Tag-arkiv: Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandFra de 2 mirakel vinmagere på Weingut Schloss Schönberg sluttede jeg med at smage deres Spätburgunder vom Ranker og ligeledes som de foregående i årgang 2022.

Ranker er produceret på en Dijon-klon hentet i Chambertin. Den yder et ekstremt lille udbytte i de klimatiske og geologiske marker i Hessische-Bergstrasse og opnår derfor en fantastisk koncentration.

Druerne er i denne årgang næsten ikke afstilket, for der er anvendt 80% hele klaser. Efter gæring har vinen hvilet 18 måneder på 50% nye og 50% på 2-4 år gamle egetræsfade.

I næsen er vom Ranker ikke så vild som vom Granit … alt virker nu mere rundt med en lille umamiagtig eller nøddet sødme, så alting nu virker mere afbalanceret … dog er vi fortsat i den friske og syrligere afdeling. Men det virker på en eller anden måde mere tøjlet, delikat og blødt. Det er fortsat lyse, syrlige og friske bær med lyse kirsebær, hindbær, jordbær og ribs, hvor fadene bidrager med vanilje, tobak samt mælkechokolade.

Smagen er også … mere eftertænksom, hvis det giver mening? Der kommer fortsat en vild, frisk og levende syre, der bider dig alle de rigtige steder, men den er saftigere, lettere og faktisk rundere. Det er ribs, grønne jordbær, hindbær, stikkelsbær samt lidt lemon, men det er uden en vild lemon bitterhed. Det er råsaft, most af vild og syrlig kaliber, så tæerne næsten vipper … men det smager bare drøngodt, så 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, TysklandNæste Spätburgunder fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg var så søstervinen Spätburgunder vom Granit og ligeledes i årgang 2022.

Spätburgunder vom Granit kommer selvfølgelig fra marker rig på store mængder granit i undergrunden og fra vinstokke med gamle franske Dijon kloner. Vinen er lavet ved, at druerne plukkes i hånden i små kasser og sorteres derefter igen i vingården,. hvor 50% så afstilkes og resten anvendes i klaser.

Derefter er de overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 10% er nye, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Duftmæssigt virker vom Granit mørkere, mere tæt og helt klart mere burgundiske end vom Löss … nærmest som lidt Pommard med en lidt ædel og aristokratisk note af valnødder, gammel mahogni og teaktræ, tobaksblade, godt med cedertræ samt en frugt af jordbær, kirsebær og hindbær, biscotti mandelkager, let vanilje … klart mere seriøs end vom Löss … it means business.

I munden er vinen dog lysere og klart mere syrlig … faktisk er den temmelig syrlig og frisk. Der er stram rabarber, tranebær, ribs, lidt bitter lemon med Schloss Schönbergs karakteristiske uhæmmede, vilde og provokerende kant. Frugten nærmest stritter af sitrende, barsk og pivsur saftperler, der giver gys igennem krop, sjæl, lever samt hjerte … pivfrisk. 94 point

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, TysklandDerefter stod den på 3 x Spätburgunder vine fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg og jeg startede med deres 2022 Spätburgunder vom Löss.

Vinen er lavet på den tyske Spätburgunder klon Auer 2107, der er fremavlet af Martin Auer og godkendt i 1964 som egen klon. Druen er særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot.

På Weingut Schloss Schönberg vokser vinstokkene på Auer klonen typisk på deres lavt beliggende marker. I dalene er det ofte eroderet jordbund, der dominerer og især sandarten Löss, som er en meget finkornet sandart bundet sammen af fugt. Löss giver typisk en let karakter til vinen.

Spätburgunder vom Löss er lavet med 50% afstilkning og derefter er alle druerne overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 25% er nye fade, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Man bliver sgu glad, når man dufter til vinen … dejlig lys, ren, frisk og spændstig syre … har en anelse dejlig akrylmaling, syrlige drops, ribs, rabarber, hindbær, lemon og lidt fennikel. Der kommer dog også lidt vaniljesødme, karamel og mælkechokolade, som er med til at rive vinen lidt over i mere forsonende lejr.

