Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2021 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Godello, Rías Baixas, Spanien

2021 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Godello, Rías Baixas, SpanienJeg var glad, da jeg i sommers smagte vinen Paco & Lola Albariño fra kooperativet Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana i Rías Baixas. Nu smager jeg atter glad en vin derfra … 2021 Paco & Lola Godello.

Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana kaldes også Bodega Paco & Lola og ligger i Val do Salnés regionen i Rías Baixas. Det er grundlagt i 2005 af en gruppe af vinavlere og vinproducenter, som besluttede at  samle kræfterne, gøre deres vine mere professionelle og fremme kendskabet til alle vinene  i det barske og regnvåde område ved kysten nord for den portugisiske grænse.

I dag er Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana det største kooperativ i  DO Rías Baixas med mere end 400 medlemmer, der samlet har 200 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.800 forskellige parceller.

 Paco & Lolas målsætning er kvalitet frem for alt. Derfor er der vedtaget strenge krav, som hver enkelt medlem skal overholde for at kunne levere druer. Derudover er bæredygtig dyrkning i højsædet, hvorfor Paco & Lola da også er medlem af LIFE + Atlantic Vineyards-projektet … et projekt, hvor alle medlemmerne bl.a. forpligter sig til at minimere brugen af kemi. Kooperativet arbejder også målrettet med FNs 17 bæredygtige mål.

Men nu er det altså kooperativets Paco & Lolas Godello … altså en hvidvin lavet alene på  aromatiske og populære Godello drue og her er druerne høstet  fra skiferholdige skråninger på nogle særlige plots i Valdeorras, som er beliggende et par timers kørsel fra kysten og lige vest for det mere kendte Bierzo.

Det er ikke langt fra Galiciens højeste bjerge og altså et område, hvor man laver sprøde og alligevel ret koncentrerede hvidvine, som gør sig så fantastisk til fisk.

Al høst foregår ved håndkraft, hvorefter druerne nænsomt selekteres. Der anvendes alene det bedste free-run juice fra selve presningen og derefter sker gæring på naturlig vis ved kontrolleret temperatur. Både gæring og efterfølgende lagring sker alene i rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det en indbydende, venlig, blød og nem vin, hvor frugten er fersken, pærer, honningmelon,  tørrede abrikoser og lidt sandeltræ og tysk sødlig marcipan. Der er søde krydderier, men der ikke dukker ret meget syre op, som om vinen næsten er for høflig til det. Men på en eller anden måde, så har den alligevel en lille kæk friskhed og en smule hvalpefedt.

I munden er det lidt at samme historie, for der er en meget blid frugt, en smule Københavnerstang, fersken-iste, pærer med lidt fylde samt lidt salte mineraler, noget lemon samt et cremet og næsten olieret udtryk. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Bodegas Amaren, Carraquintana Viñedo Singular de Amaren, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Amaren, Carraquintana Viñedo Singular de Amaren, Rioja, SpanienDen sidst Bodegas Amaren vin fra topserien Las Fincas de Amaren var denne fine 2017 Carraquintana Viñedo Singular de Amaren og er en særlig vin kun lavet i 2.428 eksemplarer.

Vinen er lavet på omkring 90 % Tempranillo, mens resterende 10 % består af mest Malvasia og lidt  Garnacha og Graciano, der høstes fra mere end 85 år gamle stokke fra en af husets bedste enkeltmarker, nemlig marken Carraquintana i Leza beliggende i 570 meters højde.

Efter høst bliver hver klase udvalgt og afstilket inden de enkelte druer selekteres på baggrund af deres vægt. Druerne presses så nænsomt og koldmacererer ved 8 grader for udtrækning af farve og smag over 5 dage. Herefter gæres mosten i store beton-æg.

