Jeg er en af dem, der er vild med Garganega vine fra Soave og netop sådan en fætter i årgang 2023 fra vinhuset Vallena var næste vin i glasset.
Vinhuset Vallena er grundlagt i 1969, men allerede i 1832 købte Cesari familien ejendommen, der i 1837 fik navnet Vallena og er beliggende lidt udenfor byen Avesa nord for Verona.
Cesari familien ejer også Azienda Agricola Brigaldara, der ligger i San Pietro in Cariano. Den ejendom købte Renzo Cesari i 1928 med sin Lamberto. Men i dag er det næste generation i form af Stefano Cesari, der driver de to vinhuse.
De 2 vinhuse har sammenlagt 120 hektar jord – hvoraf 47 er vinmarker, der er fordelt på forskellige områder som Valpolicella Classico, Vallena, Valpantena og østlige Valpolicella. De øvrige hektarer består af oliventræer, frugtplantager og kornmarker.
Denne vin er på 100% Garganega, der er håndplukket i første halvdel af september og efter høsten er de presset og så er vinen gæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en periode inden aftapning på flasker.
I næsen er der godt med lemon, grape, citroner, grønne æbler og hyld suppleret med lidt hylde. Der er lette aromaer af tulipaner, en smule mandler eller marcipan samt kamillete.
Også munden er der et godt angreb af lemon, grape og let bitre æbler, masser af tørhed, en ren mineralitet, godt med peber samt et meget frisk bid. 90 point.
Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 89 kr.