Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

N.V. Kolonne Null, Cuvée Rouge No.2 Edition Mas Que Vinos, Castilla-La Mancha, Spanien

N.V. Kollone Null, Cuvée Rouge No.2 Edition Mas Que Vinos, Castilla-La Mancha, SpanienVi sluttede smagningen af Kolonne Null vinene helt uden påvirkning … udover en åbenlys begejstring over niveauet og det gælder også denne N.V. Cuvée Rouge No.2 Edition Mas Que Vinos.

Nu er vi så i Spanien, for Bodegas Más Que Vinos holder til i Cabañas de Yepes, Toledo i Castilla-La Mancha.

Vinhuset er grundlagt i 1999 af de to kvinder Margarita Madrigal, Alexandra Schmedes og vinmager Gonzalo Rodriguez. De mødtes året før i Rioja og besluttede sig for at lave vin sammen, hvilket sket med udgang i Gonzalos families vingård i Dosbarrios ved Mesa de Ocaña tæt på Toledo.

Vingården stammer tilbage fra 1851, men 2007 byggede trekløberet en ny og moderne vingård i Cabañas de Yepes, der er naboby til Dosbarrios. Der har de i 750 meters højde sammenlagt 35 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke på Cencibel aka Tempranillo, Garnacha, Airén og Malvar … og de dyrkes økologisk.

Med denne Cuvée Rouge No.2 Edition Mas Que Vinos er der atter ingen oplysninger om produktionen, men den er efter alt at dømme lavet på et blend af netop Tempranillo, Garnacha, Airén og Malvar. Gæring er sket på ståltanke og den er formentlig også lagret en periode på tankene inden vakuumdestillationen, hvor alkoholen fjernes.

Igen får jeg et lille, småskummende slør i overfladen, men det er klart mindre end hos foregående vin og forsvinder også hurtigere, hvor der kommer en duft af frisk og mørk frugt med en svag sødme. Der er masser af bær, sorte kirsebær, brombær, blommer. svesker, enebær og søde krydderier. Det er sgu en meget ærlig, rustik og ukompleks duft … lige ud af landevejen.

Smagsmæssigt synes jeg også, at den er bedre end Cuvée Rouge No.1, for smagen er frisk, ren og frugtrig med en direkte frugt, har masser af frugtintensitet, hvor det mest er kirsebær, hindbær og måske endda lidt jordbær, let peber, nogle tanniner … frisk og næsten som at drikke fra tanken direkte. 4 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Kolonne Null, Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen, Württemberg, Tyskland

N.V. Kolonne Null, Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen, Württemberg, TysklandMed næste Kolonne Null alkoholfrie vin er vi fortsat i Tyskland, for vinen er lavet i et samarbejde med Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen og det er denne røde Non Vintage Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen.

Vi er nu i Württemberg eller  mere præcis i byen Öhringen, hvor familien Fürst Kraft nu i 27 generationer har drevet huset, der oprindelig blev grundlagt tilbage i 1256. Det gør også vinhuset et af de ældste familiedrevne vinhuse i hele Tyskland og drives i dag af ansatte Joachim Brand.

Vingården har samlet 17 hektar vinmarker og laver årligt 140.000 flasker vin på specielt Riesling, Weißburgunder, Chardonnay og Sauvignon Blanc samt de røde druer Lemberger, Spätburgunder, Trollinger og Merlot.

Huset er medlem af både VDP og var medstifter af HADES, der jo er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye fade af egetræ i vinproduktionen.

Udover Fürst Hohenlohe Oehringen består HADES også af både Jürgen Ellwanger, Weingut  Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Drautz-Able.

Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen er et blend på druesorterne Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot samt Lemberger. Vinen er lavet i samarbejde med Kolonne Null og så lavet på ståltank aka edelstahltank, men der ligger ingen oplysninger om en eventuel lagring på fade.

I glasset ligger der sig lige et lille hvidt lag ovenpå den fyldige røde farve, hvilket virker lidt underligt, men det fortager sig hurtigt og så kommer der en duft af en mørk, tæt frugt med brombær, solbær, sød tobak samt et sødere fadpræg med let vanilje … meget rund, fyldig og virker så behagelig.

