Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2018 Red Newt Cellars, Dry Riesling, New York State, USA

2018 Red Newt Cellars, Dry Riesling, New York, USADer var mer’ Finger Lakes Riesling i vente, for den næste vin blev præsenteret af vinmageren Kelby Russel fra Red Newt Cellars og det var hans 2018 Dry Riesling.

Vinhuset ligger på østsiden af Seneca Lake ved byen Hector i Finger Lakes regionen. Det blev grundlagt i 1998 af ægteparret David og Debra Whiting.

Inden etableringen arbejdede David som kældermester på en flere forskellige vingårde i Finger Lakes, mens Debra arbejde på et laboratorie ved Cornell University indenfor mikrobiologi, men også havde en stor passion for mad og vin, som førte hende ind i en gourmet cheesecake forretning og derefter en eksklusiv cateringvirksomhed.

Men da muligheden for at lave egne vine, så startede David i 1998 Red Newt Cellars, mens Debra det efterfølgende år selv åbnede Red Newt Bistro, hvor man selvfølgelig også kunne nyde vinene fra deres vinhus med de første årgange fra 1999.

I starten var det en beskeden produktion på samlet 1.200 kasser vin lavet på druer som Chardonnay, Riesling, Vidal, Cayuga, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot.

I dag ligger produktionen på 20.000 kasser vin, men har ikke selv egne vinmarker, som druerne kommer fra en række vinavlere, som David har lavet langtidsaftaler med. De får således druer fra flere forskellige områder som fx fra Ken og Harlan Fulkerson i Lahoma og markerne 7’er Block – Pentecostal, 8’er Block, 9’er Block, The Knoll og Grief Block. Derudover fra andre vinalvere … marker som Tango Oaks, Glacier Ridge, Curry Creek og endelig Nutt Road Vineyard.

Siden 2014 har vinproduktionen været lagt i hænderne på Kelby James Russell. Han er selv født og opvokset lidt nord for New Yorks Finger Lakes Wine regionen. Efter gymnasiet gik Kelby Russel på Harvard University og tog en bachelorgrad i statskundskab og økonomi.

Men det fik ham til at indse, at han ikke ville den vej og i stedet vendte han tilbage til Finger Lakes for at forfølge en karriere inden for vinindustrien, hvor han i 2009 fik arbejde hos den legendariske vinproducent Peter Bell på Fox Run Vineyards.

Der arbejdede Kelby i 3 år og lærte faget, men efterfølgende samlede han yderligere erfaring i udlandet. Således har han arbejdet på både Whitehaven Winery i Marlborough på New Zealand, Pipers Brook Vineyards/Kreglinger Estates i Tasmanien samt Yalumba Winery i Barossa i Australien inden han vendte hjem og blev ansvarlig vinmager på Red Newt Cellars.

Her smager vi Kelbys 2018 Dry Riesling, hvor hovedparten af druerne kommer fra marken Lahoma Vineyard GC Block, men der er så også tilsat 30% af husets Riesling Tango Oaks for at give en smule mere syre.

Først er druerne udblødt en periode, men derefter er det presset ganske let og så hvilet yderligere 3 dage før spontangæring er sket på rustfrie ståltanke. Efter fermenteringen har vinen været lagret i tankene sur lie 10-11 måneder.

Jesus, hvor det dufter godt … har en landlig vildskab, masser af tørrede blomster og så nogle æteriske noter af linolie samt nogle fede og parfumerede noter. Der er frugt med modne æbler, ananas, fersken, mango, citroner samt ristede nødder … busty, storbarmet og småvild samt let mineralsk.

I munden er det også en federe Riesling end forventet … blød, men her absolut med en meget tydeligere og stærkere syre, som vitterlig har både citrus, en lille lemon bitterhed og så ellers bare breder sig i din mund med stor intensitet. Mineraliteten og syren syrer meget mere her … flot Riesling med krop og nerve. 93 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 20$ … hvilket svarer til 141 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2020 Ravines Wine Cellars, White Springs Vineyard Dry Riesling, New York State, USA

2020 Ravines Wine Cellars, White Springs Vineyard Dry Riesling, New York State, USASå smagte vi – selvfølgelig – Riesling fra Finger Lakes i form af denne 2020 White Springs Vineyard Dry Riesling fra danske Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars.

