Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2016 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, Frankrig

2016 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, FrankrigKølig hvidvin er fortræffeligt, når sommervejret er over os, og den næste er en Pouilly-Fumé fra Patrice Moreux, der holder til i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux, I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover en fortsættelse af driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Patrice Moreux har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der 4 forskellige Pouilly-Fumé vine, 4 Sancerre og 3 Provence vine.

Denne almindelige Pouilly-Fumé er selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, som kommer fra flere forskelige parceller omkring Les Loges og Saint-Andelain fra vinstokke, der er omkring 30 år gamle og en undergrund med masser af kalksten. Der pløjes kun mellem stokkene og der anvendes alene organisk gødning.

Druerne presses og der sker spontan gæring med den naturlige gær fra druerne. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også lagrer en periode sur lie … altså med bærmen. Der laves årligt 50.000 flasker af vinen.

Næsen er grøn og kalket. Der er mineraler, et par papkasser, hyld, citrus, stikkelsbær, kiwi, flintesten … eller et helt stenbrud, men også nogle sjove sekundære noter som fx ost, saltvand og nærmest en lille oxydering.

Smagen er tør, syrlig og grøn … så du skal virkelig være forberedt eller måske servere vinen sammen med på mad, for det skriger den nærmest efter. Det kunne være lidt grillet fisk … eller måske endda lidt ost. Det er stram moden grape, mineraler og citronsyre … virkelig en syrlig, tør bandit.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Angelo Rocca & Figli, Barricone Primitivo, Puglia, Italien

2015 Angelo Rocca & Figli, Barricone Primitivo, Puglia, ItalienOg vi fortsætter med næste vin såmænd i Apulien og igen hos vinhuset Angelo Rocca & Figli, idet vi nu smager deres Barricone Primitivo.

Det er en vin, som Angelo Rocca & Figli i den efterfølgende årgang 2016 har fået en sølvmedalje for ved Mundus Vini 2017 samt en guldmedalje ved det 21. Berliner Wein Trophy. Jeg kan dog ikke se, at vinen i denne årgang 2015 har fået samme priser … men jeg tænker, at der formentlig nok ikke er den store forskel på de enkelte årgange af vinen. Det er selvfølgelig dog lidt af en påstand.

Jeg har heller ikke de store oplysninger om produktionen udover, at druerne skulle komme fra gamle vinstokke, og at vinen er lagret 6 måneder på slovenske egetræsfade. Vi springer derfor blot hovedkulds ud i mine smagsnoter.

Duftmæssigt skruer vi skalaen op på både sødme, fedme, sol og fadnoterne. Frugten er solbær, blommer, sorte kirsebær med sol, sødme, lakrids, lakridsrod, vanilje og virker egentlig samtidig meget mild i udtrykket.

Smagsmæssigt begynder sødmen at spille en større og næsten dominerende rolle – om man kan li’ det eller ej. Det er en lidt opulent vin i smagen, men heldigvis er der dog en vis insisterende syre, som sammen med lidt peber, blide tanniner, tørhed og en pæn krydret eftersmag, holder vinen nogenlunde på sporet. Med lidt luft i glasset bliver frugten mere og mere elegant og knap så tung. Det gør samlet, at det er et ganske fint glas Puglia vin.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 179 kr., men kan fås på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Angelo Rocca & Figli, Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection, Puglia, Italien

2011 Angelo Rocca & Figli, Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection, Puglia, ItalienNu er vi så hos vinhuset Angelo Rocca & Figli, der er medejer af Denazzi i Piemonte, men selv laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien, hvorfra denne Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection da også kommer.

Vinhuset er grundlagt tilbage i slutningen af det nittende århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte sin forretning med at producere vin. I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet og forbedrede vinproduktionen samt opbyggede en kælder i Nardò i Apulien.

I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien, nemlig ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit , hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Nå, men her er det så en vin fra netop Puglia … Italiens hæl, vinen Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection, som er lavet på 100% Negroamaro, der er dyrket i Brindisi i provinsen, der ligger ved havnebyen Brindisi. Hvad navnet Fornero på vinen betyder, har jeg dog ikke kunnet opklare … men formentlig blot et brand under det store vinhus.