Vinen smager næsten, som den dufter … meget ren, lys, let og ligeledes med denne friske, syrlig frugt af rabarber, ribs, hindbær samt lemon med en lille bitterhed. Vinen er frisk, spændstig, adræt, livlig og rørig … let krydret, stikkende og satans rank … det er vitterlig vildt, syrlig og fint … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandJeg iler videre med endnu en vin fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg fra deres serie Terroirwein og det er en 2022 Weißburgunder vom Ranker.

Ranker er det tyske ord for diorit, som er en kornet eruptiv, magmatisk  dybbjergart, altså en slags stenart dannet af vulkansk magma. Diorit forekommer så gerne i yderkanten af områder, hvor magma er trængt ind for satans mange år siden. Der findes masser af granit samt diorit i Hessische-Bergstrasse, og Julien Meissner elsker det mineralske præg, som de vulkanske sten bringer hans vine.

Denne vin har gæret spontant på brugte 500 liters egetræsfade og ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter er vinen så også lagret i 12 måneder på egefade og ståltanke …. og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fed, vild, animalsk og ekspressiv vin … der er lidt ristede nødder, popcorn, krudt, skocreme og solcreme, en ret saltet mineralitet og tyk eksotisk frugt af  fersken, æble, mango, citroner og godt med røg. Det er ingen fimset dame, men en rejekælling, der har godt med muskler, maskulin feminisme og alligevel knaldrøde blondetrusser og luftighed.

Smagsmæssigt er det også en maskulin, fed, saltet og røget vin, der har en svulstig frugt som mest er lemon … frisk, grillet og kandiseret lemon, syltede og saltede citroner og grape … godt med  bitterhed og salt. Det er frugt med modne pigeonæbler, lidt ananas, kvæde samt umodne ferskner … saftig, fed og fast i kødet … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Weingut Schloss Schönberg, Silvaner, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2023 Weingut Schloss Schönberg, Silvaner, Hessiche Bergstraße, TysklandWeingut Schloss Schönberg er et fabelagtig vinhus … nyt, innovativt,  fremadstormende, vildt og nu smager Houlberg ikke mindre end 5 af deres nyeste vine og starter med denne 2023 Silvaner.

Weingut Schloss Schönberg er et forholdsvis nyt vinhus i byen Bensheim i Hessiche Bergstraße syd for Frankfurt am Main i det lille vinområde Hessische Bergstraße … et område med kun 439 hektar vinmarker og dermed et af de mindste af Tysklands 13 vinområder.

Schloss Schönberg er grundlagt i 2016 af Rabea Trautman og hun er oprindelig fra Paderborn. Rabea var i gang med en uddannelse til landskabsarkitekt, da hun pludselig skiftede spor og besluttede at blive winzerin og selv producere vine.

Hunstartede egentlig hendes lille vinhus fra en flot, gammel ejendom, hvor sekthuset Griesel & Compagnie også holdt til. Den gamle ejendom var fra 1904 og havde tidligere tilhørt Hessischen Staatsweingüter.

I dag ligger Weingut Schloss Schönberg dog på adressen Zwischen den Bächen i et industrikvarter i Bensheim og nu er den talentfulde vinmager Julien Meissner kommet med i foretagendet … egentlig lidt af nød, idet Rabea desværre blev ramt af kræft og måtte trække sig som leder.

Den unge, vilde winzerin er dog kommet godt igennem sygdomsforløbet, hvorfor hun er vendt tilbage og deler sine idéer med Julien, der tidligere har været vinmager på Weingut J. Neus i Ingelheim og er en mester i Pinot Noir.

