Tag-arkiv: 5½

2017 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Piemonte, Italien

2017 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Piemonte, ItalienDen sidste Brunello har jeg skam også smagt før og kommer fra Podere la Vigna. Sidst jeg smagte vinen var i årgang 2015, men nu er den så sidste vin i smagningen af de 4 Brunello di Montalcino 2017 vine.

Azienda Agricola Podere la Vigna ligger ved den lille by Torrenieri omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino og drives af familien Rubegni, som i flere generationer har lavet vin fra deres 4 hektar vinmarker i 320-240 meters højde i bakkerne ved Montalcino området.

Det er i dag Andriano Rubegni og hans hustru Sonia, der laver 4 forskellige vine, en grappa samt lidt olivenolie. Det er selvfølgelig en Rosso di Montalcino, IGT vinen Maritato og så 2 Brunello’er … denne samt en Riserva,

Deres almindelige Brunello di Montalcino 2017 er lavet med Sangiovese druer, der typisk høstes i slutningen af september. Vinen er lavet i store 50 hektoliter ståltanke med daglige punchdown over 18-20 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret mindst 2 år på store 20-30 hektoliter egefade og 6 måneder på flaske efter aftapning.

Igen fabelagtig lækker aroma, hvor fadaftrykket er tydeligt, men egentligt doseret ganske fint, for det overdøver ikke en lidt mælket og drikkeyoghurtagtig aroma med jordbær, svesker, kirsebær og en smule blommer,  tobak, skovbund, champignon og fra fadene også kakao og en café-latte … næsten spot-on som 2015’eren.

Smagen er sådan lidt småsaftig, men lidt med lidt mere kant end forrige Brunello di Montalcino, for der er mere bitterhed, en lidt grovere syre, vildt tørre tanniner og tilsammen giver det vitterlig godt bid. Vinen har en ren og bitter frugt, tørrede tranebær og småsure kirsebær, garvet læder, violer og en sindssyg lang og monstertør eftersmag. Til prisen virkelig value-for-money.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, Italien

2017 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, ItalienNæste Brunello har jeg også smagt før, for det er nemlig Molino di Sant’Antimos Brunello di Montalcino Paolvs … faktisk smagt både i årgang 2011, 2015 og 2016, men nu er det altså 2017’eren.

Vinen er selvfølgelig lavet næsten på samme vis som den foregående årgang, dvs, med druer fra 25 år gamle vinstokke på markerne Pian di Rota, Romana og Castello i omkring 250 meters højde. Efter høsten afstilkes druerne og presses blidt inden den alkoholiske gæring i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over 7 dage efterfulgt af eftermaceration i 10-15 dage.

Derefter er vinen lagret 36 måneder i store 60 hektoliter egefade, hvorefter vinen flaskes og lagrer ekstra 4 måneder inden endelig frigivelse til salg.

I næsen er det et niveau op … lækker, lækker duft, som har en lidt smålandlig og småanimalsk side, hvor der først dukker en lys og sød frugt op … hindbær, kirsebær og rabarber, våde fade, tobak, tør jord, svampe, lakrids, kamfer, hæfteplaster, chokolade, kanel og let vanilje. Det er meget let og dufter vitterlig voldsomt godt.

Jeg synes egentlig, at 2016’eren var pænt let i munden, men det er vist lige så udtalt her i 2017’eren. Frugten er mindst lige så ren med kirsebær, tranebær og hindbær, mens tanninerne faktisk er en tand mere krigeriske og vilde … uden de okkuperer munden fuldstændigt, men blot markerer og blærer sig. Den lidt lysere frugt giver vinen et meget klædeligt bittert bid, men det er uden at miste varme, kraft, elegance og finesse. Igen er jeg solgt … fucking tæt på 2016’eren, men 5,5 tomler med pil op er også ret overbevisende.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 349,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Nunzio Ghiraldi, Lugana Sant’Onorata 1953, Lombardiet

2019 Nunzio Ghiraldi, Lugana Sant’Onorata 1953, LombardietPå næste stand mødte jeg vinmageren Nunzio Ghiraldi, som jeg tidligere samme dag havde smagt en vin fra under vor middag på Hotel Catullo. Så den ene af hans to vine havde jeg dermed smagt, så derfor smagte jeg i stedet hans 2019 Lugana Sant’Onorata 1953.

