2019 Luciano Sandrone, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2019 Luciano Sandrone, Dolcetto d'Alba, Piemonte, ItalienI en vinsmagning med temaet Piemonte rundt, så skal man jo smage både Dolcetto, Barbera og Nebbiolo. Vi starter med at smage en Dolcetto d’Alba fra altid fremragende Luciano Sandrone.

Vinhuset ligger nogle få kilometer nordøst for Barolo by og laver både Barolo, Barbera D’Alba, Dolcetto D’Alba og Nebbiolo D’Alba.

Luciano Sandrone arbejdede oprindeligt i årevis som kælderarbejder for andre vinhuse, bl.a. hos det nærliggende Marchesi di Barolo. I 1977 købte han en lille parcel på Barolo-marken Cannubi Boschis og det blev starten for vingården.

Det følgende år producerede han sin egen vin … alene små mængder og under beskedne forhold i garagen hos sine forældre. Luciano havde dog nogle klare ideer om, hvordan man skulle lave Barolo vine med høj kvalitet og respekt af traditionerne i Barolo, men samtidig indarbejdelse af mange af de nye teknologiske metoder.

Lucianos far havde selv tumlet med at lave lidt vin af druer, som han købte bulk. De var primært til eget forbrug, men faderen satte en familie-etiket på dem og brugte dem ellers som gaver til forretningsforbindelser og venner.

Ja, faktisk så står flere af disse flasker fra periode 1973-1977 udstillet på Luciano Sandrones vingård.

I 1982 mødte Luciano Sandrone sin første internationale distributør på Vin Italy, og han købte næsten alle 1.500 flasker af Lucianos 1978 Barolo, Vinen blev eksporteret til USA, og langsomt blev vinene fra Sandrone mere og mere berømt. Luciano fik købt sin egen vingård, og der blev også løbende opkøbt nye vinmarker.

Det var dog årgangene 1989 og 1990 af Sandrones Barolo Cannubi Boschis, som fangede hele verdens opmærksomhed. De modtog nemlig henholdsvis 97 og 100 point af Robert Parker … og dermed blev Sandrone den tredje italienske vinbonde, som scorede de magiske 100 point hos Robert Parker.

I 1998 byggede Sandrone et nyt vineri, der ligger ved foden af Cannubi. Her arbejdes der med en moderne vinifikation, der dog kombinerer tradition og fornyelse. Der bruges kort skindkontakt og der bruges kun omkring 10 % nye fade. Vinene er lavet i en moderne stil, hvor elegance kombineres med mere traditionelle Barolo karakterer som kraft og struktur.

Luciano Sandrone producerer som nævnt Barolo, Barbera d’Alba, Dolcetto d’Alba og Nebbiolo d’Alba. Hans vine er feminine med en kolossal kompleksitet og en ren frugtkarakter, som bl.a. skyldes at vinstokkene beskæres meget kraftigt, og derved har en meget lav ydelse. Vinene er kendt for deres burgundiske stil og charme.

I dag producerer Luciano Sandrone omkring 140-150.000 flasker fra 27 hektar vinmarker. Lucianos bror Luca er en stor del af teamet på vingården og tager sig primært af arbejdet i markerne. Endelig tager Lucianos datter Barbara sig af PR, smagninger og meget andet.

Her smager vi Sandrones Dolcetto d’Alba, hvor Dolcetto druerne kommer fra forskellige marker i Monforte d’Alba, nemlig Cascina Pe Mol og Castelletto samt markerne Ravera og Rocche di San Nicola i Novello. Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes helt naturlige gærceller i rustfrie åbne ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring i samme … og vinen er også alene lagret i ståltankene inden aftapning på flaske og yderligere 3 måneder lagring.

Duftmæssigt har vinen en vild god landlighed … og så en bondsk og rustik aroma med jod, blæk, blod, blåbær, kirsebær, blyantspidser, en papkasse, lakrids og søde krydderier.

I munden har vinen en frisk syre sammen med den mørke frugt, hvilket suppleres med jernholdige noter og er overraskende let i udtrykket af en Dolcetto.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7