Tag-arkiv: Tyskland

2018 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, TysklandH.J. Hansen Vins Winemakers Fair sidste år mødte jeg bl.a. Johannes Haart, der i dag sammen med broderen Marcus Haart driver det gamle klassiske vinhus Weingut Reinhold Haart. Nu smager jeg igen en vin fra de to brødre, nemlig deres 2018 Riesling Trocken basisvin.

Ved vinfestivalen smagte jeg deres dejlige 2016 Piesporter Grafenberg Riesling Trocken Großes Gewächs og skrev også lidt om vinhuset, så det skal jeg selvfølgelig undlade at gøre igen. Derfor kigger jeg blot videre på denne 2018 Riesling Trocken

Vinen er lavet ved, at mosten gæres ud på en blanding af gamle foudres og rustfrie ståltanke ved omkring 16 grader, som forlænger gæringen og øger vinens kompleksitet. Efterfølgende er vinen filtreret let og tappet på flaske.

Der er lidt puf i vinen sagde konen. Og hun har skam ret, for der er nærmest lidt tryk i flasken og den er også lettere perlende lige i starten. Næsen er modne æbler, tropisk frugt, fersken, svag antræk til petroleum, en dyb sødme, en lille bitter grape note, citrus, lidt mineraler og en smule fylde … bare lidt.

Smagen er lidt i samme boldgade, æbler, citron samt et syrligt og bittert bid i eftersmagen. Vinen har også klar Mosel sødme, fylde, krop og meget omgængelig. En fin Mosel Riesling.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor prisen er 139 kr., men fra 1/3 til 30/4-2020 er vinen på tilbud til 99 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Weingut Knipser, Syrah Réserve, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Knipser, Syrah Réserve, Pfalz, TysklandDet var Jan, som til en vinaften tilbage i 2016 havde taget det røde bordeauxfile krydsermissil Cuvée X fra Weingut Knipser med, og nu havde han igen fire år senere en specialvin med fra samme vinhus, nemlig Knipsers 2012 Syrah Réserve.

Vi fik – as usual – alle aftenens vine  serveret blindt, og jeg var fucking tæt på at gætte, at det var tysk Syrah, men valgte i ren dårskab i sidste øjeblik en anden drue. Dumt. Imidlertid er det jo også sjældent, at vi støder på rene Syrah vine i Tyskland, men det er dette 2012 Syrah Réserve dog.

Weingut Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 75 hektar ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. De bedste marker er bl.a. Laumersheimer Kapellenberg, Mandelberg og Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.

På markerne dyrker Knipser druesorterne Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger, mens de hvide sorter er Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano. Allerede i 1500-tallet var familien registreret i annalerne i byen med Gaudenz Knipser, som arkitekt og medlem af byrådet.

Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag på de fleste af vinetiketterne … og det gælder altså også denne 2012 Syrah Réserve.

Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i starten af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz, hvor han i Bockenheim og Wachenheim lagde kimen til Weingut Knipser.

I mange år var vinproduktionen dog en bibeskæftigelse til det centrale land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af  produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele landbruget omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har driver  familieforetagendet, og de har givet vinhuset et kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske Der Feinschmecker og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til Tysklands bedste.

Det er bl.a. en vin som netop denne Syrah Réserve, der har gjort vinhuset kendt. Siden 1993 har Knipser eksperimenteret med at lave vine på Syrah druen og denne vin er regelmæssigt bedømt som den bedste Syrah i Tyskland af både Gault Millau og Eichelmann.

Vinen er gæret helt traditionelt, og har efter fermentering lagret lang tid, nemlig omkring 24 måneder i overvejende nye barriques, men altså også lidt brugte fade. Derefter har vinen så lagret yderligere 3 år på flaske inden frigivelse.

Næsen er både tyreblod, tyk engelsk lakrids med mælkede noter, blæk, grafit, bacon samt en tyk og intens frugt. Der er sorte oliven, sorte kirsebær, brombær, grøn peber,sort peber, eg, røg, kaffe og højoktan kakaorig mørk chokolade. Samlet set er det også en frugtrig vin med stor intensitet.