Vinen er jo opkaldt efter den gamle vingård Sant’Onorata, som hans bedstefar – der også hed Nunzio Ghiraldi  – købte i 1953 lidt sydøst for Lugana di Sirmione i Lombardiet.

Vinen er lavet med Turbiana druer, der kommer fra over 60 år gamle vinstokke, på husets marker lige rundt om Podere Sant’Onorata og alene lavet på ståltanke uden brug af eg … overhovedet.

Druerne til Lugana Sant’Onorata 1953 er høstet i oktober med håndkraft og efter presning er mosten gæret i stål ved kontrolleret temperatur. Derefter har vinen lagret i tankene sur lie i 10 måneder og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

I næsen fornemmer du allerede, at der er tale om en blød og nærmest cremet vin med god intensitet og meget aromatisk. Der er masser af citrus suppleret lidt gærede noter, dåsepærer og fersken.

Og smagsmæssigt er det bestemt også en cremet vin, som først virker rund, blød og føjelig … men den er ikke føjelig, for der har også en virkelig frisk smag med grønne æbler, grønne og umodne pærer, grape, lemon, grønne urter og salte mineraler med vedholdenhed. Det er som om, at vinen har flere lag, hvilket også gør den mere kompleks og interessant.

Forhandles herhjemme af Nyde Vin, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef, Bernkasteler Doctor Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef, Bernkasteler Doctor Riesling GG, Mosel, TysklandWeingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef ligger i dag i et topmoderne vineri, som blev bygget i 2015 lidt vest for Bernkastel-Kues midt ude i vinmarkerne.

Derfra har jeg nu smagt lidt Bernkasteler Doctor Riesling Großes Gewächs årgang 2017.

Vinhuset – der nemt kan forveksles med Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch – har jeg skrevet om før … sidst da jeg smagte en frisk Bernkasteler Riesling Kabinett Fruchtig i glasset i årgang 2019. I det indlæg fortalte jeg også lidt om vinhuset.

Vinmarken Bernkasteler Doctor har flere hundrede år været kendt som en af de bedste marker i Mosel … på trods af eller på grund af de kun 3,25 hektar, som marken er på. Den imponerende, svimlende  stejle skråning rejser sig konisk over landsbyen Bernkastel.

Denne stejle skråning vender perfekt mod vest-sydvest, hviler på en skifer, sten- og sandholdig jord, som opmagasinerer solvarmen om dagen og afgiver den om natten. Dette sikrer en optimal modning, som sammen med de 80 år gamle vinstokke giver utroligt koncentrerede og komplekse vine.

Der er ikke mange producenter, som har parceller på Bernkasteler Doctor, men det har begge Thanisch huse, Weingut Reichsgraf von Kesselstatt og Weingüter Wegeler – Gutshaus Mosel. Det er dog det andet Thanisch hus Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch, som ejer flest hektar på Doctor. Doctor siges. at værende Tysklands dyreste vinmark.

Vinmageren Maximilian F. W. Ferger har lavet denne vin i rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret på Großes Holzfass, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Der er omkring 5 gram restsukker pr. liter.

Allerede fra første snif fornemmes Mosel sødmen, nice, men – er efter min vurdering – ikke helt åben endnu. Frugtmæssigt er her lidt pærer, fersken, honningmelon, hyldeblomst og endda tørret abrikos, god modenhed, lidt appelsinskal, men ingen petroleum endnu. Der er også lidt urter, safran, svagt lidt blomster og så nødder. Mums.

Meget moden, men lidt stille og tilbagetrukket i stilen. Der søde krydderier, moden fersken, lidt lemon bitterhed, grillede citroner, er fyldig og saftig, røget og mineralsk. Syren virker stille, rolig og mild, mens eftersmagen er lang og sidder behageligt rundt i kæften.

Forhandles bl.a. af Vinpusheren, hvor en flaske vistnok koster et sted mellem 300 og 400 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 JC’s Own, Lenswood Adelaide Hills Pinot Noir, Adelaide, Australien

2018 JC's Own, Lenswood Adelaide Hills Pinot Noir, Adelaide, AustralienNår vi næsten lige har smagt Jaysen Collins’ Dry White Freestyrer, hvorfor ikke nappe én mer’ af de små buttede og altid spændende flasker fra JC’s Own. Denne er rød og ikke – som normalt hos Jaysen – fra Barossa Valley, for vinen er en 2018 Lenswood Adelaide Hills Pinot Noir.