Det er et vinhus, som jeg har smagt mange vine fra og skrevet om tidligere, så det gør vi ikke igen.

I stedet kigger vi bare nærmere på denne vin, der er lavet med druer fra den unikke og kalkholdige enkeltmark White Springs Vineyard, der ligger ved søen Seneca Lake.

Druerne er høstet både med maskine og håndkraft … og i vineriet presses de håndplukkede drueklaser hele, så kun den mest friske og delikate druemost finder vej til den færdige vin. Den maskinhøstede del af druerne udblødes med skindkontakt inden presningen, for at opnå en færdig vin med ekstra aromatisk intensitet og kompleksitet.

Vinen gærer køligt på ståltanke og efter gæringen. så omstikkes vinen, inden den overvintrer i kontakt med de fine gærrester frem til aftapningen i april.

Meget klassisk … men ingen petroleum, så i stedet har vinen en meget klar og slank duft med gule æbler og fersken samt lidt moden og varm blomsterpollen, lidt ristede noter, nødder og virker alligevel meget frisk, klar og rigtig elegant.

I munden er det en virkelig blød og moden Riesling … ikke tør, men virkelig elegant med en fyldigere og sødbitter frisk smag, nogle lidt tropiske frugter som fersken, mango og lime samt en behersket mineralitet. Den er fyldigere end forventet, men sidder sgu lige i skabet … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Paumanok Vineyards, Chenin Blanc, New York State, USA

2021 Paumanok Vineyards, Chenin Blanc, New York, USAPaumanok Vineyards ligger ude på Long Island øst for New York City i området North Fork svagt øst for Aquebogue og Flanders Bay lige nedenfor. Her smager vi deres 2021 Chenin Blanc.

Vinhuset er grundlagt i 1983 af ægteparret Ursula og Charles Massoud samt deres 3 sønner, som i dag driver stedet.

Det er dog sønnen Kareem Massoud, der er vinmarker og står for produktionen af vinene fra husets 51 hektar vinmarer. Det er et ydmygt sted, for vineriet ligger i en renoveret lade fra omkring århundredeskiftet, men rummer det nødvendige med gæringsrum, laboratorium, smagerum og kælder til opbevaring af fadene … og derudover en indbydende udsigt over vinmarkerne.

På markerne dyrker familien Chardonnay, Riesling, Sauvignon Blanc, Chenin Blanc, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petit Verdot … alle marker med en tæt beplantning med et sted mellem 1.100 til 1.400 vinstokke pr. hektar.

Der anvendes alene egne druer i produktionen, som samlet ligger omkring 12.000 kasser årligt og vinhuset blev i 2021 kåret som New York State 2021 Winery of the Year.

Her smager vi så husets populære Chenin Blanc i en årgang 2021, lavet bare er lavet i ståltanke. Det er sker ved, at druerne er presset og så gæret langsomt og køligt i rustfri ståltanke for at bevare mest mulig friskhed.

Blød i duften … faktisk virkelig blød, som var det pakket ind i vat og lagt i en bunke fint strandsand. Den har nogle helt klassiske Chenin Blanc noter med pærer, kvæde, lidt mandeparfume, moskus, tørrede blomster, lindetræ samt lidt ristede hasselnødder.

Smagen er lidt i samme boldgade … en blød boldgade med nogle ristede elementer, blød og alligevel tydelig syre, en del sødme, lidt nødder og virkelig rund i stilen. God syre og sødme balance og har en meget stor venlighed, som vil tiltale rigtigt mange. 90 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 29$, hvilket svarer til omkring 204 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Tenuta J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2019 Tenuta J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, ItalienDen anden vin fra Tenuta J. Hofstätter blev denne Riserva Mazon Pinot Nero … en vin, som jeg også har smagt og skrevet om et par gange før i årgang 2010 og 2013, men dette er årgang 2019.

