2018 Nygårdsminde Vingård, Surprisingly Red, Jylland, Danmark

2018 Nygårdsminde Vingård, Surprisingly Red, Jylland, DanmarkSteffen tog røven på os med næste vin, for det var en dansk vin lavet på økologiske Rondo druer. Det var en Surprisingly Red fra Nygårdsminde Vingård i Brønderslev i Nordjylland.

Nygårdsminde Vingård er Danmarks nordligste vingård og er grundlagt i 2010 af vinbonde Jan Lunde og hustruen Gitte.

De har 1,2 hektar vinmarker med samlet 2.000 vinstokke, der er plantet i perioden fra 2010-2016. Alle markerne dyrkes økologisk og består af Rondo og Solaris … samt lidt spisedruer.

Udover vinproduktionen har de også juletræer, planteskole, parkgolf og yogaundervisning på gården … så lidt af en blandet landhandel.

Denne Surprisingly Red er lavet på 100% Rondo. Druerne er de allerbedste fra den varme sommer i 2018, håndplukket og nænsomt sorteret af venner og familie den 22. september 2018.

Selve vinificeringen er ikke sket på Nygårdsminde Vingård, men på Glenholm Vingård, hvor vinen i gæringen er tilsat lidt sukker for at få alkoholstyrken på 12%. Efter gæringen er vinen lagret på egefade.

Duften er skam lidt kantet … blåbær, let gæret i frugten, har blæk, urter, lyng, nelliker, en mælket note med lidt yoghurt og virker sådan lidt behåret, ung og landlig.

I munden virker frugten også frisk og ganske tør, syrlig og ung … hindbær, ribs og dermed langt lysere end man normalt vil forvente for en Rondo vin … men bestemt godkendt og lige i underkanten af 4 houlbergske fingre.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 4/7