Tag-arkiv: Tyskland

2017 Wein- & Sektgut Ernst Weisbrodt, Riesling Sekt Brut, Pfalz, Tyskland

2017 Wein- & Sektgut Ernst Weisbrodt, Riesling Sekt Brut, Pfalz, TysklandWein- & Sektgut Ernst Weisbrodt ligger på Saarstraße i Niederkirchen ved Deidesheim og det er derfra, at Houlberg nu smager en 2017 Riesling Sekt Brut … lavet med Traditionelle Flaschengärung.

Vingården er grundlagt tilbage i 1911 af Wilhelm Weisbrodt og drives i dag af Ernst Wilhelm og Regina Weisbrod i 4. generation sammen med deres søn Philipp.

Sønnike kom med i driften i 2009 efter uddannelse til vinmager og erfaringer fra vingårde i Pfalz, Toscana og det sydlige Australien. Nu er han ansvarlig for både marker og produktionen … dog fortsat med hjælp fra forældrene samt søsteren Eva-Maria.

Det er også nødvendigt, for udover produktion og både almindelige og mousserende vine, så omfatter driften også udlejning af en række Ferienwohnung på vingården, driften af Weinbar 1911 i centrum af Deidesheim samt den italienske restaurant Trattoria Cardinale på vingården i Niederkirchen.

Familien har samlet 11 hektar vinmarker, bl.a. marker som Ruppertsberger Nußbien og Reiterpfad, Deidesheimer Mäushöhle, Leinhöhle, Herrgottsacker og Petershöhle samt en række marker ved Niederkirchen. Alle marker drives i dag økologisk.

Her smager jeg husets 2017 Riesling Sekt Brut, som er laves med Riesling druer fra en række af husets forskellige marker. Efter den manuelle høst er druerne presset og så er gæringen sker i rustfrie ståltanke med efterfølgende lagring sur lie. Så er vinen tappet med efterfølgende andengæring over 18 måneder efter den traditionelle champagnemetode. Vinen har 8,7 gram restsukker.

Fin gæret duft, både toast, lidt hævet dej og så ellers masser af citroner og knuste sten, Der dukker også modne nedfaldsæbler og fersken op, som giver lidt dybde og gør, at det bliver balanceret samt meget indbydende.

I munden er der gas på … næsten bogstaveligt, for der er masser af aggressive bobler, masser af meget bitre limefrugter, sure citroner, knust glas, knust sten og mineraler. Der er sgu syre nok til selv det største syrehoved, men det er også vinen store akilleshæl, for det bliver simpelthen for syrligt, kantet og skarpt. Det er slet intet til at formilde og trække den anden retning, hvilket er lidt underligt med det pæne sukkerniveau med 8.7 gram restsukker pr. liter. Men det smager frisk og stramt .. men dufter sgu fabelagtigt.

Jeg aner faktisk ikke, hvor jeg har fået flasken fra og kan ikke umiddelbart finde en forhandler herhjemme. På vingården koster en flaske 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Weingut Groh, Groh Bechtheimer Rosengarten Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Groh, Groh Bechtheimer Rosengarten Chardonnay, Rheinhessen, TysklandFra den kulsorte Konzept serie hos Weingut Groh skal vi smage endnu en vin og stepper lidt op med deres Groh Bechtheimer Rosengarten Chardonnay i årgang 2018.

Det er selvfølgelig en enkeltmarksvin med druer fra Bechtheimer Rosengarten marken, der lige ligger nord for byen. Vinen er vinificeret som de øvrige vine i rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering lagret 12 måneder i egetræsfade. Vinen har 4,6 gram restsukker pr. liter.

Lækker svulstig Chardonnay næse med fadpræg … vaniljekiks, brunet smør, ristede kastanjer, kalk, pærer og modne æbler, lidt rosmarin, blomster … svagt parfumeret. Det er en lækker og stor fadpræget Chardonnay, der har formerne de rigtige steder.

