Tag-arkiv: 5½

2005 Domaine Jacques Prieur, Beaune-Grèves 1er Cru, Bourgogne, Frankrig

2005 Domaine Jacques Prieur, Beaune-Grèves 1er Cru, Bourgogne, FrankrigJan havde medbragt en Bourgogne … og inden vinene blev for kraftige, så var det vist tid til denne gudesaft. Jan havde medbragt en flaske, som han havde haft liggende i køleskabet i en 4 års tid, nemlig denne Beaune-Grèves 1’er Cru fra Domaine Jacques Prieur, som holder til i byen Meursault ikke langt fra dejlige Beaune.

Domaine Jacques Prieur er grundlagt tilbage i slutningen af det 18. århundrede, helt præcis i 1898 og ledes i dag af Martin Prieur, som har sikret en opblomstring af domainet inden for de seneste år – ikke mindst med assistance fra ønologen Nadine Gublin. Vinhuset ejes dog i dag – ifølge min research – af Labruyère familien med den unge, charmerende og diskrete Edouard Labruyère som daglig leder. Den højt respekterede vinmager Nadine Gublin er i øvrigt tidligere udråbt til “Winemaker of the Year” i 1997 af Revue du Vin de France.

Domainet har et fornemt sortiment af Grand og 1er Cru’er og har monopol på tre appellationer, hvilket er ganske ualmindeligt i Bourgogne. Hvis man lige ser bort fra deres Clos de Mazeray, så producerer huset faktisk alene Grands Crus og Premiers Crus … ganske imponerende.

Det fantastiske sortiment af hvide vine, hvor druerne høstes, når de er meget modne, giver vine med en overvældende aroma og fylde. De røde vine er lavet efter moderne metoder og er mørke, kraftige og harmoniske vine. Samtlige marker vinificeres separat for at frembringe de forskellige nuancer og karakterer.

Samlet ejer vinhuset omkring 20,5 hektar vinmarker og endda nogle af de mest berømte Grand Cru vinmarker: Le Montrachet, Le Corton, Les Échézeaux, Le Musigny og Le Chambertin. Vingården har været under renovering siden Labruyere familien købte domainet, og i dag er vingårdens faciliteter blandt de bedste i verden.

Duftmæssigt ikke så voldsom hestestald eller animalske toner, men derimod lidt kælder, jord, ribs, kirsebær, svag lakrids og ellers grønne toner. Smagen er nok mere imponerende, idet vinen er ret præcis og skarp i udtrykket … fuldstændig som en lige linje, og der er kirsebær, renhed … tonsvis af tanniner, men på en meget behagelig måde … sidder på tænderne. En måske en anelse mere til den mørke side end Bourgogne traditionelt, men den smager godt.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos Otto Suenson og pris 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 F. E. Trimbach, Pinot Gris Réserve Personnelle, Alsace, Frankrig

2007 F. E. Trimbach, Pinot Gris Réserve Personnelle, Alsace, Frankrig Fredag var jeg et smut forbi min gode ven Gert E … og han havde som vanlig trukket en flaske op … god vane. Det var en vin, som han havde haft med hjem fra ferien i Alsace, nemlig en Pinot Gris fra Trimbach.

Vinhuset ligger i Ribeauvillé, en idylisk 800 år gammel landsby. Jeg har selv været i byen, men besøgte desværre ikke Trimbach. Gert fortalte også, at de heller ikke kunne komme ind hos Trimbach, så flasken er i stedet købt i en forretning i byen.

Trimbach er synonym med de bedste vine fra Alsace, og vinhuset er da også fra 1626, hvor Jean Trimbach begyndte at producere vin for første gang. Firmaets populære rygte er blevet bevaret fra far til søn takket være et blændende vindistrikt og den gode kvalitet på vinene. Siden 1898, som var året, hvor Frédéric Emile Trimbach præsenterede sine vine på den internationale vinmesse i Bruxelles og fik højeste udmærkelse, er navnet Trimbach slået fast og er blevet kendt på internationalt plan som et af de bedste navne i Alsace.