Og hva’ så? Vinen overrasker mig da lige totalt med duften, som ikke blot er varm, solrig marmelade, men derimod nærmest med en kølig og animalsk hestestald, masser af hestekræfter, mørk, tæt med lidt flæsk, bacon, fed frugt, sødme, solbær, brombær, kanel, kaktuspiller og en lille smule håndsæbe på den gode måde.

Jeg har godt nok serveret den en tand til den kolde side … men det fungerer i hvert fald helt fint for vinen. Smagen er moden, frugten moden … og helt klart ikke så stærk en trumf som duften.

Syren ligger lidt tilbage i munden, der er lidt pebrede tanniner og ellers er vinen let, mere syrlig end forventet, men måske ikke helt fantastisk i balance. Det er dog et vin, som smagsmæssigt overrasker i  letheden … meget umiddelbar og i forhold til tilbudsprisen en ganske fin hverdagsvin.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 89,95 kr., men kan fås på tilbud til 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Weingut August Kesseler, R Riesling Kabinett, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut August Kesseler, R Riesling Kabinett, Pfalz, TysklandWeingut August Kesseler ligger på Lorcher Straße i Assmannshausen i den vestlige del af Rheingau, men denne R Riesling Kabinett er dog lavet med druer opkøbt fra vinavlere i Pfalz længere mod syd.

Vinhuset er grundlagt i 1924, men drives i dag af August Kesseler, som I også kan se lette på kasketten på billedet ovenover. Han overtog driften fra sin far i 1977 i en alder af blot 19 år. Dengang var vingården alene på 2,5 hektar og solgte gårdens druer i tankvogne til andre producenter i Rheingau.

Men det ændrede August Kesseler og har endda siden opkøbt flere vinmarker, således vingården i dag samlet har 33 hektar, som bl.a. omfatter parceller på Großen Lagen  marker som Assmannshäuser Höllenberg og Rüdesheimer Schlossberg.

Der laves en lang række vine fra markerne i Rheingau, bl.a. har August særlig fokus på produktion af førsteklasses Riesling og Pinot Noir i kompromisløs høj kvalitet.

Derudover startede August Kesseler allerede i 2012 med at samarbejde med udvalgte vinavlere i Pfalz området. Disse vinavlere dyrker deres druer nøjagtigt efter August Kesselers strenge regler, primært i området Mittelhaardt omkring Bad Dürkheim.

Og det er bl.a. fra dette samarbejde, at denne R Riesling Kabinett kommer. Vinen er lavet i både Bad Dürkheim og videre vinificeret hos Kesseler i Rheingau.

Vinen har gæret i temperaturstyrede, rustfri ståltanke. Den har fået lov til at ligge på bærmen i tilstrækkelig lang tid, før den meget skånsomt bliver tappet på flaske. Vinen har et pænt restsukkerindhold på 26 gram pr. liter.

Selvom det er en billigere og kabinett sød vin, så er der faktisk herlige aromaer af petroleum … ikke voldsomt, men dog til stede som bevis på, at dette skam er vaskeægte Riesling. Derudover er der eksotisk frugt, fersken, æbler samt selvfølgelig en vis sødme, men en Kabinett skal jo også indeholde mindst 75 Oechle.

I munden er der godt med grape og æblemost, men selvfølgelig der selvfølgelig er en vis sødme, så bliver vinen faktisk aldrig for sød, for den har samtidig en nærmest grøn syre. Det er sgu godkendt.

Importeret af AMKA og sælges i forskellige supermarkeder, hvor prisen normalt er 119 kr. Jesper havde købt en rest på 5-6 flasker til 50 kr. pr. flaske, hvilket er et fint køb.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2015 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Crianza, Ribera del Duero, SpanienDet er kun få uger siden, at jeg smagte en 2012 Montelaguna Selección fra vinhuset Dehesa Valdelaguna … og nu er det husets almindelig Montelaguna Crianza, som jeg har fået i glasset.

Jeg har både smagt deres Roble og topvinen Montelaguna Selección et par gange, men faktisk aldrig deres Montelaguna Crianza. Crianza er jo – for dem som ikke kan huske det – en vin, som jf. de spanske regler som minimum skal have 2 års lagring.

Denne Montelaguna Crianza er lavet med maceration i 18 dage efterfulgt af gæring i rustfrie, temperaturstyrede ståltanke alene med druernes naturlige gær. Derefter er vinen lagret 12 måneder på egefade, hvoraf de fleste er franske og så selvfølgelig yderligere 12 måneder lagring på flaske inden frigivelse.

