2011 Delas Frères, Gigondas Les Reinages, Rhône, Frankrig

Sidste uge bød også på lidt god Rhône vin … hele to vine fra det store vinhus Delas Frère, som holder til i den lille by Saint-Jean-de-Muzols, lige ved Rhônes biflod Le Doux. Den første af vinene var denne Gigondas Les Reinages, og faktisk den eneste Gigondas vin i Delas Frères ellers omfattende sortiment.

Delas Frères er grundlagt i 1835 i byen Saint-Jean-de-Muzols … lige i hjertet af Saint-Joseph. Vinhuset startede som en vinhandel og et negociantselskab, da Charles Audibert og Philippe Delas købte firmaet.

Vinhandlen havde tidligere heddet Maison Juniquem, men de to herrer omdøbte det til Audibert og Delas.

Forbindelserne mellem de to familier blev yderligere knyttet, da Delas to sønner Henri og Florentin giftede Audibert to døtre, og da Henri og Florentin i 1924 overtog ledelsen omdøbte de vinhuset til Delas Frères.

De udviklede samtidig forretningen, bl.a. ved yderligere vinhandel og ved at købe vinmarker i både Châteauneuf -du-Pape og Hermitage. Dette sikrede brødrene en konstant produktion af kvalitetsvine.

Efter anden verdenskrig havde vinene fra Delas Frères et sandt “boom” på eksportmarkederne. De blev solgt i tønder til London , Bruxelles, Amsterdam, Geneve og USA. Den næste generation i Delas familien, Michel Delas overtog ledelsen i 1960 og udvidede forretningen yderligere, bl.a. ved salg til nye eksportmarkeder i bl.a. Syd -og Mellemamerika, og han købte også i 1974 flere vinmarker, bl.a. i Côte Rotie, og på Clos Boucher på Condrieu.

I 1977 blev huset overtaget af det anerkendte Champagnehus, Champagne Deutz, og med en god kapitalindsprøjtning har man i løbet af en årrække fornyet al vinifikationsudstyret og deslige, så Delas Frères i dag fremstår som et af de mest moderne vinerier i Rhônedalen.

Endvidere har man udvidet Delas’ kapacitet for at kunne imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel, hvilket også har bevirket, at man – på trods af husets mange besiddelser af vinmarker i nogle af Rhônedalens mest berømte kommuner – også opkøber en vis mængde druer fra de mest kvalitetsbevidste vinavlere i områderne.

Netop de store besiddelser af vinmarker, som Delas Frères har i Rhônedalen, er medvirkende til, at man i huset har vedtaget, at de varierende terroirs i de forskellige appellationer skal komme så godt som muligt til udtryk i de forskellige vine.

En af årsagerne til Delas’ store succes går tilbage til 1997, hvor den unge ønolog Jacques Grange blev ansat. Jacques Grange er født og opvokset i Bourgogne, og han har gennem sin relativt korte karriere været stærkt medvirkende til den renæssance, Rhône-distriktet har haft, og han er samtidig manden bag flere af distriktets 100 points-vine.

Siden Jacques’ entré i Delas’ kældre, er der på det nærmeste sket en revolution med vinene, og efter tidligere at have stået i skyggen af store huse som Guigal.

Louis Roederer overtog både Deutz og Delas Frères i 1993. Champagnehuset Louis Roederer er måske mest kendt for deres ikoniske Cristal Champagne, men er et mega-stort foretagende med mange vinhuse i deres “stald”, hvilket bl.a. omfatter Château de Pez og Château Haut-Beausejour, Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande og Château Bernadotte i Bordeaux, Ramos Pinto Port i Portugal, Domaines Ott i Provence samt Roederer Estate og Scharffenberger i Californien.

Men har har vi altså Delas Frères’ Gigondas Les Reinages, som er udelukkende lavet på druer fra marker i Vaucluse, der hører under Gigondas. Markerne ligger på små skråninger og terrasser, hvor jorden primært består af aflejringer af rødt ler med grus, og vinen er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah.

Efter presning foregår gæringen i cementtanke i 10 dage efterfulgt af udblødning 8-10 dage for give yderligere kraft. Den malolaktiske gæring sker i tank, hvorefter vinen lagrer 12 måneder på egefade inden flaskning. Der produceres årligt 20.000 flasker af denne vin.

