Tag-arkiv: Tyskland

2008 Weingut Künstler, Spätburgunder Tradition, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Künstler, Spätburgunder Tradition, Rheingau, TysklandEfter de hvide vine, så var tiden kommet til de røde … og vi tog 3 x Spätburgunder i streg … hvorfor? Fordi vi kan, som mine børn ville ha’ sagt. Vi startede fint med denne Spätburgunder Tradition fra producenten Weingut Künstler, endnu en vin, som Jesper havde medbragt retur fra hans ferie sydpå og igen spændende, da der ikke findes en dansk importør af denne vin.

Weingut Künstler holder til i den lille by Hochheim am Main, blot få kilometer fra det sted, hvor Mainfloden løber sammen med Rhinen, og omkring 4-5 km. sydøst for Wiesbaden i Rheingau vinområdet.

Künstler er én af Hochheims mest berømte producenter, og kommer fra en gammel vinfamilie, som siden 1648 har dyrket vinproduktion, først 80 km nord for den østrigske hovedstad Wien i Untertannowitz i Tjekkiet, og i dag i Hochheim am Main i Rheingau. Efter anden verdenskrig blev Franz Künstler nemlig eksproprieret, udvist og måtte således forlade det gamle fædreland, og først i 1965 – efter nogle år at have arbejdet for forskellige vinproducenter – fik Franz igen gang i vinproduktionen i sit nye hjemland.

Grundet hans filosofi om kompromisløs kvalitet blev hans vine straks meget roste ved vinsmagninger og de begyndte også at vinde en betydelig række priser.

Siden 1992 er ejendommen blevet drevet af hans søn Gunter Künstler, og han forfølger sin fars filosofi bistået af sin kone Monika. Og Gunter har også langsomt udvidet produktionen, bl.a. med tilkøb i 1996 af Weingut Geheimrat Aschrott´sche Weingutsverwaltung, hvor han fik 13 hektar med nogle af de allerbedste vinmarker i Hochheim. Samlet har Künstler i dag 37 hektar vinmarker.

Denne Spätburgunder Tradition er Künstlers basis Spätburgunder, som lagrer knapt et år på 1.200 liter store, gamle fade. Efter lagring på fade, så lagrer vinen derefter et år på flaske inden frigivelsen.

Farvemæssigt ganske lys transperant … teglfarvet … en anelse orangebrun kant, hvilket indikerer lidt alder … her 5 år. Duftmæssigt en svag sødme, ikke så animalsk som vi ofte finder i en Spätburgunder, men derimod lidt hindbær, ribs, grønne noter, gazebind og en lidt gammel duft … ikke sherry/portvin, men nærmest lidt kælderagtigt. Smagsmæssigt fremstår vinen nu ellers meget skarpt med hindbær, kirsebær, lidt peber, grønne blade … god frisk syre, god mineralitet … men også en smule vandet i udtrykket. Vinen vinder ved lidt luft, og jeg nåede at få et glas den efterfølgende dag, hvor smagen var en anelse mere varm og fyldig. Fint vin.

Jesper har købt den i Rheingau, men jeg kan ikke huske, hvad han sagde om pris. På nettet kan den i tyske vinforretninger findes til ca. 12€ for en årgang 2009.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, Tyskland

2011 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, TysklandJesper havde medbragt denne vin … direkte fra et besøg på det tyske vinslot for under en uge siden, og smagning af vin bliver jo altid sjovere, når man har besøgt stedet, set markerne og måske endda hørt om vinfremstillingen.

Jesper har tidligere serveret Schloss Johannisberg for mig, nemlig ved et tidligere byggemøde, hvor det var husets Rotlack Riesling Kabinett Trocken. Dengang skrev jeg en del om vinslottet, herunder også om den lakforsegling, som vinene fik i “gamle dage”, men fortsat anvendes på Schloss Johannisberg.

