Azienda Agricola Chioccioli Altadonna ligger den lille by Gaiole in Chianti omkring 30 kilometer svag sydøst for Firenze og står bag byggesjakkets vino nummero due i the ultimate battle, endnu en IGT vin … vinen Assalto IGT Toscana Rosso, herlig Sangiovese baseret vin tilsat lidt Merlot og Cabernet Sauvignon, men det skal jeg selvfølgelig nok lige vende tilbage til.
Vinhuset drives af brødrene Niccolò og Enrico Chioccioli Altadonna, men de får dog lidt hjælp fra deres far Stefano Chioccioli, som er en international kendt ønolog, med ansvaret for vinproduktion i flere lande, bl.a. Italien, Frankrig og Ungarn. Han har produceret over 100 vine der har fået 3 glas i Gambero Rosso, mange 92-98 points vine i Wine Speectator, Wine Enthusiast samt 100 points af Robert Parker.
De får dog også lidt hjælp fra søsteren Ginevra Chioccioli Altadonna, som pt. også studerer biologi.
Brødrene har i alt 8 hektar vinmarker fordelt omkring både Gaiole in Chianti og Quercegrossa og al arbejdet i både marker og i vinkælder sker ved håndkraft. I markerne ligger udbyttet i gennemsnit på beskedne 30 hektoliter pr. hektar. Der dyrker druesorterne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah.
Der laves udelukkende rødvine på Azienda Agricola Chioccioli Altadonna og i to serier, nemlig serien Chioccioli bestående af en Chianti Classico, en Chianti Classico Riserva og IGT vinen AltoRe IGT. Dernæst findes der serien Altadonna, hvor der ligeledes laves en Chianti Classico, en Chianti Classico Riserva og så denne Assalto IGT Toscana Rosso.
Assalto IGT Toscana Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15%, Merlot og 15% Cabernet Sauvignon. Lavet helt traditionelt med 21 dages maceration og efterfølgende lagring i både nye samt 1-2 år gamle franske barriques i 16-18 måneder. Og så kommer den med en etiket, som jeg er helt og fuldstændig vild med … multo elegante.
Men det er duften nu imidlertid også, for der er lidt stald … herlig animalske noter sammen med kirsebær, brombær, mentol, mynte, rå champignon, grønne blade, tobak, eg samt krydrede noter. Viser absolut sine ranke italienske rødder frem, og i munden fortsætter det med kompleksitet, lidt jern … en meget direkte frugt, blæk, tørhed … bløde tanniner og fløjlsblød smag, men dog fortsat med syren intakt. Klassevin, som vi selvfølgelig gættede.
Forhandles bl.a. af Brdr. Schmidt Vinhandel, hvor prisen er 329 kr.