Da jeg åbnede Millésimes Alsace DigiTasting® kassen fra Domaine Josmeyer var første vin denne Riesling Herrenweg Le Kottabe 2019.
Vinen er selvfølgelig lavet med druer med marken Herrenweg, som ligger mellem Wintzenheim og Turckheim. Marken er rig på ler og har ellers sand, silt og en høj forekomst af småsten. Det siges, at vinene fra Herrenweg typisk er bløde og sensuelle.
Riesling Herrenweg Le Kottabe er lavet med spontangæring i termoregulerede tanke alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er gæringen fortsat i de store og gamle egefade, der er på mellem 1.000 og 6.000 liter. Vinen har 2 gram restsukker pr. liter og Josmeyer laver årligt 16.000 flasker af denne vin.
Dejlig luftig og let duft … masser af blomster, gule æbler, lidt pærer og så citroner. Men alt er zen og balanceret, så dermed fremstår vinen faktiske rigtig elegant, raffineret og balanceret. Der er måske lidt karamelsødme, men luftigheden er slående.
I munden er det lidt samme indtryk … en tæt og dyb citrussmag, sprøde mineraler. Det er saltet og krydret Riesling, god syre, masser af smag og mineraler.
Forhandles herhjemme bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 195 kr.