Jeg nævnte også, at der findes en Silberlack, som er lidt udenfor nummer, men referer til markens kvalitet, det som andre steder også benævnes “Erstes Gewächs”,”Erste Lagen”  eller “Grosses Gewächs”, og det var netop den vin, som Jesper havde medbragt fra det tyske broderfolk, husets tørre topvin.

Hvis du vil vide mere om vinhuset, så tjek mit tidligere blogindlæg.

Ganske kort, så er Schloss Johannisberg et tysk vinslot i delstaten Hessen i Rheingau-distriktet. Det ligger malerisk på en af de stejleste, sydvendte skråninger ned mod Rhinen. Vinmarkerne udgør 35 hektar, og supplerende skal jeg dog referere en lille historie om vinmarkerne hos Schloss Johannisberg, nemlig om tilstedeværelsen af store rosenbuske ved hver mark.

Ved hver mark står der nemlig en stor, flot rosenbusk … men årsagen er ganske praktisk. Hvis der opstår lus, så angriber lusene nemlig først rosenbuskene og først derefter vinstokkene. Dermed kan vinstokke sprøjtes, hvis der opstår lus i rosenbusken. Simpelt, men smart.

Nå, tilbage til denne Silberlack, en Erste Lage vin, ren Riesling, og fremstilles på store 1.200 liter egetønder.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig lidt modne æbler, fersken, honningmelon, abrikos, citrus, lidt kælder og bagedej. Med yderligere varme i glasset svag petroleum, men også kun svag … og så en lillebitte smule urter. Smagen er meget kompleks med modne æbler, fyldighed sammen med god mineralitet, god syrlighed med fin syre/sødme balance. Tror faktisk, at vinen kunne vinde ved at ligge nogle år, men godt smager det sgu.

Købt på vinslottet, pris 39€. Dansk forhandler er Petersborg Vin, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelser 5,5/7 

2011 Weingut Adeneur, J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2011 Weingut Adeneur, J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder, Ahr, TysklandFredag har det sidste stykke tid været Spätburgunder dag, og denne fredag fulgte i kølvandet på de øvrige med denne J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder fra Weingut Adeneur i Ahr.

Måske skulle jeg rettelig sige Rotweingut, for hos Adeneur laves der alene vine på Spätburgunder, dvs. primært røde vine samt et par enkelte Weißherbste og en mousserende Blanc de Noir … selvfølgelig også på Spätburgunder.

Det er nu ikke helt rigtigt, for der laves to røde vin på Frühburgunder, som er en mutation af Spätburgunder samt en mousserende “Blanc de Blanc – Sekt” på Weißburgunder, men ingen tvivl, der er de røde vine, som er i højsædet hos Adeneur.

Vinhuset ligger i den lille by Ahrweiler eller Bad Neuenahr-Ahrweiler, da byerne Ahrweiler og Neuenahr hænger sammen. Bad Neuenahr-Ahrweiler ligger i Ahrdalen, et vigtigt vindistrikt og yndet turistområde. En gammel, velbevaret bymur med fire porttårne omkranser byen, der i 1970’erne gennemgik en omfattende byfornyelse.

Det er alene 4-5 km fra Rhinen, og Rhinens længste biflod Ahr løber da også lige gennem byen i dette idylliske klippelandskab, hvor vinbjergene ligger side om side med de golde klipper. Vi er omkring 40 km. syd for Køln og området er højborg for specielt Spätburgunder, der i Ahr betegnes som “de røde druers konge”, og den ligeså værdifulde Frühburgunder, som er en af regionens specialiteter. Kvalitetsvinene fra Ahr er vanskelige at producere på de stejle skråninger, men det besværlige arbejde belønnes af den høje kvalitet.

Vingården drives af de to brødre Marc og Frank Adeneuer, som viderefører familiens stolte traditioner, idet vingården Adeneur har været i familiens eje i omkring 500 år. Frank og Marc Adeneuer (ja, der byttede jeg lige elegant om på de to navne) overtog gården i 80’erne, temmelig nedslidt, men siden da er der sket meget. Gården er renoveret og vinkælderen er bragt op til moderne standarder.