Det smager næsten også som det dufter … vildt godt, fed, tyk og lækker, rund og cremet. Den har samtidig en god syre, der suppleres af grape og lemon, hvilket virkelig også klæder vinen. Det er vitterlig en lækker Chardonnay for alle os, som kan li’ Chardonnay med lidt sul på kroppen … og det leverer denne så smukt. Dermed bliver det 5,5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Weingut Groh, Grohsartig Chardonnay & Weißburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Groh, Grohsartig Chardonnay & Weißburgunder, Rheinhessen, TysklandVi fortsætter lidt endnu i Rheinhessen, men nu hos Weingut Groh i Bechtheim omkring 18 kilometer syd for Nierstein i den sydligste del af området. Vi starter med deres 2020 Grohsartig Chardonnay & Weißburgunder.

Helt tilbage fra 1899 handlede familien Groh ikke med vin, men med kul … og det gjorde de lige frem til 1980. Men allerede fra starten i 1899 fik Henrich Groh ofte små markparceller som betaling fra kunder, der ikke kun betale deres gæld. De de små markparceller ofte lå langt fra familiens ejendom og heller ikke kunne anvendes til byggegrunde, så derfor fortsatte Groh familien med at dyrke markerne og blev også vinproducenter.

Siden 1948 har vingården været drevet som Weingut Groh og den udgjorde en stigende andel i det samlede familieforetagende. I 1981 – hvor kulhandlen helt var ophørt – overtog Alex Groh som 4. generation driften af vingården.

Alex har efter investeret massivt i at modernisere vindriften … nye ståltanke, nye rørsystemer, køleanlæg og har skabt den moderne vingård Wein-Groh, som vinhuset også kaldes.

Alex har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. parceller på fine marker som Bechtheimer Geyersberg, Heiligkreuz, Rosengarten, Stein samt Alsheimer Frühmesse og Römerberg. På markerne dyrkes Riesling, Müller-Thurgau, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Kerner, Huxelrebe og Sauvignon Blanc.

Der bliver dog også plads til lidt røde sorter som Pinot Noir, Regent, Portugieser, Dornfelder, Dunkelfelder, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Vinene laves i 2 serier … Groh Klassik samt Groh Konzept, hvor sidstnævnte er en række af vine med sort etiket med reference til familiens fortid som kulhandlere. Og det er netop en vin fra Konzept serien, som vi her har fat i … deres 2020 Grohsartig Chardonnay & Weißburgunder.

Som navnet siger, så er vinen laver på Chardonnay og Pinot Blanc … alene vinificeret på ståltanke, hvor vinen efter fermenteringen også er lagret en periode inden aftapning på flaske. Vinen har 5,8 gram restsukker pr. liter.

I næsen er lidt sødkrydret vin, faxe kondi, tonsvis fersken, der suppleres af lidt pærer og honningmelon. Den virker sgu meget imødekommende med et glimt i øjet, let muskat, blomster, en lille smørsødme og let lidt nødder … bare en strejf.

Smagsmæssigt er det også sødkrydret, hvor der melon, honningmelon, lidt en smule grape, men mest af alt en sødlig, rund, blød og imødekommende hvidvin, som er svær ikke at holde af. Det er en vin med stor bællepotentiale … og hurra for det. Grohsartig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Raddeck, Niersteiner Pettenthal Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Raddeck, Niersteiner Pettenthal Riesling, Rheinhessen, TysklandPettenthal marken på Roter Hang er nok en af de bedste marker ved Nierstein og det er derfra, at jeg nu smager sidste vin fra Weingut Raddeck … en 2019 Niersteiner Pettenthal Riesling.

Druerne er høstet med håndkraft og presset blidt, hvorefter den er spontangæret og lagret en periode i tankene sur lie aka på bærmen. Vinen har i denne årgang 2018 omkring 5,3 gram restsüße pr. liter.

I næsen er der masser af æbler, som suppleres med en smule eksotiske frugter som mango og papaya, et let strejf af petroleum, linolie, citroner og lidt ristede nødder. Men først om fremmest er det en frisk, syrerig samt mineralsk næse med masser af Riesling kvalitet.