Siden etableringen i 1626 er metier’en givet videre fra far til søn i hele 12 generationer. I dag er husets frontfigur Hubert Trimbach og ved sin side har han sin bror Bernard. Generationsskiftet er allerede i gang. Bernards 2 sønner er nu dybt involveret i familiefirmaet. Pierre er vinmager og Jean arbejder med salg. Næste generation er allerede sikret. Jean og Pierres børn viser allerede stor interesse for faget.

Trimbachs jordlodder er hovedsageligt beliggende i landsbyerne Ribeauvillé og Hunawihr. Alle 27 hektar er syd – sydøst vendte, og jordbundsforholdene er perfekte: jorden er meget ler- og kalkholdig og indeholder nogle steder også et lag af mergel. Vinstokkenes gennemsnitsalder på 25-30 år er også medvirkende til altid at sikre den højeste druekvalitet. Ikke alle druer i Trimbachs vine kommer fra egne marker. Vinhuset arbejder tæt sammen med nogle mindre vinbønder, hvorfra der opkøbes druer fra ca. 120 hektar.

Denne Pinot Gris Réserve Personelle kommer fra de formidable marker placeret lige bag ved Trimbachs hus. Markerne har egentlig Grand Cru kvalitet, men det skilter man ikke med hos Trimbach. Vinen har lagret på rustfri ståltanke og gamle træfade. Vinen er niveauet over Trimbacs almindelige serie, hvor etiketterne er gule. Her er etiketten nærmest guld … arhhh bronze er vel mest dækkende.

Duftmæssigt meget modne æbler med en smule tropisk islæt, lidt toast og nødder … sødmen fornemmes også helt klart … måske også en anelse krydderi. Virker meget koncentreret og intens i duften, meget flot. Smagsmæssigt også fyldig, cremet, kompleks med sødme, mineralitet og en smule krydderi. Intense lyse frugter, nødder … ihhhh, den smager altså godt.

Herhjemme forhandles vinen af bl.a. af Sigurd Müller, pris vil jeg gætte til omkring 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2004 Bodegas y Viñedos Pintia, Pintia, Toro, Spanien

2004 Bodegas y Viñedos Pintia, Pintia, Toro, SpanienPintia er én af Bodegas Vega Sicilias nyere vingårde og den ligger ikke i Ribera del Duero, men derimod i Toro området, som er nabo til Ribera del Duero og et af de lovende nye vinområder i Spanien. Vinene der dyrkes i Toro er federe, kraftigere end vinene der produceres i Ribera del Duero.

Bodegas Vega Sicilia skal vi selvfølgelig også lige lidt omkring, for det er nok et af de allerbedste vinhuse i Spanien, specielt i Ribera del Duero, og mærkeligt nok har jeg ikke tidligere skrevet om huset her på min vinblog.

Vinhusets historie går tilbage til 1859, hvor Don Eloy Lecanda overtog Vega Sicilia fra sin far. Han interesserede sig meget for vinbrug og tog i 1864 til Bordeaux for at købe vinstokke. Han købte 18.000 stokke Cabernet Sauvignon, Carmenère, Malbec, Merlot og Pinot Noir.

Vinstokkene blev omtalt som “eksotiske planter til et anerkendt brug” af de spanske myndigheder. I 1888 kom Don Eloy Lecanda i økonomiske vanskeligheder, og i 1903 måtte ejendommen overgå til Antonio Herrero Velázques-Duró.

Vinkældrene blev imidlertid lejet ud til Palacio-brødrene, som ansatte “Txomin” (Domingo Garramiola) til at lave vin for dem. Han blev på stedet, da lejemålet udløb og begyndte at skabe årgangsvine for Herrero-brødrene.

I løbet af 20erne opnåede Vega Sicilia sin første store berømmelse og fik adskillige priser. Vinbruget var imidlertid ikke rentabelt, og det blev solgt igen i 1952. Det skiftede ejere et par gange indtil 1982, hvor familien Alvarez, som også er de nuværende ejere, overtog det.

