Tag-arkiv: Frankrig

2014 Château d’Aydie, Laplace Madiran, Sud-Ouest, Frankrig

2014 Château d'Aydie, Laplace Madiran, Sud-Ouest, FrankrigSud-Ouest aka Sydvestfrankrig er noget overset herhjemme og det er egentlig en skam, for der kan du få spændende vine til meget fornuftige priser. Og her har vi netop én af slagsen fra appellationen AOC Madiran … en 2014 Laplace Madiran fra Château d’Aydie.

Vinslottet ligger i Aydie lidt nordvest for byen Madiran og har da også dets marker i både AOC Madiran med kraftige røde vine samt den lille AOC Pacherenc du Vic Bilh for mousserende og søde vine. Det drives i 3. generation af Laplace familien i form af Marie, Jean Luc, François og Bernard Laplace.

Det var deres bedstefar Frédéric Laplace, der allerede i 1927 grundlagde vinhuset, som i dag samlet har 58 hektar vinmarker fordelt med 52 hektar på Château d’Aydie og yderligere 6 hektar på vingården Mouréou-Chapelle Lenclos, som familien overtog driften af i 2005 fra deres fætter Patrick Ducournau,

På markerne dyrker Laplace familien sorterne Colombard, Ugni Blanc til de tørre hvidvine,  Gros Manseng og Petit Manseng til de søde vine og endelig Tannat, Syrah, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon til rødvinene.

Denne Laplace Madiran er netop en vin på 75% Tannat og 25% Cabernet Franc. Vinen er gæret ved 25 grader i rustfrie ståltanke med maceration i 10-20 dage. Hovedparten af vinen lagrer videre i ståltankene og 20% i egetræsfade i 12 måneder inden samling og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en kraftfuld, elegant og tør vin med en vis friskhed. Der er mørke bær, solbær, blåbær, grafit, blæk … virkelig stor tørhed, røg, bålsted, tobak, tørt egetræ, lakridsrod og kakao. Der er samtidig nogle bordeauxfile karaktertræk.

Smagen er stram, syrlig, masser af syre og masser af tanniner, men dog ikke helt vildt, så Tannat druerne totalt udtørrer munden, men for pokker, hvor hænger de bare i munden i lang tid med en kæmpe tørhed. Der er smag fra et sted mellem blåbær og hindbær, nogle frugtsten, stål og flint … ren og stram. Til prisen er der masser af vinoplevelse … WAUW,

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Domaine Pont Major, Limoux Blanc, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine Pont Major, Limoux Blanc, Languedoc, FrankrigI byen Landiras ligger GCF Group aka Les Grands Chais de France, som har flasket denne 2017 Limoux Blanc fra vinhuset Domaine Pont Major.

Der er ganske sparsomme oplysninger om Domaine Pont Major, så jeg vil gætte på, at det blot er et brand under den store GCF Group, som vi tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Les Grands Chais de Franc aka Le Groupe GCF kender vi herhjemme nok mest som firmaet bag den ikoniske J.P. Cheney vin med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud. Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine under navne som bl.a. Les Grands Chais de France, Calvet, Grand Sud, Arthur Metz, Henri Gaillard og mange, mange flere.

Les Grands Chais de France er en familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1979 af CEO Joseph Helfrich og i dag Frankrigs største privatejede vinproducent i hele Frankrig. Gruppens hovedkontor og vigtigste produktionssted ligger i Petersbach i hjertet af nationalparken Vogeserne du Nord i Alsace.

I Frankrig laver de vine fra over 3.000 hektar vinmarker i Alsace, Loire, Bordeaux, Bourgogne, Jura, Provence, Languedoc-Roussillon og havde i 2018 en omsætning på 8,4 mia. kr. samt et salg af 1,5 millioner hektoliter vin årligt.

Firmaet har i dag 1.889 ansatte og 21 firmaer rundt om i verden indenfor vin og spiritus. Og én af de bedst sælgende vin er vel ikke overraskende den prisbillige J.P. Chenet.