For efter 20 års arbejde i Barossa Valley, så ville Jaysen gerne prøve at lave lettere og mere elegante vine. Efter et par besøg i USA på en lang række højt beliggende marker i Sierra Nevada området, så blev han inspireret og startede med at lede efter tilsvarende forhold i Australien.

Efter flere dage i bakkerne i Adelaide Hills stødte han på en lille vinmark med Pinot Noir i subregionen Lenswood … en lille mark beliggende i 560 meters højde og skrånende mod nordøst og nabo til ​​en jordbærmark. Derfor købte Jaysen alle druerne … og de er så brugt til at lave denne vin

Han har lavet vinen ved, at alle klaserne er anbragt i åbne gæringskar, hvor de så er fodtrampet på god, gammeldags facon, hvilket er efterfulgt af spontangæring over 15 dage med druerne naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret på en kombination af 500 liter egefade og 225 liter barriques, heraf 50% nye fade. Der er kun lavet 1.398 flasker af vinen.

Virkelig dejlig og kølig næse … lidt frisk frugt med hindbær, kirsebær og måske endda også jordbærafsmitning fra den røde nabomark, lidt peanutbutter og samtidig lidt mælkede noter, røget bacon, kalk og er bare så fin og indbydende med et nærmest europæisk snit.

I munden er det også vanedannende lækkert … slet ikke varm og oversøisk i stilen, men meget ligetil, direkte og rank i frugten, der har lidt bitterhed og småvrissen syre, men på en fin måde. Der er tørre tranebær, umodne kirsebær, røg, lette tanniner, peber samt grønne blade og grønne urter.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Domaine des Jeunes Pousses, Aux Chânes, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine des Jeunes Pousses, Aux Chânes, Bourgogne, FrankrigNæste vin er fra et rigtigt spændende projekt, nemlig Domaine des Jeunes Pousses, som er skudt i gang af den rige og kendte vinmager Thibault Liger-Belair, men drives af to unge vinmagere Hugo Foizel og Angela Quiblier. Her er vinen deres Aux Chânes i årgang 2020.

Thibault Liger-Belair er – for nu at sige det pænt – nærmest født med en sølvske i munden. Han er fra den berømte Liger-Belair familie, der gennem mange årtier har været meget ansete i Bourgorgne … mest kendt er nok hans berømt fætter på Domaine du Comte Liger-Belair.

Allerede som ung har Thibault Liger-Belair været med til at vinificere store årgange Vosne-Romanée, Nuits-Saint-Georges og Clos de Vougeot og virker ret velhavende. Men han har i sit arbejde ofte mødt unge vinmagere, der havde stort talent, men ikke økonomien til at komme i gang.

Derfor har han også startet sit projekt Domaine des Jeunes Pousses, hvilket startede med, at han  i 2008 købte marker i Moulin-à-Vent og senere jord i både Chénas og Beajolais-Villages appellationen, alle på steder, hvor Thibault mente, at der var stort potentiale.

Samlet har han købt 5 hektar vinmarker … og dem har han så simpelthen lånt ud til to unge og lovende vinmagere i form af parret Hugo Foizel og Angela Quiblier på henholdsvis 26 og 25 år helt uden den mindste økonomiske kompensation … fuldstændig filantropisk.

Planen er så, at parret får 3 år til at drive vingårde og spare op til deres eget sted, mens driften skal finansieres via lidt crowdfunding via den specielle platform WineFunding. Når de 3 år er gået, så er det planen, at andre unge vinmagere skal låne vingården. Thibault har kun sat et krav, hvilket er, at de skal arbejde økologisk og biodynamisk.

Hugo Foizel og Angela Quiblier overtog driften i 2019 og i løbet af de 3 år skal de unge mennesker stå i spidsen for vingården, klare alt fra pasning af marker, produktion, salg og markedsføring. Og når de så er færdige, så skulle de gerne være i stand til at administrere deres eget domæne.

Det er også derfor, at vinhuset hedder Domaine des Jeunes Pousses, da Jeunes Pousses betyder de unge skud. Det betyder selvfølgelig også, at der i de kommende år kan blive forskel på vinene fra det spændende vinhus, når vinmagerne skifter hver 3. år.