Markarealerne er også langsomt forøget, og brødrene ejer i dag 3 parceller, nemlig først og fremmest topmarken Walporzheimer Gärkammer på beskedne 0,64 hektar samt dele af Ahrweiler Rosenthal og Neuenahrer Sonnenberg. Alle vine fra Adeneur lagres på træfade, strengt adskilt af druesort og beliggenhed. Brødrene siger selv, at terroir ikke blot er et “buzzword”, men sjælen i deres vine. Samlet har brødrene i alt 12,5 hektar vinmarker og laver 100.000 flasker årligt.

Her har vi én af brødrenes vine fra den billigere del af skalaen, deres J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder. Fredag aften var jeg ikke videre imponeret af vinen, som jeg fandt en anelse for stram og syrlig, men heldigvis havde jeg gemt en slat her til dagen efter, og lidt luft samt en anelse mere varme til vinen har ændret mit indtryk en lille smule.

Duftmæssigt meget svag kostald og ikke den typisk Pinot sødme i næsen, men derimod lidt blåbær, jordbær og kirsebær. Duften er også en smule røget med noter af grafit, blyanter og muskatnød.

Smagsmæssigt lidt bitter … masser af syre og tannin … fortsat en tak for syrlig for min følsomme jyske gane, og jeg synes nok, at vinen mangler lidt balance. Ikke at jeg ikke holder af syre, for det gør jeg bestemt, men her snerper det sgu en kande for meget.

Måske nogle år i flasken havde gavnet vinen? Eftersmagen er dog ganske lang …. det skal den ha’, og på den måde ingenlunde en dårlig vin. Så et godt råd … gem vinen et par år … og når du åbner den, dekanter og giv til den tid til at åbne sig.

Købt hos Belvini, pris 15,90€

Vinanmeldelse 3,5/7 

2010 Weingut Salwey, Wolfsterrassen Pinot Noir, Baden, Tyskland

2010 Weingut Salwey, Wolfsterrassen Pinot Noir, Baden, TysklandMed næste vin bliver vi i Tyskland, men rykker en anelse syd på til byen Oberrotweil i Kaiserstuhl, hvor vi finder vi Weingut Salwey. Jeg har tidligere skrevet om vinhuset her på bloggen, nemlig da jeg smagte hans 2009 Spätburgunder Oberrotweiler Käsleberg.

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr. I løbet af 60′erne og 70′erne omlægger Benno og sønnen Wolf Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf Dietrich Salwey var meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år købte han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg. I 1985 overtog Wolf Dietrich også faderens gård 100%, og den er siden udvidet og udgør i dag 40 hektar.

En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil. Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarkern er “Erste Lagen”, og det er markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad kone og mor hjælper dog også i driften, mens det står hen i det uvisse, om hunden Pino også er indblandet i vinfremstillingen.

Vinen her er lavet specielt for den store tyske vinkøbmand Alexander Baron von Essen, og sælges alene gennem hans store vinfirma, heraf også titlen fra bagsiden af etiketten “Selection Alexander von Essen”. Vinen fremgår således heller ikke af vingårdens egen hjemmeside, ligesom etiketten heller ikke prydes af en ørn/høg, som de øvrige vine fra Salwey. Vinen har fået 12 måneder på eg.

Duftmæssigt helt klart tysk Pinot … det søde kostald, kirsebær, vanilje, svage grønne toner og en anelse spicy. Stor og dejlig duft, og det er sgu lige mig. Smagsmæssigt masser af kirsebær, jordbær og meget blide tanniner og syre. Vinen har fin og udpræget blødhed, som virkelig klæder vinen. Eftersmagen er fornuftig, og generelt et dejligt glas vin.