Denne 2017 Limoux Blanc er i lavet på Les Grands Chais de Frances store produktionsanlæg i Landiras, men druerne kommer fra marker omkring klosterbyen Saint Hilaire, hvor der har været dyrket vin i hvert fald siden romertiden.

Det kølige klima kombineret med mange århundreders tradition for at producere både stille og mousserende hvide vine i distriktet, er da også medvirkende til, at man må betragte Limoux i en klasse for sig.

Denne Pont Major Limoux Blanc er lavet på primært Chardonnay tilsat en lille smule Mauzac. Vinen er lavet helt klassisk og er lagret på egefade, som det er udbredt i Limoux … denne endda med en tredjedel nye fade.

Næsen er fed og svulstig med kalkagtige mineraler, en meget aromatisk, dyb duft, eg, vanilje, lemon, syltede citroner, abrikos, nogle varmkrydrede elementer … krydret og pirende. Selvom det er en fyldig og fed næse, så virker vinen meget elegant.

I munden er det også en kraftig, krydret … omend afdæmpet vin, men sikke en lækker smag, virkelig blød og cremet med søde samt syltede citroner, lidt nelliker og kalkholdig bid. Det er faktisk en ganske dejlig og bedårende vin.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 199,95 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen kun 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2007 Château Haut-Bailly, La Parde de Haut-Bailly, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Haut-Bailly, La Parde de Haut-Bailly, Bordeaux, FrankrigDenne La Parde de Haut-Bailly er andenvinen hos vinslottet Château Haut-Bailly, der ligger på den højeste grusbanke i Léognan.

Vinhuset stammer helt tilbage fra 1530, hvor Goyanèche og derefter Daitze-familien købte en række marker, som de tilplantede med de bedste vinstokke. Markerne havde allerede siden 1461 været anvendt til vinproduktion. I 1630 blev slottet købt af Firmin Le Bailly og Nicolas de Leuvarde, der var et par ganske velhavende parisiske bankfolk, som elskede vinene fra  Graves.

Da var famiien Bailly, der byggede selve slottet og lagde navn til vinhuset, som familien ejede helt frem til 1736, da det blev købt af den gode Thomas Barton, der allerede i en ung alder af 27 år forlod byen Curraghmore i Fermanag i sit hjemland Irland og slog sig ned som vinhandler i Frankrig.

Thomas Barton er vi stødt på tidligere her på bloggen. Barton havnede i 1725  i Bordeaux, hvor han opbyggede sit store vinfirma. Allerede i 1737 havde han tjent en større formue og blev blandt de lokale kaldt French Tom.

Han købte sidenhen Château Langoa og i 1826 også nogle marker fra den store Léoville ejendom.  Det blev til 2 separate vinhuse … nemlig Château Langoa Barton med det tilhørende slot og så Château Léoville Barton med bedste marker, men uden slot.

I dag ejer Barton familien både Château Langoa Barton, Château Léoville Barton og Chateau Mauvesin Barton … og ejede altså også i 1736 Château Haut-Bailly, som Thomas Barton også var med til at gøre kendt på et tidspunkt, hvor de franske vine virkelig var meget efterspurgte i specielt England.

Siden solgte Barton dog Château Haut-Bailly, som i de efterfølgende år skiftede ejer flere gange. I 1800-tallet var det fx  først Christophe Lafaurie de Monbadon, som ejede slottet og drev det sammen med sønnen Laurent, som i øvrigt senere blev borgmester i Bordeaux.

I 1872 købte Alcide Bellot des Minières ejendommen og byggede den ejendom, som i dag er hovedbygningen på vinslottet. Han var en præcis, banebrydende og videnskabsdrevet producent, der nærmest blev en legende i Bordeaux. Han lavede så fine, fremragende vine på Château Haut-Bailly, at priserne næsten var på niveau med 1. Cru Classé vinene fra Lafite, Latour, Margaux og Haut-Brion.

Efter Alcide Bellots død oplevede Haut-Bailly en periode med stor ustabilitet, mange skiftende ejere, men i 1955 blev slottet købt af Daniel Sanders, som var en belgisk negociantproducent.