Her smager jeres deres vin kaldet Aux Chânes, hvor druerne – som jeg lige kan forstå det – stammer fra marker i Chénas, men derudover har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen … så vi springer i stedet hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Hvor er det arketypisk Beaujolais i næsen … dejlig landlig, har blæk, banan, kirsebær og grønne pærer. Det er sydende bondsk og bliver suppleret af lidt saltlakrids, svag mentol, røg, egetræ, men samtidig med en nærmest klinisk renhed.

Vinen har smagsmæssigt en rigtig lækker lethed … let bitterhed, kirsebær, hindbær og har faktisk en rigtig god syre, mens tanninerne er forholdsvis bløde. Der er samtidig en rank mineralitet, et lille drys med peberkværnen og vild syrlig, lang eftersmag. Klassevin.

Forhandles af Blancs.dk, hvor introprisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen er vist ikke endnu kommet på Blancs.dks hjemmeside endnu … men så skriv bare til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 JC´s Own, Dry White Freestyler, Barossa Valley, Australien

2020 JC´s Own, Dry White Freestyler, Barossa Valley, AustralienI januar sidste år fyrede jeg raketten rock:it fra vinhuset JC´s Own afsted mod nattehimlen til Bowies Space Oddity og nu et år senere er der igen JC´s Own innovative væske i glasset … nu i en hvid og total Freestyler stil … Dry White Freestyler 2020.

Som med rock:it kommer Freestyrer også i en lille og buttet flaske, men er lavet på et mix af forskellige druer, hvilket er Chenin Blanc og Crouchen fra Angaston i Barossa, Chardonnay fra Krondorf i Barossa + Sauvignon Blanc samt Pinot Gris fra Adelaide Hills, altså kendte druer … måske lige undtaget druen Crouchen.

Crouchen er en lidt underlig hvid druesort, der stammer fra Roussillon regionen i det sydlige Frankrig, men som nu kun produceres kommercielt i Sydafrika og Australien.

Når Crouchen blandes med mere udtryksfulde druer, så giver det lette og frugtige vine, der ofte er halvsøde. Crouchen bruges meget sjældent alene på grund af dens neutrale karakter og blandes oftere med mere udtryksfulde varianter som Riesling og Sauvignon Blanc.

I vinmarkerne er Crouchen meget modtagelig over for sygdomme som meldug og dunet, hvilket skaber en udfordring for vinavlere i et fugtigt klima.

Sorten har ofte haft en identitetskrise, fx ankom der i 1850 en sending Crouchen til Clare Valley i Australien, men australierne forvekslede sorten med Semillon, selvom de kaldte den Riesling på det tidspunkt. Det var først i 1976, at sorten blev identificeret som Crouchen.

I Sydafrika kalder de stadig Crouchen for Cape Riesling, mens de kalder den ægte Riesling for Rhinen. De fleste marker med Crouchen ligger i Paarl og Stellenbosch, hvor sortens kraftige vinstokke producerer lette vine med ringe særpræg.

Jaysen Collins har med denne Dry White Freestyler også lavet vinen på totalt freestyle facon ved, at de håndhøstede druer først er blevet fodtrampet … bare i med de hele klaser og så tramp på det hele, som så har fået lov at stå og hvile i 24 timer.

Derefter er det hele presset og saften overført til brugte barriques, hvor vinen så har spontangæret alene med de naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen så blot lagret sur lie i fadene i 11 måneder inden flaskning, som sker uden klaring eller filtrering.

Vinen skal drikkes af et stort bourgogneglas … jeg prøvede først et mere slank hvidvinsglas og det fungerede ikke rigtigt. Men i rigtigt glas byder vinen på en duft af svag røg, kvæde, bergamotte, fersken, pærer, marcipan, mandler, lidt salt, kalk og måske endda med en fin,  lille og svag oxidering. Samtidig fornemmer man, at vinen er blød, rund, afbalanceret, lidt reserveret og tilbagetrukket.

