2013 Weingut Kreuzberg, Pinot Blanc, Ahr, Tyskland

2013 Weingut Kreuzberg, Pinot Blanc, Ahr, TysklandWeiter mit noch einer Weißer Burgunder, som Weingut Kreuzberg dog kalder Pinot Blanc. Nu er vi imidlertid ikke i Rheinhessen, men derimod i det lidt køligere Ahr, helt præcis i byen Dernau … altså samme by som winzerprinsessen Julia Bertam, som laver så smuk Spätburgunder.

Weingut Kreuzberg er grundlagt i 1953 af Hermann-Josef Kreuzberg Senior, som tidligere havde været leder af Dernauer Winzervereins, der stammede tilbage fra 1884 og byggede nogle af de tidligere vinkældre i Dernau. I dag er det 3. generation i form af Ludwig Kreuzberg, som driver vingården.

Han overtog i 1994 driften fra faderen Jupp, men får til dagligt hjælp fra forretningsføreren Frank Josten samt den ansatte vinmager Albert Schamaun.

Vingården har samlet 9 hektar vinmarker, hvor de vigtigste marker er Dernauer Pfarrwingert, Dernauer Hardtberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Rosenthal, Ahrweiler Silberberg samt Neuenahrer Schieferlay og Neuenahrer Sonnenberg.

Der dyrkes primært Spätburgunder … faktisk er 77% af marker tilplantet med Spätburgunder. De øvrige sorter er Frühburgunder, Dornfelder, Portugieser, Cabernet Sauvignon, Riesling og Weißburgunder. Alene 1,5% af endda Weißburgunder, så denne er altså ikke en typisk vin fra Weingut Kreuzberg.

Udover vinproduktionen driver familien også et lille B&B, som de kalder Pension Urlaub im Weingut. Det har 5 dobbeltværelser og administreres af Sandra Kreuzberg.

Denne Pinot Blanc er lavet på rustfrie ståltanke, kølig fermenteret og har derudover – modsat foregående vin – ligget på fad i 5 måneder.

Næsen er også langt mere aromatisk og organisk med blomster samt en smule sur og gærende mødding. Lidt fedme og sødme fornemmes, men vinen skal virkelig slynges rundt i glasset for at frigive alle aromaerne. Mærkelig nok er den knap så rund i duften, men har – udover den lidt gærende mødding – noter fra papkasser og nye sko. Lidt af en sjov aroma … skal vist lige tænke over den.

I munden er vinen langt mere syrlig og grøn end foregående Weißer Burgunder, så den er meget frisk, stram, stringent, mineralsk og kantet. Flere i forsamlingen synes bedre om denne end foregående vin … men der er jeg nok lige omvendt, da duft og smag stikker lidt i hver retning.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 75 kr.

Rating 3,5/7 half_thumb

2014 Weingut Posthof Doll & Göth, Weißer Burgunder, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut Posthof Doll & Göth, Weißer Burgunder, Rheinhessen, TysklandWeingut Posthof Doll & Göth holder til ved den lille by Stadecken-Elsheim i Rheinhessen … lige der hvor alle byer slutter med heim. Byen ligger da også nabo til byerne Bubenheim, Schwabenheim, Jugenheim, Essenheim, Saulheim, Appenheim, Wolfheim, Partenheim og Vendersheim … blot for at nævne nogle få.

Og Posthof Doll & Göth står bag denne lille Weißer Burgunder, som jeg smagte i sidste uge, hvor Randers Vinlaugh holdt en vinsmagning med vine fra 8 forskellige vindistrikter i vores sydlige broderland.

Weingut Posthof Doll & Göth er grundlagt i 1993 ved at sammenlægning af de to tyske vinhuse Weingut Göth i Gau-Bischofsheim og Weingut Doll i Stadecken-Elsheim, selvom begge vingårde reelt har eksisteret i mange generationer.

Weingut Doll blev således grundlagt tilbage i 1883 af Heinrich Doll og ejendommen omfattede – som også set hos andre vinhuse i Tyskland – også det kejserlige postkontor, og det er selvfølgelig derfor Posthof indgår i vinhusets navn.

Sammenlægningen til Weingut Posthof Doll & Göth skete – helt naturligt – som følge af, at Roland Doll og Erika Göth i 1988 blev gift, og nu driver parret således det lille familiebrug, som efter sammenlægningen er på 15 hektar, hvoraf de vigtigste vinmarker er Stadtecker Lenchen, Elsheimer Blume, Stadtecker Spitzberg og Gau-Bishofsheimer Kellersberg.

De får dog hjælp af 6. generation, nemlig Linus, som netop har afsluttet sine studier til ønolog på Geisenheim og nu arbejder i Nierstein, samt Ben der lige er startet på hans studier til ønolog.