Han drev slottet sammen med sin søn Jean Sanders og de stor bl.a. bag en stor renovering af slottet, markerne og gjorde i det hele taget atter Haut-Bailly et anderkendt vinslot.

Siden 1998 har vinslottet dog været ejet af  den amerikanske bankmand Robert G. Wilmers, som både er bestyrelsesformand og direktør i M&T Bank i Buffalo … og vild med vinene fra Bordeaux.

Den rige, amerikanske Robert G. Wilmers var dog ikke selv vinmager, så han fik i stedet Jean Sanders til at fortsætte med at lave vinene på slottet. I dag er det imidlertid Jeans barnebarn Véronique Sanders, som nu i 4. generation af Sanders familien laver vin på Château Haut-Bailly.

Slottet har siden 1953 været klassificeret som et Crus Classés de Graves slot og har dets 30 hektar vinmarker på den venstre side af Garonne floden i Pessac-Léognan appellationen. På markerne har man de sædvanlige druer fordelt med 60% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot, 3% Petit Verdot og 3% Cabernet Franc.

De mest bemærkelsesværdige af markerne er en 4 hektar parcel, hvor vinstokkene er plantet af Alcide Bellot des Minières himself i slutningen af 1800-tallet. Det er over 100 år tussegamle vinstokke med Carmenère, Merlot, Cabernet Franc, Malbec,  Petit Verdot og Cabernet Sauvignon.

Denne La Parde de Haut-Bailly er slottets andenvin … ja ret beset hedder den i dag ikke længere La Parde de Haut-Bailly, men i stedet Haut-Bailly.II … selvom vinen er lavet siden 1967.

I denne årgang 2007 er vinen lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 42% Merlot samt 8% Cabernet Franc. Vinen er lavet på samme måde som første vinen, altså med vinifikation i egefade, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 12 måneder på barrques.

Næsen er rigtig nice … lettere animalsk, solbær, marmeladefylde, lettere parfumeret, meget frugtrig, dyb sort frugt, sorte oliven, våde vaskeklude, røg, grafit, blyanter, kælder, chokolade og sød tobak. Utrolig levende kraft af sådan en 2007’er.

Smagsmæssigt er vinen slet ikke så voluminøs som i næsen, slet ikke overdone på nogen som helst måde, pænt syrlig, masser af jern samt mineraler, kirsebær, hindbær, brombær, læder og lidt honningsøde elementer. Meget smagfuld vin, som måske også netop nu topper udviklingsmæssigt.

Forhandles af Domaine Brandis, hvor en nyere årgang koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Albert Sounit, Mercurey Noblesse, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Mercurey Noblesse, Bourgogne, FrankrigVi lukker nu øjnene og nyder sidste vin, som der kun er lavet 2 fade af. Faktisk laves vinen  alene i de årgange, hvor den kan opnå en kvalitet, som er helt ekstraordinær. Det er nemlig vinen Mercurey Noblesse fra Maison Albert Sounit.

Vinen er lavet med druer fra marken En Boussoy, der ligger på det østvendte plateau på Montaigus bjerget ovenover landsbyen Saint-Martin-sous-Montaigus i den sydlige del af Mercurey. Druerne fra parcellen har i mange år indgået i Sounits vin Mercurey Vieilles Vignes sammen med druer fra en anden parcel på samme skråning, nemlig marken  Les Craie.

En Boussoy parcellen er nabo til 1. Cru marken Clos de Montaigus og har da også nogenlunde samme type jordbund med et dybt lag ler ovenpå kalkstensklippen. På En Boussoy er vinstokkene 70-80 år gamle og giver vine med stor koncentration.

Mercurey Noblesse er lavet af de to bedste fade fra marken … altså alene to helt nye franske egetræs à 228 liter, dvs. samlet beskedne 600 flasker af vinen.

Druerne er høstet ved håndkraft i starten af september og  sorteres ikke mindre end 3 gange, første gang ved plukningen, efterfølgende ved tømning af plukkernes spande, mens den tredje og mest grundige sortering sker på sorteringsbordet,

Alle druerne afstilkes og hældes i gæringskaret. Vinen har tilbragt 3 uger i gæringstanken, først med 6 dages kold maceration. Derefter har vinen gæret og efter-trukket i gæringstanken i 2 uger inden presning og lagring 18 måneder på de nye fade.