Købt hos Belvini, pris 10,90€.

Vinanmeldelse 5/7    

2012 Weingut A.J. Adam, Riesling, Mosel, Tyskland

2012 Weingut A.J. Adam, Riesling, Mosel, TysklandSøndag stod den på gæster i sommerhuset … og et flot line-up af forskellige vine, som jeg fluks – efter nogle dages fravær grundet et computer crash (i bogstaveligt forstand) – bringer her på min lille vinblog. Og vi starter flot og hvidt i Tyskland, helt præcis i byen Neumargen-Dhron ikke langt fra Bernkastel i Mosel.

Her finder vi nemlig Weingut A. J. Adam, et ungt domaine, der blev etableret i 2000 af Andreas Adam … en ganske ung fyr i begyndelsen af 20′erne. Andreas har stået i vinøs lære hos en af Mosels og Tysklands bedste producenter, Weingut Heymann-Löwenstein.

Vinhuset har omkring 3,5 hektar på markerne Hofberg (Dhron) og Goldtröpfchen (Piesport) med Rieslingstokke med en alder på 40-60 år.  Alle vinmarkerne er meget stejle og alt arbejde i markerne foregår manuelt.

Hos A.J. Adam gæres alle druerne med egne naturlige gærstammer. Gæringen foregår på ståltank og i store 1.000 liters træfade til både Orts Riesling (50% eg og 50% stål) og Lagen Riesling (100% eg) og ligger “sur lie” for at opnå bedre fylde og aroma komplekshed.

Vinene fremstår med stor terroir typicitet og er fornemme eksponenter for new-wave bølgen af top Riesling fra unge ambitiøse tyske producenter. Andreas’ vine har inden for de sidste par år fået fænomenal international anerkendelse med bl.a. op til 97 points hos Robert Parker’s Wine Advocate.

Denne almindelige Riesling har også fået stor hæder, idet vinen netop på Berlin Gutsriesling Cup 2013 er kåret til Tysklands bedste Gutsriesling fra årgang 2012, bl.a. foran så velrenommerede navne som Fritz Haag, Keller og Geltz-Zilliken m.fl.

En Gutsriesling er en betegnelse, som dækker over niveauet på vinen. Gutsweine er producenterne billigste vine, som ofte er blandinger fra forskellige områder og marker. Over Gutsweine findes Ortsweine og øverst selvfølgelig Erste Lagen eller Grosses Gewächs. Adam producerer alle 3 niveauer af Riesling: Gutsriesling, Orts Riesling (Dhroner og Piesporter) samt Lagen Riesling (enkeltmarksvine) inklusive Grosses Gewächs.

I glasset dufter vinen skønt af friske æbler, men derimod er der ikke så meget petroleum i … vinen er jo også ganske ny, årgang 2012. Derudover fanger jeg lidt citrus, honning og lidt svage krydderier. Smagsmæssigt dejlig frisk og sprød med masser af syrlige æbler, godt med syre og derudover lidt melon. Frisk, sprød og ganske behagelig … alle i sommerhuset var meget begejstret.

Forhandles af The Wine Company, hvor prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker. Jeg fik min flaske af vinbuddy Gert, som havde købt den direkte i Tyskland via postordre. En stor tak for det.

Anmeldelse 5/7 

2012 Weingut Knipser, Chardonnay & Weißburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Knipser, Chardonnay & Weißburgunder Trocken, Pfalz, TysklandVinbuddy Gert bød fredag på en kold glas hvidvin i haven … for lige at ønske god sommerferie. Godt initiativ og han havde netop indkøbt lidt hvidvine på “postordre” i Tyskland, hvoraf denne fra det gode vinhus Weingut Knipser var én af dem. Knipser har jeg tidligere smagt og skrevet om her på bloggen, men denne på druesorterne Chardonnay og Pinot Blanc har jeg ikke tidligere smagt.