Her altså husets Weißer Burgunder … ikke de store oplysninger om produktionen, så vi springer hovedkulds ind i mine smagsnoter, hvor jeg har noteret, at vinen duftmæssigt virker meget frisk, næsten sprød, nærmest prikkende med en smule fedme og tropiske frugter. I modsætning til sidst smagte Weißer Burgunder fra Weingut Bernard Huber, så virker denne knap så rund og balanceret.

Smagsmæssigt er vinen dog hverken syrerig eller tør, men har i stedet for noget fylde, sødme og virker cremet med pærer, saltede elementer og generelt meget rund samt omgængelig. Syren er slet ikke så markant, men den smager bestemt dejligt.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 75 kr.

Rating 4/7 

2009 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, Sydafrika

2009 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, SydafrikaVi sluttede byggemødet med en sydafrikansk vin … vinen Frans k Smit fra det store vinfirma Spier Wines. Det er i øvrigt en vin, som vi tidligere har smagt i byggesjakket … blot i en årgang 2006.

Spiers Wines er herhjemme nok mest kendt for deres serie af basisvine med navnet Savanha, som der alene her i Danmark årligt sælges omkring tre millioner flasker af. Savanha er endda så stort et hit i Danmark, at Spier Wines har lavet en hjemmeside på dansk alene med Savanha vinene.

Og Spier Wines er også en stor historie, for bl.a. har Spiers tilknyttet tolv langsigtede kerne-avlere og ni kontrakt-avlere til vinhuset. Bare igennem de 9 kontrakt-avlerne, har Spier Wines adgang til mere end 700 hektar vinmarker.

Spiers kælder producerer over 3.800 tons druer om året, hvoraf omkring 2.900 tons er røde druer og 900 tons er hvide druer. Hvor mange flasker vin, som der produceres årligt har jeg ikke fundet, men det er helt sikkert mange, mange millioner.

Druerne dyrkes hovedsageligt i de kystnære regioner, herunder Stellenbosch, Durbanville, Darling, Elgin Helderberg, Paarl, Riebeek Valley og Breede River.

Vinmager, kældermester og manden bag Savanha er Frans K. Smit, og hans tilgang til vinfremstilling er enkel;  minimal indblanding for at opnå konsekvent friskhed, maksimal smag og en perfekt balance.

Frans’ interesse for vinavl begyndte i en tidlig alder. Han er opvokset på en landbrugsejendom i Kakamas i Northern Cape i Sydafrika. Han begyndte med et eksamensbevis i kælderteknologi i 1993, og opnåede den fineste udmærkelse i sin klasse, og specialiserede sig i ønologi i sit tredje og sidste år.

Umiddelbart efter afslutningen af sine studier, sluttede Frans sig til Spier Wines, et relativ lille firma på det tidspunkt og en årlig produktion på sølle 25.000 kasser.  Spier var – og er – et historisk vinhus, som oprindelig er grundlagt i 1692 af Arnoud Jansz i hjertet af Cape Winelands ved bredden af Eerste floden … omkring 10 kilometer udenfor Stellenbosch.

Ved udgangen af år 2000 havde Frans fået vi vinhuset til at vokse stødt og der blev på det tidspunkt investeret i en opgradering af vinkælderen til ikke mindre end 20 millioner Rand. Spier Wines er i dag et af Sydafrikas største vinhuse.

Hele Spiers ejendom er dog meget mere end vin. Her tilbydes for det første fantastiske omgivelser og natur, men der er ligeledes masser af hollandsk arkitektur, udsøgte restauranter, lækre hotel forhold, samt masser af kunst og kultur.

Hos Spier er bæredygtighed i højsædet, og virksomheden fik i 2004, som den første virksomhed i Sydafrika overhovedet, en pris for bæredygtighed fra WIETA (Vinindustriens Etiske Handelsforening) for at give sine ansatte i hotel- og forlystelseskomplekset gode, etiske arbejdsvilkår og lønningsforhold.

Man gør en stor indsats hos Spier for, at de i alt 400 ansatte trives og har mulighed for at videreuddanne sig via en vifte af kurser, som virksomheden tilbyder dem.

Derudover har Spier i forbindelse med sine mange genbrugsprojekter oprettet små bæredygtige firmaer i tilknytning til hoteldriften – firmaer, som udliciteres til de ansatte, og som beskæftiger et større antal fattige sorte fra lokalområdet.  Et eksempel er et lille firma, der ud af genbrugspapir fra Spier laver forskellige papirprodukter, som firmaet så sælger tilbage til hotellet.

Spier Wines topvin er denne vin, som er opkaldt efter vinmageren Frans K Smit.  Brugsen, som forhandler vinen i Danmark, har selv beskrevet vinen som deres super-premium-vin, og den vin man skal vælge når “supervine ikke er gode nok”. Store ord … og helt sikkert også pænt overdrevet.

