Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2021 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2021 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, ØstrigSidst jeg smagte denne Grüner Veltliner Terrassen fra Weingut Huber var hos Steffen, som jo serverede den til en kartoffel- og sellerisuppe. Det var i årgang 2020, men nu smager jeg vinen i årgang 2021.

Vinen er jo lavet med druer fra forskellige marker i Traisental og fra vinstokke, som er mellem 5 og 80 år gamle. Vinen er lavet med 6 timers kold udblødning af druerne, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes. I årgang 2021 indeholder vinen 2,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det nærmest et møde mellem melon og fersken tilsat grønne æbler og så ellers parfumerede blomster, grøn peber, akaciehonning, lemon og hyldeblomst. Der er endda en anelse af lidt selleri og så ellers godt med mineraler og jernagtige noter. Det giver vild stor friskhed og lyst til indtagelse.

I munden er det også en frisk vin med et nærmest grønt bid. Syren kommer næsten helt nede fra dybet langt nede, er både grøn, saltet og mineralsk. Der er mynteblade, grønne vinblød, sure æbler og sure citroner … har en tør friskhed og spændstighed. Huber og Grüner Veltliner kan altså noget sammen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 124,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Angelo Gaja, Sito Moresco, Piemonte, Italien

2018 Angelo Gaja, Sito Moresco, Piemonte, ItalienVi sluttede en hyggelig aften med mere piemontisk vin og det var i form af denne 2018 Sito Moresco fra store samt legendariske Angelo Gaja.

Jeg har smagt vinen før, men imidlertid var det helt tilbage i 2013, hvor jeg smagte vinen i årgang 2010.

Historien om Angelo Gaja skal jeg ikke trætte jer med denne gang, hvor vi i stedet blot ser en smule nærmere på denne Sito Moresco, hvor de fleste druer er fra marken den 10 hektar store Sito Moresco vingård i Barbaresco og købt i 1979 af Angelo Gaja.

Sito Moresco betyder betyder Morescos sted og refererer til den tidligere ejer af vinmarken. På marker dyrkes der både Nebbiolo og Merlot, for vinen er nemlig lavet på et mix af druesorterne ​​Nebbiolo, ​​Cabernet Sauvignon og Merlot og næsten med en tredjedel af hver, selvom det varierer en smule fra år til år.

Således var der fx slet ikke Cabernet Sauvignon i vinen i årgang 2017, hvor den i stedet var afløst af lidt Barbera. I flere årgange er det også på 4 sorter, hvor Barbera er kommet med i mixet. Men her i 2018 skulle det altså være på 35% Nebbiolo og 35% Merlot fra Sito Moresco og 30% Cabernet Sauvignon fra Serralunga.

Hver druesort bliver gæret for sig på ståltanke, som altid hos Gaja med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er der sket en malolaktisk gæring og derefter blev vinene fra de forskellige druer sammenstukket og blandingen blev lagret i 12 måneder på 1-2 år gamle fade.

Etiketten prydes af et par yndige fasaner, som er vist for at mindes de smukke fugle, der bebor skovene, der støder op til Gajas vinmarker.

Duften er intens og syrlig frugt, balsamisk, gæret med masser af kirsebær, blåbær, blommer, lidt hindbær, grannåle, violer samt et fadpræg med kanel og vanilje. Det er en fyldig vin, frugtintensiteten er ret stor og den har samtidig lidt søde krydderier og tørrede blomster.

Smagsmæssigt er det fløjl på ganen, men fortsat med friske bær, en god syre, tydelige tanninner, godt med tørhed og urter. Syren er sgu klart italiensk, mens frugten virker mørkere og så har den samtidig en fin mineralitet, god harmoni og meget smagfuld.

Forhandles fx af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 379 kr., mens prisen er 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Giulia Negri, Barolo Serradenari, Piemonte, Italien

2016 Giulia Negri, Barolo Serradenari, Piemonte, ItalienVi skulle minsandten også omkring den dejlige Giulia Negri, for vi skulle nemlig smage hendes Barolo Serradenari i nyere årgang 2016.