Riserva Mazon Pinot Nero er – som foregående – lavet på 75% afstilkede druer og 25% hele klaser, men alle fra marken Mazon. Vinen er lavet med maceration over 10 dage og efter fermentering lagrer vinen 12 måneder i små egetræsfade efterfulgt af yderligere 6 måneder på almindelige egetræsfade og så 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen både mere koncentreret og langt mere nuanceret, har mere dybde … der er gran, stald, saftig frugt, jordbær, kirsebær, brombær, våde fade og mere meget dybere fadpræg med lakrids, lakridskonfekt, vanilje og let mentol.

Uha … så blød, cremet, saftigt og mundsmeltende, bløde frugt, blød syre, runde og medfølende tanniner samt nogle lakridsale elementer og hvor er det smukt. 95 point.

Forhandles af Espergærde Vinhandel, hvor en flaske koster 335 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Tenuta J. Hofstätter, Meczan Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2020 Tenuta J. Hofstätter, Meczan Pinot Nero, Alto Adige, ItalienJeg smagte forleden 2 lækre Pinot Noir vine fra det totalt fremragende norditalienske vinhus Tenuta J. Hofstätter og den første var denne 2020 Meczan Pinot Nero.

Hofstätter ligger på  den centrale plads midt i den lille by Termeno, under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Vinhuset er grundlagt i 1907 af Josef Hofstätter. Han var oprindelig smed, så han måtte lave vinen i fritiden. Det skete i kælderen på hustruens kro Schwarzer Adler og så kunne han jo meget passende også sælge vinen på kroen. På dette tidspunkt var Hofstätters vinmarker placeret på den vestlige side af floden Adige.

Det blev Josefs nevø Konrad Oberhofer, som sammen med hustruen Luise overtog vingården i 1942. Det var specielt Konrad Oberhofer, som udviklede vingården. Han var den første i Sydtyrol at separere druerne fra de forskellige marker, både i vinificeringen og ved i produktionen at lave enkeltmarksvine.

Konrad Oberhofer datter Sieglinde giftede sig i 1959 med Paolo Foradori, hvis familie i årtier havde produceret kvalitetsvin fra marker på østsiden af Adige.

Dette ægteskab har betydet at Hofstätter i dag råder omkring 50 hektar af de bedste vinmarker i området fordelt på en del marker som Kolbenhof, Barthenau, Yngram, Steinraffler, Rechtenthaler Schlossleiten og Cereseto Superiore.

I dag er det 4. generation i form af Martin Foradori Hofstätter, som driver vinhuset. Han er af den overbevisning, at det er i vinmarken, at det store arbejde skal ligge for at sikre en høj kvalitet af vinen.

Ydermere benytter man sig af biologisk skadedyrsbekæmpelse. I det hele taget sigter man på i fremtiden udelukkende at fremstille vin på økologisk dyrkede druer.

Denne 2020 Meczan Pinot Nero er lavet med 75% afstilkede druer og 25% i hele klaser. Vinen er lavet i store æggeformede betontanke med maceration over 10 dage og der er vinen også lagret en periode inden endelig aftapning på flaske.

Duften er let, lys, luftig og burgundisk med nogle saftige jordbær, lyse kirsebær, sød kostald, våde fade, let gran samt en håndfuld søde røde bolsjer.

Hvor smager det godt … saftig, straight og let, har en vis bund, ren frugt med mirabeller, lyse blommer og hindbær, mens også en nærmest jernagtig og alligevel blød mineralitet. 92 point.

Forhandles af Espergærde Vinhandel, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Rolland & Galarreta, Esencia Tempranillo, Rioja, Spanien

2015 Rolland & Galarreta, Esencia Tempranillo, Rioja, SpanienMed vinen Esencia Tempranillo fra Rolland & Galarreta er vi nu i Rioja … lavet fra 4 små udvalgte enkeltmarker, der udtrykker essensen af Rioja.

Esencia 2015 er lavet på ren Tempranillo, der plukkes fra lidt gamle stokke, heraf flere plantet helt tilbage i 1964.

Druerne er udvalgt fra fire af de allerfineste og højst beliggende marker ved byen Labastida og det er markerne La Cabaña, El Bosque, Espribel og Marrate, som  ligger mellem floden Ebro og bjergkæden Sierra de Toloño.