Smagsmæssigt er Knipsers Syrah Réserve meget tør med mørk frugt, en meget ren, frisk og syrlig frugt med mørk kraft, masser af strenge tanniner, en jernagtig saftighed, fad og stærk peber.

Vinene fra Knipser forhandles herhjemme af Sigurd Müller Vinhandel, men denne er ikke i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 66€ … svarende til 492 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Weingut Adeneuer, Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Adeneuer, Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder, Ahr, TysklandDenne 2015 Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder fra Weingut Adeneuer er ren gudesaft. Denne er dog ikke en Großes Gewächs, som den årgang 2016 jeg smagte tilbage i august måned, da jeg besøgte vingården.

Det besøg kan I læse om i blogindlægget; Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr. Der smagte jeg nemlig en 2016 Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder Großes Gewächs, men denne 2015 Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder er altså ikke GG, selvom druerne kommer fra samme mark.

Faktisk laver Adeneuer to forskellige Spätburgundere fra Gärkammer marken, men denne har brødrene i årgangene efter 2015 i stedet kaldt Walporzheimer Kleine Kammer Spätburgunder for at undgå forveksling og overholde VDP reglerne.

Walporzheimer Gärkammer er en del af Großlage Klosterberg og ligger faktisk omkranset af Walporzheimer Kräuterberg i en højde af 110-180 meter. Gärkammer er allerede beskrevet tilbage i 1849 af den tyske politiker og forfatter Johann Gottfried Kinkel, som beskrev marken med den ædleste i hele Ahrdalen.

Marken er samlet kun 0,64 hektar, og en af de mindste vinmarker i Tyskland, ja faktisk er marken ifølge definitionen i den tyske vinlov for lille til at være en registeret vinmark … men det er den nu. Det er samtidig en monopolmark, altså en mark Adeneuer er eneejer af.

Det er en sindssyg stejl mark med op til 60% hældning med grå skiferholdig jord og der er næsten udelukkende 70-80 år gamle vinstokke med Spätburgunder på marken … suppleret med 5% Portugieser.

Oprindeligt var Walporzheimer Gärkammer et stenbrud, hvorfra man udhuggede stenene til de mange terrasser, der i Ahr er anlagt på de stejle vinmarker.

Selve marken er meget varm og hvert år transporteres der ikke mindre end 1.500 baller halm til marken for at holde på fugtigheden i den skiferholdige jord. Det gør samtidig, at Adeneuer ikke skal anvende herbicider på marken.

Vinen er lavet med spontangæring på druernes naturlige gærceller, efterfølgende koldmaceration og så er vinen lagret en periode på store, brugte egefade aka großes Holzfaß. Der er 0,8 gram restsukker pr. liter i vinen, som er aftappet ufiltreret.

Næsen har samme æteriske lethed som GG storesøsteren, virkelig luftig, blid og røget med hindbær, tranebær, ribs og granatæbler, lidt mælkede noter, bolsjesødme … uha, hvor det dufter godt. Der er en smule grafit, mælkechokolade, ren stålrig og mineralsk, diskret sødme, blomster, urter og mandler. WAUW.

Smagsmæssigt har vinen en sindssyg flot balance, smagen er let, cremet med lyse bær, lyse kirsebær, hindbær, røgede elementer, god saftighed på en stenet, ren og stringent måde. Det er så graciøst og elegant, at Houlberg næsten falder i svime … lige en vin for mig. Jeg hoster fluks op med 6 fingre og endda med pil op.

Det kan godt være, at denne Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder aka Kleine Kammer er lillesøster til den rigtige Großes Gewächs, men i denne 2015 årgang er den i hvert fald lige så god som storesøsteren i 2016. Det smager med andre ord monstergodt.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne vin  er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling Auslese, Mosel, TysklandNu skruer vi lige et notch, nøk og mulehår op for knappen til sødmevolumen med næste lille Riesling fra Weingut Reverchon, nemlig den top-notch labre Ockfener Bockstein Riesling Auslese.