Duftmæssigt adskiller Mercurey Noblesse sig også fra fra de foregående vine ved, at næsen er langt mere tæt, mørk og dyb. Den har virkelig en meget dyb koncentration med mørke bær, kirsebær og brombær, peber, eg, fad, svag lidt kanel og peber. Den er mere maskulin end både Vielles Vignes og 1. Cru Mercurey … som en grovsmed,  der kan sit shit.

Imidlertid er smagen langt mere let og luftig end duften og det synes jeg er heldigt, for jeg er klart til feminin og let Pinot Noir, hvilket man får i smagen af Noblesse. Der er kirsebær, hindbær, modne tanniner, blød, kraftig og cremet velsmag. Det minder mere om både VV og 1.Cru i smagen … og absolut en lækker vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, FrankrigSom ved min sidste Kjellerup smagning var aftenens vin helt klart Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus … og denne 2017 årgang af vinen trak også aftenens vinderkort.

Vi er med denne vin på den rigtige side af hjulsporet, nemlig på 1. Cru vinmarken Clos de Montaigus, hvor vinstokkene er 45-50 år og vokser i stenet, leret jord. Klippeblokkene ligger lige under leret, hvilket er med til at give vinen en majestætisk rankhed og stil. Druerne er høstet i hånd og sorteret på sorteringsbord inden vinificering, som starter med en nedkøling af druerne til omring 9-10 grader, hvor druerne gennemgår en koldmaceration i 5-7 dage, hvorefter gæringen sker ved op til 30 grader omkring 2 uger.

Efterfølgende macererer vinen sammen med drueskaller og druekød i 3-4 dage, inden vinen hældes på fade og lagrer i 18 måneder på franske 228 liters barriques, hvoraf omkring halvdelen er nye. Derefter er vinen aftappet uden filtrering.

Nu har vinen endelig den helt lyse, lette luftighed, de lyse bær, hindbær, umodne kirsebær og ribs, som gør aromaerne umodståelig og virkelig indbydende. Der er fadpræg, vanilje og drilsk syrlighed, et køligt, delikat udtryk, forførisk og dragende.

Smagen er også bare blød, cremet, letflydende og velafbalanceret med lys spændstighed, streng syre og liftlig luftighed. Der er som i årgang 2015 samme svævende elegance, hvor vinen nærmest smelter i munden. Det var klart aftenens bedste vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Albert Sounit, Mercurey Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Mercurey Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigDen tredie rødvin blev denne 2017 Mercurey Vielles Vignes fra Maison Albert Sounit … en vin, som jeg sidst smagte i både årgang 2015 og 2016, men her er det altså et nummer nyere.

Den er – som navnet fortæller – lavet på meget gamle vinstokke … og i dette tilfælde er det 70 år gamle vinstokke fra marker på den østlige side af Montaigus bjerget i det centrale Mercurey. Der er leret jord, som er med til at give vinen en kraftfuld og krydret karakter. Druerne høstes i hånd. Efter plukning sorteres druerne på sorteringsbordet inden gæring. Vinen er lagret 14 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf 30% er nye fade.

Duftmæssigt virker vinen blød, lidt krydret og grøn med grafit, kul, nelliker, kirsebær, rabarber, røde syrlige drops, nogen varme, våde fade, kanel og peber. Vinen er elegant, lys og indbydende, hvilket bare åbner sig vildt og lækkert i glasset.

Smagsmæssigt er frugten slet ikke ultralet, men dog let. Frugten virker lidt mørkere, nærmest med kirsebær, hindbær, stor saftighed, en lækker og lidt bitter burgundisk nerve, fine og markante tanniner og egentlig godt med syre, som ligger lige under det cremede og bløde. Det fungerer faktisk rigtigt godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Domaine Bernollin, Rully Les Chênes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Rully Les Chênes, Bourgogne, FrankrigSidste gang jeg smagte denne Rully Les Chênes fra Domaine Bernollin i årgang 2015 var jeg ovenud begejstret, men i denne årgang 2017 folder vinen sig ikke helt ud … i hvert fald ikke endnu.