I munden går denne saltede og lidt kalkede smag igen. Der er krydderier, lidt fersken, abrikos og måske endda flere eksotiske frugter, tørret appelsinskal, en lille sødbitter tone og røg: Selvom vinen måske i duften er stille og reserveret … og smagen starter på samme måde, så kommer der nærmest en lille smagseksplosion i din mund. Måske er en eksplosion ikke det rigtige ord, men det er som om, at kraften mere kommer som en rullende bølge og efterlader smagen utrolig lang tid munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Bulgarini, Lugana Spumante Metodo Classico Brut 40 Mesi, Lombardiet, Italien

2016 Bulgarini, Lugana Spumante Metodo Classico Brut 40 Mesi, Lombardiet, ItalienVi startede smagningen hos Bulgarini med et smukt brag i form af denne fine Lugana Vino Spumante di Qualità Metodo Classico Brut 40 Mesi i en årgang 2016.

Vinen er lavet ved, at Turbiana druerne efter den manuelle høst er presset blidt. Der anvendes kun den der fritløbende juice.

Gæringen sker i ståltanke ved lav temperatur og vinen lagres så i ståltankene i 8 måneder. Derefter sker andengæringen i flaske over 40 måneder før rémuage og degorgering.

Det er første årgang vinen er lavet i, så det er et nyt produkt hos Bulgarini. Etiketten på vin er lavet af kunstneren Mak, som er en ven af Faustos hustru Virginia.

Dejlig landlig næse … lidt kostald og en halv mødding, dejlig lethed. virkelig luftig og svævende aroma, masser af mineralitet samt en del grape, citroner, mandler og nybagte flütes.

I munden er vinen ren, crisp, sprød og ganske syrlig. Der er citroner, tonsvis af lemon … mangler næsten kun lidt gin 🙂 Derudover er den tør, har de klassiske Lugnana elementer med salte mineraler, men er utrolig elegant og transparent samt klar med små elementer af appelsinskal og nødder.

Har ikke fundet vinen herhjemme, men i Italien koster vinen 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Manoir de Kinkiz, Cidre de Fouesnanz, Frankrig

N.V. Manoir de Kinkiz, Cidre de Fouesnanz, FrankrigPå adressen Chemin du Quinquis Ergué-Armel lidt sydvest for byen Quimper i Bretagne hos Cidrerie Manoir du Kinkiz gærer og bobler det med vildskab og animalsk galskab … og det skal jeg nu smage i denne Cidre de Fouesnanz.

Bretagne i det nordvestlige Frankrig har længe været kendt for sin cider, som er blevet lavet her helt tilbage til romertiden.

Hervé Seznec havde også allerede i en tidlig alder besluttet, at han skulle producere cidere. Allerede som 19 årig genplantede han sine 30 hektar frugtplantager med næsten 25 æblesorter.

Han havde et intenst ønske om at lave naturligt mousserende cider af høj kvalitet fra sine egne frugtplantager, hvilket sker under navnet Cidrerie Manoir du Kinkiz. Hervés har en kæmpe passion for cider og arbejder konstant for at forbedre og innovere sine cidere.

Hervé grundlagde officielt Manoir du Kinkiz Cidrerie i 1991, men det havde reelt allerede havde eksisterede længe før, for hans far Pierre Seznec havde allerede og lavet cidere fra markerne. Under hans ledelse blev organisationen CIDREF oprettet i 1980 og den stod bl.a. bag etableringen af Appellations d’Origine Contrôlée for områder AOP Cornouaille og Pommeau de Bretagne AOC.

Alt arbejdet på Manoir du Kinkiz udføres med den største respekt for naturen. Han bruger ingen herbicider i sin frugtplantage og han tillader de oprindelige planter og græs at vokse mellem træerne.

I hans næsten mystiske og mørke kælder gør Hervé et ægte forsøg på at vende tilbage til sine forfædres praktiske, håndværksmæssige produktionsmetoder og lagrer sine cidere på enorme egetræsfade.

På Manoir du Kinkiz plukkes æblerne kun fra slutningen af ​​september til december, når de er modne, det vil sige når æblet er faldet til jorden. Så følger en presning til æblemost … hvorefter Hervé starter arbejdet i kælderen.

En del af ciderproduktionen destillerer han så for at producere Pommeau de Bretagne AOC og Eaux de Vie de Cidre de Bretagne AOC. De lagres alle i hans store gamle kælder, der faktisk er den største og ældste lagringskælder i hele Bretagne.

Her smager jeg så Hervés Cidre de Fouesnanz. Det er en cider, som er lavet samlet af gamle æblesorter, høstet i hånden fra en plantage ved kommunen Fouesnant, der er betragtes som kilden til nogle af de allerbedste cidere fra Bretagne.