Weingut Schloss Schönberg har i dag 14 hektar vinmarker, og de fleste placeret i det område, hvor fyrsterne Erbach-Schönberg på slottet Schloss Schönberg i århundrede producerede vin. Det er bl.a. vinmarkerne Auerbacher Fürstenlager, Auerbacher Höllberg, Zwingenberger Steingeröll og Alsbacher Schöntal.

Markerne ligger direkte sydvendt med en jordbund af löss aka silt samt granitsten. Spätburgunder stokkene er gamle tyske … blanding af Freiburger-kloner, en lokal Auer-klon og 20-25 år gamle.

Både Rabea og Julien er meget økologisk bevidste, gærer alle vinene på naturgær, forstår at bruge egefade, så de underbygger og slet ikke dominerer.

Rabea og Julien er et godt makkerpar …. begge altid legesyge og eksperimenterende. Julien er også en vildmand, der stræber højt. Han har bl.a. ændret etiketterne, så de er blevet mere moderne og klare i deres udtryk. Han bruger også meget tid på at fremhæve den helt unikke jordbund i området … for den skal være med til at få Hessische Bergstrasse på det internationele vinkort.

Her starter vi – som jeg skrev indledningsvis – med en 2023 Silvaner, hvor druerne er høstet midt i september fra forskellige parceller omkring Bensheim og Auerbach.

Vinen er lavet med skånsom presning og spontan gæring alene på druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret i tankene sur lie i 5 måneder. Vinen har 4,8 gram restsukker pr. liter.

Min første iagttagelse er, at duften har en virkelig fin balance mellem en frisk og ren frugt samt eksplosiv saftighed. Der er pærer, fersken, papaya, mandarinsødme og syltede citroner. Virker lidt svulstig, småopulent, helt blød og venlig i aromaerne.

Smagen er faktisk også både cremet, blød og frugtrig. Frugten er atter pærer og lidt eksotisk frugt, men også lemon, grillede citroner og lidt nypresset æblesagt fra sødbitre pigeon- eller cideræbler med frisk og lidt maskulin syre. Virkelig flot vin … 90 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Weingut Ziereisen, Gutedel ST21, Baden, Tyskland

2021 Weingut Ziereisen, Gutedel ST21, Baden, TysklandFra Weingut Ziereisen fra Efringen Kirchen i Baden smager jeg nu en af husets specialiteter … en vin på Gutedel aka Chasselas og det er en 2021 Gutedel ST21.

Weingut Ziereisen har jeg skrevet om flere gange før og sidst, da jeg smagte rosévinen Schmätterling Rosè. Nu ser jeg blot nærmere på Gutedel ST21.

Vinen har tidligere heddet Steingrüble og Steinkrügle og er som nævnt lavet på 100% Gutedel, som Hanspeter Ziereisen høster fra op mod 50 år gamle vinstokke, der blev plantet i 1978 og 1995 på den stejle, sydvendte enkeltmark Efringer Oelberg.

Gutedel ST21 lavet med indledende maceration efterfulgt af hård presning ved 6 bars tryk. Derefter har den spontangæret alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 24 måneder sur lie på brugte 650 liters egetræsfade fra tyske Assmann og så aftappet uden klaring eller filtrering.

WAUW for pokker … det dufter sgu af stor hvid burgundisk vin, der virker let fadpumpet med en supermanagtig smørkåbe med brunet smør, vanilje, hasselnødder, dåsepærer, mango, papaya, kvæde samt pigeon- og cideræbler, knust og saltede sten, grus og ral … for pokker, hvor det dufter fremragende.

I munden er der klart en mere saltet, læskende og maskulin frugt end hos fx hvide de burgundiske vine. Der er både abrikos, kvæde, cideræbler, saltede mandler, saftet æblemost, hyben og absolut helt oppe på den store klinge. Syren er varm, maskulin og alligevel med vild stor saftighed … 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 289,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Weingut Georg Breuer, Rüdesheim Estate Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Georg Breuer, Rüdesheim Estate Riesling, Rheingau, TysklandUnder et lille roadtrip til Rheingau besøgte jeg igen Weingut Georg Breuers moderne vinothek midt inde i Rüdesheim og der smagte jeg denne gang en 2023 Rüdesheim Estate Riesling.