Vinen er sådan set lavet over samme læst som foregående vin, altså med spontangæring i store træfade, lagring sur lie 8 måneder inden vinen omstikkes til ståltank og tappes året efter høst. Men er er volumen for sukkerbarometeret skruet godt op med 102 gram restsukker pr. liter. Men imponerende nok, så bliver det aldrig en oversød eller gumpetung vin … snarere tværtimod.

Næsen er måske en anelse mere klinisk end forrige tørre Ockfener Bockstein Riesling GG, men også tungere, vægtigere og mere tæt, varm og kropslig. Der er heller ikke her – endnu – petroleumsnoter, men kraftigere frugt, abrikos, modne pærer og lidt lakridskonfekt, men på en let, lys måde i forhold til, at vi altså snakker en ægte Auslese fra bedste tyske skuffe.

Men i munden mærker du, at vi er i det søde guf-land, hvor der er godt med intens, tæt, gavmild, godhjertet flydende voksenslik i dit vinglas. Det smager herregodt, hvis du – som alle hårde fyre – er lidt af en slikmund. Det er blødt, cremet, elegant, men i denne ringdans danser troldene samme med elverpiger og tilfører tyngde og hårde tramp. Syren og fedmen danser så fint sammen, hvilket gør vinen lettere, mere elegant og slankere end forventet. Det er elversaft med troldetyngde … og man ender med at blive ellevild.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling GG, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling GG, Mosel, TysklandOckfener Bockstein Riesling Großes Gewächs er næste vin fra Weingut Reverchon … og her har vinmageren Ralph Herke virkelig skabt en smuk vin. Så simpelt kan det siges.

Ockfener Bockstein er en af topmarkerne ved Saar og den ligger lige over byen Ockfen og har en sydvestlig eksponering og en jordbund af skifer.  Vinen spontangærer i store træfade og ligger derefter sur lie – altså på gærresterne i 8 måneder før den omstikkes til ståltank og tappes året efter høst. Vinen har 9,8 gram restsukker pr. liter.

Det er som at få lidt vat foran næsen … let, blødt, sart, pirrende og næsten erotisk stimulerende. Der er ikke – endnu – en masse klæbrig petroleum, men nogle blide frugter, fersken, melon, pærer, en smule nougat, håndsæbe og blomster. Aromaen ægger, pirker og man kan fornemme lethed og vild sart balance.

I munden er vinen virkelig lækker cremet … og igen med sart sjæl, men også med et lille citron og grape skvis, virkelig tydeligt og smukt i forhold til det bløde, cremede og en let sødme. Vinen er meget let om hjertet, overjordisk og æterisk, lidt som en dans i månelys med en smuk elverpige med lys hud og langt, korngyldent hår.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Reverchon, Saar Mineral Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reverchon, Saar Mineral Riesling Feinherb, Mosel, TysklandVi smager endnu en lækker Riesling fra den genopstandne Weingut Reverchon i byen Filzen ved Saar floden. Denne gang er det deres 2018 Saar Mineral Riesling Feinherb.

Denne vin er vel nærmest Reverchons basisvin og er – som storesøsteren Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb – alene vinificeret på rustfrie ståltanke. Det er også Feinherb, men sødmen bliver aldrig dominerende, selvom niveauet for restsukker ligger på 19,5 gram pr. liter, for sødmen smelter smukt sammen med syren.

I næsen er der grønne æbler, lime og trods til den unge alder allerede en nænsom, æterisk aroma af en smule petroleum, lidt vingummifedme, hvide blomster, en smule varme og så alligevel en med klare, rene mineraler. Det er svært at tro, at man blot dufter til en basisvin,

Men det bedste er næsten smagen, for vinen har en flot balance, igen grønne æbler, lidt grape og citron. Der er godt med bid i vinen med en fin syre og selvom der også er sødme, så danser både syren og sødmen smuk vals sammen.

