Fra den smukke og dygtige kvindelige vinmager Veronica Ortega har jeg smagt endnu en vin og er i himlen … og det er hendes 2020 ROC.
Jeg har tidligere smagt hendes 2021 Cobrana, en 2021 Quite og en 2021 VO … og hver gang været imponeret og denne ROC er én af hendes topvine.
ROC er en vin, som er lavet på druer gamle Mencía vinstokke, men også tilsat et lille skvæt Palomino og Doña Blanca. Alle Mencía druerne kommer fra de to sanddominerede parceller El Couso og La Rata i Valtuille de Abajo og vinstokkene er 100 år gamle.
Druerne er ikke afstilket, så de hele klaser er spontangæret alene med druernes egne gærceller i 5.000 liters åbne træfade og der har de gennemgået en lang maceration med blid ekstraktion.
Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på brugte 228 liters barriques og gennemgået en let filtrering inden tapning på flasker … og der er lavet under 5.000 flasker af vinen.
Afdæmpet, lettere end forventet og elegant … er min første tanke suppleret med en frugt af jordbær, sorte kirsebær, lidt tranebær og ribsgele, babybræk på den gode måde, grøn peber, hæfteplaster plus kamfer … alt virker æterisk, luftig og klart blødere end fx Cobrana og der fornemmes også et aftryk af tørre fade med træ, læder, violer samt timianagtige krydderier.
I munden er vinen let, blød, cremet og mundsmeltende med en lille Mencía nerve af violer og en letbitter frugt med tranebær, hindbær og ribs og som en næsten burgundisk Pommard og feminin lethed og elegance, men samtidig har den en tør, urtet og let lakridset smag med masser af alvorlig bund.
Syren er tør, letbitter og lidt lemonagtig på en mørk måde. Med luft i glasset bliver det bare endnu mere elegant og med meget luft endnu bedre … og samtidig vildt saftig og læskende. Den drager som bare pokker, virkelig velsmagende og godt skruet sammen. 95 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 369 kr., mens prisen er 329 kr. ved køb af 3 flasker.