I sidste uge tog Houlberg – jeres flittige vinblogger – sammen med vinbuddy Jan en forlænget weekend til Sydtyskland med et kort stop i Rheinhessen og ellers ophold og besøg hos masser af vinproducenter i Kaiserstuhl i Baden. Et vinøst roadtrip … og en herlig oplevelse. Jeg skal senere nok komme med beskrivelser fra vore besøg, præsentationer af flere vinproducenter og anmeldelser af enkelte vine.
Allerede på vej auf der autobahn A7 smagte vi første vin … nemlig på først stop på en rasteplads slash rastplätz slash autohof godt stykke efter Hamburg, idet Jan – totalt forudseende – havde medbragt en sød lille 37,5 cl. flaske af førstevinen fra Château Malartic Lagraviere i Pessac-Léognan i Bordeaux samt rigtige vinglas. Sådan.
Så mens de store bimmere, Mercedes, Audier og Porcher drønede skyndsomt forbi på der autobahn, så vi sad vi der med lidt milchkaffee, hjemmesmurte sandwicher og god Grand Cru Classé. Perfekt optakt til vort roadtrip i vinens navn.
Lad os inden smagsnoterne fra motorvejen kaste et blik på Château Malartic Lagraviere, som oprindelig er bygget i slutningen af 1600-tallet og købt i 1803 af af Maurès de Malartic familien med Pierre de Malartic i spidsen.
I 1850 blev slottet købt af Madame Arnaud Ricard, som gav det sit nuværende navn Malartic … efter sigende af respekt for den tidligere ejer greven Hippolyte Maurès de Malartic, en hæderkronet admiral i den franske hær samt Lagraviere efter terrioret med de løse sten, som kaldes “gravels”.
Derefter forblev slottet i familien Ricard eje indtil 1990, hvor det blev solgt til det store champagnefirma Laurent-Perrier champagne. I 1997 blev det imidlertid overtaget af Michele og Alfred-Alexandre Bonnie.
Alfred-Alexandre er en belgisk forretningsmand, som er fascineret af vin. Han har en fortid inden for økonomi samt reklame og har tidligere arbejdet forskellige steder i verden, bl.a. New York, Detroit, Atlanta og Argentina. Han startede en omfattende renovering af slottet og dets marker. Han udvidede bl.a. med yderligere 18 hektar fra en naboejendom og udstyrede vinkælderen med moderne udstyr, rustfrie ståltanke og endnu flere barriques.
I dag råder Château Malartic Lagraviere således over 53 hektar vinmarker, fordelt med 7 hektar med Sauvignon Blanc og Semillon og 46 hektar med Merlot, Cabernet og Petit Verdot. Vinstokkene har en gennemsnitsalder på 30 år. Vingården følger principperne for bæredygtigt landbrug, og er siden 2008 certificeret økologisk.
Alfred-Alexandres søn Jean-Jacques Bonnie har sammen med Véronique Bonnie-Laplane, Séverine Bonnie og Bruno Laplan efterhånden nu overtaget driften, hvilket sker i samarbejde med de rådgivende ønologer Michel Rolland og Athanase Fakorellis.
Udover Château Malartic Lagraviere har familien også investeret i et andet vinslot i Pessac-Léognan i Bordeaux, nemlig Château Gazin-Rocquencourt samt det argentinske vinhus DiamAndes, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen. Det argentinske vinhus er købt i et partnerskab med Clos de los Siete Group.
Der laves flere vine på Château Malartic-Lagravière … selvfølgelig denne hovedvin, som laves både i en rød og hvid udgave. Derudover laver de 2. vinen Réserve de Malartic med tilnavnet Le Sillage samt vinen Le Comte de Malartic Pessac-Léognan, som således være en supplerende vin eller 3. vin om man vil. Jeg har tidligere smagt på førstevinen og Le Comte de Malartic og skrevet om begge her på bloggen.
