Næste vin er spansk … en 2017 Tudon’s Monastrell fra Bodega Dehesa el Carrascal, der ligger godt ude på lander ved Albacete i Castilla-La Mancha området i Spanien
Bodega Dehesa el Carrascal er grundlagt tilbage i 1962, hvor Don Arsenio García Cañada sammen med sin familie startede med at lave vin, men i dag drives vingården af hans børn og børnebørn.
De har sammenlagt 300 hektar vinmarker i Sierra del Mugrón området med markerne beliggende i 900 -1.000 meters højde og fordelt på druesorter som Grenache, Monastrell aka Mourvèdre, Petit Verdot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Verdejo. Nogle af de ældste vinstokke er mere end 50 år gamle.
Faktisk har gården samlet 1.800 hektar jord, men udover de 300 hektar vinmarker, så er der også 90 hektar med mandeltræer, et par hektar med oliventræer og i øjeblikket 600 hektar med korn.
Huset laver vinen både under appellationen Almansa DO, men også den bredere Vino de la Tierra de Castilla, som vel er det spanske svar på franskmændenes Vin de Pays, som dækker over vine på vej op i DO klassen og med tydelige kendetegn fra lokalområdet.
Her smager vi så husets 2017 Tudon’s Monastrell, hvor druerne først er presset med nitrogen og ligger en kølig pre-maceration ved 10 grader i 2 dage inden gæring med udvalgt gær ved 20-24 gader i store roterende og horisontale tanke i rustfrit stål. Derefter er vinen lagret 12 måneder på nye amerikanske egetræsfade.
Duftmæssigt er vinen lidt flæsket … har fedtegrever og baconfedt, sorte trøfler, lidt grannåle, blåbær, brombær og svesker, læder, lidt allehånde samt en håndfuld friske krydderurter, nogle tørre noter af træ og et skvis vanilje.
I munden har vinen lidt en sjov kombi … både stor tørhed og så samtidig en vis sødme. Frugten er tranebær, blåbær, svedsker, blommer og en lidt lysere og mere markant smag af hindbær. Det er en tør, letkrydret uden de store taninner eller syre, men alligevel tilstrækkelige til at sikre en okay struktur samt eftersmag,
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 94,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.