Vinen laves kun med Nebbiolo druer fra marken Serradenari, der ligger lige syd for byen La Morra.

Giulia Negri laver i dag alle hendes Barolo’er på samme både, altså med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller uden tilsætning af kulturgær. Gæringen sker i store 60 hektoliter fade og med omkring 40 dages maceration. Herefter hviler vinen i 30 måneder på store fade med let toasting.

Duftmæssigt er det Barolo himmel … en let, parfumeret næse med granatæbler, ribs, hindbær, violer, læder, rosenblade, hæfteplaster, medicinskab, tobaksblade, meget balsamisk med en stram italiensk syre, fennikel, meget luftig, ren, klar, flyvsk, æterisk, luftig og med Giulias normalt strenge og legende lethed.

Sådan er vinen faktisk også smagsmæssigt, så ren og klar Nebbiolo med jern, violer, masser af granatæbler, hindbær, jordbær, ribs samt stikkelsbær, virkelig frisk og ung frugt. Det er en smuk og atter har Giulias vine denne fine lethed, som er så dragende. Der er ganske lidt sødme, men igen diskret og lidt tilbageholdende. Det er sgu samlet set en virkelig drønlækker og let Barolo.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2018 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Chardonnay Limited Edition, Casablanca Valley, Chile

2018 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Chardonnay Limited Edition, Casablanca Valley, ChileVi fortsætter med en 20 Barrels Chardonnay Limited Edition fra Cono Sur Vineyards & Winery, der havde fået sneget sig med i vor lille hyggelig aftensmagning.

Cono Sur Vineyards & Winery er et relativ ung vinhus, og det har haft kolossal succes i Chile.

Det er grundlagt i 1993, og har siden nået at blive én af top 3 vingårdene i Chile. Kvaliteten er en af grunden for deres succes og at en stor del af vinmarkerne bliver økologisk behandlet. Dermed var vingården en af de første i Chile med økologisk produktion.

Husets vinmarker er beliggende primært i Colchagua Valley og Valle Central. Forskellige lag af mikroklimaer gør det muligt at plante med et bred spektrum af druesorter. Ved siden af Merlot og Cabernet Sauvignon har Pinot Noir og Carmenere stor succes. Også Chardonnay dyrkes der på husets vinmarker.

20 Barrels Limited Edition serien er en topserie fra Cono Sur, og det blev skabt i 1996, da Cono Sur ønskede at lave en serie af supervine. De startede med Pinot Noir og udvalgte 20 fade til dette, deraf fik serien navnet 20 Barrels. Siden er denne serie udvidet med flere vine på blandt andet Syrah og Chardonnay.

Denne 20 Barrels Chardonnay Limited Edition 2018 er lavet på 100% Chardonnay fra det kølige  område El Centinela i Casablanca Valley, lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret i 8 måneder … 75% i nye egetræsfade og 25% i cement-æg.

I næsen er det en total smørfed vin, måske ikke ultrakompleks, men kraftig og fyldig fadlagret Chardonnay med både dåsepærer, fersken og lige fjæset. Der er sandeltræ, creme brulée, vanilje, mens syren har lidt lime og svagt lidt mineraler.

Smagen er både blød og fyldig med en vis kerne af friskhed samt kantet frugt med æbler, grønne pærer, ananas og lemon. Den føles fyldig, endda lidt olieret i smagen. Samlet er det absolut en fin vin.

Forhandles bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen på tilbud er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling, Rheingau, TysklandDer er kun lavet 500 flasker af denne fine 2014 Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling fra Weingut Sohns. Det er Lara, som kan ses på etiketten.

Vinen er selvfølgelig opkaldt efter Pascal og Denises første datter Lara, der netop er født i 2014. Vinen har fået lidt mere TLC end husets øvrige, for her anvendes kun de allerbedste druer, som spontangærer alene på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering har vinen været lagret i små barriques, altså kleinen Eichenholzfass. Vinen har endda hele 17,6 gram restsukker pr.  liter.

