Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Silvio Grasso, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2015 Silvio Grasso, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienLad os fortsætte med mer’ italiensk vino fra Italux, nemlig en Barbera d’Alba fra vinhuset Silvio Grasso, der ligger lidt udenfor La Morra tæt på andre fremragende producenter som fx Elio Altare, Sandrone, Renato Ratti og mange andre. Der er sgu vist lige i hjertekulen af Piemonte.

Vinhuset er grundlagt i 1927 af Silvio Grasso, men startede dog først i løbet af 1980’erne med at flaske vine under eget navn, da Alsessio Frederico Grasso overtog driften fra sin fader. Det er fortsat Alsessio Frederico, der driver vingården sammen med hustruen Marilena samt deres sønner Silvio og Paolo.

Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico er en forholdsvis lille vingård, som selv ejer 6 hektar vinmarker, men derudover også lejer yderligere 8 hektar, således de samlet råder over 14 hektar vinmarker.

Det betyder en produktion på omkring fordelt på ikke mindre end 13 forskellige vine, heraf 5  forskellige Barolo’er. Der laves 2 forskellige Barbera d’Alba vine, denne almindelige samt en Barbera d’Alba Fontanile.

Denne Barbera d’Alba er lavet med druer fra flere marker på samlet 2 hektar. Vinstokkene er plantet tilbage i 1985, da Alsessio Frederico overtog driften af vingården. Og det er en vin, som slet ikke har lagret på eg … alene lavet på ståltanke med fermentering i 10 dage og lagret i de rustfrie ståltanke i 7-8 måneder samt en måned på flaske inden frigivelse.

I glasset udsender vinen aroma med rabarber, syrlige kirsebær, tranebær, en smule blommer, tørhed, violer, blæk, bacon, kød, et støvet udtryk samt en balsamisk, italiensk syre.

I munden lidt peber, blåbær … nærmest lidt mælket, hvalpet og rustik i udtrykket. Det er bestemt ikke en fed og opulent Barbera, men en ganske yndefuld, let og direkte en af slagsen. Der er både syrlighed, bitterhed og alligevel er det meget sammenhængende og fortsat med Barbera’ens gode, lette drikbarhed.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 87 kr. Satans gode priser.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Nicola Di Sipio, Riesling Terre di Chieti, Abruzzo, Italien

2016 Nicola Di Sipio, Riesling Terre di Chieti, Abruzzo, ItalienWTF … Riesling fra Abruzzo i Italien? Det er ikke så tit, at man støder på Riesling i støvlelandet, men her vi en af slagsen … Riesling Terre di Chieti fra vinhuset Nicola Di Sipio.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio er vi stødt på tilbage i september måned, hvor jeg drak en rigtig fin, lækker og prisvenlig Montepulciano d’Abruzzo fra vinhuset i en testkasse fra Italux. Det er det spændende vinhus, som drives af den yndige Giulia Di Sipio, men alt det kan I læse om i mit tidligere indlæg om vinhuset.

Og nu udfordrer Italux mig sgu igen … og altså med en Riesling fra Azienda Agricola Nicola Di Sipio. Den er en af de 3 forskellige hvidvine, som der laves hos vinhuset. De øvrige er på de mere italienske druer Falanghina, Pecorino og Trebbiano d’Abruzzo.

Denne Riesling Terre di Chieti er 100% Riesling. Produktionen sker ved, at druerne først afstilkes, hvorefter de køles ned og ligger i blød i 24 timer inden en blid presning og filtrering inden fermenteringen, som sker i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer vinen også i ståltankene i 12 måneder.

Hvordan smager italiensk Riesling så? Ja, der er egentlig pæn forskel i forhold til fx de tyske af slagsen. Her er duften mere rund og blid, knap så præcis og mineralsk. I stedet er det blødt, blidt med kalk, mandler, modne æbler, melon, fersken, svag citrus og samtidig en fin intensitet samt lidt grønne elementer og hvide blomster.

