Quinta das Bágeiras ligger lidt vest for byen Sangalhos og vel omkring 50 kilometer syd for Porto i vinområdet Bairrada og derfra smager vi nu en fin 2019 Avô Fausto Tinto.
VIngården Quinta das Bágeiras drives af Mário Sérgio Alves Nuno, som er 3. generation på vingården, men den første, der selv producerer sin egen vin.
Hans far og bedstefar producerede begge til det lokale kooperativ. Men Mário Sérgio fik tidligt lov til at reservere druerne fra et lille stykke jord til en egen produktion. Efterhånden blev succesen med hans vin så stor, at han langsomt, men sikkert overtog druerne fra hele gårdens jord.
I dag er det Mário Sérgio selv der driver gården og produktionen – men det sker med stor respekt for de tidligere generationer – så stor at flere af Mário Sérgios vine er opkaldt efter familiemedlemmer.
Mário Sérgio bliver af mange betragtet som traditionalist. Han er stor tilhænger af Baga-druen og en af de oprindelige Baga Boys, der gik sammen for at styrke Bagas druens position i den Bairradinske vinproduktion. Alle har det tilfælles, at de producerer med største respekt for traditionerne og alligevel med egne smagsudtryk.
For Mário Sérgio arbejder nemlig konstant på at få det optimale smagsudtryk ud af sine variabler og det er druerne, macerationen, gæringen, fadene og flaskelagringen.
På Quinta das Bageiras arbejdes udelukkende med klassiske druer fra Bairrada. Den hvide druesort Maria Gomes fylder rigtig meget og ellers er det med Bical og Cersial. I de røde anvendes Baga – og først og fremmest Baga.
Mário Sérgio arbejder med åben gæring på klassisk portugisisk manér i store beton-lagares. På Quinta das Bageiras er disse omkring 5 x 5 meter store.
Vinene bliver udsat for bâtonnage – hvor vin og skaller vendes, for dels at frigive den CO2, der afgives ved gæringen, dels for at store molekyler, der helst knytter sig til affaldsstofferne fra gæringen, falder til bunds og bliver frigjort i vinen. De er vigtige, fordi det er dem der giver vinen fylde og volumen.
En anden prioritet er brugen af portugisisk eg til fadlagringen. Særligt Baga er en drue der har godt af temmelig lang fadlagring, det er slet ikke unormalt at se vine der fadlagrer i både 1 og 2 år – og Mário Sérgio er ikke i tvivl om, at brugen af portugisisk eg er med til at give hans vin dens særlige karakter.
Denne Avô Fausto vin – der bådes laves i en hvid og rød udgave – er dedikeret til Mário Sérgio Nunos bedstefar, Fausto og lavet på Baga, men tidligere har der også været en lille smule Touriga Nacional i.
Druerne er gæret uden afstilkning i en uge i en lagar stenkar med regelmæssig punch down flere gange om dagen, indtil vinen nåede den ønskede intensitet. Efter endt fermentering er vinen lagret på brugte barriques fra Bourgogne. Der laves omkring 2.000 flasker af vinen årligt.
I næsen fornemmes fadlagring … men vinen er klart mere frisk i frugten om end på en mørk, tæt facon med solbær, brombær og så disse fadnoter af vanilje, kanel, chokolade … men har på en eller anden måde en vis lethed, selvom frugten er pænt mørk.
Sådan er smagen også … har en frisk, klar og direkte frugt, der samtidig har en lysere karakter end duftmæssigt. Der kommer nu mere brombær og hindbær frem, når du smager vinen … har måske endda også lidt jordbær, mens syren også virker stram med noget lemon og ribs. Det er også med til at give lethed, fin balance og samtidig stor drikkeglæde, så 92 point.
Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 300 kr.
Vinanmeldelse 5/7