Produktionen hos Vega Sicilia er helt traditionel og naturlig. Vega Sicilia er en vin, der hverken klares eller filtreres, med et gennemsnitligt udbytte, der ligger nede på 1 kg druer pr. vinstok. Bodegas Vega Sicilia er i dag på 120 hektar med en druesammensætning, der består af 80% Tinto Fino og 20% Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec. Hos Vega Sicilia interesserer man sig ikke for kvantitet, men kun for kvalitet og karakter. Nogle år er det således ikke muligt at producere vinene “Unico” eller “Valbuena”. Husets Unico er legendarisk og har gennem årtier været en af de absolut bedste og dyreste vine i Spanien samt blandt toppen i verden.

Vega Sicilias vine distribueres da heller ikke på normal vis. Gruppen af importører og kunder er lille og kontrolleres af familien Alvarez. Afhængig af høstens størrelse tildeles de forskellige aftagere en kvote vin. Vinene frigives ikke til salg i kronologisk rækkefølge (efter årgang), men årgangene følges og vurderes individuelt og frigives først, når Vega Sicilias ønolog mener, at de er klar til salg.

Udover Vega Sicilias egne vine, som har Alverez familien også investeret i andre vingårde, bl.a. Alion i Ribera del Duero og så denne vingård Pintia i Toro området. Vega Sicilias vingård i Toro er kaldt Pintia efter navnet på en forhistorisk by ikke langt fra Alion i Ribera del Duero.

Når Vega Sicilia beslutter sig for et nyt projekt, går man uhyre grundigt til værks. Intet overlades til tilfældighederne, og stort set alle sten vendes flere gange. Siden 1997, hvor beslutningen blev truffet, har man derfor opkøbt enestående parceller i området, og råder nu over i alt 96 hektarer. Halvdelen af markerne var allerede beplantet med optil 45 år gamle vinstokke. Den resterende del er beplantet med 1. kvalitets rodstokke.

Opførelsen af det imponerende vingård tog sin begyndelse i år 2000 og i efteråret 2003 var det endnu ikke færdigt. Sideløbende med de enorme investeringer i nyt udstyr har teamet omkring Pintia eksperimenteret med et væld af parcel-blandinger samt ”prøvekørt” mere end 30 forskellige fadtyper. Ambitionerne er naturligvis tårnhøje. Pintia skal indenfor få år være et af områdets bedste vingårde. Der er dog noget der tyder på, at man allerede med første årgang 2001 har placeret sig i den absolutte elite.

De klimatiske forhold i området er dramatiske med meget varme somre og kolde vintre. Den årlige gennemsnitlige nedbørsmængde når sjældent over 400mm. Sommerens varme dage afløses af kolde nætter, og dette er en af faktorerne til vinenes kompleksitet. De anvendte druer er alle Tinta de Toro, en meget nær slægtning til Tempranillo og Tinto Fino.

Pintia er en særdeles komplet, nuancerig og robust vin, og der laves kun denne ene vin på vingården. Chef-vinmager på både Vega Sicilia, Alion og nu også Pintia, Xavier Ausás López de Castro føler selv, at Toro vinen måske er hans mest magtfulde vin. Efter alt at dømme går vinene fra Pintia en særdeles lovende fremtid i møde.

Vinen er selvfølgelig 100% Tempranillo, og her i årgang 2004 er den lagret 14 måneder på 70% nye franske egefade og 30% amerikanske egefade.

Duftmæssigt godt med solbær, brombær, eg, en anelse krydderier, læder … varme og godt med sødme. Meget intens og eksplosiv i duften … lover godt. Smagen en del til den søde side, godt med marmelade, mørke bær … en rigtig powervin. Virker fortsat ung og spændstig … og kunne måske endda godt klare nogle flere år i kælderen, men dejlig er den sgu. Derom var der enighed omkring bordet. Yammy.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, og prisgæt ligger nok omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2005 Seghesio Family Vineyards, Home Ranch Petite Sirah, Californien, USA

2005 Seghesio Family Vineyards, Home Ranch Petite Sirah, Californien, USANæste vin på terrassen blev en vin med lidt mere varme … skyerne på himlen så i hvert fald ikke særligt sommeragtigt ud. Jeg havde derfor i vinkøleskabet fundet en Home Ranch Petite Sirah fra vinhuset Seghesio Family Vineyards, som selvfølgelig ligger i Sonoma, helt præcis i byen Healdsburg i Californien. Tænkte, at den måske kunne give lidt varme til vore spinkle mandekroppe.