Kinkiz Fouesnant-cider er efter høsten presset,  når frugten er mest moden og gæringen er langsom og afsluttes med cirka 2-3 måneder flaskegæring, hvilket giver cideren sine meget fine bobler.

Lad mig allerede advare de mest følsomme … dette er sgu ikke en cider for alle, for den nærmest stinker og af gæret mødding, prut og krudt, hestestald, bondesved, blåskimmelost, rygeost og så … godt nede modne og let oxyderede æbler. Det lyder vildt og det er det måske også, men også bare vildt fascinerende.

Jeg elsker landligheden … og du bliver belønnet, hvis du har en omgang tålmodighed, for der er noget virkelig dragende over de meget animalske aromaer af mødding, gammel sofa og cideren mørkegule eller måske nærmere orange farve.

I munden er boblerne i min flaske imidlertid nærmest helt væk … man fornemmer alene en lille og svag perlende effekt. Smagen er modne og lettere oxyderede æbler suppleret med nødder, røg og blomstervand … meget rolig, stille og smooth samt cremet og sgu næsten olieret eller smørret i munden. Det er sgu cider med en moden vildskab og galskab. Vild og vild.

Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Houlberg anmelder … gourmetrestauranten Amstrup&Vigen på Dyvig Badehotel

Dyvig Badehotel er nok Danmarks smukkeste Badehotel og ligger ganske øde på en eventyrlig plet i Dyvig på Nord Als. Vi havde lige op til jul sat kursen stik syd til et miniophold … fra torsdag eftermiddag til fredag middag og det var inklusiv en 4 retters menu i Restaurant Amstrup&Vigen torsdag aften.

Fruen var en smule bekymret over – midt i juletravlheden – at der blev mindre tid til alle de praktiske gøremål op til den hellige aften, men det kan absolut anbefales at hive et par dage ud af kalenderen og så bare blive forkælet og lade pulsen falde helt til ro.

Her kommer man ind i en tidslomme … tiden går i stå, måske fordi Dyvig Badehotel er bygget som et gammelt vaskeægte badehotel fra 1920’erne eller 1930’erne, virkelig romantisk i gammel stil, virkelig gennemført, selvom hotellet overraskende nok er bygget i 2010.

Vi ankom om eftermiddagen og fik anvist vore værelser … lige ud til vandet og nåede lige at nyde udsigten inden solen totalt idyllisk gik i gang med at gå ned med en skødesløs ødselhed af varmerøde stråler, der kunne tilfredsstille enhver amatørfotograf.

Så indtog vi derefter Stjernesalen, der var pyntet op til jul BIG TIME efter alle kunstens regler … og sikkert lidt til. Der lod vi os sænke ned i de bløde møbler og fik lidt frisk kaffe samt lidt kage.

Jeg havde frygtet, at vi skulle i gang med et stort sønderjysk kagebord, men det skulle vi dog ikke. I stedet valgte vi alle et stykke kage … og der var vist mest tilslutning til den klassisk konditorkage  gåsebryst med masser af flødeskum. Det var fint … jeg havde ellers frygtet, hvordan vi så lidt senere skulle overkomme en 4 retters middag.

Mens kagen blev tygget godt igennem og kaffen løb igennem Madame Blå kaffekanden, ned i vore kopper og videre gennem kroppen med smålun behagelighed , så lagde vi en slagsplan for aftenen. Den var sgu rimelig simpel, først gathering på et af vore værelser til opvarmning inden vor middag et par timer senere.

Opvarmning

Vi havde nemlig været så forudseende, at vi havde medbragt lidt vine, som siden ankomsten havde hvilet i minibaren på bekostning af lidt mørkbrune cola’er, som så for en stund måtte tilbringe et par timer i klædeskabets mørke.

Gert havde taget en 2020 Grauer Burgunder fra Weingut Gröhl i Rheinhessen med, så den startede vi med. Og her må vi omgående rose Dyvig Badehotel for at have virkelige anstændige vinglas på værelserne … og dermed undgik vi, at vi skulle drikke vinene fra tandkrusene.

Jeg havde også lidt vine med … en 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fra Weingut Egert, en 2012 Langhe Pinot Nero La Tartufaia fra Giulia Negri og en 2020 Picaro del Àguila fra Dominio del Àguila,

Vi nåede dog ikke ret mange glasfor tiden fløj afsted. Det gør den altid i godt selskab, så snart var det tid til aftensmad. Vi skulle heller ikke blive totalt wasted, men blot lige hygge og lægge en bund.