Som storesøsteren er Montelaguna Crianza en mørk og kraftfuld vin … mørke bær, masser af egetræ, kirsebær, brombær, karamel, vanilje, balsamico, mentol, papkasser og sådan lidt indelukket i aromaen.

I munden er vinen tæt, mørk og fyldig med peber, masser af mørk frugt selvfølgelig, tæt i tanninerne … måske endda en smule grov og syre viser også lidt tænder. Man kan godt mærke, at dette er lillesøsteren, men den har fortsat Ribera del Duero klasse.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 105,73 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Château de Cayx, Le Heritier Prince Frederik 50 ans, Cahors, Frankrig

2015 Château de Cayx, Le Heritier Prince Frederik 50 ans, Cahors, Frankrig Vor seje kronpris har i dag løbet Royal Run som optakt til hans 50 års fødselsdag på lørdag. Løbenummer 1 og blot navnet Frederik som tekst. Denne Le Heritier Prince Frederik 50 ans er en vin, som Château de Cayx har lavet i forbindelse med prinsens fødselsdag den 26. maj … for sådan en begivenhed kræver jo en helt særlig vin.

Vinen er lavet lidt som foregående vin, dvs. med maskinhøst af druerne, som derefter afstilkes, hvorefter der sker en manuel 2. sortering ved et sorteringsbord i vinkælderen.

Derefter er vinen lavet med en kold pre-maceration ved 8 grader i 3 dage, hvorefter den alkoholske gæring og maceration sker i rustfrie stålkar i 28 dage ved 26-28 grader efterfulgt af udblødning ved 32-35 grader. Herefter lagrer vinen 18 måneder i egefade. V

Vinen er alene lavet i 6.000 eksemplarer og netop frigivet til salg i april 2018. Den har også her i 2018 fået guldmedalje ved konkurrencen Concours Général Agricole de Paris.

Duftmæssigt er Le Heritier Prince Frederik 50 ans langt mere koncentreret og afblanceret end foregående vin. Der er mere frugt, solbær, brombær, eg, røg, nelliker og andre krydderier.

Vinen er langt lettere i smagen end duften indikerer … friske mellemrøde bær, bitterhed, grønt græs og der er godt med tanniner i vinen, som næsten er for ung i øjeblikket. Man ka’ sige, at den fortsat er ung som Frederik selv … og med masser af gemmepotentiale.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Château de Cayx, La Cigaralle Blanc, Cahors, Frankrig

2014 Château de Cayx, La Cigaralle Blanc, Cahors, FrankrigH.K.H. Kronprins Frederik, Prins til Danmark samt greve af Monpezat runder den 26. maj et skarpt hjørne … 50 år. Allerede i morgen tages der hul på en uges festivitas med en løbefest hele dagen i Danmarks fem største byer. Der kan man løbe med Kronprisen himself.

Kronprinsen løber one mile – 1,609 kilometer – i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense, og slutter så af med 10 kilometer igennem København og Frederiksbergs gader. Jeg har dog tyvstartet i dag med en lille halvmaraton og løber således ikke med i morgen … Randers FC skal jo spille kamp.

For at fejre 50 års fødselsdagen for Kronprinsen og måske også i en sidste respekt af Henrik, så var sidste Selection smagning hos Vinspecialisten udelukkende med vine fra Château de Cayx. Det er god stil, og vi startede med denne hvid La Cigaralle Blanc.

Navnet Cigaralle er en lokal Toulouse-betegnelse for et lysthus, som typisk benyttes til hvile og rekreation i de varme sommerdage. Et sådant lysthus blev opført på Château de Cayx i det 18. århundrede og var den tidligere ejer Markis de Pompignans foretrukne sted, når han skrev sine digte og manglede inspiration.

Vinen blev serveret til den store Gallamiddag i anledningen af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s 40 års jubilæum som regent, altså i 2012 og har været lige siden.

La Cigaralle Blanc er lavet på 90% Chardonnay og 10% Sauvignon Blanc, som kommer en 4 hektar stor, kalkholdig mark, som ligger tæt på slottet. Druerne er høstet med maskiner, derefter direkte presset efter kold udblødning, mens gæring sker i store, rustfri ståltanke, hvor vinen også hviler en periode på bærmen inden flaksning.

