Denne Chassagne-Montrachet fra vinhuset Pierre Girandin gav øjeblikkelig englefryd, lykke og henrykkelse i min mund. Jeg fik et hurtigt flashback til Vincent Dancer Chassagne Montrachet, som jeg smagte et par uger tidligere. Nam.
Girardin familien har været vinbønder i Bourgogne siden 1570, men det var først i 1960’erne, at huset reelt fik sin egen identitet og startede med at flaske, markedsføre og sælge egne vine. Det skete, da Jean Girardin overtog driften på vingården, som dengang var på 12 hektar.
Da han senere i 1981 gik på pension, så blev vingården delt, hvorved hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques hver fik 3 hektar marker og delingen har medført, at Girardin familien og navnet i dag er udbredt i Bourgogne.
Således har jeg tidligere smagt og skrevet om vin fra både Jacques og Justin Girardin, der er drives af Yves’ bror Jacques og dennes søn Justin. Men derudover findes der også Domaine Aleth Girardin samt Domaine Vincent Girardin fra samme familie.
Og Pierre Girardin er netop søn af Vincent Girandin og dermed 13. generation i familien og nærmest opvokset i sin fars vinkælder og har dermed fået bourgognevin ind med modermælken.
Da Vincent Girardin solgte sin ejendom i 2011, så beholdte han 4,5 hektar af sine bedste parceller, som skulle overdages til sin søn, når han var klar til at lave vin. Og siden 2017 har Pierre således lavet sine egne vine.
Vingården ligger i Meursault og det er primært her husets egne marker ligger, bl.a. Meursault Narvaux, Puligny 1er Cru la Folatières og Batard-Montrachet suppleret med langvarige kontrakter med en række andre vinavlere. Samlet er det således 4,5 hektar og det betyder en produktion i dag på 80.000 flasker årligt.
Pierre dyrker sine marker økologisk og flere af de tilknyttede vinavlere driver også deres marker økologiske, men nogle få er ikke certificerede, så derfor er han endnu ikke certificeret økologisk. Det er dog målet, efterhånden som andelen af egne besiddelser vokser. Pierre ejer i dag 4,5 hektar og vil gerne op på 8 hektar.
Nå, men her smagte vi så Pierres 2018 Chassagne-Montrachet som aftenen Chardonnay vin nummer to. Druerne til vinen komme fra 45 år gamle stokke. Vinen er spontangæret og lagret på specielle 456 liters egetræsfade, hvoraf 15% er nye fade.
I næsen er det blidt, feminint, formfuldendt, raffineret, fint og smukt med et let og luftigt aftryk af honning, nødder, røg, toast, våde fade, blomster, fersken, pærer og vanilje. Alt er bare så perfekt, luftigt og æterisk. Med mere luft i glasset bliver fadpræget lidt tydligere.
Smagsmæssigt er det flyvende og svævende .. så elegant og frugten er også let til bens, syren kontrolleret og kompleks. Hvis vinen var en græsplæne, så er vi klart på greenen, hvor græsset er kort, ensartet, velplejet … ikke et græsstrå vender forkert. Frugten er igen fersken, pærer og let aftryk fra citroner. Det hele leveres cremet og nærmest mundsmeltende, men samtidig med stram syre … lidt som en legesyg drillende, yndig blondine ude på sjov. Smuk vin.
Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 799 kr.