Smagsmæssigt er der både citroner, lemon og grape … ikke helt med samme balance som Orbel, men den har samme skarp kanter på den nyslebne diamantklinge. Grapen har langt mere fat end hos Orbel, men det er med samme mineralitet, syre og friskhed.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Martin Conrad, Schalentier Riesling, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Martin Conrad, Schalentier Riesling, Mosel, TysklandDen innovatiove Weingut Martin Conrads søster Susanne Conrad laver også vin og står bag projektet Schalentier, hvor hun laver skindfermenteret Riesling fra Große Lage marken Kestener Paulinshofberg i Mosel.

Som sin bror er Susanne vokset op med vin. Selvom hun har job i en anden branche, så har hun en uddannelse som WSET fra både Geisenheim og Wädenswil. Nu har hun sammen med bror Martin startet projektet Schalentier, der betyder skaldyr … med reference til, at vinene i projektet laves med gæring på skindet.

I 2017 fandt hun en lille parcel på Kestener Paulinshofberg … en Große Lage mark med 40 år gamle Riesling vinstokke. Marken har en skiferholdig undergrund, en eksponering mod syd/sydøst og en hældning på 60-75%.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de er afstilket og så most ganske let inden spontan fermentering med drueskallerne over 5-6 dage med løbende pigeage. Efter endt gæring er vinen presset og så lagret i ståltankene i 22 måneder på bærmen. Vinen har 0,8 gram restsukker pr. liter.

Der er kun lavet beskedne 927 flasker af vinen her i første årgang nogensinde og alle nummererede og denne har nummer 247. Der er lavet 1.253 flasker af 2018 årgangen, mens 2019 årgangen fortsat lagrer og ventes flasket i løbet af denne måned.

Det er en fræk og anderledes fortolkning af Mosel Riesling og som Susanne Conrad selv siger; 100% ægthed, 0% restsukker samt 360 grader kontakt med skallerne. Det er en vin, som Vinvärket sælger til restaurant Geranium.

I glasset har skindfermenteringen virkelig givet farve til vinen, som er pænt mørkefgul. Og sikke en sexet duft … blomster, varm pollen, hybenroser, røg, let oxidative noter, småsyrlig frugt med stikkelsbær, modne æbler, abrikos, godt med fedme og lakridskonfekt. Læg dertil en håndfuld vildskab, intensitet, grøn nerve og rustik inderlighed, så får du Schalentier Riesling.

I munden er vinen imidlertid slet ikke fed, selvom den dog har lidt erotiske håndtag på kroppen. Det glider igennem halsen med behag, elegance og dyrisk vildskab, frisk og ung syre, grønne æbler, fersken, røget og så har vinen en stor kraft. Det er kraftfuld vin med slank og syrlig smag, pænt tør og sofistikeret. Det er langt mere struktur end normalt i hvidvin kombineret med kraft og elegance, så dermed 6 store fingre med pil op.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 429 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Raddeck, Niersteiner Orbel Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Raddeck, Niersteiner Orbel Riesling, Rheinhessen, TysklandI serien af de toplækre Riesling vine fra Weingut Raddeck er jeg nu kommet til 2018 Niersteiner Orbel Riesling … der faktisk er en lille genistreg fra Anna-Karina og Stefan Raddeck.

Tidligere har jeg smagt både 2019 Roter Hang Riesling og den dyrere 2018 Riesling Alte Reben, men havnet på 5 Thumbs Up på begge, men denne synes jeg faktisk er en anelse bedre.

Orbel marken på Roter Hang har jeg faktisk ikke tidligere stødt på, men ligger med en sydvendt eksponering og er derfor meget varm om sommeren. Det modner druerne til perfektion.

Druerne er høstet ved håndkraft af to gange for at sikre optimal modenhed, hvorefter vinen er spontangæret og lagret en periode i tankene sur lie aka på bærmen. Vinen har i denne årgang 2018 omkring 4,7 gram restsüße pr. liter.

Duftmæssigt er det en utrolig, let og luftig Riesling med et snert petroleum, der suppleres af både lidt appelsinskal, karamel, æbler, pærer, citroner, lidt nutty og ristede noter, blomsterparfume og alt sammen med vild god inderlighed.