Druerne til vinen kommer fra marken Les Chênes, som egentlig er en hvidvinsmark, hvorfra Maison Albert Sounit har købt druer fra siden 2008. Imidlertid købte de selv marken på omkring 2 hektar i 2013 og nu indgår druerne fra marken i endnu flere vine i Domaine Bernolin porteføljen, hvoraf denne Rully Rouge Les Chênes således er én af vinene.

Med købet er Knud Kjellerup og kompagni i øvrigt eneejer af denne mark, således det dermed er en monopole mark. Jordbunden på den skrånende Les Chènes mark består næsten udelukkende af kalk, hvilket bidrager til en helt speciel frugt og elegante finesse.

Vinstokkene med Pinot Noir på les Chênes ligger omkring de 35 år, og takket være en kraftig beskæring er høstudbyttet holdt nede på omkring 40 hektoliter pr. hektar for at sikre en naturlig koncentration.

Druerne er håndplukkede og gennemgår en sortering med efterfølgende afstilkning ved ankomsten vingården. Vinifikationen starter med en nedkøling af druerne til omring 9-10 grader, hvor druerne gennemgår en koldmaceration i 5-7 dage, hvor de sarte frugtaromaer og farvepigmenter ekstraheres.

Herefter hæves temperaturen og den alkoholiske gæring varer omkring 7-9 dage. Efterfølgende macererer vinen sammen med drueskaller og druekød i 3-4 dage, inden vinen hældes på fade og lagrer i 12 måneder.

Ved lagringen af denne vin anvendes der både 228, 300 og 500 liter fade, for at balancere fadpræget i forhold til frugten i vinen og omkring 40% af fadene er nye egefade.

Duftmæssigt virker 2017’eren her ikke helt så elegant som 2015’eren, men klart mere flæsket, noget mørkere og måske endda også mere lukket. Den ikke ikke så feminin, som jeg husker den, for her er der mere balsamiske noter, kirsebær, lidt blomster og en ganske lille anelse mineraler.

Smagen er meget ren, rank med en lidt kølig, mineralsk stil, masser af tanniner og garvesyre, men den har ikke som med 2015’eren et lyst, let og feminint og udtryk. Sidst kaldte jeg vinen noget i retning af en let-på-tå lokkende blondinetrold, men her er det mere en ung, stram venstreorienteret studine med briller, klare holdninger samt rappe replikker, som sikkert bliver blidere med årene.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Rouge Les Corbaisons, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Rouge Les Corbaisons, Bourgogne, FrankrigSå blev det tid til rødvinene fra Kjellerups to burgundiske vinhuse og vi starter med en 2017 Bourgogne Rouge Les Corbaisons fra Domaine Bernollin.

Marken Les Corbaisons ligger på plateauet syd for Buxy og lige omkranset af Montagny 1. Cru marken mod nord og vest. På Les Corbaisons er Pinot Noir vinstokkene gennemsnitlig 40 år gamle, men de ældste stokke omkring 70 år.  Druerne høstes i hånd og passerer et sorteringsbord inden vinificering, så kun de bedste  druer kommer i gæringskaret.

Vinen gærer i åben ståltank over samlet 3 uger, først med 7 dages kold maceration, hvor vinen opnår ekstra frugt og farce, dernæst en efterfølgende 8-10 dages alkoholisk gæring samt 2-4 dages efter maceration, hvorefter vinen lagres 12-14 måneder på franske egefade, heraf 25% nye.

I næsen er vinen til den lidt landlige og bondske side. Det er lidt en lastbilchauffør på en bumlet grusvej. Det er tæt, kantet med blæk, gammel kælder, lidt medicinskab, pænt med kirsebær, hindbær og måske endda lidt mørkere bær, peber og blomster.

