Jeg smagte skam også Friuli-Venezia Giulia rødvine fra Cantine Ca Modeano og den første var endda på den allestedsværende Cabernet Sauvignon drue og her i årgang 2020.
Druerne er høstet i slutningen af september og efter høsten er gæringen og maceration på skindet sket ved 26-28 grader over en periode på 8-10 dage.
Dette efterfølges af en malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på en skøn blanding af store 5 hektoliter fade, tonneau fade samt franske barriques … inden aftapning på flaske og så yderligere 6 måneders lagring på flaske.
Duften kan jeg virkelig godt li’ … er lys og næsten sådan lidt juraagtig i stilen med let, bondsk og saftige frugter, både lyse brombær, ribs og kirsebær. Der fornemmes også en smule fennikel, medicin, læder samt utrolig æterisk og luftig i duftene.
Smagen er ligeledes til den lette og lyse side … ganske imponerende og jeg havde nok aldrig blindt gættet på Cabernet Sauvignon. Der er vilde, virile og stramme tanniner, som gør vinen utrolig tør, hvilket så også forstærkes af en syre med bitter lemon elementer … pågående, ren, klar og in your face. Samlet giver det også kant, hvorfor vinen også råber på lidt mad til … genialt … 92 point.
Forhandles af Højbjerg Vine og Ispirazione, hvor en flaske koster 160 kr.
Vinanmeldelse 5/7