Smagen er bare ren, klar og skærende som en diamantskive til en vinkelsliber. Der er frugt med syrlige æbler samt nedfaldsæbler, en spand citroner og både saft, kraft, en moden grape bitterhed. Det hele leveres med en vis ren fylde og kraft … den smager bare skidegodt. Sådan er det.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Weingut Schloss Lieser, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Schloss Lieser, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, TysklandDa mørket så småt havde sænket sig og timerne blev små, så skulle vi smage lidt oste og de blev suppleret med lidt Mosel sødme, nemlig Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese 2015 fra Weingut Schloss Lieser.

Schloss Lieser er et historisk slot fra det 19. århundrede og har tidligere været privatbolig for Eduard Puricelli … en rig forretningsmand, der stod for opførelsen af slottet og kaldte sig selv for Barons von Schorlemer-Lieser. Oprindelig var der også tilknyttet vinproduktion til slottet, men i dag er den del solgt fra og slottet er nu smukt restaureret til tidligere storhed og omdannet til et luksushotel.

Siden 1992 har Thomas og Ute Haag stået driften af vingården, men fik i 1997 muligheden for at købe hele Weingut Schloss Lieser, både en række gode vinmarker samt det gamle vineri fra 1904, der efter forskellige ejere var i sølle form og trængte til restaurering og nyinvesteringer.

Thomas Haag er selv fra en stolt vinfamilie, da han nemlig er ældste søn af Wilhelm Haag fra Weingut Fritz Haag i Brauneberg. Thomas er således nærmest opvokset med Riesling i sutteflasken. Han har arbejdet på sine bedsteforældres gård, er uddannet på Geisenheim og arbejdede et år på Saaren, før han startede på Schloss Lieser i 1992.

Ved købet i 1997 overtog Thomas samlet 6,5 hektar marker, bl.a. parceller på marker som Brauneberger Juffer og Juffer Sonnenuhr, Graacher Himmelreich,  Niederberg-Helden i Lieser samt Wehlener Sonnenuhr og i 2016 købte han også parceller på både Piesporter Goldtröpfchen og Bernkasteler Doctorberg.

I dag har Thomas Haag omkring 20 hektar vinmarker og laver en lang række spændende vine, bl.a. denne 2015 Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, hvor druerne kommer fra den berømte Grosse Lage mark, selvom vinen ikke er en GG.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke … men der er begrænsede oplysninger om produktionen, men den har 7,5% alkohol, men sukkerindholdet kan jeg heller ikke se.

I næsen er der både fedme og petroleum, en lille olieret lækkerhed kombineret med en animalsk landlighed, diesel og ædel modenhed i frugten, søde gule æbler, fersken, ananas samt lidt krydderurter.

Smagsmæssigt får du både sødme og syre, for mellem det friske bid med lidt grønne og saftige æbler, så er der god Mosel sødme, nogen mineralitet, lidt varme og god intensitet. Dejligt punktum på aftenen.

Forhandles af Domaine Brandis, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Heid, Fellbacher Lämmler Lemberger GG, Württemberg, Tyskland

2018 Weingut Heid, Fellbacher Lämmler Lemberger GG, Württemberg, TysklandJeg sluttede smagningen af alle Markus Heids vine med den vin, som jeg mest havde glædet mig til at smage, nemlig Heids 2018 Fellbacher Lämmler Lemberger Großes Gewächs.

Det skyldes måske, at jeg både har smagt Lemberger fra samme vinmark Fellbacher Lämmler fra Weingut Aldinger og andre gode Lemberger vine fra flere huse i  Württemberg som fx Weingut Roterfaden og specielt Karl Haidle … og alle gangene været imponeret.

Große Lage vinmarken Fellbacher Lämmler har sit navn efter placeringen af det kloster, som tidligere lå der. Marken har en sydlig eksponering og nogle steder med en stigning på op til 60 procent og har ellers en påvirkning af natlig kold luftstrøm fra den nærliggende Schurwald, som sikrer vinene friskhed og aromaer.