Op til 1980’erne var familien Seghesio en af de helt store operatører på Californiens marked for bulkvine på købte druer, og fremstillede hvad der modsvarede 750.000 kasser temmelig ordinær vin om året. Dette ændrede sig dramatisk, da den unge generation med Peter og Ted Seghesio overtog styringen af ejendommen. De ville hellere fremstille verdensklassevin fra familiens egne vinmarker, som var blevet tilplantet af oldefar Edouardo Seghesio, som var emigrant fra Piemonte.

Familiens marker ligger i de bedste mikroklimaer i Sonoma, og de fleste af vinstokkene er de oprindelige, som oldefaren havde udplantet helt tilbage til 1890’erne! Peter & Ted overtalte resten af familien, og få år senere fremstillede de udelukkende vin fra egne druer, høstet fra tudsegamle vinstokke.

Den årlige produktion styrtdykkede til 30.000 kasser, men til gengæld er kvaliteten sublim. Seghesio regnes i dag for at være USA’s bedste Zinfandel-producent, og deres vine på Sangiovese og Petite Sirah er også helt i særklasse.

Seghesio ejer en rækker vinmarker, bl.a. Home Ranch, Rattlesnake & Sisters Vineyard på 77 hektar, River Road på 23 hektar, Lone Oak på 10 hektar, Cortina på 23 hektar, San Lorenzo på 13 hektar og endelig Keyhole Ranch på 29 hektar, dvs. samlede vinmarker på ikke mindre end 175 hektar.

Vinen her kommer fra Home Ranch marken. Home Ranch er familien Seghesios ældste mark. Det var Edoardo Seghesio selv, som stak vinstokkene i jorden i det herrens år 1895. Nu høster hans oldebørn frugten af de selv samme vinstokke. Udbyttet pr vinstok er knap en flaske. Vine fra Home Ranch-marken kendetegnes ved en ekstrem koncentration og kompleksitet. Home Ranch-marken yder den ultimative Petite Sirah-vin.

Petite Sirah har ikke noget at gøre med Syrah. Druen menes at være beslægtet med den sydfranske Durif, Petite Sirah giver ekstremt kraftfulde vine med masser af farve og garvesyre. Hvis man er til vine med pedal-to-the-metal-power, er Petite Sirah en drue, man bør skrive sig bag øret. Og er man til den bedst mulige Petite Sirah, bør man skrive sig Seghesios Home Ranch bag øret.

I glasset også en ganske mørk fætter … ser ud som om, at det med højoktan passer. Sort tjære? Duftmæssigt blommer, brombær, brændte vaniljetoner, lakridspiber, en anelse eukalyptus og sød tobak. Yammy for en power. Smagsmæssigt også mørk og cremet … fantastisk flot balance, og der er endnu syre, som kan give bare en smule modspil til kraften i vinen. Ellers lidt krydderier, lidt peber i smagen sammen med masser af mørk syltetøjfrugt, men det smager sgu ganske godt. Og jeg tror, at vi fik varmen. Sjov med sådan en vin lige efter en Dolcetto … som dag og nat, hvor denne klart repræsenterer natten.

Købt i Randers Vinhus, pris 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Weingut Van Volxem, Saar Riesling, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Van Volxem, Saar Riesling, Mosel, TysklandGert havde taget en rigtig spændende tysker med, denne Saar Riesling fra en ung fremadstormede producent vinhuset Van Volxem, som ligger i byen Wiltingen i Saar området i Mosel. Ejeren og vinmageren er den unge Roman Niewodnicanski, som i år 2000 købte den gamle Van Volxem vingård i Saar.

Van Volxem havde sine bedste år bag sig, men med markante investeringer i de bedste vinmarker har Roman på kun 10 år bragt Van Volxem tilbage i rampelyset blandt Tysklands absolut bedst vinproducenter. Et eventyr der kan lade sig gøre, da Roman har Bittburger formuen i ryggen og derfor kan tillade sig udelukkende at skele til kvaliteten når der skal laves vin.