Som med storesøsteren bidrager sødmen nærmest mere til at skabe en fyldighed i vinen, hvor de mineralske elementer også blander sig. Det er vildt højt niveau af en basisvin … skræmmende og herligt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Gut Sommerau, Sommerauer Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2018 Gut Sommerau, Sommerauer Riesling Trocken, Mosel, TysklandVi skal da lige smage endnu en vin fra Weingut Peter Mertes’ specielsortiment … nemlig fra Gut Sommerau vingården, som blev købt tilbage i 1960’erne, men i dag fortsat eksisterer som særskilt brand.

Vinen er alene vinificeret i rustfrie ståltanke. Selvom det er en Trocken aka tør hvidvin, så har den lille bandit alligevel 8 gram restsukker pr. liter.

Abrikos, papaya, ananas og lemon, meget tropisk indtryk, noget fyldig og smørfed i næsen, næsten lidt syltede elementer, varm og har også klart en del sødme, meget tæt og lidt røget. Det bliver ikke sådan lige arketypisk tysk Riesling, men lidt fed og alligevel ganske indbydende.

I smagen går en tyk syrlighed hånd i hånd med lidt sødme, men vinen har altså også smagsmæssigt stor fylde, smørfedme, svag bitterhed, krydrede og røgede elementer … syltede pærer, abrikos og så også pæn saftighed.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 3 flasker

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling, Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandMed udsigt over Saar floden i den lille by Filzen 5 kilometer sydvest for Trier finder vi det gamle vinhus Reverchon, som nu igen er ved at vågne af sin tornerosesøvn. Jeg smager nu en 2018 Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb.

Vingården har eksisteret siden 1627, men blev først kendt som Weingut Reverchon, da familien Reverchon købte ejendommen i 1920’erne, renoverede stedet og gjorde vinhuset til et af de førende huse ved Saar i mange år. Men i 1960’erne tabte huset pusten og forsvandt i glemslen.

Men nu rører det gamle vinhus på sig igen … ryster murbrokker af skjorten, banker rusten af rørene, vinstenene af flasken og har fået nyt liv. Den nye epoke startede i 2007, hvor den forfaldne ejendom blev opkøbt af Bernhaart Maas, som er en revisor,  investeringschef, bankmand, ledelseskonsulent i Arthur Andersen og Riesling-elsker fra Trier.

Han ville føre det tilbage til sin storhedstid. Første skridt var en større restaurering, mens det andet skridt var at ansætte en dygtig vinmager. I 2013 ansatte han Ralph Herke, der tidligere har været kældermester på prestigeøse Schloss Vollrads i Rheingau.

Samlet har Weingut Reverchon i dag 16 hektar vinmarker, som ligger i Saar i 160-250 meters højde. De bedste af markerne er bl.a. marken Bockstein i Ockfen samt Herrenberg i Filzen lige bagved vingården.

På den stejle og gamle Filzener Herrenberg mark har Reverschon samlet 6,5 hektar. Det er en skiferklædt sydvestvendt skråning med upodede vinstokke på 80-100 år. Ockfener Bockstein marken er nok en af Saars mest kendte vinmarker og har tidligere været ejet af et statsligt vinavlsdomæne,

Hos Weingut Reverchon arbejder man i pagt med naturen. Der bruges således ikke insekticider, pesticider og herbicider i markerne. Det økologiske og naturlige er vigtigt, for alle vine fermenteres naturligt på den gær, der bringes i kælderen sammen med druerne. Gæringen foregår dels i rustfri ståltanke, dels i store træfade.

Denne 2018 Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb er lavet med druer fra marken Ockfener Bockstein, der er en af topmarkerne ved Saar. Marken ligger over byen Ockfen og har en sydvestlig soleksponering og jordbunden består af skifer.

Og hvordan er det lige med Kabinett og Feinherb vil nogle sikkert spørge? Men det er ikke det samme, for Kabinett siger noget om kvalitetsniveauet i vin … i Qualitätswein med Prädikat er druerne til en Kabinett vin høstet med mindst 75 grader Oechsle, mens Feinherb siger noget om tørhedsgraden i vin.

