Næste vin i der europameisterschaft aka Championnat d’Europe for tørre Riesling vine var fra Alsace, nemlig denne Riesling Schoelhammer fra Famille Hugel i Riquewihr.
Famille Hugel har været vinbønder i Riquewihr siden 1639 … ja faktisk går familiens historie i Alsace helt tilbage til det 15. århundrede, men det var først omkring 200 år senere, at Hans Ulrich Hugel bosatte sig i Riquewihr og grundlagde vinhuset og samtidig også blev leder af den lokale sammenslutning af vinavlere.
Siden etableringen i 1639 er vinhuset gået i arv fra far til søn og har gennem hele 1800-tallet og 1900-tallet modtaget megen anerkendelse for deres vine og metoder for dyrkning af vinmarkerne. Famille Hugel betragtes den dag i dag som et af de mest betydningsfulde Alsaciske vinhuse.
I dag er det 13. generation i form Jean-Philippe og Marc Hugel, der sammen fører det gamle vinhus videre. De har samlet 25 hektar, som udelukkende ligger ved Riquewihr, men opkøber derudover druer fra andre vinavlere flere steder i Alsace.
Samlet har Famille Hugel langtidskontrakter for omkring 100 hektar vinmarker, som en håndfuld vinavlere passer og høster helt efter Hugels anvisninger.
Selv om næsten halvdelen af Hugels egne marker er klassificeret som Grand Cru, så har Hugel besluttet sig for, at man ikke benytter sig af Grand Cru betegnelsen.
Da man tilbage i 1975 opsatte reglerne for Grand Cru-betegnelsen i Alsace, så var Jean ”Johnny” Hugel leder af komiteen. Men han var ikke enig i ændringen i den nye kvalitetsbetegnelse geografisk og kvalitativt, da dette ville betyde 5 gange så mange vinmarker med Grand Cru betegnelsen end tidligere.
I Hugels øjne mistede hele systemet dermed sin troværdighed. Som en protest imod Grand Cru-systemet sælger Hugel derfor sine vine af højeste kvalitet under betegnelsen Grossi Laüe, når vinen er tør, og som Vendange Tardive eller Sélection de Grains Nobles, når det er på sent høstede druer. Den årlige produktion ligger samlet på 110.000 kasser vin, hvoraf 80% eksporteres til omkring 100 forskellige lande over hele verden.
Hos Hugel passes markerne uden brug af kunstgødning og med lavt udbytte fra vinstokkene, som gennemsnitlig er over 30 år, Der foretages grøn høst, hvor der tyndes ud i overflødige klaser.
Famille Hugels bedste mark er Schoelhammer. Det er en lille parcel, som ligger på den historiske mark Schoenenberg og dyrkes 100% økologisk. Parcellen er alene på 30 rækker vinstokke med en gennemsnitsalder på 22 år. Jordbunden er ler- og mergelholdig med forekomster af fossile havdyr og vinmarken ligger i 300 meters højde på sydvendte skråninger.
Som med alle vinene hos Huge, så lagrer de pænt lang tid og frigives først, når familien mener, at vinene er klar. Det gælder også denne Riesling Schoelhammer, som har ligget 7 år i kælderen inden den blev frigivet.
Og sikke da en inderlighed, som er stoppet ned i den flaske … der er petroleum og fernis, men svævende som fugl Phønix, der letter, bliver luftbåren og nærmest provokerer med sin lethed. Det er kalket, let og alligevel med bundtræk, frugtkage, grønne æbler, fersken, lidt agurk, lemon, blomster, mandler og vinen må klart ha’ ligget og hygget sig sur lie og fået godt med fad.
Smagsmæssigt er der mere tyngde og krop, selvom der også er både g-streng og blonder over vinen. Det er tørt, kalket, omfavnende og alligevel præcist, pågående og forførende. Du får lidt syrlig smæk, men på en meget delikat facon. Stor vin.
Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 719 kr.