Vinen er lavet med en kølig præmaceration aka udblødning på  drueskallerne i 4 dage inden gæring ved cirka 28 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egetræsfade inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det blødt som den bedste pude, tæt, rund med ristede, toastede noter, kakaopulver, chokolade, kokos, en fyldig og sødkrydret frugt, sorte kirsebær med masser af skal, tranebær, lidt peber, noget bitter grapefrugt, frugtkerner og et lille mineralsk element.

Hold da kaje … hvor er det blødt … med en sød tørhed. Det er tæt, kraftfuldt og fyldigt og bare så cremet. Det er sort frugt, solbær og brombær, blåbær og gran, læder, røg, men atter er tanninerne bløde og alligevel stærke og fornuftigt integrerede. Det er en vin, der bare hænger lang tid i munden … igen, igen og igen. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Rolland & Galarreta, Clos d’en Ferran, Priorat, Spanien

2018 Rolland & Galarreta, Clos d'en Ferran, Priorat, SpanienDen 3. Rolland & Galarreta vin var fra Priorat … en smuk og ret intens 2018 Clos d’en Ferran fra en mark med samme navn.

Vinen er lavet på 62% Carignan og 38% Grenache eller som man siger på spansk Cariñena samt Garnacha.

Druerne høstes fra et helt særligt og oldgammelt terroir på den omkring 6 hektar store Clos d’en Ferran vinmark i 500-600 meters højde og har en skifer- og jernholdig jordbund rig på kvarts og andre mineraler, der farver jorden rød og bidrager til et unikt mineralsk udtryk i vinene.

Vinstokkene blev plantet tilbage i 2007 og er efter høsten selekteret af flere omgange, så kun de bedste druer finder vej til vinen. Gæring og macerationen sker over 20 dage for at udtrække smag og farve på skånsom vis. Herefter er vinen lagret 15 måneder på nye, franske
egetræsfade. Der er lavet 15.500 flasker af vinen og denne har nummer 12.385.

Det dufter sgu nærmest af skæve, skarpe og tørre granitskæver, tørrede rosenblade, violer, røget kød, røg, engelsk lakrids, brombær. sorte kirsebær, svesker og blommegrød. Derudover har vinen en fin lille afdæmpet og delikat fadnote, som lige fornemmes med kanel, chokolade og lakridskonfekt.

Det smager vildt godt … kraft, saft og power, har stor dybde, men alligevel en rigtig frisk smag, som virker helt eliksiragtig, ren og ret frugtrig med masser af kirsebær, brombær og hindbær. Tanninerne er saftige og flæskede.  Hold op for en lækker vin, så 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Rolland & Galarreta, Finca Rosalejo Eldoze Suelo de Xisto Rojo, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Rolland & Galarreta, Finca Rosalejo Eldoze Suelo de Xisto Rojo, Castilla-La Mancha, SpanienDen næste vin i glasset blev også fra projektet Rolland & Galarreta. Det var denne Syrah vin … en 2017 Finca Rosalejo Eldoze Suelo de Xisto Rojo.

Det er en vin, der lavet på 100% økologisk dyrket Syrah, som er fra vinmarken Finca Rosalejos, der er på 12 hektar i 670 meters højde tæt ved bjergene omkring Toledo, hvilket er i Castilla-La Mancha.

Syrah druerne er høstet i de tidligere morgentimer og nedkøles straks ved ankomst til vineriet. Efter en kort periode, så er gæringen og maceration sket ved 25 grader i både rustfrie ståltanke samt åbne trækar over 20 timer.

Efter endt fermentering omstikkes vinen til 15 måneders lagring på 1-2 år gamle 225 og 600 liters franske egefade inden 12 måneders yderligere lagring på flaske. Der er lavet 19.089 flasker af vinen, hvor denne har nummer 9.193.

Dejlig mørk, kølig og intens frugt … der er tobak, engelsk lakrids, røget kød, flæsk, røg, violer og en frugt med solbær og brombær. Der er også mørk chokolade, instant kaffepulver, Toms Orangegrene og på en måde, så virker den endda rimelig let i udtrykket.