Smagsmæssigt en tæt, blød og cremet frugt … meget givende i frugten, fyldig, varm og blid. Der er blødt kalk, krydderier og en fin balance. Det bliver aldrig helt skarp Riesling, men alligevel en dejlig vin. Overraskende vin fra Abruzzo og dejligt at smage andre fortolkninger af Riesling.

Forhandles af Italux, hvor sådan en interessant fætter koster 87 kr., hvilket igen er en billig pris for denne oplevelse.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Cantine Buglioni, Ripasso Il Bugiardo, Veneto, Italien

2014 Cantine Buglioni, Ripasso Il Bugiardo, Veneto, ItalienFra Supervin i det nordlige en solvarm Ripasso Il Bugiardo fra Cantine Buglioni og samtidig en vin, som kunne være et godt bud på vinen til juleanden.

Cantine Buglioni ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella området i Veneto.

Historien om Cantine Buglioni startede i 1993 da Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.

Uden viden om vinmarker, høst eller vinproduktion overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent.

Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Der tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.

Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev således kåret til Italiens bedste vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine, smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.

Derudover har præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været loyal kunde. Den gode præsident serverer – efter sigende – ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus. Formentlig også sammen med lidt US cab … kan man da i hvert fald forestille sig.

Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 46 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano.

Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.

På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.

Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer Osteria del Bugiardo, som ligger i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.

Denne Ripasso Il Bugiardo er en Valpolicella Ripasso Classico Superiore DOC. Il Bugiardo betyder “den løgner eller den lyver” og referer til, at en anerkendt sommelier i 2000 smagte vinen og sagde; “If this is not Amarone, then it is a lying wine!”

Siden har vinen gået under betegnelsen løgneren … Il Bugiardo. Den laves på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta … hvilket også er samme blend som husets almindelige Amarone.

Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, hvorefter en del af druerne presses straks, mens en del lægges til tørre på tørreloftet et par måneder. Den friskpressede del vinificeres og gærer to gange … først alene og derefter efter Ripasso metoden med resterne af kvaset fra Amarone produktionen.

Den tørrede del af druerne vinificeres efter de to måneder tørring separat bl.a. med maceration i 20 dage og blandes efter endt fermentering med Ripasso vinen, hvorefter den blandede vin lagres 12 måneder på store 7,5 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Men sjovt nok for løgneren, så skulle Cantine Buglioni i denne årgang 2014 ha’ deklassificeret hele produktionen af Amarone, hvorved druerne således i stedet er gået til produktionen af Ripasso’en

Ripasso Il Bugiardo 2014 er således næsten er en Amarone … altså bortset lige fra lagringen, som formentlig fortsat følger opskriften for Ripasso. Buglionis Amaroner lagrer nemlig også mindst 42 måneder på henholdsvis eg og flaske.

Mit første råd med denne Ripasso Il Bugiardo er … giv den godt med luft. Dekanter den gerne 3-5 timer inden du skal nyde den, så plask den op i en skål og lad den stå. Det vinder vinen ved … og skålen sikkert også.

Duftmæssigt er frugten ved første indtryk en kende syrlig, selvom det er mørke frugter som brombær, blåbær og blommer … måske er frugten endda let gærende. Virkelig frugtrig vin som også byder på lidt vaskeklud – på en god måde – tobak og ellers også lidt varm i udtrykket. Derudover har duften et lille – klædeligt – grønt touch.

I munden er det en blød og varm vin. I starten er alkoholen en tak for tydelig, men det hjælper dekanteringen noget på … derfor det gode råd indledningsvis. Jeg har tidligere smagt Amarone fra Cantine Buglioni, men der ligger denne Ripasso nu ikke … men den har god frugtrigdom, kraft, bitter mørk chokolade, krydret bærsødme og samtidig også tilstrækkelig syre til at lægge arm med en dansk juleand. Og det er i grunden jo heller ikke så ringe.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 249,95 kr., men kan i øjeblikket fås til en særlig tilbudspris på 125 kr. ved køb af 6 flasker. Tilbuddet gælder frem til jul … så der er lige tid.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Motto Wines, Gung Ho Red Blend, Californien, USA

2014 Motto Wines, Gung Ho Red Blend, Californien, USAGung Ho er blandt andet navnet på en ældre amerikansk film, som på dansk hedder koks i kølerhjelmen, men reelt betyder Gung Ho imidlertid entusiastisk eller nidkær. Det stammer oprindeligt fra Kina fra ordet Gōnghé, som er en forkortet udgave af udtrykket gōngyè hézuòshè … 工業合作社 … der betyder at arbejde sammen.