Jeg har dog smagt samme “blanding” før, blot fra Johner i Baden. I Baden kalder man sjovt nok Pinot Blanc for Weißer Burgunder, mens den i Pfalz kaldes Weißburgunder. Så på den måde, er denne blanding mellem de to druer åbenbart normalt i Tyskland.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 40 ha ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Druerne er beplantet på de bedste vinmarker, Laumersheimer Kapellenberg, -Mandelberg og -Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad. De røde druer er: Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger. De hvide er: Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin siden 1876. I mange år blev vinhøsten drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques. Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Ligesom med de røde vine, høstes de ”hvide” druer med den størst tænkelige omhyggelighed. De hvide vine gærer alt efter drue og prädikat i enten rustfri ståltanke, store åbne trækar eller på små barriques. Gæringen temperatur-kontrolleres, og kommer derfor aldrig over 20 grader, hvilket giver vine med stor frugtrigdom.

Duftmæssig lidt modne æbler og pærer, lidt citrus, eksotiske frugter … sjovt nok fornemmes der både Chardonnay, men også mere syre end Chardonnay alene, og det er egentlig ikke en dårlig kombination. Smagsmæssigt både cremet og frisk, fortsat godt med modne pærer og vinen er meget blød med både syre, sødme og god mineralitet. Skøn vin, som blev serveret dejligt koldt … og ikke for koldt. Thumbs Up.

Købt i Tyskland, men herhjemme er Sigurd Müller Vinhandel importør. Pris i Tyskland omkring 11-12 €.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, TysklandMed næste Spätburgunder bliver vi Baden … og så ikke helt alligevel. Vi har her nemlig en vin, som udspringer af ægteskabet mellem Markus Klumpp fra Baden og Meike Näkel fra Ahr, et samarbejde som jeg kort omtalte, da jeg for nogle uger siden smagte Klumpps 2011 Spätburgunder Trocken. Jeg har også tidligere smagt og skrevet om Meyer-Näkel, nemlig da jeg for et år siden smagte deres 2010 Spätburgunder, så på den måde er begge huse tidligere godt beskrevet … eller i hvert fald beskrevet her på bloggen.

Brug linkene og læs om de to vinhuse. Jeg er specielt imponeret over Meyer-Näkel og deres vine, og dem vil jeg gerne smage flere af.

Vinen her skulle – efter sigende – været lavet med druer fra både Ahr og Baden, idet hovedparten af vinen kommer fra marker i Baden kombineret med druer fra en enkelt mark hos Meyer-Näkel. De fine symboler ¨på etiketten går også igen på det website, som er designet til Hand in Hand vinene, og som meget elegant viser om samarbejdet fra A til B … fra Ahr til Baden. Der laves dog kun 2 vine i Hand in Hand serien, en Grauburgunder og denne Spätburgunder, og denne årgang 2011 er alene 2. årgang fra parret.

Og symbolerne på etiketten er da også meget søde … måske en anelse for søgte, men i kærlighed og krig gælder som sagt alle kneb. Der er druer, et A og et B, fodaftryk, en vintønde, tandhjul, et ur og nogle der ligner en elektrisk pære, som symboliserer en god idé.

Nå, men lad os se nærmere på vinen. I glasset en tand mørkere end Spätburgunder normalt, lidt i stil med med vinen fra Klumpp. Duftmæssig heller ikke den sædvanlige Pinot sødme eller kostald, men i stedet lidt kanel, krydderier og mørke bær af en slags. Der er også lidt enebær, røg, kakao og eg i duften, som ellers er en smule svær af placere.

Smagsmæssigt et lidt krydret/syret udtryk med hindbær, vilde jordbær … og også kraftigere i udtrykket end Spätburgunder normalt. Eftersmag med krydderier og tannin. Okay vin, men ikke min favorit.