Efter endt gæring anbringes vinen på 100% franske 500 liter egetræsfade, hvor den gennemgår malolaktisk gæring og daglige
overpumpninger af mosten for at udtrække endnu mere farve, smag, tannin og en afrundet integration af fadet. Vinen lagrer derefter i 14 måneder på franske egetræsfade. Herefter aftappes vinen og lagrer yderligere mindst 14 måneder på flaske. Der er kun lavet 2.428 flasker af vinen og denne har nummer 1.164

Selvom det måske burde minde lidt om foregående El Cristo de Samaniego, så er denne på en eller anden måde lettere og mere frugtrig, har en finere og mere delikat aroma, selvom der selvfølgelig også er et pænt fadpræg, men det er bare langt mere integreret ind i duftene. Frugten er nærmest levende, legesyg, lys og frisk, kirsebær, brombær og måske endda lidt jordbær, tobak, læder, cedertræ, lidt skovbund, svag lakrids og vanilje. Letheden er vild og det dufter vandvittigt godt.

Sådan smager vinen faktisk også … som at få en knytnæve i mellemgulvet, men med fjerlet præcision. Det er ganske vist fortsat mørk frugt med solbær, kirsebær og hindbær, tørheden er også stor, men letheden opvejer sammen med et let, legesyg og alligevel sart syre de mørke noter og gør det samlede oplevelse flydeklar, luftig samt airborn. De tørre taninner er smeltet sammen med smagen, som netop tør op i din mund og opløses i velvære. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Bodegas Amaren, El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren, Rioja, Spanien

2018 Bodegas Amaren, El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren, Rioja, SpanienJeg fortsatte med mere vin fra vinmageren Juan Luis Cañas på Bodegas Amaren og nu var den næste vin en 2018 El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren.

Denne El Cristo de Sanmaniego Viñedo Singular de Amaren er blot 1 ud af 4 enkeltmarksvine,  der udgør husets topserie. Den serie hedder i øvrigt Las Fincas de Amaren.

Denne er lavet på et blend af 90% Tempranillo, mens de sidste 10% består af Grenache, Viura og Malvasía … mest Viura. Alle kommer selvfølgelig fra enkeltmarken El Cristo de Samaniego på 1,87 hektar beliggende Samaniego i Rioja Alavesa.

Marken er den højeste beliggende i hele området i 385 meters højde med mere end 40 år gamle vinstokker, der står spredt på 3 terrasser et sted med voldsomme vinde og kolde temperaturer.

Efter høst bliver hver klase udvalgt og afstilket inden de enkelte druer selekteres på baggrund af deres vægt. Druerne presses så nænsomt og koldmacererer ved 8 grader for udtrækning af farve og smag. Herefter gæres mosten på franske egetræsfade i 7 dage.

Efter endt gæring anbringes vinen på 100 % nye franske egetræsfade, hvor den gennemgår malolaktisk gæring og daglige
overpumpninger af mosten for at udtrække endnu mere farve, smag, tannin og en afrundet integration af fadet. Vinen lagrer derefter i 14 måneder på franske egetræsfade. Herefter aftappes vinen og lagrer yderligere mindst 14 måneder på flaske. Der er kun lavet 7.184 flasker af vinen og denne har nummer 6.469.

Igen er det turbo vin af bedste skuffe … har en dyb, frisk frugt kombineret med et tungt og alligevel delikat fadpræg. Det er stort, frugten er klart lidt solbær, brombær og hindbær suppleret med en smule engelsk lakrids, tobak, kaffegrums, mørk chokolade, nelliker, nedfaldsblade på græsplænen, nødder og papkasser … lidt tørhed og samtidig bliver det aldrig voldsomt tungt.

I munden er vinen ikke helt så tør med 60’eren, men har alligevel en tør og letbitter frugt, hvor der er kirsebær, tranebær og hindbær, ret pænt med egetræ, lidt peber og modne tanniner, der lidt flår lidt i dit tandkød sammen med den pågående frugt og en tæt syre. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 349,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Bodegas Amaren, Amaren Reserva 60, Rioja, Spanien

2011 Bodegas Amaren, Amaren Reserva 60, Rioja, SpanienVi skal igen tilbage til vinhuset Bodegas Amaren, som Juan Luis Cañas etablerede til ære for sin moder og det bliver med 3 vine mere … startende med denne Amaren Reserva 60.