Og når der er tale om et Red Blend med navnet Gung Ho, så er det vel meget passende, at de forskellige druesorter arbejder en smule sammen. Denne Gung Ho Red Blend kommer fra et nyere, innovativt og amerikansk vinhus med navnet Motto Wines.

Bag Motto Wines står teamet af vinmagere fra Ste. Michelle Wine Estates med vinmageren Reid Klei i spidsen. Han har selv arbejdet for Ste. Michelle i over 10 år og har således stor erfaring med produktion af moderne vine.

Motto Wines er ikke dermed ikke en traditionel vingård, men et vinfirma, som opkøber druer og designer en række vine, som har nogle sjove navne som fx Backbone Cabernet Sauvignon, Unabashed Zinfandel, Essence Sauvignon Blanc og så denne Gung Ho Red Blend.

Vinen er lavet på 45% Cabernet Sauvignon, 33% Petit Verdot, 12% Petite Sirah samt 10% Zinfandel. Druerne kommer fra marker fra hele Californien, og nogle af druesorterne vinificeres separat. Men ellers er der faktisk ingen oplysninger om produktionen.

Næsen er sådan ovre i lidt mellemrød frugt, lidt brombær, kirsebær, eg, lakrids, chokolade og amerikansk sødme. Sød, kraftig bombe, hvilket også går igen i smagen, som er blød, cremet og virkelig imødekommende. Frugten er ganske behagelig, sødmen er virkelig amerikansk, men det bliver nu ikke alt for meget, så det er på mange måder en pleaser på en god måde.

Forhandles af Winefamly til 79,65 kr. mod en normalpris på 135 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2014 Duckhorn Vineyards, Goldeneye Anderson Valley Pinot Noir, Californien, USA

2014 Duckhorn Vineyards, Goldeneye Anderson Valley Pinot Noir, Californien, USAHvis ægteparret Dan og Margaret Duckhorn, der ejer Duckhorn Vineyards, havde kaldt deres søn Donald, så havde han heddet Donald Duckhorn. Det kan man jo tænke over, mens man nyder denne 2014 Goldeneye Anderson Valley Pinot Noir, som ikke er opkaldt efter en James Bond film, men derimod den nordamerikanske and, der også kaldes Bucephala … i øvrigt efter det gamle, græske ord boukephalos, som betyder tyrehoved på grund af den specielle ands store hoved. Storhovedet Pinot Noir.

Nå, men sådan er der jo så meget. Vi fortsætter selvfølgelig hos Duckhorn Vineyards, men med Goldeneye vinene er det imidlertid ikke den yndige vinmager Renée Ary, som står for produktionen, men i stedet vinmageren Michael Accurso, som I også kan se på billedet ovenfor.

Goldeneye serien er – som jeg fortalte i forrige indlæg – en af de mange serier fra Duckhorn Vineyards og den består primært af Pinot Noir vine, både blend fra forskellige marker og enkeltmarksvine.

Denne Goldeneye Anderson Valley Pinot Noir kommer fra forskellige marker i Anderson Valley, og hver mark bidrager med sit unikke udtryk fra jordbunden. Det er en vin, som Duckhorn Vineyards har lavet siden 1997.

Der er ikke de store oplysninger om produktionen, men det fremgår dog, at vinen er lagret 16 måneder på barriques … burgundiske mediumbrændte 228 liters fade fra Allier, Vosges og Tronçais … 53% nye og 47% brugte.