Smagsmæssigt er det en lidt jammy vin, men frugtintensiteten er egentlig god og der er proppet med kirsebær, tranebær, hyldebær, tranebær, druesaft og ultra-soft Bamseline tanniner, en mørk og lidt rustik syre, men virkelig saftig, blød og rund.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Kolonne Null, Rosé Sparkling Edition Felix Mayer, Pfalz, Tyskland

2019 Kolonne Null, Rosé Sparkling Edition Felix Mayer, Pfalz, TysklandInden de røde alkoholfrie vine fra Kolonne Null, så nappede jeg endnu en mousserende rosé, for der står helt passende Prickelnd på denne Rosé Sparkling Edition Felix Mayer 2019.

Vinhuset ligger på Weinstraße i byen Grünstadt-Asselheim i det nordlige Pfalz og er grundlagt i 1804, hvor den store herregård Mayerhof blev opført

Det var dog i slutningen af ​​det 19. århundrede, at gården blev overtaget af Ludwig Friederich, der er den nuværende ejer Felix Mayers tipoldefar, og ændrede driften fra blandet landbrug til vinproduktion.

Det var først i 2014, at Felix Mayer overtog driften fra sine forældre og satsede mere på produktion af naturlige topvine. Han har samlet 17 hektar vinmarker fordelt på 10 lokationer langs den nordlige vinrute mellem Asselheim og Bad Durkheim.

Denne Rosé Sparkling Edition Felix Mayer er lavet i samarbejde med Kolonne Null, men der er meget sparsomme oplysninger om vinen, men den er formentlig lavet på enten Cabernet Sauvignon eller Blauer Portugieser, for det er de to sorter, som Mayer selv laver rosévine på. Men det er selvfølgelig alene mine gætterier.

Efter endt gæring har vinen selvfølgelig gennemgået samme af-alkoholisering som de foregående vine.

Duftmæssigt er der masser af jordbær samt røde kirsebær … ikke så indbydende som de foregående, for jordbærrene er søde suppleret med blodappelsin samt et tørt, rustikt og sødkrydret touch.

I munden er vinen også for mig en kende for sød, men sødmen står dog heldigvis slet ikke alene, for den har en lille og spinkel syre med både citron og lemon. Bobler bruser hurtigt op, men fader også lige så hurtigt. Igen er den lige så god som rosévine med alkohol.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske på 20 cl koster 59,95 kr., mens prisen er 39,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Kolonne Null, Cuvée Burgunder Edition Poss, Nahe, Tyskland

2020 Kolonne Null, Cuvée Burgunder Edition Poss, Nahe, TysklandKolonne Null Cuvée Burgunder Edition Poss i årgang 2020 er fra vinhuset Weingut Poss, som er beliggende på vejen Goldgrube i Windesheim i Nahe.

Weingut Poss drives af de to brødre Karl-Hans og Harald Poss, som samlet har 12 hektar vinmarker og har speciel fokus på Burgunder druerne.

De bedste marker – der Spitzenlagen – er Windesheimer Römerberg, Windesheimer Rosenberg og Winzenheimer Berg.

Denne Cuvée Burgunder Edition Poss 2020 er lavet på et blend af Weißburgunder og Grauburgunder, men som med de foregående, så er der ingen oplysninger om produktionen. Jeg vil dog gætte på, at vinen er lavet med lagring på en smule eg. Efter produktionen har den så gennemgået en vakuumdestillation, hvor alkoholen fjernes.

Duftmæssigt snakker vi panderistede hasselnødder, brændte noter, dyneblød og omfavnende, godt med pærer, tørrede ferskner og træ, sandeltræ, blomsterpollen og virker både bred, fyldig, fed og næsten cremet i stilen.

I munden er det en satans saftig bandit, men slet ikke så fed, som duften måske indikerede. Der er gule æbler og pærer, mens syren har lidt citron, men aldrig bliver helt skarp eller dyb. Men til gengæld er det en virkelig venlig, frisk og læskende vin … og atter må jeg bare sige, at du slet ikke mærker, at der ikke er alkohol i væsken.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Kolonne Null, Riesling Edition Axel Pauly, Mosel, Tyskland

2019 Kolonne Null, Riesling Edition Axel Pauly, Mosel, TysklandDen næste vin er en klassisk Riesling, endda fra den kendte Moselwinzer Axel Pauly, men så blot uden alkohol … en Kolonne Null 2019 Riesling Edition Axel Pauly.

Axel Pauly har jeg efterhånden smagt mange vine fra, så ham vil vi ikke komme omkring her, men i stedet kigger vi nærmere på denne vin.

Det er selvfølgelig ren Riesling, som formentlig er lavet alene i rustfrie ståltanke og så efter gæring gennemgået af-alkoholisering som de foregående vine.

