2016 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder SJ, Baden, Tyskland

2016 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder SJ, Baden, TysklandNæste vin er også fra et vinhus, som jeg tidligere har besøgt, for det er nemlig en 2016 Blauer Spätburgunder SJ fra den altid sjove og joviale Karl Heinz på Weingut Karl H. Johner.

Mit besøg hos Johner og historien om vingården kan du læse mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen.

Blauer Spätburgunder SJ er produceret siden 1990 og i starten blev vinen nedgraderet til at være Deutscher Tafelwein. For dog at kunne skelne denne topvin fra den normale kvalitet, blev vinen forsynet med betegnelsen SJ, hvilket står for Selection Johner.

Druerne til Blauer Spätburgunder SJ kommer fra den øverste del af markerne Oberrotweiler Eichberg samt Bischoffinger Steinbuck, der reelt set begge er Grosse Gewächse marker med vulkansk jordbund. Der sker selvfølgelig grøn høst, hvor der sikres korrekt bladtab, beskæring og halvering af druerne.

Ved vinifikationen afstilkes druerne og kommer i særlige gæringstanke. Gæringen sker meget langsomt med tilsat gær og den efterfølgende maceration varer 4 uger. Vinen lagrer 12måneder på nye 225 liter barriques og for at undgå bundfald i flaskerne filtreres vinen før aftapning.

Duftmæssigt oser det op af glasset med en varm, sødlig og dampende kostald suppleret med en snas mejeri, røg og brændte noter, jod, sorte kirsebær, tørrede brombær, jordbær og hindbær. Der kommer også lidt tørret kød, cedertræ, marcipan, toast, kanel, vanilje, chokolade, ristede karameller samt tjære og kul.

I munden er vinen blød, lidt til den mørke side … har en vild intens frugt med sorte kirsebær, brombær, marcipan, skovbund og svampe, engelsk lakrids og generelt med tørre elementer. Vinen har nærmest en fløjlsagtig tanninstruktur samt en pæn saftighed, lidt peber, toast, røg og chokolade … fuck, det smager godt. 95 point.

Købt på vingården, hvor en flaske i årgang 2017 i dag koster 50€ … svarende til 373 kr.

Vinanmeldelse 6/7