Således ligger Feinherb over Trocken og Halbtrocken i tørhedsgrad, men altså under Mild, hvor der er over 18 gram restsukker, mens der for Heinferb ikke er regulering af sukkerindholdet, men der er ofte mere end 18 gram, hvilket er grænsen for Halbtrocken og her er vinen jo også med 21,7 gram restsukker.

Reverchons Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb er alene vinificeret på rustfrie ståltanke … og så selvfølgelig med masser af nænsom kærlighed.

WAUW … sikke dejlig aroma, som beriger dine følsomme fimrehår i næsen med fersken, udblødte pærer, grønne æbler og der er også antræk til fin og vanedannende petroleum … og samtidig er der også noget vildt luftigt over vinen, selvom der også fornemmes dybde og stor intensitet. lidt grønne urter og tørrede blomster. Hmmmm.

Med 21,7 gram restsukker i vinen, så skulle man forvente, at det skulle være en sød vin, men det mærker du ingenlunde. Der er pænt med sure, grønne æbler, masser af citron og dirigerende syre. Men sødmeniveauet bidrager her i stedet med en vis fylde, krop og fine muskler på en spinkel, mineralsk og rank sjæl. Men der bliver sgu sjælefred, når man drikker vinen. Tornerose er kysset af dværge, men er absolut vågnet.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger GG, Württemberg, Tyskland

2016 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger GG, Württemberg, TysklandDen sidste af de 3 vindervine i Mundus Vini Nordic feltet blev fra en gammel kending, nemlig Weingut Karl Haidle, hvorfra vi smager en 2016 Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger Großes Gewächs.

Weingut Karl Haidle holder til tæt på ruinerne af den gamle borg Yburg – en gammel 1300-tals befæstning, opkaldt efter én af de tidligere ejere Hans von Yberg – i den lille by Kernen-Stetten. Vi er i området Remstal og vinområdet Württemberg i delstaten Baden-Württemberg.

Vinhuset er grundlagt i 1949 af Karl Haidle og er én af de ældste vingårde i Remstal. I dag drives vingården af 3. generation, nemlig af den unge Moritz Haidle, som i 2014 overtog driften fra sin far Hans Haidle.

Faderen Hans havde selv overtaget driften i 1968 og havde siden overtagelsen udvidet både vineriet og opkøbt yderligere vinmarker, således de oprindelige 0,5 hektar i dag er vokset til 25 hektar vinmarker.

Moritz Haidle er uddannet ønolog fra Geisenheim og har efter sin uddannelse arbejder hos Thomas Seeger i Baden og Gunther Künstler i Rheingau … suppleret med praktikophold i både Australien, Californien og Frankrig.

Han er derudover en talentfuld tegner og interesserer sig samtidig for hip hop, graffiti og deltager også – når tiden tillader det – i freestyle rap battles.

Som sagt har Haidle 25 hektar vinmarker, og den bedste mark er Stettener Pulvermächer, som ligger lige bag vingården. Herudover tæller arealet også gode marker som Stettener Mönchsberg Berge, Lindhälder, Häder og Mönchberg Gehrnhalde i Stetten samt Burghalde i Schnait.

Den bedste mark Stettener Pulvermächer, som ligger helt opad borgen Yburg, anvendes til husets Riesling. Den mark har sit navn fra et nærliggende gammelt stenbrud, hvor personen, som forestod de farlige sprængninger, blev kaldt en Pulvermächer.

Samlet har Haidle omkring 7 hektar med Riesling og ellers er markerne tilplantet med Kerner samt røde sorter som Dornfelder, Trollinger, Spätburgunder, Lemberger og Zweigelt. De bedste af husets vine på Lemberger, Spätburgunder, Dornfelder og Zweigelt modnes i franske barriques.

Samlet producerer vingården omkring 140.000 flasker vin hvert år og er selvfølgelig også medlem af VDP … Verbandes Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Denne Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger Großes Gewächs kommer marken Mönchberg Gehrnhalde, også lokalt kaldt Stoffelkopf. Marken ligger vest for Stetten lige under marken Häder, hvor Haidles Lemberger vinstokke er næsten 40 år og dermed nogle af de ældste af slagsen i hele Remstal.