Den har navnet 60, da den er lavet med Tempranillo druer, der kommer fra over 60 år gamle stokke, som vokser på en række  små parceller og der anvendes kun de bedste druer fra disse marker.

Vinen gærer og macererer i franske egekar og endt fermentering overføres vinen til franske egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og efterfølgende lagring i 22 måneder. Der er kun lavet 23.714 flasker af vinen … denne har nummer 9.024.

Der er sgu skrald på fra første snif … for satan det dufter godt, men klart intens og dyb frugt, masser af fad med banan- og kanelkage, en stang chokolade, vaniljefinsk lakrids og blækagtige noter. Det er sgu både sorte kirsebær, brombær, sveskemarmelade, så man kunne ret nemt tro, at der gik helt porno i den. Det gør der dog ikke, for selvom vinen har opulent og afgrundsdyb kraft, så fornemmer man alligevel en vis styring på mixerpulten.

I munden overraskes man af, at vinen et meget tør, så alt bulderen og fadsødmen er pakket væk. I stedet kommer fadet her mere frem som lidt tør træ, tørt eg og det bakkes op af nogle markante, stramme og vilde tanniner, som tørt, saftløst og småvisent sætter sig i munden, hvor de viser muskler. Det giver en rank, frisk, småbitter samt vild tør vin, der har en muskuløs elegance. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 499,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Venturini Massimino, Campomasua Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2016 Venturini Massimino, Campomasua Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienDen sidste Venturini Massimino gav varme helt ned i lilletåen, for det var selvfølgelig en Amarone … Campomasua Amarone della Valpolicella Classico 2016 med en varm højoktan på ikke mindre end 16,5%.

Den er lavet med samme druemix som den foregående, altså cirka 70% Corvina, 10% Corvinone og 20% Rondinella.

Vinen er lavet af druer som er lagt til tørre i bakker i 150 dage indtil februar året efter, hvor de så har tabt 45% af deres vægt. Derefter er de knust, hvorefter der er sket gæring og maceration ved 10-20 grader over 45 dage, hvorefter vinen er lagret i egetønder i 36 måneder og derefter på flaske i 6 måneder.

Nu er der skruet helt op for bluset, men det er heldigvis uden, at tingene bliver vulgære. Allerede i glasset er vinen ikke kulsort, men har en moden, fin farve og duftmæssigt en moden, dyb frugt med en smule tørret frugt, kirsebær, svesker, lidt nødder, chokolade, engelsk lakrids, violer, blomster og så alligevel samtidig en vis luftighed, som virkelig løfter vinen godt op i niveau.

I munden mærkes alkoholen faktisk mindre end i den foregående Massimino Rosso Verona, men det skyldes måske, at frugten virker mere moden, bedre balanceret med et lille portvinstouch, en syrlig og tyk balsamicoeddike,  men samlet bliver det ikke en fed, overdone Amarone, men en livlig en af slagsen. Tanninerne er fortsat meget markante, men slibes stille og roligt af med årene. 93 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 329  kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Venturini Massimino, Massimino Rosso Verona, Veneto, Italien

2016 Venturini Massimino, Massimino Rosso Verona, Veneto, ItalienDen 3. Venturini Massimino vin blev denne IGT vin Massimino Rosso Verona, der selvfølgelig er opkaldt efter de 3 søskendes far Massimino, der havde en stærk karakter, kunne virke brysk, men som havde et stort hjerte og altid var hjælpsom overfor andre.

Vinen er lavet af drueklaser som er lagt til tørre indtil november, hvor de har tabt 30 % af deres vægt. Derefter er de nænsomt afstilket og knust, hvorefter gæring og maceration er sker over 20 dage ved 10-20 grader med daglig overpumpning.

Mixet af druer er her 70% Corvina, 10% Corvinone og 20% Rondinella. Efter endt fermentering er vinen så lagret på både store egefade samt tonneax i 24 måneder og derefter på flaske i små 6 måneder. Det er en vin, som trækker en høj alkohol på 15%.

Nu får du sgu også allerede i næsen smæk for skillingerne … der er sødmefuld frugt, stor, vild, pralende, storskrydende, overpyntet og indbildsk. Der er ristede mandler, gode med sorte kirsebær, hindbær og saftige jordbær, dyb engelsk lakrids, lidt vanilje og så ellers en smule tørrede blomster.