Første indtryk med næsen presset godt ned i glasset er lidt cherrycoke blandet med grønne blade. Der er i hvert fald godt med kirsebær, sol, sødme, kanel … godt med kanel, vanilje, men også nogle mere strenge elementer, som sikrer din fortsatte opmærksomhed som fx afbarkede grene, eg, tranebær samt en smule læder.

Smagsmæssigt er det virkelig blødt og blidt … meget blødt, men de amerikanske gener fornægter sig ikke med en pæn sødme, som let kan gøre vinen til lidt af en pleaser. Der er imidlertid noget fint afbalanceret over vinen, hvilket gør at smagen nærmest kommer rullende og rullende indover smagssanserne i munden. Det er virkelig lækkert og selvom det måske mangler lidt europæisk strenghed, som er det en flot, flot formidler af amerikansk Pino.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 242,28 kr. mod en normalpris på 427,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Duckhorn Vineyards, Napa Valley Chardonnay, Californien, USA

2014 Duckhorn Vineyards, Napa Valley Chardonnay, Californien, USASkal man være rap, hvis man skal drikke vine fra Duckhorn Vineyards eller er det bare end and? Nevermind … her er det netop en andefed Napa Valley Chardonnay fra Duckhorn Vineyards, der holder til ved Silverado Trail ved Saint Helena i Napa Valley.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1976 af Dan og Margaret Duckhorn, hvor målet fra ægteparret fra første fløjt var Bordeaux inspirerede vine. Første årgang var 1978, hvor parret lavede små 800 kasser Cabernet Sauvignon vine og 800 kasser vine på Merlot. Først i 1982 startede de med lidt hvidvine, nemlig lidt Sauvignon Blanc.

Vingården har i dag 243 hektar vinmarker, fordelt på markerne Three Palms Vineyard, Marlee’s Vineyard, Stout Vineyard, Monitor Ledge Vineyard, Rector Creek Vineyard, Patzimaro Vineyard og Cork Tree Vineyard.

Der har siden starten været 4 forskellige ansatte vinmagere på Duckhorn Vineyards, men siden 2014 er det den yndige Renée Ary, som har haft ansvaret for produktionen. Hun har nu imidlertid arbejdet på vingården siden 2003 og arbejdet under den tidligere ansvarlige vinmager Mark Beringer.

Renée Ary er uddannet ønolog fra Mary’s College, UC Davis samt Napa Valley College og har derudover arbejdet i laboratoriet hos det store Robert Mondavi Winery

Duckhorn Vineyards laver vine i forskellige serier, nemlig Duckhorn Vineyards, Canvasback, Paraduxx, Goldeneye, Migration og Decoy … og de fleste har sgu den lille fede and på etiketterne og dermed nærmest et logo for Duckhorn Vineyards.

Denne Napa Valley Chardonnay er lavet med druer fra flere af husets marker i Napa … selvfølgelig 100% Chardonnay, vinificeret på rustfrie ståltanke, men lagret på egefade. Det er sket ved, at 90% lagres på egefade, som består af 50/50 nye og brugte fade, mens resten blot lagrer i ståltankene. Samlet lagrer vinen 10 måneder inden flaskning.

Duftmæssigt er der klart US Chardonnay fedme med karamel, saltvand, kalk, toast, eg samt stegte bøffer og stegte løg … WTF? Frugtmæssigt er vi ovre i nogle pærer, meget modne æbler, fersken, honningmelon og oversøde mandariner. Samtidig er omgang sødme … sådan lidt bubblegum, vanilje og en lidt indelukket duft. Ved sgu ikke helt.

Smagen er bedre end duften, cremet, fed og typisk godt fadlagret Chardonnay. Frugten er ikke så tydelig, men omvendt bliver fedmen heller ikke for meget, da der er lidt syre, mineralitet og bitterhed til at balancere tingene. I eftersmagen kommer der lidt mandarin, bitterhed og egentlig fin lang eftersmag.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 162,94 kr. mod en normalpris på 285 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Canonica a Cerreto, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2013 Canonica a Cerreto, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienJeres flittige vinblogger kan ikke undgå at blive en kende begejstret for Winefamly, som med denne Chianti Classico Riserva fra vinhuset Canonica a Cerreto igen leverer varen og så endda til meget fornuftig pris.