Blendet til Frans K Smit varierer en smule fra år til år. I årgang 2009 består blendet af 41% Cabernet Sauvignon, 28% Merlot, 17% Shiraz og 14% Pinotage, mens der fx i 2006’erne også var lidt Cabernet Franc og Malbec i. Vinen er lagret på franske barriques i 31 måneder, heraf  50% nye fade.

Duftmæssigt – som sidst – en varm og fyldig vin … virker nærmest kødfuld med animalske noter, babybræk, brugte karklude, gammel kælder, champignon, kridt … god frugt med solbær, blåbær, lidt blommer, kakaopulver, vanilje og ristede fade.

Det er smagsmæssigt også en kraftig fætter … meget intens med tætpakket frugt, solbær, krydrede elementer samt godt med syre og tanniner. Trods kraften stadig en god friskhed. Virkelig god vin.

Forhandles normalt i SuperBrugsen, hvor prisen normalt ligger på 439 kr., men den kan ofte findes på bud til 299,95 kr.

Rating 5/7 

2010 Familia Zuccardi, Zuccardi Zeta, Mendoza, Argentina

2010 Familia Zuccardi, Zuccardi Zeta, Mendoza, ArgentinaEfter en amerikansk slagside i de oversøiske vine til seneste byggemøde, så var næste vin dog argentinsk … nemlig denne Zuccardi Zeta fra vinhuset Familia Zuccardi, som holder til i Maipú provinsen, lidt øst for Mendoza by.

Der driver de – foruden vinhuset – også restauranten Casa del Visitante.

Vinhuset er grundlagt i 1963 af ingeniøren Alberto Zuccardi, som allerede i1950 slog sig ned i Mendoza. I starten af 1960’erne begyndte han at plante nogle vinstokke og eksperimentere med et system for kunstvanding. Det var et system, som han selv havde opfundet baseret på metoder, som ellers kun bruges i Californien.

Egentlig var det slet ikke meningen, at Alberto Zuccardi ville lave vin. Han ville bare afprøve afvandingssystemet i praksis, og til det formål anlagde han en mindre vinmark. Forsøget var meget vellykket, og samtidig blev han grebet af vindyrkning, således det blev startskuddet for vingården.

I dag drives vingården af 3. generation i form af Sebastián Zuccardi, som dog får hjælp af faderen José Alberto, mens broderen Miguel står for gårdens produktion af olivenolie, ligesom søsteren Julia har ansvaret for restauranten. Med andre ord et rigtigt familieforetagende.

Men det er et pænt stort familieforetagende, for Familia Zuccardi har i dag ikke mindre end 837 hektar vinmarker, fordelt med 37 hektar på La Consulta, 55 hektar på Vista Flores og 90 hektar på Altamira … i Valle de Uco. Derudover 475 hektar i Santa Rosa og endelig 180 hektar i Maipú. 35% af vinmarkerne drives økologisk.

I september 2015 blev winemaker Sebastián Zuccardi for anden gang kåret til “Winemaker of the Year” i Gaucho Annual Winemaker Awards i London. Wine Enthusiast har nomineret Familia Zuccardi til New World Winery 2015 og Decanter har udråbt José Alberto og Sebastián Zuccardi som værende blandt de fem mest indflydelsesrige personligheder i argentinsk vin.

Zuccardi laver vine under 3 brands, nemlig Zuccardi, Santa Julia og Malamado. Under Zuccardi brandet er vinene delt op i serier, bl.a. Serie A, Q, specialiteter samt Icon vine.

Denne Zuccardi Zeta er lavet på 87% Malbec og 13% Cabernet Sauvignon, alle fra ca. 40 år gamle vinstokke. Fremgangsmåden er den samme som med Zuccardis anden topvin med en grundig håndsortering både før og efter afstilkning af druerne. Gæringen starter spontant med de i kælderen naturligt forekomne gærstammer. Efter gæring og maceration over ca. 30 dage lagrer vinen i franske fade i omkring 12 måneder inden den endelige blanding.

Næsen er sådan godt fyldig med mørke bær, solbær, svag blomme, saft og kraft, lidt kaffe og kakaopulver, lakrids, grønne grene, vanilje … men virker til at hænge godt sammen. Intet stikker ud og virker meget tillokkende med svag blomsternote til sidst.

I munden er der selvfølgelig også saft og kraft, fed og cremet, men det bliver her ikke for voluminøs, for der er både syre og godt med tanniner i vinen. Der er syrlige mørke bær, solbær, blommer, let peber og virkelig tør.  Måske aftenen bedste vin.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 259 kr. ved køb af 1 flaske og 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7