I munden er det en tæt, kompakt og stærk vin … man smager både lidt peber samt alkoholvarme, men også en intens vin med lakrids, en smule lakridsrod og mørk frugt. Huset siger, at far Massimino kunne virke lidt brysk og det kan denne vin også, så der passer pengene ret godt. Der er måske en smule marmelade over frugten af kirsebær og brombær, mens tanninerne er vilde og stærke, men på en eller anden måde hænger den sgu godt sammen. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 149  kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Venturini Massimino, Semonte Alto Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2018 Venturini Massimino, Semonte Alto Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienForan min brændeovn – eller helt præcis den indbyggede pejseindsats – fortsatte jeg med mere Venturini Massimino vin og den næste blev så denne Semonte Alto Valpolicella Ripasso Classico Superiore 2018.

Som foregående Valpolicella Classici er den lavet på 70% Corvina, 25% Rondinella og 5% Molinara. Men vinen er lavet efter den gamle Ripasso teknik, hvor den nye vin, der laves i løbet af oktober måned, efterfølgende får en ekstra gæring i omkring 10 dage på bundfaldet fra Amarone produktionen. Herefter lagrer den i egetønder i 12 måneder og derefter på flaske i 6 måneder.

Vi er i forhold til foregående Valpolicella Classico røget et par niveauer op, for duftmæssigt byder vinen på en landlig, animalsk og dyb mørk aroma, hvor der er violer, lakrids, sorte kirsebær, brombær og blåbær med en stor modenhed i frugten, næsten lidt tørret frugt. Der er våde fade, er meget tæt, tyk og med en gammel, gammel balsamico eddike, der næsten ikke kan komme ud af flasken.

I munden er vinen dog knap så fyldig, for den har en stringent, frisk, stram og sødbitter frugt med nogle ristede eller småbrændte noter. Det hænger rigtigt godt sammen og den har samtidig nogle ret tørre tanniner og en okay moderat syre, som samlet holder godt sammen på tingene. Der kommer i eftersmagen lidt eg, krydderier og dette balsamiske bid. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Venturini Massimino, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2021 Venturini Massimino, Valpolicella Classico, Veneto, ItalienMed efteråret undervejs, så er der intet bedre end at sidde foran brændeovnen – især i disse energihårde tider – og få varmen med et glas rødvin med lidt vinterkrop, som fx en 2021 Valpolicella Classico fra Azienda Agricola Venturini Massimino.

Vinhuset ligger på adressen Via Semonte i San Pietro in Cariano og det drives af de 3 søskende Mirco, Daniele,og Giuseppina Venturini, men det var deres bedstefar Antonio Venturini, der i 1963 grundlagde vinhuset.

Vinhuset er dog opkaldt efter de 3 søskendes far Massimino Venturini, der også fortsat hjælper til på vingården, der samlet har 12 hektar vinmarker, hvor de dyrker Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara … de gængse røde sorter i Valpolicella.

Markerne ligger i 250 meters højde og de fleste marker har en let, kalkholdig jord fuld af sten og vender mod sydvest på terrasser holdt op af stenede vægge, som bliver kaldt marogne og vinstokkene er understøttet af enkle og dobbelte pergolaer.

Familien beskriver selv, at de lever i daglig kontakt med naturen og følger og respekterer dens rytme for at producere vine, der både er traditionelle, men som også udvikles i takt med tiden.

Jeg startet med god varme i brændeovnen med at smage deres basisvin, som er denne Valpolicella Classico i en nyere årgang 2021 og lavet på 70% Corvina, 25% Rondinella og 5% Molinara og ellers blot lavet i rustfrie ståltanke. Druerne er efter afstilkning knust og har gæret ved 20 grader og efter den alkoholiske gæring også fået en malolaktisk gæring.

Duftmæssigt er det en frisk aroma … masser af kirsebær, kirsebærsten og mandelessens. Det er våde blade fra træer, lidt kompostbeholder, måske endda lidt svesketærte, lakrids samt et smule let balsamco.