Vinen er lavet med forholdsvis kort gæring med skallerne og derefter lagret 24 måneder på nye, neutrale barriques. Der er lidt restsukker på 2,5 gram pr. liter.

Hold nu op, fuck og gisp, hvor dufter vinen godt … har en vild næse, egentlig opulent med blæk, mørk frugt, masser af fadnoter, saftige blåbær, sorte kirsebær, blommer, kakaopulver, vanilje, chokolade, læder, masser af røg … men der er også en lille raffineret, smuk og sofistikeret syrlighed med en buket blomster oveni.

I munden er vinen langt mere let, lys og syrlig end duften varslede, men fuck, hvor det smager godt, Der er eg, mellemrøde bær, ribs, granatæbler, en rustik og vedholende syre og vinen er klart mere syrlig end den 2014 Stettener Mönchberg Berge Lemberger GG, som jeg tidligere har smagt fra Haidle.

Der er røg, afrundede tanniner, salte mineraler og igen falder jeg på halen over en Lemberger vin fra Haidle. Man bliver lykkelig  … i hvert fald i 75 centiliters tid, men tiden går bare alt for hurtigt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 509 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Fürstlich Castell’sches Domänenamt, Casteller Kugelspiel Silvaner, Franken, Tyskland

2017 Weingut Fürstlich Castell’sches Domänenamt, Casteller Kugelspiel Silvaner, Franken, TysklandNæste Mundus Vini Nordic vindende vin var fra Franken og selvfølgelig en Silvaner, nemlig en 2017 Casteller Kugelspiel Silvaner fra Fürstlich Castell’sches Domänenamt aka Weingut Castell.

Fürstlich Castell’sches Domänenamt holder til på det smukke, gamle slot på slotspladsen i byen Castell omkring 30 kilometer øst for Würsburg i Franken. Det er grundlagt af Castell familien, som kan spores helt tilbage til 1057 og også har lagt navn til byen. Familien var grever i området fra 1202 til 1806, men blev i 1901 ophøjet til fyrster af kongen i kongeriet Bayern.

Vinproduktionen på Fürstlich Castell’sches Domänenamt kan spores tilbage til 1566, hvor de første omtaler om rødvin kan findes, men der i 1659 er dokumenteret og plantet Silvaner vinstokke.

Det er i dag fortsat Castell familen, som ejer og driver det historiske vinhus, som samlet har omkring 70 hektar vinmarker, som er fordelt på 7 marker, hvor de vigtigste marker er Schlossberg, Hohnart, Reitsteig og Trautberg.

I dag er det fyrst Ferdinand Castell, som holder taktstokken, mens Peter Geil har det overordnede ansvarlig for vinproduktionen. De er medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter og så ejer den gode fyrste skam også sin egen bank.

Castell familien grundlagde nemlig i 1774 Fürstlich Castell’sche Bank for at sikre, at regionens bønder fik adgang til køb af jord og for at sikre fortsat velstand … og banken eksisterer fortsat i dag ejet af Castell-Castell … familiens overordnede selskab.

Men her smager vi så en vin fra det store, adelsfamilie … ren Silvaner fra Erste Lage marken Casteller Kugelspiel og spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Halvdelen af vinen er gæret og lagret i rustfrie ståltanke og den anden halvdel i store egefade. Vinen har 0,9 gram restsukker pt. liter.

Næsen er lidt diskret, sagte og stille … men med en utrolig dybde, power og elegance. Der er røg, tørristede nødder, mandler, tropisk frugt, abrikos, mango, en kølig og sødlig syre, let krydrede elementer og tør grusholdig jord, meget liflig og indbydende,

I munden er vinen frisk, men har alligevel en fylde, fedme fra lagringen på egefadene, en fed syre, næsten lidt olieret og alt på en igen sagte, rolig, forsigtig og fin måde. Der er modne æbler, tropisk frugt, mynte, grønne blade, virkelig god energi og balance. Det smager fandeme godt.

Der er – sjovt nok – heller ingen dansk importør af denne vin, men på vingården koster en flaske 14,50€ … svarende til 108 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7