Maden

Restaurant Amstrup&Vigen er Dyvigs gourmetrestaurant med sin fantastiske blå farve og få meter til havet. Vor ophold omfattede jo en 4-retters middag med en tilhørende vinmenu i restauranten som opholdets kerne.

Efter vi havde fundet vore pladser omkring et af bordene, så blev vi spurgt, om vi ville starte med et glas champagne, men da vi jo havde tyvstartet, så afslog vi pænt og sprang direkte i middagen, som kom til at bestå af disse retter:

  • Appetizers; Små tærter med gedeost og pinjekerner samt grissini med urter og skinke fra en lokal slagter
  • Forret; Kulmule med forårsløg, asparges og en hummerbisque
  • Mellemret; Vesterhavstorsk med revet, ristet rugbrød, flæskesvær, karse og en trøffelsauce
  • Hovedret; Velfærdssvin pakket ind i hakket svin, ærteskud, østershatte, kål, baklava og kartoffelkroket
  • Dessert; Chokoladekage med sorbet

Lad os da bare kigge nærmere på retterne og de vine , som Amstrup&Vigen havde valgt skulle følge retterne.

Små tærter med gedeost og pinjekerner samt grissini med urter og skinke fra en lokal slagter

Appetizerne var fine … de små tærter lavet med så stor sirlighed og smagte ret fantastiske. De var fyldt med en creme af gedeost, mens der ovenpå var lidt ristede pinjekerner.

Derudover var er en grissini til hver … lige omviklet med lidt skinke fra en lokal slagter og derudover lidt urter. Det er faktisk en god idé, at omvikle de tørre brødpinde med skinke og det skal jeg vist selv prøve engang.

Da vi havde sagt nej til lidt boblevand, så tyvstartede vi vinmæssigt med den hvidvin, som også skulle følge forretten. Det var – sjovt nok – også en Grauburgunder, nemlig en Hans Baer Grauburgunder fra det store Weinkellerei Hechtsheim, som er et datterselskab af det endnu større Le Groupe GCF aka Les Grands Chais de France.

Kulmule med forårsløg, asparges og en hummerbisque

Forretten var så flot … en stor guldtallerken til den lille hummerbisque med kulmule, forårsløg og asparges. Dertil var der også lidt lækkert hjemmebagt brød med smør og en creme.

Selvom vor 2019 Hans Baer Grauburgunder er en billig vin – kan fås til 199 kr. for 6 flasker ved grænsebutikker – så fyldte tjenerne ikke glasset op og det var tilfældet hele aftenen. Men det er vel også ganske fair og vi fik da også glasset til at strække til både vor appetizer og forretten. No worry.

Vesterhavstorsk med revet, ristet rugbrød, flæskesvær, karse og en trøffelsauce

Næste ret var også fisk … dejligt. Det var en fin, perfekt stegt vesterhavstorsk i en sauce med trøffel. Ovenpå var der ristet og revet rugbrød, flæskesvær og karse. Retten var lidt mere rustik, men smagte virkelig godt.

Jeg skulle lige vende mig til det lidt hårde drys ovenpå, men den tilhørende vin hjalp og supplerede fint. Den vin var mere spændende og var en 2019 Chardonnay Terroir Littoral … en Vin de Pays d’Oc fra det kæmpestore negociantforetagende Fortant i Languedoc.

Velfærdssvin pakket ind i hakket svin, ærteskud, østershatte, kål, bok choy og kartoffelkroket

Også hovedretten var fabelagtig … vor venlige tjener fortalt, at det var velfærdssvin med hakket svinefars rundt om. Farsen var lavet fra skanken og til grisen blev der serveret ærteskud, østershatte, kål, bok choy og en kartoffelkroket … og så selvfølgelig lidt sauce.

Jeg kunne godt have brugt en lille seddel med menuen, men fik flittigt og sirligt skrevet hver ret op … og håber jeg fik det noteret nogenlunde korrekt.

Den tilhørende vin var spansk og måske aftenen mest spændende vin. Det var vinen Mineral fra vinhuset Cara Nord Celler beliggende i Mont Sant og vi fik den i en årgang 2017 … rustik, krydret og så alligevel ganske charmerende.

