Benguela Cove Lagoon Wine Estate hedder det næste sydafrikanske vinhus, hvorfra jeg smager en bunke vine … startende med en mousserende Cuvée 58 Non Vintage.
Vinhuset ligger 18 kilometer udenfor byen Hermanus ved Bot River Lagoon i den kølige Walker Bay vinregion omkring en times kørsel fra lufthaven ved Cape Town. Benguela Cove Lagoon Wine Estate er mere end blot et vinhus, men nærmere et helt resort, som er etableret i 2013, hvor entreprenøren Penny Streeter sammen med hendes mand Nick Rea købte 200 hektar ved lagunen og opførte et moderne resort og vineri.
Stedet omfatter en stor luksusrestaurant, alle mulige sportslige aktiviteter i tilknytning til lagunen, fx vandski, kitesurfing, svømning, kajak, tennis. mountainbiketure, basketball, safariture, vinsmagning, gåture eller måske en tur på en af stedets to 18 hullers golfbaner.
Derudover ejer Benguela Cove Lagoon Wine Estate også en lille turbåd, hvor man kan nyde et glas vin eller to, mens man sejler en lille tur på den smukke Bot River lagune.
Penny Streeter har også – i bedste entreprenøragtige stil – givet interesserede mulighed for at købe et feriehus eller byggegrund på stedet, men husene skal dog opføres efter arkitektoniske guidelines, således det passer ind på stedet.
Ved køb af en ejendom, så får man adgang til resortets mange faciliteter og bliver tildelt en lille del af vinhusets årlige produktion, men priserne for herligheder fremgår ikke … men alt er første klasse og ser bestemt ikke billigt ud.
Ud af de købte 200 hektar er der alene 70 hektar vinmarker og 10 hektar med oliventræer, mens resten af de mange hektar således går til selve resortet, en skulptur-park, tennisbaner, en basketballbane, 2 golfbaner, en fin anlagt strand ned til lagunen, swimmingpools og 747 kvm. store feriehuse, mens ægteparret selvfølgelig også har afsat plads til et kommende hotel.
Den den vinøse side, så er der – udover tilplantningen af de 70 hektar vinmarker – også investeret i et stort og moderne vineri med en kapacitet på 400 tons. Penny har dernæst ansat vinmageren Johann Fourie til at lave vinene på Benguela Cove Lagoon Wine Estate.
Johann Fourie har stor erfaring i vinproduktion i Sydafrika. Han er uddannet ønolog, har en supplerende landbrugsuddannelse og har også studeret Wine Business Management ved UCT’s Graduate School of Business.
Han har inden Benguela Cove arbejdet hos Elsenburg i Stellenbosch og Badsberg i Rawsonville, men arbejdede så 10 år hos KWV, som jo er de kooperative vinproducenters forening i Sydafrika og den absolutte største producent i Sydafrika.
På marken i det store resort har John plantet Sauvignon Blanc, Chardonnay, Sémillon, Viognier, Cabernet Sauvignon, Merlot, Shiraz, Cabernet Franc, Petit Verdot, Pinot Noir, Malbec og Mourvèdre.
Det giver basis for en produktion af i dag omkring 20 forskellige vine, hvor jeres flittige vinblogger kæmper sig igennem 13 af slagsen og vi smager altså med denne mousserende Cuvée 58, som er lavet efter Méthode Cap Classique aka champagnemetoden med en andengæring i flaske.
Cuvée 58 er lavet på et mix af Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Chardonnay og er en ny vin i sortimentet hos Benguela Cove. De friske druer høstes om morgenen, hvorefter de er sorteret og presset i hele klaser for at give den bedste saft.
Vinen er så fermenteret i rustfrie ståltanke med en efterfølgende malolaktisk gæring for at runde syren i specielt Sauvignon Blanc druerne en smule af. Derefter flaskes vinen, hvor andengæringen sker over 4 uger ved 15 grader. Så har vinen derefter lagret 12 måneder sur lie og er degorgeret inden frigivelsen.
Virkelig frisk og syrerig næse … ingen gærede og toastagtige noter her, men masser af stikkelsbær, pærer, grønne æbler, melon, grønne noter, både hø og græs, hvide asparges, kalk samt bare en lille smule karamel.
Smagen er klart et mix af æbler og pærer tilsat lidt citron, meget frisk og æblefrugtagtig. Der er måske endda også lidt æblemost sødme samt en meget svag bitterhed. Boblerne er i starten herligt frembrusende – so to speak – men falder hurtigt lidt til ro, bliver mere blide og fader efterfølgende forholdsvis hurtigt ud, men sammenlagt er det et godt glas mousserende vin.
Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.
Vinanmeldelse 4,5/7