I næsen er det en fyldig, landlig og næsten olieret Riesling med petroleum og terpentin, linolie, bivoks, vegetabilske og æteriske olier og den har næsten en kandiseret frugt sammen med tropisk frugt. Der er abrikos, fersken, modne gule æbler, nødder og virker endda en kende parfumeret og en dyb, dekadent sødme.

Smagen er let, blød og fyldig … og klart til den sødere side, hvorved det ikke bliver en frisk og syrlig vin, men er mere moden, kalkrig og  blød, rund og dyb. Der er atter abrikos, fersken, lemon og syltede citroner. Syren er der også, men ikke så tydelig, men det er sgu superlækker Riesling. Vi sniger lige op på mellem 5.5 og 6 fede houlbergske fingre

Weingut Sohns vinene forhandler herhjemme af Winelovers.dk, men denne vin er ikke i sortimentet. På vingården kan den fortsat fås og koster kun 19€ … svarende til 142 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

2012 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, FrankrigSelvom Martels 2012 Cuvée Victoire Gold er en majestætisk og imponerende champagne, så blev den denne aften bare totalt overgået af Moët & Chandons Cuvée Dom Pérignon i samme årgang. Den er vild.

Jeg har jo skrevet om denne ikoniske drik tidligere og hele historien bag Dom Pérignon, så det skal jeg nok undlade denne gang. Jeg kan i stedet henvise til tidligere blogindlæg. Det er dog en ganske lang og spændende historie, som bestemt værd at læse om. Det kan du fx gøre i mit blogindlæg om Dom Pérignon 2002.

I de senere år har der været store årgang som fx 2002 og 2008, men denne 2012 er nok bedre end disse og klart en årgang, der går over i historien … i dette år lavet på 55% Chardonnay og 45% Pinot Noir.

Vinen er sammensat af mere end 100 forskellige parceller, ganske som den plejer. Primært er er det druer fra Premier Cru og Grand Cru marker, men også marken ved klosteret i Hautvilliers, mens  degorgering er sket efter 96 måneder i kælderen med 5 gram dosage.

Duftmæssigt stikker det helt af … vild, monstrøs og eksplosiv med tonsvis af fadnoter, ristede hasselnøder og med samme smørfede, lækre duft som en stor hvid Bourgogne. Det er åben, fyldig, animalsk og fed med lakridskonfekt, vanilje samt frugt med Pære Belle Helene samt kvæde, svag ananas, røg, friskbagt franske croissanter, blidt bid ad kalkagtige og mineralsk syre … for fanden, hvor det dufter vildt og afsindigt godt. Med lidt tid i glasset aftager en smule af det hvalpede og det store fadpræg en smule … men det efterlader bare en endnu finere, lettere og skarpere aroma.

Smagen er lige så fabelagtig … en smuk pasodoble, hvor de fede frugtnoter og det runde fadpræg er den stolte matador, som med stor dygtighed svinger syren som en rød kappe. Det er så saftigt og læskende, at det næsten gør ondt, for det er vildt imponerende. Der er et blødt brus, slank, fin, flot og balanceret på tungen, en smuk og fascinerende dans, som man sent glemmer. Selvom den måske ved første fløjt kan virke lidt fadtung, som har den en kalket, syrlig og klar mineralitet, som gør den frisk og perfekt balanceret.

PS: Vi drak også 2 flasker af den. Mums.

Forhandles flere steder, men er også udsolgt flere steder. Den kan bl.a. fås hos Løgismose, hvor en flaske nu koster 1.949 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

2012 G.H. Martel & Co, Cuvée Victoire Gold Vintage, Champagne, Frankrig

2012 G.H. Martel & Co, Cuvée Victoire Gold Vintage, Champagne, FrankrigJeg var forleden til en dejlig aften med lidt gode vine og tilsvarende mad. Vi startede med 2 luksuschampagner og begge i den helt kæmpestore champagneårgang 2012.

Den første var Vintage 2012 Cuvée Victoire Gold fra G.H. Martel & Co og helt eksklusivt udgivet i en smuk guldflaske med en tilsvarende etiket og navnet Victoire … altså sejr.