Vinene laves så naturlige som muligt med brug af naturgær og biodynamisk dyrkning af vinmarkerne. Her høstes sent, ofte først sidst i november og det giver en blomstringsperiode på helt op 180 dage og dette er med til at give en intensitet og syre i vinene som er helt unik. Kombinationen af fuld fokus på hårdt arbejde i de stejle vinmarker og ekstremt lavt udbytte er med til at bringe Van Volxems vine op blandt verdens absolut ypperste hvad hvidvin angår.

Denne Saar Riesling er den mindste vin fra Van Volxem og et godt bevis på hvor kompromisløst Roman Niewodnicanski laver alle sine vine. Vinstokke med en gennemsnitsalder på over 30 år fra stejle terrasser fra forskellige områder af Saar, hvor der arbejdes med særdeles lave udbytter.

Duftmæssigt en sand eksplosion af hvide frugter, svag petroleum, urter og citrus. Der fornemmes både syre og sødme, som også findes i smagen, som er cremet, sprød, mineralsk og med en ufattelig god balance. Føj, det smager da for godt. Godt valg.

Er købt i Tyskland, men forhandles herhjemme bl.a. af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 199 kr., men alene 151 kr., hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, Tyskland

2011 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, TysklandJesper havde medbragt denne vin … direkte fra et besøg på det tyske vinslot for under en uge siden, og smagning af vin bliver jo altid sjovere, når man har besøgt stedet, set markerne og måske endda hørt om vinfremstillingen.

Jesper har tidligere serveret Schloss Johannisberg for mig, nemlig ved et tidligere byggemøde, hvor det var husets Rotlack Riesling Kabinett Trocken. Dengang skrev jeg en del om vinslottet, herunder også om den lakforsegling, som vinene fik i “gamle dage”, men fortsat anvendes på Schloss Johannisberg.

Jeg nævnte også, at der findes en Silberlack, som er lidt udenfor nummer, men referer til markens kvalitet, det som andre steder også benævnes “Erstes Gewächs”,”Erste Lagen”  eller “Grosses Gewächs”, og det var netop den vin, som Jesper havde medbragt fra det tyske broderfolk, husets tørre topvin.

Hvis du vil vide mere om vinhuset, så tjek mit tidligere blogindlæg.

Ganske kort, så er Schloss Johannisberg et tysk vinslot i delstaten Hessen i Rheingau-distriktet. Det ligger malerisk på en af de stejleste, sydvendte skråninger ned mod Rhinen. Vinmarkerne udgør 35 hektar, og supplerende skal jeg dog referere en lille historie om vinmarkerne hos Schloss Johannisberg, nemlig om tilstedeværelsen af store rosenbuske ved hver mark.

Ved hver mark står der nemlig en stor, flot rosenbusk … men årsagen er ganske praktisk. Hvis der opstår lus, så angriber lusene nemlig først rosenbuskene og først derefter vinstokkene. Dermed kan vinstokke sprøjtes, hvis der opstår lus i rosenbusken. Simpelt, men smart.

Nå, tilbage til denne Silberlack, en Erste Lage vin, ren Riesling, og fremstilles på store 1.200 liter egetønder.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig lidt modne æbler, fersken, honningmelon, abrikos, citrus, lidt kælder og bagedej. Med yderligere varme i glasset svag petroleum, men også kun svag … og så en lillebitte smule urter. Smagen er meget kompleks med modne æbler, fyldighed sammen med god mineralitet, god syrlighed med fin syre/sødme balance. Tror faktisk, at vinen kunne vinde ved at ligge nogle år, men godt smager det sgu.

Købt på vinslottet, pris 39€. Dansk forhandler er Petersborg Vin, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelser 5,5/7 

2007 Seghesio Family Vineyards, Sonoma County Zinfandel, Californien, USA

2007 Seghesio Family Vineyards, Sonoma County Zinfandel, Californien, USADenne vin i netop årgang 2007 var tidligere nr. 10 på Wine Spectators top 100 liste, fik 93 point og betegnelsen; ”… måske Californiens allerbedste køb, når det gælder Zinfandel. Fyldig, cremet, blød og rig smag af solmoden Zin..”

Vinen er en Sonoma County Zinfandel fra vinhuset Seghesio Family Vineyards, som selvfølgelig ligger i Sonoma, helt præcis i byen Healdsburg i Californien.