I munden er det lidt samme historie … ikke kompleks eller dyb, men i stedet frisk, frugtrig med en balsamisk kirsebærsmag og en vis syrlig og sødbitter syre. Den har lidt kanter, men også en direkte og frisk saftighed. 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85  kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Terre Cevico, b.io Bipuntoio Pinot Grigio, Sicilien, Italien

2020 Terre Cevico, b.io Bipuntoio Pinot Grigio, Sicilien, ItalienVi skal smage endnu en b.io vin i den charmerende flaske fra det store kooperativet Terre Cevico Societe Coop Agricola og denne gang er det deres økologiske b.io Bipuntoio Pinot Grigio.

Vinen er lavet på 100% Pinot Grigio fra udvalgte, økologske og kemifrie marker på Sicilien.

Den er udelukkende vinificeret på rustfrie ståltanke … både ved gæring ved 16 grader, men også ved lagringen 6-8 måneder sur på ståltankene. Lagringen med bærmen sker for at give vinen mere fylde og intensitet.

I næsen er det også en fyldig vin … og absolut bedre end den foregående rosévin. Der er pærer, modne æbler, en smule kvæde samt et bundt papkasser, nogle nøddeagtige noter, lindetræ og søde krydderier som muskat og safran. Det er måske ikke kompleks og duften er også lidt speciel, men bestemt interessant.

Smagen er lidt neutral, men der er lidt salt, masser af pærer, citroner, lemon, fersken … ganske blød med en sjov lille tørhed. Der er ikke så megen syre, så det er mest pærerne, som fylder i smagsbilledet, men dét gør de skam også ganske godt … pæresaft med salt og mineraler, så dermed 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Schmachtenberger, Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Greif, Franken, Tyskland

2018 Weingut Schmachtenberger, Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Greif, Franken, TysklandVi sluttede bestyrelsesmødet med endnu en vin hjembragt fra vinproducenten og det er denne 2018 Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Greif fra det lille vinhus i Randersacker Weingut Schmachtenberger.

Schmachtenberger har nu været vinbønder og lavet vin fra skråningerne langs Maine floden siden slutningen af 1500-tallet og er således en af de ældste vinfamilier i området.

Vinhuset er i 2015 overtaget af søskendeparret Markus og Claudia, som nu fortsætter den stolte familietradition efter forældrene Berthold og Hildegard. Markus er uddannet Techniker für Weinbau und Kellerwirtschaft og er også tildelt en præmie som ung lovende Franken vinmager.

Familien Schmachtenberger holder til en gammel vingård slash stenhus fra 1924, men ejendommen er dog se seneste år udbygget med en moderne tilbygning, som anvendes til både vinproduktionen og som smagelokale ved vinsmagninger eller besøg fra turister. Den kan I se på billedet ovenover.

Samlet har vinhuset omkring 9 hektar vinmarker, bl.a. på de kendte marker Ewig Leben, Marsberg og Sonnenstuhl. Der dyrker de sorterne Müller-Thurgau, Silvaner, Bacchus, Kerner, Scheurebe, Sauvignon blanc, Riesling, Weißburgunder, Traminer, Rieslaner samt de røde Portugieser, Domina og Spätburgunder.

Denne Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Greif er husets eneste rødvin på Spätburgunder, for de laver to andre rødvine, men de er på henholdsvis Portugieser og Domina.

Druerne til denne vin kommer fra Randersacker Ewig Leben og dermed er det jo faktisk en enkeltmarksvin. Efter høst udblødes alle druerne først koldt i 3 dage og så sker gæring. Derefter er vinen lagret 20 måneder på barriques.

Det er duftmæssigt en lidt kraftig Spätburgunder … nærmest med blåbær og brombær, sød og sort tobak, jod, grøntsagsfond, urter og svampe samt tørrede blomster.

I munden er det nogenlunde samme historie, for det er også smagsmæssigt en kraftigere vin, meget kødfuld med blæk, kakao, røg, kryddernoter og fine, men tørre tanniner, peber, lidt fedtet og ellers fin saftighed. 88 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7