I munden er vinen intens, har masser af peber, men det bliver sgu aldrig en fed Syrah, for den har en vis lethed og en langt lysere frugt end forventet. Der er brombær, hindbær og ribs, mens syren har lidt citroner og bitter lemon. Tanninerne bliver aldrig vilde, men giver en smule tørhed … men samlet lækkert bid og en noget anderledes spansk Syrah end jeg havde forventet. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Rolland & Galarreta, Tempranillo Merlot Parcelas en Altura, Ribera del Duero, Spanien

2019 Rolland & Galarreta, Tempranillo Merlot Parcelas en Altura, Ribera del Duero, SpanienVi skal et smut tilbage til det umage makkerpar fra Rolland & Galarreta. Det er et projekt mellem nok verdens mest kendt vinkonsulent Michel Rolland og den spanske vinmand Javier Galarreta. I projektet laver de vine fra opkøbte druer, som fx denne 2019 Tempranillo Merlot Parcelas en Altura.

Makkerparret laver vine fra flere forskellige steder i Spanien og fx er denne vin fra Ribera del Duero … og kommer druerne fra 50 år gamle vinstokke øverste på enkeltmarken Finca La Revella på Parcelas en Alturas.

Vinen er lavet på 85% Tempranillo samt 15% Merlot. Alle druer dobbeltsorteres … først i vinmarken og siden ved sorteringsbordet og eftersom en skånsom afstilkning, så er vinen gæret på træfade ved 25-29 grader over 20 dage med løbende pumpovers.

Efter skånsom presning i pneumatisk presse, så omstikkes vinen, hvorefter den er lagret 12 måneder på helt nye amerikanske samt franske egetræsfade. Vinen er aftappet uden filtrering. Der er lavet 93.509 flasker af vinen og denne er nummer 16.359.

I næsen har vinen en god blanding af fad og frugt … eller sagt med andre ord, som er fadnoterne bestemt ikke dominerende. Der er en mørk og fyldig dybde, hvor frugten er solbær, let blåbær, brombær og en snas blommer. Derudover fanger jeg toast, finsk lakrids, lidt nødder, vanilje, våde fade og lidt kaffebønner.

Men det bedste er smagen … virkelig blød og smyger sig ret forførende rundt om din tunge i rolige og erotiske bevægelser. Men der er dog bid i frugten, der er mørk, lidt spicy og har endda også en smule peber. Der er også pænt med mundudtørrende tanniner, der medvirker til en rank og krydret smag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Pounamu Wine, Pinot Gris Speciel Selection, Marlborough, New Zealand

2021 Pounamu Wine, Pinot Gris Speciel Selection, Marlborough, New ZealandMed næste vin bliver vi hos Fleur McCree og Cloudy Bay vinmageren Eveline Fraser, for Pounamu Wine er et brand under deres firma VINULTRA, der også ejer Little Beauty Wines, men nu smager jeg en 2021 Pounamu Pinot Gris Speciel Selection.

Druerne kommer da også fra de samme 41 hektar vinmarker, som anvendes af Little Beauty Wines. Her er der fra en 1,9 hektar mark i Waihopai Valley. Her er forskellen dog, at  Pinot Gris druerne alle er høstet med håndkraft.

Druerne er efter høsten presset langsomt i hele klaser og der anvendes kun den fritløbende sagt. Fermentering er sket i store rustfrie ståltanke ved forholdsvis kølige temperaturer. Efter endt fermentering er vinen lagret et par måneder sur lie – med bærmen – i ståltankene inden  aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det lidt en rund og varm duft, lidt som en velkendt og behageligslidt sofa med en frugt af modne æbler og pærer, kvæde og ananas, noget honning, safran og lindetræ. Derudover er der også lidt nødder, mandler samt lidt vanilje.

Sådan smager vinen også … moden pæremos, saftig lime, meget smøragtig, rund og cremet med en tilbagelænet, nøddet og lidt flad syre, sødbitter og sødkrydret, så dermed virker vinen saftig. Det er dermed 89 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af mindst 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7