Købt hos Belvini i Tyskland, pris 12,50€

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Weingut Martin Waßmer, Markgräflerland Spätburgunder, Baden, Tyskland

2008 Weingut Martin Waßmer, Markgräflerland Spätburgunder, Baden, TysklandI den lille by Schlatt mindre end 1 kilometer fra byen Bad Krozingen og få kilometer syd for Freiburg – i det tyskerne kalder Markgräflerland i Baden – finder vi vinhuset bag denne fredags Spätburgunder, nemlig Weingut Martin Waßmer.

Markgräflerland er beliggende mellem Schwarzwald og Rhinen, et historisk område for vindyrkning i Tyskland … og tyskerne kalder endda området for Tysklands Toscana.

Området er specielt velkendt for produktionen af burgunder druerne, dvs. der Blaue Spätburgunder (Pinot Noir), der Weiße Burgunder (Pinot Blanc) og der Graue Burgunder (Pinot Gris). Derudover dyrkes den lokale Gutedel, som jeg ikke kender ret meget til, men som også findes i Frankrig og Schweiz under navnet Chasselas. Faktisk kaldes Markgräflerland nogle gange “die Heimat des Gutedel” … så den drue skal vi vist smage en gang. Herudover dyrker Martin Waßmer også lidt Chardonnay, Muskatel og Gewürztraminer.

I området har der været dyrkes vin siden 1298, men Martin Waßmer begyndte først at lave vin i 1999. Han var egentlig uddannet kok, og hans kone Sabine dyrkede asparges, men da Martin opdagede, at han rent faktisk kunne lave vin, så gik vinproduktionen i gang. Og det er gået rigtigt godt for Martin Waßmer, bl.a. kom han i 2011 på Eichelmann liste over de bedste producenter i Tyskland, og har generelt fået en del priser siden opstarten, herunder “Weingut des Jahres 2013” fra et anerkendt tysk magasin.

I øvrigt er hans broder Fritz Waßmer også vinproducent i Markgräflerland.

Her har vi Martin Waßmers Markgräflerland Spätburgunder, en af hans utallige Spätburgundere, men her i den billige ende. Hans eksklusive Spätburgundere har en rød etikette og betegnelsen “GC” fra store bogstaver printet på flasken. Disse koster omkring 47-58€ på vingården, mens denne Markgräflerland Spätburgunder fås til under 10€ på gården. Alle de røde Spätburgundere ligger på eg … denne alene på store, ældre fade … mens de dyre lagrer på små barriques.

Lad os se på mine smagsnoter. I glasset flot lys tegl … alderen på 5 år fornemmes svagt … som om den røde farve er ved at falme en smule. Duftmæssigt ren yam med den dejlige Pinot sødme, som Spätburgundere ofte giver, kostald, egetræsplanker og en smule toast. Flot duft fra denne vin. Smagsmæssigt er det syren, som man først bemærker. Meget kontant, vedholdende … og medvirkende til, at vinen aldrig bliver kedelig. Masser af hindbær, mørke kirsebær … lidt peber. Minder mig en smule om Johners Spätburgunder i elegancen, flot vin og godt køb. Dermed burde jeg sgu også investere i en af dem med rød etikette … for denne lover godt for de andre vine fra Weingut Martin Waßmer.

Købt hos Belvini til 10,20€ .. men på gården koster den alene 8,40€.

Vinanmeldelser 5/7 

2008 Weingut Dreissigacker, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2008 Weingut Dreissigacker, Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandFredag … same procedure as last friday … Spätburgunder på bordet, og denne gang fra Weingut Dreissigacker i Rheinhessen.

Vi er helt præcis i byen Bechtheim, 20 km syd for Mainz. Vingården drives af fader og søn, Frieder og Jochen Dreissigacker. I dag er det dog primært sønnen Jochen, som forestår driften. Vinmarkerne er på i alt 24 hektar og er tilplantet med de hvide sorter Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay og Rieslaner, samt med de røde sorter Spätburgunder og St. Laurent. Vingården er økologisk, og al ukrudt fjernes med håndkraft.