I munden er vinen frisk, godt med landlig frugt, kirsebær, hindbær, god frugtsødme og lidt jernagtige eller mineralske elementer. Der er nogen kraft i vinen, som bestemt har nogle af de klassiske burgundiske Pinot Noir karaktertræk.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Albert Sounit, Rully Blanc 1. Cru Les Raclots, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Rully Blanc 1. Cru Les Raclots, Bourgogne, FrankrigDen sidste hvidvin ved Knud Kjellerup smagningen blev naturligvis storesøsteren til foregående vin, nemlig Sounits 2017 Rully Blanc 1. Cru Les Raclots.

Druerne til Albert Sounits Les Raclots opkøbes af familen Jeunet, der ejer størstedelen af denne 1. Cru mark. Les Raclots 1. Cru marken er den mark, som ligger længst mod vest af alle Maison Albert Sounits marker i Rully på den store markante skråning vest for landsbyen Rully. Det er på denne markante skråning, at nogle af Rullys allerbedste 1. Cru vinmarker ligger.

Les Raclots er sammen med nabomarken Rabourcé som nord nogle af de stejleste marker i Rully, og undergrunden består primært af kalk og sten. Marken ligger lige ovenover Les Cloux marken, og den højere beliggenhed giver også lidt mere kølighed og mineralitet.

I forhold til fx La Pucelle marken, så har Les Raclots større sten, som er med til at holde længere på solens varme, hvilket normalt giver vinen mere krop, varmen og modenhed.

Chardonnay-vinstokkene er omkring 35 år gamle, og vinen er stort set lavet på samme måde, som foregående vin, dvs gæret og lagret 10 måneder på 228 liter og 300 liter egetræsfade, hvoraf 15% er nye. Vinen er aftappet uden klaring eller filtrering.

I næsen er Rully 1. Cru Les Raclots mere rank, kraftig, fylde og måske endda også mere mineralsk. Der fornemmes en smule kalk og kridt, men derudover godt med fad, eg, vanilje suppleret med eksotisk frugter, blomster og hvalpet fedme. Samlet fremstår vinen dig samtidig utrolig rank og elegant.

Smagsmæssigt er det igen en utrolig cremet vin og det virker som om, at det cremede er meget mere tydelig i denne årgang 2017 end i foregårende årgang. Der er fortsat stor mineralitet og en stringent syre. som holder rygraden meget rank. Det er virkelig god vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint Jacques, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint Jacques, Bourgogne, FrankrigEfter de 2 hvidvine fra Domaine Bernollin, så smagte jeg 2 hvidvine fra Masion Albert Sounit, hvor denne første 2017 Rully Blanc Les Saint Jacques virkelig fik mit hjerte til at smelte.

Vinen er lavet med druer fra marken Les Saint Jacques, der ligger på en skråning med 10% hældning mod øst/sydøst. En del af skråningen består af 1. Cru parcellerne Les Raclots og La Pucelle, men druerne til denne 2017 Rully Blanc Les Saint Jacques kommer altså fra parcellen Les Saint Jacques fra den del af marken, som ikke er kategoriseret 1. Cru. Det gør dog nødvendigvis ikke vinen spor ringere.

På Les Saint Jacques består jordbunden hovedsageligt består af brun lerjord blandet med småsten, kalk og sand og vinstokkene er plantet tilbage i 1985.

Vinen er gæret på på egefade og undergår efter endt fermentering en 100% malolaktisk gæring, hvorefter vinen lagrer 10 måneder sur lie på 228 liter og 300 liter egetræsfade, hvoraf 33 % er nye, 33 % 1 år gamle og de sidste 33 % 2 år gamle. Vinen er aftappet uden klaring eller filtrering.

Næsen emmer af smørfedme, fed og smækker, godt med eg, vanilje, blomster, nødder, tropiske frugter, ananas, grape og igen mineralitet, som er noget anderledes end Montagny, nærmest med mere kridt, mere friskhed og lethed.

Smagen bærer også præg af virkelig stor friskhed, lethed og sprødhed. Men alt er – for pokker – virkelig leveret cremet, så vinen næsten smelter i munden. Men det er uden at miste en crisp, direkte og syrerig smag, så med vinen man får lidt af det hele. Det virker bare så elegant og kompleks.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7