Duften er sgu – alkohol eller ej – klart Riesling med lidt petroleum, terpentin og diesel, lidt grøntsagsfond, gule æbler, fersken, citroner, urter, rosmarin … lidt tæt og småfyldig i aromaerne.

I munden er vinen først let perlende … bare en lille smule, har en frugt med grønne og let umodne æbler, fersken, nogle solbærblade, kirsebærsten, nektariner samt gule blommer, en sødbitter smag med lemon og hyben, salte mineraler og samlet bestemt en ganske fin Riesling.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske på 25 cl koster 49,95 kr., mens prisen er 34,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Kolonne Null, Rosé Sparkling Edition Wasem, Rheinhessen, Tyskland

2020 Kolonne Null, Rosé Sparkling Edition Wasem, Rheinhessen, TysklandVi bobler alkoholfrit videre med næste Kolonne Null vin og det er denne 2020 Rosé Sparkling Edition Wasem.

Vinhuset er vi stødt på tidligere og det holder til i en ret gammel ejendom i den lille by Ingelheim i Rheinhessen.

Ejendommen har tidligere været hjem for ridder Hundt von Saulheim og hans hustru Anna Katharina, der var født von Rodenstein. I dag pryder det gamle våbenskjold fra de gamle familier Saulheim og Rodenstein fortsat ejendommen hugget ind i sten i 1614.

Men grundstenen til vinhuset Wasem er dog lagt langt senere … nemlig i 1912, hvor Julius Wasem etablerede vingården og startede med at producere vine i eget navn som første vinmager i Ingelheim.

I dag drives vingården … inklusiv en restaurant – kaldet Kloster – og hotellet Wasem Weinhotel i ejendommen af tredje og fjerde generation af familien Wasem.

Tredje generation består af brødrene Holger og Burkhard Wasem, som driver gården med deres respektive hustruer Karin og Ilona. Mændene står for vinen, mens damerne står for gastronomien og hotellet.

Derudover er sønnerne Julius og Philip også med i fremstillingen af vinene … og de er begge i gang med uddannelsen til ønologer og har derfor masser af idéer til vinproduktionen. En anden søn Gerhard står for økonomien, mens to døtre Julia og Marie Louise fortsat går i skole. Men alt i alt … et rigtigt familieforetagende.

Weingut Wasem har samlet 34 hektar vinmarker, og de bedste marker er Pares, Horn, Sonnenhang, Burgberg og Schlossberg. Og huset er specielt kendt for deres Frühburgunder, som Julius Wasem allerede plantede tilbage ved starten af vingården og jo – som nævnt i min artikel om Frühburgunder – spillerede en stor rolle i druens redning og udbredelse.

Oprindelig hed druen Früher Blauer Burgunder, men ved en revision af officielle druesorter i 1953, så faldt druen simpelthen ud af listen. Det var kun en indædt, stædig og sirlig indsats fra Julius Wasem, som sikrede druen igen kom på de officielle lister i 1971.

Wasem havde luret druens potentiale og således gennem årene dyrket, selekteret og ført nøje regnskaber med udviklingen af druen, således han i 1967 kunne søge om, at druen igen blev officielt anerkendt, hvilket så lykkedes i 1971.

Ved optagelsen på de officielle lister, så skrev man dog, at druen pga. det lave udbytte alene vil være interessant lokalt i Ingelheim. Og det skyldes altså også gamle Julius Wasem, at druen blev plantet i store dele i Ingelheim.

Ved registeringen i 1971 blev Wasem familien også officielle avlere af druen og har bl.a. leveret de første spæde vinstokke til Kreuzberg, da han begyndte at dyrke Frühburgunder. Ja, de har formentlig leveret vinstokke til at lang række af vinproducenter.

I dag lider Ingelheim under, at området grundet klimaforandringerne er ved at blive en smule for varmt for Frühburgunder, hvorfor vinhuset også kun har få af de gamle marker tilbage.

Denne 2020 Rosé Sparkling Edition Wasem er imidlertid ikke lavet på Frühburgunder, men på et mix af Merlot, Blauer Portugieser samt Silvaner og lavet på edelstahltank aka ståltanke og formentlig tilsat bobler via charmat metoden.

Derefter har vinen så gennemgået vakuumdestillation, hvor alkoholen er trukket ud, så vi havner med 0,2% alkohol i denne lille lyserøde mousserende vin.