Hos Weingut Dreissigacker produceres der koncentrerede og intense vine med et meget balanceret frugt-syre niveau. Til den klassiske, tyske finesse er der føjet elementer af røg og salt, som på fremragende vis fremhæver områdets terroir. Jochen Dreissigacker er et kæmpe talent, som laver meget intense hvide på Riesling, Weiss- og Grauburgunder samt en let krydret, animalsk og dyb Spätburgunder.

Denne Spätburgunder er husets basisvin, deres “gutsweine”, og den kommer fra markerne udenfor Bechtheim, hvor jorden domineres af kalkholdig mergel og løs ler. I vækstperioden halveres druerne for at sikre intens og lang modning. Al høst sker manuelt, produktion sker i 600 liter tanke, og vinen har også lagret på egetræsfade … men har ikke kunnet se i hvor lang tid.

Duftmæssigt en mere “hård” Pinot bouquet end man normalt finder i de tyske Spätburgundere. Der er ikke så megen sødme, lidt mere alkohol i duften, også mange grønne noter, lidt krydret … lidt peber? Det krydrede går igen i smagen sammen med ribs, lyse kirsebær, igen de grønne noter samt peber og salt. I hvert fald en vin med kant, og selvom det ikke er den største Spätburgunder, som jeg har smagt, så dog et hæderligt forsøg.

Jeg har købt vinen hos Belvini i Tyskland, pris 12,90€. Herhjemme fås den hos Niche Vin, pris 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Weingut Bergdolt-Reif & Nett, Avantgarde Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

Fredag er da Spätburgunder dag, og denne fredag ingen undtagelse. Vinen er fra Weingut Bergdolt-Reif & Nett, som holder til i byen Duttweiler i Pfalz. En rigtig Spätburgunder Trocken, endda i en Avantgarde udgave. Lad os se nærmere på den.

Huset drives af Bernhard, Katja og Christian Nett sammen med Heinz Bergdolt-Reif.  Nett familien er 5. generation på vingården, mens Heinz Bergdolt-Reif efter efterkommer fra nabogården, Weingut Bergdolt Klostergut St. Lamprecht, som holder til i et gammelt kloster lige overfor Bergdolt-Reif & Nett.

Dette kloster er bygget i 977, men blev i 1754 købte Jakob Bergdolt, men pga. en arvedeling i 1900, adoptioner og giftermål, så findes der således i dag to vingårde med Bergdolt efterkommere i Duttweiler. Weingut Bergdolt-Reif & Nett er den yngste, drives af 5. generation og stammer oprindeligt fra 1838, mens det er 9. generation, som driver  Weingut Bergdolt Klostergut St. Lamprecht i det gamle kloster.

Hos Weingut Bergdolt-Reif & Nett laves der en række serier af vine, startende med Creation, Tradtion, Black Edition, Avantgarde samt Prestige. Herudover en række søde og mousserende vine. Avantgarde er således husets næsthøjeste serie, som altså også tæller denne Spätburgunder hölle … Spätburgunder fra helvede …. som det vist kan oversættes. Vinen har lagret 13 måneder i egetræsfade og derefter 6 måneder i rustfri ståltanke.

I glasset fin teglfarvet vin … en anelse mørkere end Pinot Noir / Spätburgunder normalt måske. Duftmæssigt helt klart fortsat en god Pinot næse, en anelse sødme, men ikke meget, men derudover lidt jordbær, kraft og saft, lidt krydderier, brændte mandler, vanilje, nellike. Lidt maskulin i udtrykket … af at være en Spätburgunder. Smagsmæssigt lidt samme spor, sødme, kirsebær, mørke ribs (hvis sådanne findes) og lidt peber i eftersmagen opretholder det maskuline indtryk. Dejlig vin.

Købt hos Belvini, pris 16€

Vinanmeldelse 4,5/7