G.H. Martel & Co ligger i Avenay Val d’Or … en lille by nogle få kilometer fra Epernay og er grundlagt tilbage i 1869 af familien Tabourin som et negociantfirma … altså et champagnehus, der alene laver vine fra druer opkøbt af andre vinavlere.

Tabourin familien nåede at drive firmaet i  110 år, men da den allersidste ejer André Tabourin døde i 1979 og der efterfølgende opstod problemer med arven, så blev champagnehuset købt af en den traditionsrig Rapeneau familie fra Champagne, nemlig af François og Bernard Rapeneau fra champagnehuset Ernest Rapeneau.

Ernest Rapeneau havde selv grundlagt sit champagnehus i Hautvillers i 1901, men havde gået på pension i 1965. Men hans sønner François og Bernard erhvervede aktiemajoriteten i G.H. Martel og gjorde G.H. Martel & Co til det primære selskab for deres aktiviteter i Champagne.

I porteføljen hos GH Martel gruppen indgår i dag flere mindre og spændende champagnehuse, der drives stort set uafhængigt af det store moderfirma. Det er fx champagnehuse som Charles Orban i Vallée de la Marne, P. Louis Martin i Montagne de Reims og Château de Bligny i Aube … alle recoltant manipulants aka huse, der kun laver vine fra egne vinmarker.

Med en årlig produktion på over 10 millioner flasker champagne er GH Martel gruppen blandt de 10 største producenter i Champagne og råder over 200 hektar egne vinmarker, som suppleres med druer indkøbt på kontrakt fra yderligere 700 hektar.

I dag styres det store foretagende, altså både den store GH Martel gruppe samt champagnehuset Ernest Rapeneau af Bernards yngste søn Christophe, som er uddannet ønolog og vinmager. Han får dog lidt hjælp fra hans storebror Jean-François, der er ansvarlig for salget.

Denne luksuscuvée Victoire Gold er lavet på 51% Chardonnay fra markerne Grand Cru Mesnil-sur-Oger og Chouilly i Côte de Blancs samt 49% Pinot Noir fra markerne Grand Cru Verzenay og Chamery i Montage de Reims.

De to druesorter er først vinificeret separat og Chardonnay druerne opnår en burgundisk kompleksitet ved 10 måneders lagring på små egetræsfade, mens Pinot Noir gærer og modner i ståltanke. Efter 11 måneder blendes og aftappes basisvinen med andengæring på flaske over ikke mindre end 8 1/4 år og en degorgering i november 2021.

Det er på mange måder en rigtig lækker champagne … har en meget moden duft, hvor der er masser af nødder, gærede noter, landlig og animalsk, har tørret abrikos, pærer, syltede citroner, er luftig, let samt meget intens.

Smagen er så blød, afbalanceret, moden og rund. Boblerne er tætte og afdæmpede. Men får denne følelse af, at det virkelig er en moden, elegant og vellagret vin, har et meget imødekommende brus, meget lækker med modne æbler, saftig lemon og syrlige citroner. Det er så cremet, mineralsk og man får tonsvis af kvalitet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 749,95 kr., mens prisen på tilbud er 439,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Robin Goutallier, 60% de Velours, Bourgogne, Frankrig

2021 Robin Goutallier, 60% de Velours, Bourgogne, FrankrigDet er sgu ikke mange dage siden, at jeg smagte denne fine 60% de Velours beaujolaisvin fra Robin Goutallier i årgang 2020 … men nu smager jeg den igen, blot i årgang 2021.

Gamay druerne kommer fra en 30 år gammel parcel på Pierre Bleue, altså en slags blå granit. Vinificering er sket klassisk med carbonic maceration på de hele klaser i glasfibertanke ved 25-27 grader uden svovl alene med druernes naturlige egne gærceller. Efter gæringen er det presset i en gammel trækurvepres og så lagret i tankene en periode.

Igen en fin syrlig, landlig, lunken mødding, en bondsk og behåret dyrisk aroma, men måske ikke så eksplosiv med de landlige noter. Den virker klart mørkere i aromaerne … frugten et notch mørkere end 2020’erne, men fortsat i den maskuline afdeling med blå frugt, blåbær, kirsebær, røget kød, beef-jerky, juicy oksefond, tavlekridt, frugtlakrids og blæk samt lidt banan. Den virker på en eller anden måde en smule rundere og blødere i aromaerne, men fortsat arketypisk Beaujolais.