Op til 1980’erne var familien Seghesio en af de helt store operatører på Californiens marked for bulkvine på købte druer, og fremstillede hvad der modsvarede 750.000 kasser temmelig ordinær vin om året. Dette ændrede sig dramatisk, da den unge generation med Peter og Ted Seghesio overtog styringen af ejendommen. De ville hellere fremstille verdensklassevin fra familiens egne vinmarker, som var blevet tilplantet af oldefar Edouardo Seghesio, som var emigrant fra Piemonte.

Familiens marker ligger i de bedste mikroklimaer i Sonoma, og de fleste af vinstokkene er de oprindelige, som oldefaren havde udplantet helt tilbage til 1890’erne! Peter & Ted overtalte resten af familien, og få år senere fremstillede de udelukkende vin fra egne druer, høstet fra tudsegamle vinstokke.

Den årlige produktion styrtdykkede til 30.000 kasser, men til gengæld er kvaliteten sublim. Seghesio regnes i dag for at være USA’s bedste Zinfandel-producent, og denne Sonoma County Zinfandel er altså én af dem, og vinen får også hvert år ganske flotte anmeldelser.

Seghesio ejer en rækker vinmarker, bl.a. Home Ranch, Rattlesnake & Sisters Vineyard på 77 hektar, River Road på 23 hektar, Lone Oak på 10 hektar, Cortina på 23 hektar, San Lorenzo på 13 hektar og endelig Keyhole Ranch på 29 hektar, dvs. samlede vinmarker på ikke mindre end 175 hektar.

Nå, men til vinen, som i duften har masser af power, der er søde, mørke bær, likør, chokolade, lakrids, lidt rosiner og svedsker, lidt stald, lidt syre og lidt urter som i en god Rhônevin. Smagen er fyldig, blød og rund, lidt alkohol, søde, mørkerøde bær, kakao, lidt syltetøj og cola, og selvom det er tæt på at blive for meget og vinen også trækker hele 15,5% alkohol, så er der tilpas syre til at holde vinen i fin balance … så det smager sgu ganske godt. Jeg har tidligere drukket samme vin … og er hver gang blevet begejstret … og ja, det er en ordentlig mundfuld.

Købt i Randers Vinhus, pris omkring 170 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Zenato, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2006 Zenato, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienSidste vin fra byggemødet, denne Amarone della Valpolicella Classico fra vinhuset Zenato … og selvfølgelig skulle vi lige forbi Veneto området, når vi nu lige havde drøftet området på forrige vin.

Azienda Agricola Zenato er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.

Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametrer som nyskabelser, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.

Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård ligger, der hvor familien bor.

Det andet område er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella della Classico og Amarone naturligvis. Her har Zenata i alt 20 hektar vinmarker, og det er her aftenens sidste vin kommer fra. Zenatos Amaroner er et kapitel for sig. Kvaliteten er fremragende. Vinene adskiller sig fra andre Amaroner ved at have en lidt usædvanlig druesammensætning. Den består naturligvis af Corvina hovedsageligt, dernæst Rondinella og Molinara. Desuden har man anvendt Sangiovese, hvilket jeg aldrig tidligere har set i en Amarone.

Konsekvensen heraf synes at være, at vinene virker meget mere rene og velplejede i sin frugt end andre Amaroner sædvanligvis gør. Zenatos Amaroner er mægtige vine og naturligvis flittige prisvindere overalt i verden.

Duftmæssigt godt med mørke frugter, meget frugtrig … sådan lidt frisk-frugt-agtigt, en anelse krydret, lidt blommer … men slet ikke den lidt vamle rosinduft, som Amaroner ofte har. Smagsmæssigt masser af sol, solbær, lidt peber, meget stor fylde, lidt nellike? Eftersmagen en god lang, og det kan smages, at der er tale om stor vin. Flot valg.

Fås hos Theis Vine, pris 359,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Clos Pons, Roc Nu Tinto, Catalonien, Spanien

2009 Clos Pons, Roc Nu Tinto, Catalonien, SpanienVidere til en vin med meget mere liv i, nemlig vinen Roc Nu Tinto fra vingården Clos Pons, som jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig da jeg smagte deres charmerende hvidvin, 2011 Clos Pons, Sisquella Blanco.