Igen absolut godkendt næse … masser af jordbær, jordbærtærte, søde kirsebær, lidt candyfloss, en smule græs, urter, citroner, lemon og man kan faktisk også dufte noget mineralitet.

Smagen er rigtig god … masser af jordbærsødme, men også lidt blid og venlig syre. Sødmen har dog overtaget, men det er ikke for meget, for samlet giver det en saftig, mousserende vin med en fin kant, hvor der er citroner og lemon. Selve moussen er tæt, boblerne blide samt venlige. Det er f….. godkendt, så klart med 4-4,5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Kolonne Null, Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein, Baden, Tyskland

N.V. Kolonne Null, Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein, Baden, TysklandDen stille og alkoholfrie fest startede helt behørigt med lidt bobler fra Kolonne Null og det var denne Non Vintage Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein.

Weingut Freiherr von Gleichenstein holder til midt i Oberrotweil … ikke langt fra Salwey i en imponerende bygning med en tilhørende kæmpe park omkranset af en lang mur. Selve vinotheket og vinbutikken ligger i en gammel lade ud til hovedvejen.

Vingårdens historie går helt tilbage til 1490, hvor klosteret St. Blasien byggede vingården, som en af deres mange vingårde. Siden 1634 har vingården været i familien von Gleichensteins eje.

Og familien von Gleichenstein har titlen Freiherr … en slags adelstitel, som vel nærmest svarer til baroner. I Tyskland er det den næstlaveste rangerede adelstitel … over Ritter (en slags ridder), men under fx Graf of Herzog … greve og hertug.

I dag drives vingården af Freiherr Johannes og Freifrau – ja det hedder det – Christina von Gleichenstein. De overtog i 2002 driften efter Johannes far Freiherr Hans Joachim von Gleichenstein. Fra at være et landbrug med forskellig avl, så producerer familien i dag udelukkende vin.

Weingut Freiherr von Gleichenstein har 50 hektar vinmarker, og de ligger lidt spredt i Kaiserstuhl. Det er bl.a. markerne Oberrotweiler Henkenberg, Ihringer Winklerberg, Achkarrer Schlossberg og så Oberbergener Bassgeige.

Her smager vi dog en vin helt udenfor husets normale sortiment, men lavet sammen med Philipp Rößle og Moritz Zyrewitz fra selve Kolonne Null. Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein er nemlig en cuvée er lavet af et mix af Silvaner, Weißburgunder og Gewürztraminer.

Der er ingen oplysninger om selve produktionen … udover at vinen først er lavet med alkohol og så efterfølgende en vakuumdestillation og flaskning. Men jeg ved ikke, om vinen reelt er lavet efter charmat metoden eller med andengæring på flaske … vil dog gætte på det første. Vinen har kun 0,23% alkohol.

Det dufter sgu meget lækkert og indtil videre er der intet, der indikerer, at dette er en alkoholfri vin. Derimod kan man næsten fornemme, at der er lidt Gewürztraminer i blendet, for der kommer lidt småparfumeret sødme frem, nogle grønne blade, mirabeller og pærer samt lidt gærede noter, wienerbrød og blomster.

Boblerne er småhidsige, men det er med en vis portion sødme, som nærmest giver en smag af hindbærbrus. Der er en okay længde på moussen, hvorefter der kommer lidt pærer, fersken, friske æbler, citroner og fin balanceret mineralitet … far er imponeret og du smager overhovedet ikke, at der mangler alkohol.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske på 37,5 cl koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Pechstein Riesling, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Pechstein Riesling, Pfalz, TysklandSå skal vi atter til vinhuset Weingut Spindler Lindenhof på Weinstraße i den lille by Forst vel omkring 20 kilometer svag sydvest for Mannheim. Det gør vi med denne Forster Pechstein Riesling Trocken 2020.

Vinen har jeg smagt før, men blot i årgang 2019 og dengang skrev jeg også lidt om vinhuset, så det springer vi over denne gang.

I stedet kigger vi videre på denne Forster Pechstein Riesling, hvor druerne selvfølgelig kommer fra selve marken Forster Pechstein, der samlet er på 15 hektar og siden 1828 var været karakteriseret som en særlig god mark med en stor andel basalt i undergrunden.

Marken ligger i 120-160 meters højde med en svag hældning og ligger på den tidligere vulkan  Pechsteinkopf og derfra har den også sit navn. Vinen laves på traditionel vis med vinificering og kort tids lagring på stål, da man ønsker at fremhæve Riesling druens enkle, rene karakter.