Lemberger aka Blaufränkisch druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de bringes til vineriet. Vinen er så lavet med en spontan gæring  i åbne træfade med maceration i 4 uger. Vinen modnes derefter i 20 måneder i 500 liters barriques. Vinen omstikkes to gange inden den tappes på flasker med en grov filtrering. Der er lavet beskedne 881 flasker af vinen … og denne har nr. 495.

Sikke en herlig landlig, saftig og brovten stil … og alligevel med en kølig selvsikkerhed. Det er animalsk med mejeri, mælkede aromaer, solbær, brombær, granatæbler, vilde blomster, lavendel, rosmarin, et grantræ samt et lille fadpræg med vanilje, kanel … virker til at være en saftig lille bandit.

I munden er vinen mere syrlig end jeg havde forestillet og den har også en lille drilsk bitterhed, men samtidig også en syleskarp lethed, som lover godt. Det smager også som en blomstermark, selvom en hel mark måske kan være en ret stor mundfuld. Men hvor er det dog en lys, let, fin, sart, småsyrlig og  småfeminin vin, der har klare klare burgundisk gener. Her behandles Blaufränkisch druen så elegant, at man kun kan blive imponeret. Jeg er nu officiel Heid fan. Dobbelt WAUW og UG med kryds og slange på … i hvert fald 6 kæmpe hævede tomler med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Heid, Fellbacher Goldberg Pinot Noir Trocken, Württemberg, Tyskland

2018 Weingut Heid, Fellbacher Goldberg Pinot Noir Trocken, Württemberg, TysklandHos Weingut Heid skulle vi atter forbi Fellbacher Goldberg marken, for næste vin var en rød Fellbacher Goldberg Pinot Noir Trocken i årgang 2018.

Det er en vin, som er lavet på 100% Pinot Noir stokke, der alle stammer fra Bourgogne, høstes med håndkraft og lavet med en mellemlang maceration.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 8-11 måneder på brugte egefade. Vinen har 2,5 gram restsukker.

Duftmæssigt en lidt hård Pinot Noir og næsten med en Franken karakter. Der er jern, rust, stål og tranebær, bitre kirsebær, tør træ, gran, noget grøn, barket, urtet og krydret suppleret eukalyptus og små diskrete fadnoter med en anelse vanilje og kanel.

Smagen er lidt i samme boldgade, så det er ikke en blød og rund Pinot Noir, men har samme grønne, urtede og krydrede smag, godt med sure kirsebær, lidt umodne jordbær, en lille drilsk sødme, en vis tørhed, mandler, godt med rustik syre, virkelig streng, grøn, jernet og karakterfuld. Men spidser munden i det syrlige kys med vinen,

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Heid, Rosé Cuvée Luise Trocken, Württemberg, Tyskland

2020 Weingut Heid, Rosé Cuvée Luise Trocken, Württemberg, TysklandKein Parfümeur, fein und duftig möchte er sein, står der på den enkle etiket af denne Rosé Cuvée Luise Trocken 2020 fra Weingut Heid. Det betyder vel blot noget i retning af; ikke parfumeret, for den vil være fin og duftende.

Igen må jeg se min selvindbildte forudindtagede roséskræk i øjnene, for det er faktisk en fin og dejlig rosévin, som også blev drukket ret hurtigt. Det siger ofte mere end flere ord.

I denne årgang 2020 skulle vinen være lavet på et mix af de to druesorter Trollinger og Pinot Meunier. Der er ikke så meget info om selve produktionen … udover at den er lavet alene på ståltanke. Den er i denne 2020 lavet med 3,3 gram restsüße aka restsukker.

Duftmæssigt kommer der igen en smule karamel frem, men eller er vi ovre i en frugt bestående af ribs, jordbær, kirsebær, tranebær og hyben og virker samtidig en smule tør i stilen. Det er faktisk en fin tiltrækkende aroma, må jeg medgive.

Smagen er også tør med en let bitterhed, men der er både tranebær, grøntsagsfond og noget lemon. Det er en ukompliceret vin, men frisk og mineralsk, hvilket gør den livlig og fornøjelig. Dermed er det sgu en rigtig overraskende god rosévin med masser af smag.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7