2019 Plaisir de Merle, Cabernet Sauvignon, Western Cape, Sydafrika

2019 Plaisir de Merle, Cabernet Sauvignon, Western Cape, SydafrikaJeg hørte forleden et rygte om, at vingården Plaisir de Merle var nedlagt og nu blot skulle være en park. Hvis det er rigtigt, så vil det i hvert fald ærgre min gamle chef, der altid kaldte Plaisir de Merle for kult. Vinene fra det sydafrikanske vinhus var – og er vist fortsat – hans absolutte ynglingsvine.

Nu smager jeg så en 2019 Cabernet Sauvignon fra vinhuset og forsøger, om jeg kan finde hoved eller hale i dette vilde rygte. Men inden vi kommer så langt, så kan du læse hele den fine historie om selve vinhuset … den beskrev jeg sidst, at smagte en Cellarmaster’s Selection 2nd Edition årgang 2017 fra huset.

Dengang var Plaisir de Merle ejet af den store Distell Group Limited, der også ejer en lang række vingårde, bryggerier og destillerier som fx Drostdy-Hof, Nederburg, Zonnebloem Wines og mange flere. Jeg har samlet  optalt 19 vinhuse, 14 destillerier af whiskey, cognac og meget andre godt samt 3 bryggerier af øl og cider.

Distell Group solgte dog Plaisir de Merle i 2021, da vingården ikke passede ind i deres strategi om at lave billige vine. Køberen blev så Jordaan familien fra Bartinney Wines i Stellenbosch, der siden 1953 har lavet vin i Sydafrika … og som jeg kunne læse, så ville de bestemt fortætte vinproduktionen på Plaisir de Merle.

Jeg kan da også se, at der fortsat laves vin på Plaisir de Merle, hvor man bl.a. kan købe seneste årgang 2022 … og jeg kan simpelthen ikke finde informationer om, at vingården igen skulle være solgt eller er stoppet med at lave vin.

Så derfor kigger vi så bare videre på denne Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra 2 forskellige marker. Efter høsten er de så afstilket, sorteret og pumpet inden i rustfrie ståltanke, hvor de har gæret ved 24 grader med en eftermaceration på 6 dage. Derefter er der sket malolaktisk gæring og vinen er så lagret 12-16 måneder på 300 liter franske egefade, hvoraf lidt over halvdelen er nye, mens resten er brugt en eller 2 gange tidligere.

Duftmæssigt virker næsten lidt solmoden bordeauxfil … godt med solbær og brombær, muldjord, blyanter, grafit, cedertræ samt våde fade suppleret med chokolade, kanel, sort te, røg, mentol og en fed, syrlig balsamicoeddike.

Vinen er kraftig i munden, meget dyb med mørke og syrlige bær, noget tør engelsk lakrids samt lidt sødme. Der er skrald på frugten, der mest er solbær suppleret med sorte kirsebær … meget rund og sammenhængende, virkelig skruet fint sammen som altid med vin fra Plaisir de Merle … et fint glas, så 91 point.

Vejledende udsalgspris er på 120 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 5/7