Ren naturvin … vinen Pinot Noir Micke fra Jens Heinemeyer og hans vinhus Weingut Solveigs, der alene laver naturewine på Pinot Noir ved byen Geisenheim i Rheingau.
Jens Heinemeyer er 4. generation i en familie af vinavlere og er selv uddannet ønolog fra Geisenheim. Efter endt uddannelse videreførte han i 1987 familiens vingård under navnet Jens Heinemeyer Weine & Sekt, men i 1995 gik han sammen med Dieter Schufried samt Markus Haas og dannede Weingut Johanninger … en lille sammenslutning af 3 vingårde i henholdsvis Nahe, Rheinhessen og Rheingau med samlet 21 hektar vinmarker og med Jens Heinemeyer som fællesskabets vinmager.
I december 2012 trådte Jens Heinemeyer imidlertid ud af det fælles projekt og dannede sig eget lille projekt, som han har kaldt Weingut Solveigs. Her ville han koncentrere sig om at lave naturlige, enkle, ufiltrerede og ubehandlede vine alene på Pinot Noir.
Han havde gennem årene udviklet en særlig kærlighed for Pinot Noir bl.a. med produktion uden brug af tilsætningsstoffer, økologisk tilgang, ingen indgriben i naturens gang og et had til brugen af nye egefade ved lagringen, men derimod stor tilhænger af en lang og tålmodig modning af vinene.
Hans vingård ligger i Biebelsheim syd for Geisenheim … jep, det område, hvor alle byerne slutter med heim. Han havde allerede i flere år arbejdet efter samme metoder og havde også et lager af producerede vine på både flasker og fade, således projektet var kørende allerede fra første fløjt.
Det er et ganske lille vinhus … alene omkring 2 hektar vinmarker, som bl.a, omfatter centrale parceller på den historiske Assmannshauser Steil og enkeltmarker som Presenteberg, Mickelberg og Koloss. Det er marker med skiferholdig jord … det som lokalt kaldes Phyllit, som er en rosafarvet skiferart.
Jens Heinemeyer laver de 5 Pinot Noir vine Phyllit, Steil, Micke, Present og Koloss samt en rosé på Pinot Noir og såmænd også en Trockenbeerenauslese på Pinot Noir.
Produktionstilgangen kalder han doven vinificering eller kontrolleret inaktivitet, hvilket principielt betyder, at vinen fremstilles med så lidt indgriben som overhovedet muligt. Vinene er derfor udelukkende resultat af naturen og i udtalt grad super terroir-drevne.
Denne 2006 Pinot Noir Micke er således lavet lang tid før Jens’ soloprojekt og med druer fra enkeltmarken Michelberg, hvor vinstokke er omkring 25 år gamle. Høstudbyttet ligger beskedent på 25 hektoliter pr. hektar.
Vinen er lavet alene med druernes egen naturlige gær og uden tilsætningsstoffer. Vinen modnes i minimum 2 år på brugte egefade og flaskes alene med en knivspids sulfitter. Flaskes uden filtrering og lagrer derefter videre i vinkælderen i en længere periode.
I glasset er vinen let brun i kantet og har en herlig næse, som i starten virker meget grøn og burgundisk. Med lidt varme i glasset kommer der grafit, lidt røgede noter og en flot landlig syrlighed. Der er eg, jordbær, masser af kirsebær … måske endda mørkere bær, mælkechokolade, en smule lak/fernis samt blomster … og der er bedste bud faktisk roser.
I munden er flot vin med svævende lethed, virker rund og samtidig præcis med søde jordbær, sødme og er samtidig blød, cremet og lækker. Det er en buttet dame, som danser elegant vals … og slutter med mineralsk bid i rumpetten. Sådan.
Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.