Første vin i Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 Masterclass under emnet So Fresh var denne 2020 Riesling Lieu-Dit Harth Tradition fra Domaine Schoffit.
Vinhuset ligger i den østlige udkant af Colmar og grundlagt tilbage i 1950’erne af Robert Schofitt, men det var sønnen Bernard Schoffit, som efter overtagelsen af driften i 1970 stoppede med selv at dyrke grøntsager og satsede på vinproduktion.
Schoffit startede ud med flade marker omkring Colmar, hvor markerne er ret tunge i jorden, men de sidste 20 år har familien købt jord op andre steder, således at domænet i dag er fordoblet.
I dag har Bernard Schoffit 16 hektar vinmarker, hvor de 10 hektar ligger i Harth, mens han også siden 1986 har ejet 5 hektar af Grand Cru marken Rangen de Thann og 1 hektar af Grand Cru marken Sommerberg ved Niedermorschwihr.
På markerne er det selvfølgelig Riesling, der er den primære drue, men der dyrkes også både Pinot Blanc, Pinot Gris, Gewürztraminer og Chasselas. Over halvdelen af vinstokkene hos Schoffit er over 30 år gamle og hans stokke med Chasselas endnu ældre … typisk ældre end 70 år.
Alle vinmarker passes uden brug af kunstige sprøjtemidler, og udbyttet fra markerne er også begrænset … omkring 55 hektoliter pr. hektar for basisvinene og 25-30 hektoliter for husets Grand Cru vine. Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker.
I dag er sønnike Alexandre Schoffit – og dermed 3. generation – i gang med at overtage driften. Han har siden 2012 selv stået for husets produktion af vinene … selvfølgelig fortsat med hjælp fra Bernard og endda også gode råd fra gamle Robert.
Denne Riesling Lieu-Dit Harth Tradition har jeg smagt tidligere i årgang 2013 og er lavet af Riesling druer fra Harth marken, som ligger ved Colmar.
Lige dér er der lavet vin allerede i det 9. århundrede og marken Harth er allerede nævnt tilbage i officielle dokumenter fra 1259. Det er en mark, som får maksimal sollys fra morgen til aften og har en meget drænet jord, som sikrer en regelmæssigt og homogen modning af druerne.
Druerne til denne Riesling Lieu-Dit Harth Tradition høstes med håndkraft, gærer og lagrer også i rustfrie ståltanke, så vinen har overhovedet ikke set nogle egefade. Den indeholder 3 gram restsukker pr. liter. Der er lavet 8.000 flasker af vinen.
Næsen er fint styret og balanceret med en smule petroleum, linolie, abrikos … en dyb frugt med pærer, fersken, gule æbler, let honning og hvide blomster. Det dufter indbydende og modent.
I munden er det en blød og moden vin, hvor det mest er søde og modne ferskner. Der er generelt et meget modent og syreniveauet er mindre end i 2013’eren … virkelig blød med meget lidt syre. Det er dermed 88 point.
Forhandles af Winelovers.dk, men denne er ikke fundet, så prisen kendes ikke.