I munden er der samme syrlig og frem for alt saftighed … er måske endda saftigere end 2020’erne. Igen har vinen en bondsk og meget frugtrig smag med rabarber, kirsebær og blåbær med lidt saftig syre. Det er vildt tiltrækkende, at Goutallier kan få så megen saftighed frem og man sidder næsten og føler, at vinen løber ud af mundvigen og ned af hagen, så man ligner en baby, der har fået sit første glas sodavand. Det glider ned, så hagesmækken bliver våd og kåd, er virkelig elegant, blød og svævende.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor du pt kan få en kasse med 6 flasker til 870 kr. og det er kun 145 kr. pr. flaske, hvilket vist nærmer sig tyveri.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Domaine du Clos des Poulettes, Nuits Saint Georges 1er Cru Clos des Poulettes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine du Clos des Poulettes, Nuits Saint Georges 1er Cru Clos des Poulettes, Bourgogne, FrankrigVi sluttede med endnu en Nuits Saint Georges, for her er alle druerne fra Domaine du Clos des Poulettes’ monopolmark Clos des Poulettes og vinen atter i årgang 2017.

Clos des Poulettes vinmarken er på 1 hektar og er omkranset af 3 mure og anlagt i terrasser.

Igen er lavet som de øvrige, altså gæring i små termoregulerede gæringskar. Efter fermentering ligger vinen så i kold maceration i 4-6 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 18 måneder i 228 liter egefade, heraf 20% nye fade.

Igen har vinen en lidt parfumeret og ganske blomstret aroma, masser af finesse og modenhed, nærmest helt dekadent med lidt gammelt træ, teaktræ, linolie, lyse bær, jordbær, hindbær, brombær, peber, røg, lidt karamel, vanilje, jord og mineraler.

Smagsmæssigt har vinen en fin, sart og frisk syre, en lys og luftig frugt, fin og lækker med et godt bid. Man kan godt mærke, at vi er kommet op i niveau, for alt leveres cremet, let og svævende. Der dukker også fennikel, lakrids og røg op i en samlet elegant, sart, fornem, fin og smukt afstemt balance.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske normalt koster 749,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 599 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine du Clos des Poulettes, Nuits Saint Georges Les Vallerots, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine du Clos des Poulettes, Nuits Saint Georges Les Vallerots, Bourgogne, FrankrigEftermiddagens næstsidste vin blev så denne 2017 Nuits Saint Georges Les Vallerots fra sidste vinhus Domaine du Clos des Poulettes.

Det er igen en enkeltmarksvin, hvor Pinot Noir druerne er fra en parcel på den 9,13 hektar store vinmark Les Vallerots.

På marken er 0,87 hektar endda klassificeret som 1er Cru, mens de resterende små 8,26 hektar er klassificeret som Nuits Saint Georges Village. Der er altså tale om en mark af meget høj kvalitet, med en undergrund bestående af den samme mergel-kalk-ler-sammensætning som nogle af de bedste vinmarker i Nuits Saint Georges.

Vinen er lavet som de øvrige, altså gæring i små termoregulerede gæringskar. Efter fermentering ligger vinen så i kold maceration i 4-6 dage, hvorefter der sker malolaktisk gæring og lagring 18 måneder i 228 liter egefade, heraf op til 20% nye fade.

Duften er nu niveauer over de to foregående vine, nærmest lidt parfumeret med landlighed og svagt, men flot doseret fagpræg, en fin modenhed i frugten med tranebær, kirsebær, hindbær, rabarber, blæk, ristet kaffe, røg, fennikel og lakrids.

Smagsmæssigt er vinen også fint afstemt, har en blød og nærmest sød frugt, virkelig moden og meget rundt på en frisk måde. Den har også runde og medgørlige tanniner, så samlet en lækker vin.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske normalt koster 499,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7