Smagte lørdag denne Puritani IGT fra et lille vinhus Vinicola Valenti eller Cantine Valenti, som er det officielle navn. Vi er på Siclien i et lille familiebrug, grundlagt i 2004 og drevet af Francesca Valenti, sønnen Giovanni og hans søn Alessandro. Helt præcis er vi tæt på byen Catania og dermed i området ved vulkanen Etna.
Dette område var i 1800-tallet et betydningsfuldt vinområde, siden gik det dog af forskellige verdensøkonomiske årsager ned ad bakke og vulkanskråninger, men nu oplever vinen fra Etna-egnen en opblomstring, en renæssance, der nærmest bringer den på niveau med Bourgognes grand cru’er. Nogle af de senere års mest spændende italienske vine kommer fra Etna, hvor det især er druen Nerello Mascaslese – druen, som sammenlignes med Nebbiolo-druen – der dyrkes.
I skyggen af den stadig meget aktive vulkan har Valenti familien 20 hektar rig, vulkansk jord. De nordvendte skråninger og markernes placering i 500-1.000 meters højde medfører et for området unikt køligt klima, og refleksionerne fra havet og de modsatliggende kalkholdige bjerge giver et meget intenst og særligt lys. Perfekte forhold for elegante, aromatiske vine. Ud af familiens 20 hektar er 16 hektar da også vinmarker, mens de resterende jorder beplantet med oliventræer for produktion af god olivenolie.
Familien dyrker primært de lokale druer Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio, Carricante og Grecanico. Den ældre Francesco Valenti mener nemlig, at området omkring Etna er ét af Italiens store vinområder, og at man skal lave vine efter området, dvs. med de lokale druers unikke aroma og smag samt jordens specielle mineralitet.
Vinen her er lavet på netop Nerello Mascalese, eller i hvert fald 95%, mens de sidste 5% er Nerello Cappuccio. Det er med DNA-analyser fastslået, at Nerello Mascalese er en krydsning mellem Sangiovese og den lidet kendte grønne mantonico bianco. Navnet kommer formentlig af Nero (italiensk for sort) og byen Mascali på Etnas østlige skråning mod kysten. Nerello Mascalese modner sent og giver ved lavere udbytter relativt højalkoholiske vine (14-15% er ikke unormalt), hvilket dog sjældent præger dem i udstrakt grad. Efter de seneste års markant øgede interesse for sorten har nærmere undersøgelser vist, at der i markerne findes en del andre ukendte druesorter, som givetvis også ryger i en del af vinene.
Vinen er lavet med meget lang maceration, og den er lagret 18 måneder på slovensk eg, efterfulgt af 8 måneder på flaske inden frigivelse.
Duftmæssigt røg, tobak, brændte toner, krydderurter, brombær, læder, nødder … dufter faktisk rigtig lækker. Smagen har … hold da op, godt med syre og blommer … det er mine første indtryk. Derudover er der i smagen godt med tannin, forstår måske godt, at nogle kan sammenligne druen med Nebbiolo, selvom denne er mere fyldig og har fået langt mere sol. Den er sgu meget interessant, og det er faktisk en rigtig dejlig vin. Vinen har en lidt specielt og sjov smag … måske lidt mineralitet … måske det er fra den vulkanske undergrund … men det smager altså bare rigtigt godt.
Ikke fundet en forhandler herhjemme, men pris i Italien ligger på omkring 20€. Kan se, at der på et tidspunkt er solgt 24 flasker på Lauritz til samlet 1.050 kr., hvilket er ren tyveri. Jeg har købt min flaske vin en ven, vistnok en rest fra en konkursbo. Jeg gav 80 kr., og det er også billigt for denne flotte vin.
Næste vin var denne Tempranillo vin fra Bodegas Rasgón, der ligger i den lille landsby Manzanares ved den store højslette i Castilla-La Mancha.
Smagningen i tirsdags bød blandt andet på denne La Brunote Cairanne Côtes du Rhône Villages fra vinhuset Domaine Alary, som er beliggende i byen Cairanne midt mellem Avignon og Montélimar, altså klassisk Rhône land.
Inspireret af den dygtige vinblogger Niels fra Più Rosso, så skulle Berlin turen da også omfatte et besøg på den charmerende vinbar Rutz, ja vinbar, restaurant og såmænd også vinhandel, idet alle vinene på kortet også kan købes til billigere penge, hvis vinen ikke drikkes på stedet.
På Uhlandstrasse, en sidegade til Kurfürstendam ramlede vi – da sulten begyndte at melde sig – helt tilfældigt ind i den lille italienske restaurant Mizzio’s, som drives af den italienske familie Petrocelli, som i 1968 med Antonello Petrocelli i spidsen rykkede til den store by i vores broderland fra det skønne Syditalien for at lave ordentligt mad for tyskerne.
Weekenden blev tilbragt i Berlin … herlig by, og jeg skal nok vende tilbage til et par vine, som blev nydt i byen. Denne vin havde jeg imidlertid medbragt hjemmefra, og den blev nydt på værelset som indledning til opholdet. Vinen er en Il Bianco di Decugnano fra vinhuset L’azienda Agricola Decugnano dei Barbi, som ligger små 15 km fra byen Orvieto i bakkerne ved Lago di Corbara i Umbrien.
Onsdag blev sluttet af med en pragtvin fra Viñedos de Páganos, som er et af flere vinhuse, som ejes af Viñedos de la familia Eguren. Vinen er en 2001 El Puntido enkeltmarksvin fra Rioja i Spanien, eller helt præcis fra området ved byen med navnet Páganos i Rioja Alavesa.
Onsdag i sidste uge bød også på denne hvidvin fra danskerhuset i Portugal, Cortes de Cima, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, bl.a. da jeg smagte deres 
Med næste vin er vi hos det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, nemlig Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano. Denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina kommer fra det sidstnævnte slot.
Med næste vin ryger vi til det klassiske Bordeaux, endda til en berømt familie, nemlig en gren af Rothschild-familien med denne Haut-Médoc vin Les Granges fra vinhuset Domaines Edmond de Rothschild.