Der var ikke så meget ændret siden mit sidste besøg i 2017 … de samme møbler, samme kunst og samme dejlige vine. Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset og besøget i mit indlæg; Besøg hos Weingut Georg Breuer … i deres hippe, moderne vinothek.

Denne 2023 Rüdesheim Estate Riesling er – som foregående – lavet og laget på Edelstahltank, altså på ståltanke. Denne har 8,0 gram restsukker pr. liter.

Selvom denne vin ikke – som forrige kommer i den smukke rheingauer flöte flaske, så har den bare meget mere at byde på, mere dybde og nuancer. Der er modne æbler og tropisk frugt, mango, lidt lemon og syltede citroner, meget inderlig duft med en nærmest kalket mineralitet.

Til gengæld er smagen blød, intens og elegant, men syren bliver aldrig helt Riesling vild, hvilket giver en blød og smagfuld vin, der er saftig, læskende og flot balanceret. 90 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 169,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Villa Gutenberg, Winkeler Jesuitengarten Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Villa Gutenberg, Winkeler Jesuitengarten Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, TysklandWeingut Villa Gutenberg ligger på Hauptstraße i Oestrich-Winkel i Rheingau og ejes af familien Nägler. Det er derfra, at jeg på vort hotel i Rüdesheim  smagte denne 2023 Winkeler Jesuitengarten Riesling Kabinett Trocken.

Vingården drives i dag af Richard og Andrea Nägler samt deres søn Volker. De holder til i en over 100 år gammel og smuk villa i jugendstil, men villaen blev først købt af Nägler familien i slutningen af 1970’erne.

Villaen, der i dag også rummer et hotel, er interessant og oprindelig blev byggeplanerne for villaen præmieret på verdensudstillingen i Paris i 1900. Men i 1904 stod villaen færdig med dens særegne mure lavet af sandsten og sten fra lokale stenbrud og sine karakteristiske rundbuer og karnapper.

Familien har sammenlagt 24 hektar vinmarker og en af markerne er bl.a. Winkeler Jesuitengarten, hvor druerne til denne 2023 Riesling Kabinett Trocken kommer fra.

Marken regnes som værende en af ​​de varmeste i Rheingau, da marken ligger beskyttet af nærheden til Winkel og en stor mur og det betyder, at  vinstokkene spirer tidligt og har en lang vækstsæson. Der er ikke mange oplysninger om produktionen udover, at vinen er gæret og lagret i ståltanke.

Duftmæssigt ganske okay Riesling … der er grønne æbler, lemon og nogle grønne urter suppleret med noget bivoks. Man fornemmer en lille stenet mineralitet.

Smagen har noget bitter Faxe Kondi og ellers godt med sure æbler, lemon og citroner, men fremstår samlet lidt rustik, hvor der ikke er så megen finesse … men okay hverdagsriesling. 87 point.

På vingården koster en flaske 8,80€, hvilket svarer til 66 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Weingut Rudolf Fürst, Klingenberger Spätburgunder, Franken, Tyskland

2015 Weingut Rudolf Fürst, Klingenberger Spätburgunder, Franken, TysklandVi fortsatte med mere vin på Pinot Noir og også med en smule alder på, for den næste vin var fra Furst i Churfranken … nemlig en 2011 Klingenberger Spätburgunder.

Weingut Rudolf Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken.

Det er omkring 40 kilometer vest for Würzburg i den vestligste del af Franken kaldet Churfranken … næsten på vej mod Pfalz.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1638 og har været i familien Fürsts eje i alle årene. Paul Fürst overtog selv driften i 1975 som 21-årig, da hans far Rudolf Fürst pludselig døde i en tidlig alder. I dag driver Paul vingården sammen med hustruen Monika … og siden 2007 i har det været i fællesskab med parrets søn Sebastian Fürst, der langsomt er begyndt at overtage mere og mere af driften.