Duftmæssigt er vinen lidt neutral og har ikke den normale fedme, eg og vanilje, som vi finder i Chardonnay, så allerede i næsen er det tydeligt, at vinen ikke er lagret på egetræ. I stedet er der lidt grønt ensilage, friske æbler samt en smule citrus.

Smagsmæssigt er vinen meget omgængelig … igen uden fedme, men såmænd meget let drikkelig, okay syre, men måske blot en smule til den kedelige side.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Domaine Rietsch, Murmure Muscat Ottonel, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Rietsch, Murmure Muscat Ottonel, Alsace, FrankrigDenne Murmure Muscat Ottonel fra Domaine Rietsch i Alace er sgu en vild vin … en aromatisk og parfumeret økofætter lavet på Muscat druer.

Domaine Rietsch ligger i Mittelbergheim i Alsace og er grundlagt i starten af 1970’erne af Pierre og Doris Rietsch. Familien Rietsch har dog været beskæftiget indenfor vinproduktion siden det 17. århundrede som henholdsvis vinavlere og bødkere, inden de besluttede selv at producere og sælge vine.

I dag er det sønnen Jean-Pierre Rietsch og hans kone Sophie, som driver vindgården med hjælp fra Pierre-Etienne Grieshaber. Selvom far Pierre reelt er gået på pension, så hjælper han dog fortsat med små opgaver på vingården.

Domainet har parceller på markerne Stein, Brandluft og Heiligenstein samt Grand Cru markerne Zotzenberg og Wiebelsberg, der alle dyrkes med stor indsigt og omtanke. Siden 2008 har gården været drevet fuldstændig økologisk.

Rietscht familien laver en bred portefølje af vine, hvor deres serie af Vins Classique sigter mod en klassisk Alsace profil og deres serie af Vins Naturel er mere eksperimenterende og i de fleste tilfælde helt uden tilsat svovl.

Denne Murmure Muscat Ottonel kommer fra Vin Naturel serien, og er lavet med druer fra 2 parceller med ler- og kalkholdig jord på både Stein og Grand Cru Zotzenberg. Det har de gavmildt høstet 71 hektoliter pr. hektar.

Det er 100% Muscat druer, som er fermenteret alene med druernes naturlige gær, dog efter en uges udblødning inden presning og gæring på rustfrie ståltanke. Der lagrer vinen efterfølgende 6 måneder sur lie inden den let filtreret tappes uden den mindste tilsætning af sulfitter aka svovl.

Det dufter af hyld, masser af hyld, fersken … meget aromatisk med lidt salt, sødme, bomuld lige ud fra en vaskemaskine, karamel, mentol, strandtur og solcreme. Men en venlig og rund næse.

Smagen er også nærmest parfumeret, saftig med en smule bitterhed, men ellers sådan lidt tilbagelænet og flad i smagen.

Forhandles herhjemme af Lieu-Dit, som primært sælger til restauranter, så jeg har ingen pris på vinen.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Alliance Champagne Union de Cooperative Agricoles, Lamotte & Cie Champagne Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Alliance Champagne Union de Cooperative Agricoles, Lamotte & Cie Champagne Brut, Champagne, FrankrigNogle nødder er svære at knække. Det gælder i hvert fald for denne  Lamotte & Cie Champagne Brut, som jeg har rigtigt svært ved at finde nogle oplysninger om … og det gælder ikke mindst, hvem der står som producent af champagnen.

Men lidt ihærdig søgning viser dog tydelige tegn på, at Lamotte & Cie Champagne Brut kommer fra Alliance Champagne Union de Cooperative Agricoles i Reims. Dem kender vi nok mest fra champagnerne Jacquart, der forhandles i flere supermarkeder herhjemme.

Alliance Champagne Union de Cooperative Agricoles aka Champagne Jacquart er et stort kooperativ, som er grundlagt tilbage i 1962 og omfatter 1.800 vinavlere med tilhørende 2.400 hektar vinmarker ,.. hvilket svarer til 7% af alle vinmarker i Champagne.

Men selvom Alliance Champagne Union de Cooperative Agricoles er et stort og industrielt foretagende, som laver millioner af champagner årligt, så har det siden 2009 haft hovedsæde i den nærmest majestætiske, smukke, gamle bygning Hotel de Brimont i midten af Reims. Det er bygningen på fotoet ovenover.