I denne årgang 2012 er vinen lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 45% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Druerne er høstet med udbytte på 38 hektoliter pr. hektar og vinificeret i temperatur-kontrollerede rustfrie ståltanke med gæring i 4 uger, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på egefade, heraf 60% nye fade. Den legendariske vinmageren Michel Rolland har hjulpet med at lave vinen.
I næsen er der som sidst klassiske Bordeaux dyder med dyb og mørk muldjord, skovbund, virker herlig animalsk i udtrykket og har selvfølgelig mørk frugt, solbær, blåbær, lidt hospitalsgang og pilleglas, røg, let vanilje og en smule grønne urter. Smagsmæssigt voluminøs med stor fylde, solbær, engelsk lakrids, flot balance og smager bedre end jeg husker 2005’erne. Måske det skyldes omgivelserne på rastepladsen og forventningerne til de kommende dage … måske! Men godt smagte den.
Købt hos Jysk Vin, hvor 1 flaske 37,5 cl. kostede 219 kr, De har den fortsat i almindelig størrelse, hvor prisen er 429 kr.
Rating 5,5/7 
Næste vin var lettere at gætte … tysk Riesling og ganske rigtig, nemlig fra det gode vinhus Weingut Robert Weil, som ligger ved byen Kiedrich i Rheingau. Vinen er Weils Kiedrich Turmberg Riesling Trocken,
Gert E’s monstrøse vinaften blev afsluttet med Hermitage i form af denne Ermitage Les Dionnières fra vinhuset Ferraton Père & Fils, som holder til nede ved Rhône floden i byen Tain l’Hermitage
Selvfølgelig skulle Gert E også lige putte en ægte Bourgogne ind mellem de tyske vine, her i form af en Vosne-Romanée fra Mongeard-Mugneret, som jeg for omkring 4 måneder siden – og igen sidste weekend – smagte en 2005 Beaune 1. Cru Les Avaux fra … og gav 7 fede tommelfingre. Bingo.
Min aften på Falernum sluttede med et 3. og sidste glas, som blev lidt Nebbiolo fra Azienda Agricola Negretti … et nyere vinhus beliggende lidt nord for La Morra i Piemonte.
Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg Riesling Spätlese Trocken … herligt navn til en herlig vin, og fra Weingut Dr. Pauly-Bergweilers berømte mark alte Badstube am Doctorberg … der som navnet næsten fortæller, ligger lige ovenfor Doctorberg.
De edbmæssige udfordringer har krævet lidt væske … og ét af væskedepoterne som måtte i spil var denne flaske Pinot Noir Cuvée Nature fra Anna et André Durrmann a.k.a. Domaine Durrmann. Og det hjalp på kræfterne … tak som spørger.
Navnet Durst har stolte traditioner indenfor fotografi … firmaet Durst – grundlagt af Julius og Gilbert Durst i 1936 – producerede nemlig forstørrelsesapparater til mørkekamre og konkurrerede bl.a. med Leitz/Leica. Derfor var det måske også ganske passende, at Andreas Durst blev fotograf, selvom han ikke – mig bekendt – kommer fra samme familie, ligesom han heller ikke er i familie med Fred Durst fra bandet Limp Bizkit.
Som usynligt bundet af et sæt af uskrevne og mystiske regler … et kodeks i et hemmeligt broderskab fortsatte vinaftenen med endnu en Pinot Noir … og atter oversøisk, nemlig fra vinhuset Domaine Eden, som er ejet af Mount Eden Vineyards, et af de store vinhuse i United States of America.
Nizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore … hvilket herligt navn og hvilken herlig vin, selvom den ikke følger det ellers ubevidst lagte Pinot Noir spor, men nærmest bliver et lille chassé trin i en smuk lancier. Det er dog også Barbera fra den allerbedste mark hos vinhuset Azienda Agricola Villa Giada Andrea Faccio, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.