Vingården hedder som sagt Clos Pons, og ligger i Les Garrigues distriktet i området der hedder Costers del Segre, og som er en del af Catalonien. Landskabet er domineret af oliven-og mandeltræer, og udmærker sig ved sin meget tørre jord.

Pons familien har i generationer dyrket oliven med stor succes, så for nogle år siden ville de se, hvor gode vine det var muligt at producere på de tørre jorder. Målet var at vinene skulle udtrykke identiteten af jorden og det specielle klima i Les Garrigues, som er præget af lav nedbør, ekstreme temperaturer, og jord med mange forskellige mineralske sammensætninger, alt sammen noget som er medvirkende til at producere vine af høj kvalitet.

Respekten for naturen er styrende for arbejdet i vinmarkerne, der dyrkes efter kriterierne for økologisk landbrug. Udbyttet er samtidig meget lavt for at højne kvaliteten og vinens eget udtryk.

Navnet Roc Nu betyder direkte oversat, “nøgne klipper” og det henviser til stedet hvorfra druerne til denne vin kommer, nemlig den øverste del af Les Garrigues, som dermed giver såvel karakter som navn til denne eksklusive vin. Vinen er lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 30% Grenache og 20% Tempranillo, og vinen har lagret 14 måneder på nye franske barriques.

Duftmæssigt masser af saft og kraft, meget maskulin, solbær, let krydret … lidt blæk eller jordagtig som en Bordeaux, men klart med mere sol og sødme i næsen. I næsen fornemmes det, at der er Cabernet Sauvignon i glasset, og det er jo også rigtigt … langt hen ad vejen. Smagsmæssigt fornægter det spanske ophav sig ikke, sødme, mørk frugt, power … men også lidt mere tannin end normalt … lidt mere rygrad, hvilket virkelig klæder vinen. En superflot vin, og én af aftenens store overraskelser.

Købt hos Jysk Vin, pris 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Ettore Germano, Hérzu Riesling, Piemonte, Italien

2011 Ettore Germano, Hérzu Riesling, Piemonte, ItalienRiesling fra Piemonte … helt sikkert første gang for mig, og bestemt en meget positiv overraskelse. Vi er hos vinhuset Ettore Germano, en Barolo topproducent beliggende i Serralunga d’Alba kommunen, hvor nogle af de længstlevende Baroli produceres.

Ettore Germano har i alt 12 hektar jord, som er beplantet med Riesling, Chardonnay, Barbera, Dolcetto, Merlot og selvfølgelig Nebbiolo, og huset råder over andele på 0,7 hektar og 2 hektar af de to berømte topmarker Prapo og Cerretta, begge stejle og med perfekt sydlig og sydøstlig eksponering.

Husets Barolo Cerretta har fx også flere gange modtaget de maksimale 3 glas i Gambero Rosso samt 3 stjerner i Veronelli.

Ettore Germano er et familieforetagende, hvor Sergio Germano nu er 3. generation. Sergio er uddannet ønolog i 1993 fra universitetet i Alba, og han tilhører den nye generation i Barolo, som har en uddybende videnskabelig forståelse for vinproduktion kombineret med respekten for traditionerne og hans forgængeres erfaringer.

Hovedparten af husets vinmarker ligger i Serralunga, men i 1995 fik Sergio mulighed for at tilplante en vinmark 50 km. længere med syd, nemlig på bakken Dolcetto di Dogliani i kommunen Cigliè (Alta Langa).

Jorden i dette område er kalksten, som i Serralunga, men er derudover mere stenet, hvilket hjælper vinstokken med at udvikle mere mineralitet. Sergio tilplantede derfor i 1995 disse marker med de hvide sorter, primært Riesling og Chardonnay, som her har optimale forhold.

Der laves 13.000 flasker årligt af denne Riesling, som i glasset er fin, klar strågul med grønlig skær. Duften er frugtagtig, grønne urter og en anelse petroleum … mens smagen bare er knastør, meget vedvarende i smagen, lidt nøddeagtig, god syre og sindssyg flot balance. Meget frisk, tør og flot … og ikke mindst overraskende … hvidvin. Flot, flot.

Fås hos Viniropa, pris 175 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7