På etiketten af denne champagne Lamotte & Cie står der; Anciennement Vander Gucht – fondée en 1854, hvilket kan oversættes til noget i retning af; Tidligere Vander Gucht – grundlagt i 1854.

Hvordan det passer ind i ligningen, har jeg imidlertid svært ved at finde ud af. Formentlig er vinen opkaldt efter en af de mange små vinavlere/-producenter, som leverer druer til kooperativet og tidligere har lavet egne champagner under navnet Vander Gucht og Lamotte & Cie.

Det ser i hvert fald ud til, at flere mindre champagnehuse har lavet sig fusionere eller opkøbe af kooperativet, som fx Maison Montaudon og jeg kan også se, at der tilsyneladende tidligere har eksisteret et champagnehus med navnet Vander Gucht.

Man skal dog passe på ikke at sammenligne Lamotte & Cie med Champagnehuset Delamotte i Le-Mesnil-sur-Oger … søsterhus til selveste Salon.

Nå, men her er det altså en Lamotte & Cie Champagne Brut, som er kommet i glasset, faktisk til fejring af en bogudgivelse – hvilket jeg vender tilbage til i kommende blogindlæg – og således en fin lille start på en eftermiddag.

Champagnen er lavet på de 3 klassiske druesorter Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay, vinificeret separat og selvfølgelig lavet efter champagnemetoden. Men så har jeg heller ikke yderligere oplysninger om produktionen.

I næsen er der godt med æbler og pærer, lidt hasselnødder og nogle gærede noter, men ellers er champagnen måske lidt neutral og svær at trække nogle aromaer ud af.

Smagsmæssigt har den imidlertid en god fedme, fylde med igen æbler og pærer, boblerne er fine og små, syren blid og den er samlet set klart noget til den sødere side.

Jeg har ikke fundet champagnen herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 15,90€ … svarende til omkring 118 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Cantine Viticoltori del Veneto Orientale, Vigna Dogarina Merlot, Veneto, Italien

2016 Cantine Viticoltori del Veneto Orientale, Vigna Dogarina Merlot, Veneto, ItalienVigna Dogarina er en del af det store kooperativ Cantine Viticoltori del Veneto Orientale, som står bag denne solrøde Merlot vin, som er næste vin på bloggen.

Det store kooperativ, som til dagligt blot kaldes Vi.V.O. Cantine, er stiftet i 2012 ved sammenlægningen af 2 større kooperativer Cantine Produttori Riuniti del Veneto Orientale og Cantina Produttori Campodipietra og i 2016 købte de også Vigna Dogarina, som dermed i dag er et af kooperativets 10 store vinerier, alle tidligere selvstændige vinkooperativer, som ligger i området ved Friuli, Treviso og Venedig.

Det samlede kooperativ Vi.V.O. Cantine har over 2.000 medlemmer, som samlet dækker over 4.500 hektar vinmarker og har en årlig produktion af på ikke mindre end 60.000 tons druer … med andre ord en ganske stor historie.

Købet af Vigna Dogarina var egentlig meget lige til, da vineriet med dens 100 hektar marker ligger nabo til Cantine Viticoltori del Veneto Orientale ved Salgareda / Campo di Pietra omkring 20 kilometer nordøst for Treviso.

Under Vigna Dogarina navnet laver kooperativet forskellige Prosecco, lidt Spumante, Moscato samt 4 hvidvine og 4 rødvine, hvoraf denne Vigna Dogarina Merlot altså er én af dem.

Den er lavet på 100% Merlot druer, som efter høst er renset, afstilket og afkølet med efterfølgende dynamisk udblødning. Bagefter er vinen gæret på rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og lagret en periode.

Duftmæssigt er det nærmest blommer, blåbær, solbær … sådan en dyb, mørk frugt, som virker lidt tilbagelænet. Det suppleres med lidt tobak, mynte, saltlakrids, læder, lidt søde krydderier og generelt en let sødme. Der er en vis renhed i frugten, som aldrig bliver voldsom eller for kraftig, selvom vinen virker til at en landlig saftighed over sig.

Og den smager skam også saftigt … men egentlig med en renhed på en ligetil og ukompliceret måde. Det er ikke kompleks, men letløbende drikkevin for alle og uden fedme fra de syditalienske vine, men i stedet en behagelig og frugtrig Merlot blødhed.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 99 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen kun 69,30 kr.

Vinanmeldelse 4/7