I næsen virker vinen faktisk noget anderledes end 2019’eren, for nu er der virkelig skruet op for de tertiære noter med en vild petroleum og terpentin, salte citroner, nedfaldsæbler, fersken, modne pærer og tropisk frugt, lidt sødlige og landlige noter … meget indbydende.

Smagsmæssigt er vinen langt mere som 2019’eren og dermed meget cremet, en smule olieret, moden med sødme samt nedfaldsæbler og så ellers pænt med tropisk frugt … abrikos, fersken, mango, pærer med en lidt mostet, saftig fornemmelse.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 105 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Elio Grasso, Barolo Ginestra Casa Maté, Piemonte, Italien

2017 Elio Grasso, Barolo Ginestra Casa Maté, Piemonte, ItalienLidt vinøs forkælelse efter en middag på Østergade 1 i form af et glas af denne purunge, slanke, tørre og tanninrige 2017 Barolo Ginestra Casa Maté fra Azienda Agricola Elio Grasso.

Grasso laver årligt omkring 12.000 flasker af denne Barolo Ginestra Casa Maté lavet med Nebbiolo druer fra marken med samme navn.

Det er en 3 hektar stor mark, som ligger i 300-350 meters højde ved Monforte d’Alba, har omkring 40 år gamle vinstokke og er en kalkstensrig mark eksponeret mod syd-syd-øst.

Barolo Ginestra Casa Maté er lavet første gang i 1978 og fremstilles i dag på store rustfrie ståltanke, hvor den er igennem en 35-40 dages lang maceration og gæring inklusiv omkring 10 dage på gærresterne.

Efter malolaktisk gæring er vinen lagret 2½ år på 2.500 liters store egefade af slavonsk eg. Derefter lagrer vinen videre på flasker i kælderen i yderligere 8-10 måneder inden frigivelse.

Duften er til at blive glad over … der er violer, medicinskab, lidt nærmest dekadent og modent træ, rosenblade, tranebær, ribs, let vanilje, lidt kanel, kølig og rå champignon, læder samt tørt træ. Der er oss’ lidt røg, jord, trøfler, let mynte … uha, hvor det dufter godt, selvom vinen fortsat er en knøs og en ung, bumset teenager.

I munden er der da også vildt tørre tanniner … totalt tørre og lidt fyldige tanniner, en ung syre med masser af kraft. Det giver denne herlig og udtørrende effekt i munden, hvor lidt tranebær, ribs, mørke kirsebær samt lyse blommer vil lege med sammen lidt lakrids. Der er en lille mørk kraft, som giver Casa Maté et lidt maskulint og fyldigt indtryk, men shit en dejlig vin og en værdig afslutning på aftenen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Marteaux Guillaume, Cuvée Excellence Brut, Champagne, Frankrig

2014 Marteaux Guillaume, Cuvée Excellence Brut, Champagne, FrankrigNår champagneproppen var røget af én flaske fra Marteaux Guillaume, så kunne jeg da bare lige nuppe en ekstra, hvilket så blev denne Cuvée Excellence Brut årgang 2014.

Her kommer hovedparten af druerne fra årgang 2014, men det kan ikke udelukkes, at der også i denne vin er brugt en lille andel Reserve vin. Det fremgår ikke af etiketten, men i årgang 2015 er der fx anvendt 9%.

Men der er 40% Pinot Meunier, 30% Pinot Noir og 30% Chardonnay. der først er lavet helt traditionelt, hvorefter den er flasket, har ligget med andengæring på flaske i 6 år inden degorgering er sket med en dossage på 6,5 gram pr. liter i juli 2020.

Duftmæssigt er vi lidt ovre i samme univers, som foregående champagne, altså med en vis syrlighed, gæret dej samt rugbrød, mirabeller, nedfaldsæbler og blomster, men nu langt finere, mere delikat i duften … har klart flere nødder, mere rugbrød og virker samtidig mere blød. Frugten er også lidt rundere, for der kommer også lidt pærer, fersken og tropisk frugt.

Smagen er også lige et niveau op … der er mere frugt og smagen er mere delikat, kompleks, rund og blød. Der er fortsat grønne æbler, lemon, citron samt en vild god syrlighed, men blot afrundet bedre. Boblerne er også finere, tættere og mindre rustikke … der er også lidt sødere og rundere smage med honning, nødder og en let smørfedme.

Forhandles af Langli Vin og Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7