I næsen ganske mørk og fyldig vin med aromaer af blæk, tjære, sorte kirsebær, peber, læder og lidt tør jord, skovbund eller noget i den retning. Dette suppleres af lidt Rhône/Provence krydderier … uden de dog er så tydelige og markerede. I munden er der peber, stor tørhed, godt med tanniner … syren og peberen nærmest sætter sig inderst i munden. Eftersmagen ganske fin.

Der er ingen tvivl om, at dette er vellavet vin … det får mig ikke op at ringe, men jeg tænker, at vinen nok vil ha’ godt af yderligere 5-7 år i kælderen. Så vil jeg næsten garantere, at din oplevelse bliver mangefold fordoblet.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 220 kr.

Rating 4,5/7  

2013 Bergström Wines, Cumberland Reserve Pinot Noir, Oregon, USA

Oregon er et fantastisk område for Pinot Noir vine … klimaet minder på mange områder om Bourgogne. Her har vi netop en Oregon vin i form af en Cumberland Reserve Pinot Noir fra vinhuset Bergström Wines … og ja det lyder svensk og drives da også af familien Bergström, som stammer fra det nordlige Sverige.

Betgström Wines holder til et par kilometer nordvest for den lille by Newberg, som ligger i Willamette Valley tæt på floden Willamette i det  klassiske Pinot Noir land.

Vinhuset er grundlagt i midten af 1990’erne af John Bergström, som købte ejendommen sammen med hustruen Karen og deres 5 børn. John stammer som nævnt fra vores broderland og var kommet til USA som ung teenager og havde optjent en pæn formue som kirurg med egen klinik.

Familien havde siden 1970 boet på Cumberland Road i Portland, men det store boom i vinproduktion i Oregon – samt en voldsom interesse for vin – gjorde, at de rykkede teltpælene op og købte et stykke land i Dundee Hills i Willamette Valley.

Der plantede John sin første vinmark, som han selvfølgelig kaldte Bergström Vineyard. Det blev imidlertid først i 1999, at familien kunne høste og lave deres førstes vine. På det tidspunkt var Johns søn Josh vendt tilbage fra Bourgogne, hvor han havde taget en 2-årig uddannelse som ønolog.

Sammen med sin forlovede Caroline indgik det unge par et partnerskab med Josh’s forældre og gik igang med at lave egne vine. Med overskuddet fra den første årgang 1999 – som gav hele 4 tons druer – kunne de endda udvide ved at købe en nærliggende vingård.

I dag har familien i alt 34 hektar vinmarker, fordelt på 7 vinmarker; The Bergström Vineyard, Temperance Hill Vineyard, The Winery Block, Gregory Ranch, Shea, Silice og Le Pré du Col. Hver vinmark vinificeres selvfølgelig seperat.

Josh er den daglige leder & winemaker samt vineyard manager. Han arbejder totalt kompromiløst på at lave så høj kvalitet som muligt. Der arbejdes efter biodynamiske metoder, med naturlig gødning af alt druekvas og afskårne grene fra vinstokkene som komposteres og gen anvendes sammen med lokalt hø og ”affald” fra et mejeri.

Udbyttet er ekstrem lavt og der høstes meget sent for at få højest mulig koncentration. Der benyttes mange forskellige kloner af Pinot Noir fra forskellige typer jordbund, som alle plukkes, presses og gæres for sig inden de endelige blandinger fortages.

Grundet Josh’s fortsatte tætte relation til Bourgogne, benyttes kun de bedste af de bedste egetræs fade derfra. Bergström Wines laver årligt 9.000 kasser vin, fordelt på 2 Chardonnay’er og 9 forskellige Pinot Noirs.

Denne Cumberland Reserve Pinot Noir er således én af disse 9, hvor druerne kommer fra nogle af husets marker, hvor mange fremgår dog ikke helt klart. De fleste tilsyneladende fra Bergström Vineyard. Vinen er opkaldt efter familiens gamle adresse på Cumberland Road i Portland, og stilmæssigt forsøger Josh at nærme sig sin klare reference; Bourgogne. Således er vinen også lagret på franske barriques … men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Og i næsen lykkes det meget fint med et lidt koldt indtryk med kold røg, aske, violer, hindbær, kirsebær, jern, mineralitet, champignon, kanel og et strejf af lakrids. Hmmmmmm. I munden er vinen blød, blid og rund med hindbær, jordbær … blide tanniner, og selvom syren er til stede, så bider den på ingen måde og giver vinen et blødt, cremet udtryk. Fin og lækker Oregon Pino.

Forhandles af FineWines.dk, hvor prisen er 319 kr.

Rating 5/7