Canonica a Cerreto er et toskansk vinhus, der ligger i en gammel, historisk vingård ved Castelnuovo Berardenga omkring 12 kilometer nordøst for Sienna. Vingården ejes af ægteparret Egidio og Brianna Lorenzi, der købte stedet i 1990 og nogle år senere plantede vinstokke besluttet på at starte en vinproduktion. I 2003 moderniseret de stedet og byggede et nyt og moderne vineri på stedet, som oprindelig var bygget af munkene fra Siena for omkring tusinde år siden.

Vineriet på Canonica a Cerreto ligger da også ovenpå en gammel kælder, som stammer fra de helt gamle dage og som i dag anvendes til at lagre husets vine.

Canonica a Cerreto – der i øvrigt betyder det lille kapel i skoven – har sammenlagt 60 hektar jord, hvoraf 21 hektar er vinmarker og de producerer årligt 150.000 flasker vin.

Udover vinproduktionen har Egidio og Brianna Lorenzi også lidt agriturismo i bedste italienske stil og derudover laver de selvfølgelig også lidt olivenolie.

Vinproduktionen er lagt i hænderne på ønologen Matteo Bernabei, der ligesom sin fader, den velkendte Franco Bernabei, er blevet konsulterende vinmager og  i dag betegnes som en af Italiens mest lovende vinmagere.

Matteo laver i dag vinene sammen med Egidio og Brianna Lorenzis søn Marco Lorenzi. Der laves alene 3 forskellige vine, nemlig en Chianti Classico, denne Chianti Classico Riserva og IGT vinen San Diavolo.

Denne Canonica a Cerreto Chianti Classico Riserva er lavet på 85% Sangiovese, 10% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot. Alle vine gæres i ståltanke med temperaturkontrol og lagres i små egetræsfade. Denne har i denne årgang 2013 ligget 18 måneder på fad.

Næsen har en herlig aroma med klar italiensk syre, men også godt med mejeri og mælkesyrer, blæk, tobak, læder, tør jord, støvet og stramt udtryk, en smule lakrids eller fennikel, animalsk mødding, syrlige krydderier og en skøn renhed i frugten.

I munden er vinen både blød, præcis … igen klar italiensk syre, tørhed, grafit, direkte og let frugt. Det er tørt og let, så bestemt en rigtig dejlig Chianti Classico.

Forhandles af Winefamly, hvor denne lækre Chianti Riserva alene koster 113,99 kr. mod en angivet normalpris på 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Stepp, Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Stepp, Pinot Noir, Pfalz, TysklandOg vi stepper nu op … eller stepper i hvert fald videre med endnu en vin fra Weingut Stepp aka Gerd Stepp, nemlig hans Pinot Noir i en frisk årgang 2016.

Den travle vinmager laver nemlig også Pinot Noir på hos kooperativet Palmberg Winzergenossenschaft eG i Laumersheim … og her også med opkøbte druer fra bekendte. De kommer fra stejle og solrige marker i området.

Denne Pinot Noir fra Weingut Stepp laves ved, at druerne først afstilkes … eller i hvert fald hovedparten, idet 20-30% anvendes med stilkene. Vinen laves i store egekar, hvilket du også kan se på billedet ovenfor med Gerd Stepp.

Weingut Stepp anvender alene druernes naturlige gær og vinen laves efter burgundiske traditioner, her med kold maceration ved 8-10 grader i 7-8 dage.

Pigeage og overpumpning sker 3-4 gange om dagen for at  holde drueskindet godt nede og efter endt fermentering, så lagres vinen en – uoplyst – periode på 10% nye fade, mens resten er en skøn blanding af fade, der brugt op til 4 gange tidligere.