Familien har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på Großes Gewächs markerne Centgrafenberg og Hundsrück i Bürgstadt, Schlossberg i Klingenberg samt den almindelige mark Karthäuser i Volkach. Deres moderne vineri ligger midt i vinmarkerne og er bygget i 1979.

Hos Weingut Rudolf Fürst har man specialiseret sig i Spätburgunder og Frühburgunder, men dyrker også en del Riesling samt en række andre druer, bl.a. Silvaner, Weiße Burgunder, Chardonnay, Gewurztraminer, Domina, Merlot og Cabernet Dorsa.

Og for at virkelig perfektionere de røde vine på Spätburgunder og Frühburgunder har den unge Sebastian Fürst også arbejdet en del år i Bourgogne inden han i 2007 vendte hjem og fik ansvaret for produktionen i kælderen.

Fürst laver nogle af Tysklands mest spektakulære vine og hans top Spätburgundere koster også nemt omkring 100€. Vinene laves med minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade.

Der anvendes gamle tyske kloner til husets basis Spätburgunder, mens der i de store cuvéer indgår Spätburgunder fra Dijon kloner.

Weingut Rudolf Fürst er en af topproducenterne i Churfranken. Generelt får Fürst altid stor ros af vinanmeldere, bl.a. har Master of Wine Jancis Robinson i Financial Times kaldt Rudolf Fürst for en anerkendt Pinot Noir tryllekunstner i Tyskland … ikke kun med Spätburgunder, men også med den tidligere modnende Frühburgunder.

Denne Klingenberger Spätburgunder er en Ortswein … lavet med de yngste druer fra Grossen Gewächs vinmarken  Schlossberg. Det sker med delvis afstilkning , gæring i store åbne kar af rustfri stål med maceration og gæring efterfulgt af lagring i 12-15 måneder i brugte barriques på 228 liter inden ufiltreret flaskning.

I glasset lys, transparent … og modent med en lyserødbrun kant, mens duften også er overskudsagtig med bløde fadnoter af noget lakrids, lakridskonfekt, karamel, marcipan, gammel træ, en moden frugt med mushy kirsebær, jordbær og tørrede roser, tør jord og noget tobak … virker faktisk burgundisk i udtrykket.

Hvor er årene virkelig slebet alle skarpe kanter af …. noget af de røgede og granagtige er helt væk og i stedet får du blød, lys og føjelig frugt med søde kirsebær, modne jordbær og blommer. Tanninerne er også bløde …. der kommer en snert peber, men ellers er syren blid og nærmestr feminin … hvor smager det dog dejligt. 95 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Weingut Leitz, Eins-Zwei-Dry Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Leitz, Eins-Zwei-Dry Riesling, Rheingau, TysklandDerefter fortsatte jeg så med søstervinen fra Weingut Leitz og selvfølgelig på Riesling – Rheingau er jo en af Riesling druens højborge – og det blev med en 2023 Eins-Zwei-Dry Riesling.

I modsætning til Sauvignon Blanc søsteren, så er denne RIesling udelukkende lavet i rustfrie ståltanke og det gælder altså både den alkoholiske gæring og efterfølgende lagring.

Den har dog lidt samme feeling som foregående Sauvignon Blanc med en vis fedme. Men duftmæssigt kommer der også her tydligere mineralitet frem sammen med en lidt linolieagtig note sammen med citroner, pigeonæbler, fersken og abrikos. Der er ingen petroleum og således alene svag antydning-

I munden er det en frisk – let fyldig – Riesling, hvor der er syltede citroner, friske citroner, kandiseret grape, syrlig æblemost og har i det hele taget et frisk bid … med lidt kropslig fylde. Der kommer også nogle grønne krydderurter af basilikum og citronmelisse. Den virker levende, spiller på tungen og spræller i munden, så 91 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 119kr.

Vinanmeldelse 5/7