Chokoladekage med sorbet

Vi sluttede helt sødt … en dessert med en syndig chokoladekage og lidt sorbet ovenpå. Mener at det var en solbærsorbet, men er faktisk lidt usikker på det. Jeg er dog sikker på, at dessertvinen var en Saint-André fra Domaine de Joÿ i Côtes de Gascogne i Sydvestfrankrig og lavet på druen Petit Manseng. Den var okay uden at være særlig prangende.

Vinene

Sammenlagt kom vinmenuen således til at se sådan her ud:

Jeg har- as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Relax og exit

Efter middagen returnerede vi til Stjernesalen, hvor vi gik ombord i et par drinks … mest Gin Hass og jeg nappede – helt gammeldags – et par Gin og Tonics inden vi dappede i seng, da klokken blev midnat og coronarestriktionerne sagde, at udskænkning ikke længere var tilladt. Det var nok også godt nok.

Om morgenen nød vi badehotellets morgenmad De lux med saltpølser og specialiteter fra Als inden vi gik en tur udenfor, men vi fandt ikke nogle mulige gå-ruter, så vi gik blot ud på badeboerne og nød det kolde vejr. Dermed blev det ikke til den forventede vandretur, så derfor tjekkede vi bare ud.

Da jeg havde betalt, fandt jeg – eller rettere fruen – ud af, at vi havde betalt for 4 glas champagne. Da vi netop før middagen havde takket nej til champagne, så måtte jeg retur til receptionen til åbenlys stor  irritation til receptionisten, som blev sur og tvivlede på min ellers høflige protest mod regningen.

Stemningen blev virkelig rigtig dårlig, men hun endte dog med at refundere mig prisen for de 4 glas, som vi ikke havde fået, mens jeg følte mig lidt ramt på min hæderlighed … lidt en kedelig afslutning på et ellers godt ophold.

Konklusion

Dyvig Badehotel samt gourmetrestaurant Amstrup&Vigen er et fantastisk sted. Badehotellet oser af eksklusivitet, forkælelse og velvære, mens restauranten leverer på et meget højt niveau. Den er da også – meget fortjent – tildelt den flotte klassifikation SOL i Den Danske Spiseguide.

SOL tildeles restauranter, der fremstår målrettet/fokuseret på at komme i betragtning til EEE – Europa Exclusiv Elite – kategorien. For at komme i betragtning skal alle parametre indenfor oplevelsen på restauranten have høj prioritet; maden, innovation, smag, menuer, vin og drikke sortimenter, udvalg, tema og servicering, betjening af gæster overall, atmosfære, bordkomfort, bestik/glas, temperatur, lysforhold, akustik, musik og atmosfære.

De fleste punkter kan vi næsten krydse af, for maden var på et sindssygt højt niveau, mens vinmenuen var noget svagere. Dyvig har ellers et af landets fineste og største vinkort , hvor man fx kan få en flaske 1999 Cristal Vinotheque til 48.000 kr. eller måske en flaske Romanée-Conti Grand Cru til den nette sum af 155.000 kr.

Der er 76 sider i vinkortet, der rummer alt, hvad en vinnørd kan begære, men sjovt nok var ingen af aftenens vine med i vinkortet og derfor nok bare indkøbt til hotellets billigste ophold med tilhørende 4-retters menu inklusiv vinmenu og altså ikke gode nok til at komme med på vinkortet! Det gør ikke noget, at vinene – som her – er meget billige, blot de understøtter maden, er gode samt udvalgt med omhu og hjerte. Men lidt skidt, at man på et ophold spises af med vine, som er for ringe til vinkortet.

Og med udsalgspriser i detailhandlen på mellem 33-75 kr. – og formentlig billigere indkøbspriser som restaurant – så ville jeg måske have sørget for at fylde glassene op løbende. Ikke at vi tørstede, for det gjorde vi slet ikke og var samlet set  godt tilfredse, men et eller andet sted, så stod vinmenuen i skærende kontrast til hotellets markedsrøring som Exclusive Boutique Hotel.

Samlet leverer Amstrup&Vigen på Dyvig Badehotel dog fantastisk mad og jeg besøger gerne stedet igen … næste gang måske en solrig sommerdag med masser af liv på lystbådehavnen foran hotellet. Så dermed rammer Houlberg 5,5 tomler med en lille pil ned.

Samlet anmeldelse 5,5/7