Duftmæssigt klart tysk Spätburgunder aka Pinot Noir … ingen tvivl om det med den lidt søde kostald og her også grønne noter, nærmest som vinblade i vinmarkerne, godt med eg og sødkrydret. Det er ikke en Pinot Noir til den florlette side, hvorfor farven også virker lidt mere mørk, mens frugten sådan er ovre i kirsebær og vilde brombær.

I munden er vinen lidt rustik i udtrykket … har et svagt, grønt burgundisk udtryk, godt med syre, hindbær, kirsebær, peber og et lidt stramt, kantet og syrerigt bid, der egentlig er mere let end første indtryk og måske endda kan minde om lidt Gamay. Saftig, kantet og alligevel ærketysk Spätburgunder med lidt jern og bitterhed i eftersmagen.

Forhandles hos Winefamly, hvor sådan en lille bandit koster beskedne 68,53 kr. og hvor normalprisen ligger på 145 kr. Igen et godt køb … hvor køber man fornuftig tysk Spätburgunder herhjemme til den pris?

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Weingut Stepp, Riesling, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Stepp, Riesling, Pfalz, TysklandA small Stepp for Riesling, a giant Stepp for pengepungen … kunne man passende indlede anmeldelsen af denne Riesling fra Weingut Stepp. Og samtidig er det også en god reklame for Winefamly, som sælger denne lille bandit til nærmest småpenge.

Weingut Stepp hedder reelt GP Winery GmbH og holder til ved Grünstadt-Asselheim i Pfalz. Firmaet drives af den ihærdige Gerd Stepp, som selv kommer fra området, nemlig fra Bad Dürkheim, hvor hans familie da også fortsat i dag er vinproducenter.

Gerd Stepp er selv uddannet ønolog og startede efter endt studietid med at lære om vin i New Zealand, hvorefter han faktisk vendte tilbage til Tyskland til universitetet i Neustadt som forsker med speciale i vinmarkspleje og drift.

Derefter har Gerd Stepp arbejdet som flying vinmager i det meste af verdenen, bl.a. eksotiske steder som Zimbabwe og Nigeria i Afrika … herunder på Mukuyu Wineries i Zimbabwe.

Derudover har han arbejdet i Italien hos Fattoria Ispoli i Mercantale, Toscana, hvor han arbejdede med økologi og hver vinter tog tilbage til Afrika, hvor han også arbejdede for Villiera Wines i Stellenbosch i Sydafrika.

Fra 1996 og frem til 2000 arbejdede Gerd for MGM Mondo del Vino, som ansvarlig vinmager indtil han startede hos Marks and Spencer i 2001 som konsulent for deres indkøb.

Men siden 2009 har Gerd Stepp altså lavet sine egen vine med base i sit hjemland. Han ejer dog ikke selv en vingård eller vinmarker, men opkøber druer hos venner, bekendte og familien i Bad Dürkheim … alle personer, som Gerd har et nært forhold til.

Vinene laver Gerd Stepp hos kooperativet Palmberg Winzergenossenschaft eG i Laumersheim. Der findes der jo gode produktionsfaciliteter, som Gerd med tilladelse fra Geschäftsführer Herr Kießling har fået lov at leje.

Der laver han altså en række forskellige tyske vine på Riesling, Pinot Noir, Pinot Blanc, Pinot Gris, Scheurebe og Dornfelder. Og så laver manden minsandten også i kooperativets lokaler et par vine fra Argentina!

Siden 2013 har Gerd Stepp nemlig jævnligt besøgt Mendoza området, hvor han har fundet nogle højt beliggende marker, som han køber Malbec druer fra til et par vine, som han kalder Pagos de Piedra. 

Den første del af produktionen af Pagos de Piedra vinene sker lokalt i Argentina i samarbejde med lokale vinmagere, men efter den første gæring sendes vinen på sit grove bundfald faktisk helt til Tyskland, hvor Gerd gør den færdig og endelig flasker vinen … selvfølgelig på Palmberg Winzergenossenschaft eG.

