my french, men det er skræmmende godt. Det er både den klassiske søde, animalske kostald, en kølig elegance, lyse, lette og svagt gærede bær, syrlige kirsebær, ribs, kul, røget eg, mineraler, vanilje samt en syrlig nerve. Det dufter bare vildt godt.

Og det smager også vildt godt … det er den pæneste pige i klassen, som bare samtidig er sød, klog, villig og smidig. Du bliver genert, rødmer og får straks mindre selvværd, men mander dig op for dit livs kærlighed, for det er smukhed i anden potens, svævende let og elegant. Det er tørt og præcist med en kontrolleret syre, mineraler, saftighed, balsamisk syre og balance. Du får det hele … og lidt mere alder vil helt klart gøre den pæne pige mere erfaren og fortjent til den sidste halve tommel.

Importør er Carlsen Vin, hvor en flaske koster 319 kr., hvilket faktisk er rørende billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Weingut Tesch, Riesling St. Remigiusberg, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Tesch, Riesling St. Remigiusberg, Nahe, TysklandLad os slutte den sexede seksløber Riesling Vineyard Box af terriordrevne vine med den orangefarvede … Riesling St. Remigiusberg fra Weingut Tesch.

Laubenheimer St. Remigiusberg er en mark med vulkansk jord og rødt ler, hvorfor den orange farve til vinen måske passer meget godt. Det er den mindste af Martin Teschs 5 marker og giver en lavt udbytte og mere koncentrerede druer, hvilket også kan smages i vinen. Marken er opkaldt efter prins-abbeden St. Remigiusberg, som var forbundet med benediktinermunkene, der ejede marker og efter sin død kanoniseret … altså ophøjet til helgen.

Modenhed i druerne kan faktisk både duftes og smages i vinen, som byder på petroleum, men også både appelsin, abrikos, grønne æbler, fersken samt nogle varmere og sødere elementer. Det dufter virkelig godt, igen meget frugtrig, fed og blomsterrig.

Det er igen fint balanceret … ikke helt knastør Riesling, for der er noget modenhed og varme i vinen, selvom syren bestemt fortsat spiller godt med. Der er nogle grønne noter, en lidt afdæmpet bitterhed og samlet lidt sød og fed.

I starten mente jeg, at dette var den bedste af de 5 enkeltmarksvine, men jeg synes måske, at sødmen og fedme i anden ombæring bliver for meget og hælder nok mere til Löhrer Berg og Karthäuser som mine favoritter … om end forskellene i vinene ikke er vildt stor. De fleste omkring bordet valgte dog denne som bedste af de 5.

En del af Riesling Vineyard Box, som forhandles af Supervin til 999,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Tesch, Riesling Löhrer Berg, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Tesch, Riesling Löhrer Berg, Nahe, TysklandI det farverige regnbueklare Riesling festfyrværkeri fra Weingut Tesch er vi kommet til grøn … eller i hvert fald lysegrøn. Mens vi synger se min kjole, så smager vi Teschs Riesling Löhrer Berg.

Langenlonsheimer Löhrer Berg er en af de ældste Riesling marker i Nahe. Allerede tilbage i 1688 beordrede valgmanden Philip Vilhelm, at der alene måtte plantes Riesling på den tomme bjerg aka Löhrer Bert. Techs Riesling vinstokke er dog ikke så gamle, men dog gennemsnitlig 40 år, så det er fortsat Teschs ældste mark. Marken har en undergrund med masser af ler, grus og småsten … og så ligger den i læ af en nærliggende skov

Igen er der petroleum og derudover masser af æbler, grape, græs – måske derfor den grønne farve på vinen? – og derudover også lidt nødder, blomster og mineraler. Der virker som en kæk, frisk og knastør bandit.

Jeg synes, at vinen smagsmæssigt er en tak i bedre balance end de foregående søstrevine. Det er tørt, syrerigt, mens sødmen her kun lige fornemmes sammen med lidt grønt og bitterheden er heller ikke helt så voldsom … og så er der alligevel nogen bitre stoffer. Det er en crisp, syrlig og irettesættende syre, men god vin. Der er klart 4½ Thumbs Up og endda med pil op … bedste indtil nu.

En del af Riesling Vineyard Box, som forhandles af Supervin til 999,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Tesch, Riesling Krone, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Tesch, Riesling Krone, Nahe, TysklandWeiter … og fra blå til gul med Riesling Krone fra Weingut Tesch. Den gulkapslede Riesling er nemlig lavet med druer fra marken Laubenheimer Krone, der ligger lige syd for Löhrer Berg.

Laubenheimer Krone ligger på en sydøstvendt skråning og har en undergrund med lys löss, ler og rød kalksten. Det er en mark, som er meget udsat for vestenvinden og afkøler derfor mere om natten end hos de øvrige marker hos Tesch. Vinene fra denne Laubenheimer Krone er ofte præget af masser af citrus noter og vinstokkene på marken er omkring 25 år gamle.

Riesling Krone byder også på herlig petroleum i næsen … klasse, derudover lidt appelson, abrikos, æbler, fersken, sødkrydrede noter, svag marzipan, men på en eller anden måde måske også flere flad og knap så skarp og frisk i næsen som dens farvede søstre.

Smagsmæssigt minder den dog om forrige vin med en snas mere sødme midt i lidt citronsyre, bitter grape og et klart mineralsk aftryk samt en eftersmag med både citron og grape.

En del af Riesling Vineyard Box, som forhandles af Supervin til 999,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7