2015 Weingut Zehnthof Luckert, Sulzfelder Sonnenberg Frühburgunder, Franken, Tyskland

2015 Weingut Zehnthof Luckert, Sulzfelder Sonnenberg Frühburgunder, Franken, TysklandWeingut Zehnthof Luckert ligger i den lille by Sulzfeld omkring 15-20 kilometer sydøst for Würzburg. Derfra smager vi nu næste vin … en 2015 Sulzfelder Sonnenberg Frühburgunder.

Weingut Zehnthof Luckert er grundlagt i starten af 1960’erne af Theo Luckert og hans hustru Luitgard. De startede som almindelige vinavlere, som blot dyrkede druer, som de solgte bulk, Men efter en periode begyndte de selv at producere og sælge vine på flaske, hvilket startede med deres Weißer Burgunder.

I 1975 købte familien ejendommen Zehnthof … en gammel ejendom fra 1558, som var anvendt af fyrstebiskopperne til opkrævning af skatter. Den brugte familien 12 år på at renovere og fungerer i dag som vineri og vinkælder for Weingut Zehnthof Luckert. Ja, den har sågar haft indflydelse på vinhusets navn.

I dag er det Theo og Luigards to sønner Ulrich og Wolfgang Luckert, som ejer vingården og står for produktionen. De får hjælp af 3. generation i form af Wolfgangs søn Philipp.

Familien har samlet 17 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Grosse Lage marken Maustal samt Erste Lage markerne Berg 1 samt Sonnenberg, Alt drives økologisk og den årlige produktion ligger på omkring 90.000 flasker vin.

Familien er medlemmer af VDP, så vinen er opdelt helt klassisk … og denne Sulzfelder Sonnenberg Frühburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra Sulzfelder Sonnenberg marken, hvor Frühburgunder stokkene er plantet tilbage i 1999.

Hos Zehnthof Luckert kalder man også ofte Frühburgunder for Blaue Nürnberger, da druesorten i middelalderen var en hoveddrue omkring Nürnberg, der dengang var tredjestørste by i Europa og havde vinmarker 4 gange større end hele Franken i dag.

Sulzfelder Sonnenberg Frühburgunder er lavet helt klassisk med spontangæring, maceration i en kortere periode og derefter er vinen lagret på brugte barriques inden aftapning på flaske.

Næsen er lidt sødkrydret og blomsterrig. Der er finsk lakrids af den søde slags, ko- og hestestald, mulddyr og dyrehold, kirsebær, blåbær, hyllebær, tør eg, blæk, vanilje, et grønt snert med nelliker, urter og lidt eukalyptus. Den har klart den lidt grønne og urtede næse, som egentlig er meget karakteristisk for de røde frankenvine.

Smagsmæssigt er det let, lys, varmmoden og saftig frugt, kirsebær, kirsebærsauce med masser af frugtsødme. Det suppleres med uter, vanilje, let peber og fine tanniner. Sødmen er klart noget større end forventet, men det ødelægger på ingen måder det samlede indtryk, for saftigheden og sødmen går hånd i hånd med en burgundisk elegance, bitterhed og lethed.

Forhandles af Vinpusheren, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7