2015 Weingut Christian Bamberger, Merlot Blanc de Noir, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Christian Bamberger, Merlot Blanc de Noir, Nahe, TysklandDie Nahe ist Rot samt Merlot ist Weiss er et par af de slagord, som Weingut Christian Bamberger anvender i profileringen af sit vinhus i Nahe. Og siden jeg første gang smagte en vin fra huset og læste om det, så har jeg haft lyst til at smage den hvide Merlot, som jeg nu har i glasset … Merlot Blanc de Noir.

Weingut Christian Bamberger holder til på den stenhårde vingård Steinhardter Hof, der ligger en smule nord for byen Bad Sobernheim i vinområdet Nahe.

Der har familien lavet vin siden 1658, men det var dog først omkring 300 år senere, at grundstenene til den nuværende vingård blev lagt, nemlig da Wolfgang mødte Irmtraud fra Rheinhessen og året efter fødte 14. generation i form af Christian Bamberger.

Siden 2004 er det Christian , som har drevet familiens vingård efter en uddannelse som vinmager på universitetet i Davis, Californien og lærepladser hos forskellige producenter i Napa i USA.

Da Christian overtog driften havde vingården alene 5 hektar vinmarker i både Nahe og Rheinhessen mod øst, men det blev i 2007 øget til med 7 hektar med købet af topmarker i Schlossböckelheim et kort stykke mod nord.

I dag har Bamberger samlet 20 hektar vinmarker og laver en række innovative vine, bl.a. denne Merlot Blanc de Noir, som markedsføres med sloganet Merlot ist Weiss og en flok rødvin, som sælges under sloganet Die Nahe ist Rot.

Denne Merlot Blanc de Noir er således blevet lidt en ikonvin for Weingut Christian Bamberger, lavet med Merlot druer, men vinificeret som en hvidvin og alene lavet på rustfrie ståltanke.

Duften er mirabeller, fersken, gule æbler og sjovt nok også nærmest nogle røde bær. Der er en snas citrus og virker samtidig sådan en smule varmkrydret med mandler og appelsinskal. Hvis man kigger på farven, så har vinen faktisk også lidt et svagt rosa skær.

Smagsmæssigt er vinen blød, rund og lidt mørk i smagen. Syreniveauet er lavt, der fornemmes en smule tanniner, men ellers en kalkagtig mineralitet, meget sart i frugtsmagen … pærer, grapefrugt, appelsinskal og samlet meget behagelig. Der er ikke vild dybde eller kompleksitet, men det smager sgu fint.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 8,20€ … svarende til 61 kr.

Vinanmeldelse 4/7