Udover produktionen af sine egne vine, så arbejder den ihærdige Stepp også som konsulent andre vinproducenter i det meste af verdenen via WeinWerk og siden 2004 har han også været dommer ved DWWA aka Decanter World Wine Awards.

Nå, men lang snak … lad os kigge nærmere på hans Riesling her fra 2016. Druerne til vinen skulle komme fra marker, der ligger i terrasser og med undergrund af kalk- og sandsten. Vinen er lavet på ren stål og lagret 6 måneder sur lie … altså på bærmen inden endelig filtrering og flaskning.

Vi starter selvfølgelig med duften … fersken, abrikos, kiwi, citrus, men ingen petroleum endnu. Det er dog klart Riesling og der fornemmes samtidig næsten en lidt prikkende syre, som nærmest er krisp og perlende. Vinen har også nogle krydrede noter.

Smagsmæssigt har vinen fin syre … ikke voldsomt, men fint og godt balanceret med fin frugtrigdom, en let bitterhed med grape, citrus og saftige, grønne æbler. Eftersmagen er pæn med lidt salt, grape og en omgang mineraler, som efterlader et fint indtryk af vinen. En ganske god og ukompliceret Riesling.

Forhandles af Winefamly til 59,21 kr. mod en normalpris på 125 kr. Den pris må siges at være meget, meget fornuftig.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Tommasi, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2013 Tommasi, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienPaul rundede selv sin gastronomiske vinaften af på vinøse front, nemlig med en Amarone della Valpolicella Classico fra vinhuset Tommasi Viticoltori i Valpolicella.

Vinhuset Tommasi ligger helt præcis i Pedemonte di Valpolicella og er grundlagt i 1902 af Alfonso Tommasi. Det er dog i dag et pænt stor vinhus, som også ejer vingårde andre steder i Italien. De ejer således i Tenuta Caseo i Lombardiet, Casisano i Montalcino, Toscana, Poggio al Tufo i Maremma, Toscana, Masseria Surani i Manduria, Puglia og Paternoster i Barile, Basilicata.

I dag er det 4. generation, der driver vingården … samlet 9 familiemedlemmer i skøn fællesskab. Men vingården i Valpolicella er fortsat familiens hovedsæde, som udover hvor der også er restaurant, spa og mødefaciliteter.

Derudover driver familiens skam også et par restauranter i Verona, nemlig Albergo Mazzanti og Caffè Dante Bistrot.

I Veneto har den store vinhus ikke mindre end 195 hektar vinmarker, som er fordelt i forskellige områder og en lang række parceller.

Tommasi familien har altid været blandt de mest innovative i området. De var blandt de første i Valpolicella, der producerede Amarone for 50-60 år siden. I dag regnes de blandt top 10 af Amarone-producenter.

Familien var ligeledes blandt de første til at introducere Ripasso, Amaronens lillebror. De var blandt de producenter, der fik overbevidst myndighederne om, at der kun kan produceres to flasker Ripasso for hver flaske Amarone.

Nå, men dette er altså husets almindelige Amarone delle Valpolicella Classico fra serien Grandi Vini. Vinen er lavet på 50% Corvina Veronese, 15% Corvinone, 30% Rondinella og 5% Oseleta fra 2 marker La Groletta og Conca d’Oro.

Druerne tørres 4 måneder inden presning og vinen lagres 30 måneder i store 35 hektoliter slavoanske egefade. Og så er det – heldigvis – en af de bedre Amaroner … og jeg hader jo nemmelig alkoholiske rosinfede Amarone. Denne 2013 har fået 91 point af Wine Spectator.

Duften er det en blading af søde og syrlige kirsebær, brombær, blommer, lakrids, syrlig og sød mødding, røg, tobak, kakao, kaffe og en sjat vanilje. Ingen rosiner, men syre … det er fint.

I munden er det tørre, mørke bær, men alkoholen trænger dog alligevel på. Der er peber og tanniner, som sammen kræver sin mand, men den bliver aldrig for opulent eller fedt. Klart blandt de bedre Amaroner … når det nu skal være Amarone.

Importeres af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 5/7